I mine øjne

Trods lugtende af gylp fra natten, med tørt mælkeskæg, søvn i de lange øjenvipper, pruttende og lidt spruttende med en smule fornærmet, stram mund; ingen kan vågne så dejlig som min lille viol.

Laurits kan ikke vågne, så jeg lader ham hvile. Men det er samme sted de to unger rammer mig...

Knopskydning

Det med julebilleder var vi ikke så gode til. Vildt for dårligt. Men i stedet er her et af min lille knopskydning:

Og fars pige:

Smil, jul og sul

På årets korteste dag fik jeg det varmeste lys i mørket af min Viola; et rigtigt smil. Siden har jeg fået to mere. Jeg vidste godt, at det ville være så vidunderligt at få smil fra eget barn, men havde jo aldrig oplevet det.

Vi har holdt jul hos de to hold bedsteforældre og det var STORT endelig at kunne komme derhjem med vores levende barn. Vores allesammens lyslevende Viola. Det gav så meget mening, at det ikke rigtig kan beskrives.

Viola er hoppet lige ombord i en af de faste juletraditioner; spise, spise, spise... Men hun vokser også med rekordfart i disse dage. Det er næsten som om jeg kan se, at hun er vokset på tre dage. Hun udvikler sig, og det varmer mig så meget at opleve hendes nye rundhed, styrke, vågenhed, tøsehvin og nu også begyndende smil. Hun var jo så lille og skrøbelig...
Selvom jeg ind imellem føler mig degraderet til et vedhæng på brystet eller som en gigantisk 'ring' på en sut, så er det alligevel virkelig dejligt at kunne opfylde hendes basale behov for mad og tryghed.

Hemmelige smil

Åh, de hemmelige smil!

Når den lille Viola dejser mælkemæt omkuld (og ikke lige har mavekneb) triller der gerne et par smil fra hendes skønne mund. Nogle endda åbne, brede og så ørerne rokker en halv centimeter bagud. I vågen tilstand holder hun stadig kortene aldeles tæt til kroppen og vi forældre kan ikke gøre andet end længes, prøve at se sjove ud, prøve at se søde ud og ellers bare være tålmodige. I dag valgte lillesøster så at sende en af tranerne ved puslepladsen et lille skævt smil. Årh, hvor snyd! (Og jeg stod selvfølgelig straks klar med øjenkontakt og søøøød stemme, men det kunne ikke imponere hende) Men også lidt dejligt... For man kunne jo nemt spinde en varm historie om, at det var et hemmeligt hej fra storebror.

Koldt - nu med indre varme

Jøsses, hvor det fyger med sne udenfor! Sidste vinter krøb kulden alt for langt ind hos mig. Jeg husker godt, hvor modløs, jobløs og ikke mindst barnløs jeg var. I år det noget helt andet, for i mellemtiden er en lille martsviol vokset frem.


Lille Viola er ved at vokse sig stor. Måske når hun op på fire kg. inden jul. Sidste uge vejede sundhedsplejersken hende til godt 3,6 kg., men Bo kunne selvfølgelig ikke rigtig vente på den vejning, så han forsøgte i rendyrket nysgerrighed at få lokket et tal ud af køkkenvægten aftenen inden. Det lykkedes dog ikke...

Og så bare et par billeder af pigen, der bruger det meste af tiden på at sove, og ellers spiser, bruger bleer, skifter tøj og bliver plaget af os om snarlige smil. Jeg tror sgu det første hun kommer til at smile til er bjælkerne i loftet - ikke os forældre.

Følger nogenlunde med

Er det den 1. december i dag? Og onsdag? Jamen så må Viola jo være seks uger gammel.


Kommer jeg mon nogensinde til at føle mig helt med, helt på omgangshøjde med virkeligheden igen? Nu er seks uger selvfølgelig ikke noget særligt i forhold til 'nogensinde', men jeg aner bare, at der ligger noget kronisk i følelsen af at være bagud, eller rettere i det at skulle følge med frem for at styre, nu hvor den levende lillesøster er her. Det er også ok. Det er faktisk utrolig meget helt i orden, når jeg kigger på Viola og bare mærker nysgerrigheden boble i min krop: "hvad er hun for én? Hvad kan jeg gøre for hende? Hvad finder hun mon på - nu, om lidt og i de store træk i sit liv?" Jeg glæder mig rigtig meget til at få de bidder, der tilkommer mig, glæder mig til at se hende folde sig mere ud. Det sker heldigvis lige for øjnene og ørerne af mig og er forunderligt (- nogle gange også for underligt...). Der er kommet tydelig vilje i de baskende arme, gråden og måden hun forundres dybt over sorte bjælkers udstrækning i et hvidt loft.

Hun er sgu bare så sød... Violsnitten. Jeg er vanvittig stolt og taknemmelig over hende, men samtidig også bare et stort spørgsmålstegn. Da Bo havde skiftet hende i aftes og lagde hende over i sengen til mig kom jeg til at tænke højt: "Er det der virkelig vores datter??" Det var lidt som at få hende igen. Det er ikke kun Viola, der skal folde sig ud og finde ud af, at hun faktisk er blevet født, det er også noget jeg stadig er ved at fatte... I disse dage er det dog som om, at noget falder i hak, for nu kan jeg give slip på følelsen af, at hun ikke rigtig skulle have været her endnu, altså ikke født endnu. Så må jeg vist bare acceptere, at der ligesom blev revet en måneds tid ud af min mentale kalender. Pyt! Jeg har alligevel aldrig rigtig været helt med ;-)

Så er vi endelig landet

Er det den 17. i dag?? Og onsdag? Jamen, så må Viola jo være fire uger gammel. Det kan jeg næsten ikke forstå. Hun er jo lige kommet til os med et brag?! Og så skulle hun ikke engang have været født endnu. Det ville nok have været på mandag den 22. hun skulle være kommet til verden, hvis det planlagte kejsersnit var blevet til noget. Vi nåede ikke at få datoen, men kan godt afsløre, at vi havde set os lune på den dato, da det er 4½ års dag for Laurits. For os forældre ville det have været dejligt med den sammenhæng. De sidste fire uger har fuldstændig forandret begrebet tid for mig, men der er også sket mere i mig på de fire uger end de sidste fire år. Sådan føles det... Det var fra starten også ekstra forvirrende at få et for tidligt født barn, for på neonatal bruger man naturligvis den korrigerede alder som målestok for, hvad man kan forvente af barnet. Ifølge den er Viola 37+2 i dag. Så fra i mandags ville det være ok for hende at blive født (født til tiden = fra uge 37 til 42).

Nå, men Viola ER altså fire uger i dag og hun er bare den dejligste baybisse i hele verden! I går var vi til sidste tjek på neonatal, og gik stolte derfra over den ros læge og sygeplejersker havde til os. For Viola har taget perfekt på, selvom hun kun har været på amning i den sidste uge - altså ingen sonde. Det kunne sagtens være, at hun havde tabt sig, men i stedet har hun taget 300 gram på i løbet af 8 dage. Hun har stadig gulsot, men blodprøver har vist, at det ikke kræver nogen behandling. Hun skal bare have mælk, kærlighed og lov til at være lidt gul.

V styrer amning (diening?) med et fast greb!

Alt i alt ville jeg frem til, at i går blev Viola så endeligt udskrevet fra Riget. SKØNT! Det er en lettelse at blive 'løsladt', selvom vi selvfølgelig kun har været glade for, at der er blevet passet på os. Men at være indlagt, også ambulant, er desuden anstrengt i forhold til at tage ansvaret 100 % på sig og stole på egne beslutninger. Sådan er det i hvert fald for mig. Hold da kæft, hvor havde jeg forestillet mig det anderledes, at blive mor igen. Jeg troede, at jeg ville hvile i mig selv og kunne det hele pr. instinkt... Men indtil nu har jeg enten følt mig alt for ringe/usikker eller alt for pylret som mor. Der har jo hele tiden været en hel afdeling af kittelklædte, der har vidst bedst. Mens hun var på neonatal kunne der for eksempel det ene øjeblik komme en og sige; "Synes du hun er blevet gul? Jeg synes hun er meget gul", og så skulle Viola i lysterapi for gulsot uden jeg havde opdaget en pind. Dårlig mor! Det burde da have været mig, der opdagede det. Det næste øjeblik kunne der komme en smilende sygeplejerske og tage overvågningen af Viola, for nu gik det hele jo så fint. Og så var der ellers indre panik hos både Bo og mig over, at nu var der ikke nogen anden sikkerhed for hendes vejrtrækning end vores holden-øje!

Men nu er vi altså rigtigt landet HJEMME og selvom det roder, trækker lidt og er for indelukket på samme tid (!), vinduerne dugger og jeg stadig ikke har fundet en helt behagelig/naturlig ammestilling, så bor Viola faktisk hos os nu og hun virker som om, at hun i hvert fald har fødderne rimelig solidt plantet i verden.

Efter udskrivelsen fra Riget i går kørte vi forbi Laurits' græsplæne for første gang siden han er blevet storebror. Et af de øjeblikke vi har set sådan frem til.

Først og fremmest Viola

Det er vel i første omgang noget med at få lagt nogle billeder ud og sige: "Det går godt".

Efter 15 dage på neonatal kom vi hjem i torsdags og står lige på vippen til at blive helt udskrevet (vi har været inde til tre rutinetjek siden torsdag). Viola er så skøn, så levende og så dygtig til det en for tidlig født baby nu skal. Hun koordinerer vejrtrækning + sutte + synke så hun kan spise ved mit bryst, hun regulerer selv sin temperatur (dvs. behøver ikke varmemadras) og hun tager på i vægt. Derudover er hun Viola. Lige som hun skal være.


Store øjne i grøn Laurits-hue


Babyfødderne...


Første bad var en stor succes.


V for Viola


Hjemmelavet... Trods alt det behandling for at få hende, er der alligevel noget hjemmestrikket over hende ;-)
Vi skal lige lære det med at klæde hende ordentligt på. Det ser de fleste gange lidt fjollet ud, for vi har ikke så meget der passer helt rigtig i størrelse. Til gengæld er det en fryd at give hende hjemmelavet/gave tøj på, lægge hende til rette i familiesengen, putte hende i dyne med Laurits-lillebrøster-betræk (hvor har vi ventet på at få det i brug) og samtidig først og fremmest ramme noget der passer til temperaturen i vores hytte. Det er lidt upraktisk med meget ung baby i meget gammelt hus her i efteråret, men vi har vist fået styr på at undgå træk og kulde.

Jeg har meget, meget mere på hjerte, men ved ikke, om der bliver tid til at skrive om det. Der er som sagt først og fremmest Viola og hende vil jeg nyde. Jeg er faktisk lidt bagud på point der. Så er der mine egne oplevelser omkring det at blive mor igen og under de omstændigheder det blev. For satan - for at sige det lige ud - jeg kunne godt have brugt nogle bedre omstændigheder! Det har været det sværeste i mit liv. Ikke det værste, selvfølgelig, men det sværeste. At få et for tidlig født barn, et kompliceret kejsersnit og have Laurits' lillesøster to uger på neonatal har altså været nok udfordring for mig, for det har ramt de ømmeste punkter. Jeg havde både håbet og troet på en blidere start, så vi kunne lade følelsen af det bedste fylde. I stedet har der stået så meget i vejen for den følelse, at jeg stadig er ved at lære den instinktivt at kende. Der er nu ved at falde lidt ro på efter vi har været hjemme en lille uge. Og Viola er en tigerunge. Hun knurrer, hun er født i et tigerår ifølge kinesisk horoskop og hun tager tigerspring, så vi forældre ikke kan følge med. Hun har nærmest allerede taget et spring fra sondemad til babs og vi er ved at flække af stolthed over hende. Det er da mere end man kan forvente af et lille menneske, der egentlig er for ung endnu til at være født.

Så er der Laurits. Han er heldigvis bare en naturlig del af det hele for Bo og mig. Ikke mindst når vi kan se på Viola, at der er fysiske ligheder. Det er simpelthen bare så dejligt at se.

Lykken der kom før tid

Vi kan næsten ikke følge med, men vores skønne lille pige er nu født - og hun har det godt!

Natten til søndag startede veer, der heldigvis blev stoppet inde på Riget. Tirsdag aften gik det dog igang igen (uge 33+1), og noget tydede derfor på, at det måtte være bedst at få den lille pige ud. Derfor ville lægerne ikke forsøge stoppe veerne igen.

Onsdag 20.10.2010 kl. 04:44 kom Viola ud af mors mave og mere eller mindre direkte over i fars arme ved et kejsersnit. Vores største frygt fejede hun hurtigt bort, da hun med det samme gav nogle vræl fra sig. Hun havde en fin vægt af sin alder; 2260 gram og 47 cm.

Viola har det godt og trækker selv vejret, men skal være indlagt på neonatal i nogle uger. Hun får sondemad (mors mælk) indtil hun lærer selv at tage fat, suge, synke og trække vejr samtidig. Det er nemlig ikke let at koordinere, når man er for tidligt på den. Det ville jo være bedst, hvis hun havde bagt helt færdig i maven, men vi er overud lykkelige for at hun er her nu og vi kan se, at hun har det godt. Hun er selvfølgelig det dejligst...

Det bliver nok yderst sparsomt med updates i den nærmeste fremtid, men nu er den nyhed jeg har ventet 100 år på at kunne give givet ;-)

En morfølelse

Et er at vide, at nu kan babyen det ene eller det andet i maven. For eksempel hikke, drikke fostervand, høre, åbne øjnene. Noget andet er virkelig at forstå, at der ligger et lille individ derinde, der gør nogle af de ting. Noget tredje igen at få kontakt...

Selvom jeg er instinktivt romantisk omkring graviditet og nyder alle bevægelser fra den lille derinde, så har jeg også vænnet mig til dem. Om aftenen kan babyen dog stadig overraske mig ved sin vildskab. I går legede hun alien i omkring en time, hvor jeg ind imellem blev helt overrumplet af hende. Da jeg så sang en lille sang for hende, bare for at sige hej, så blev hun helt stille... Tænk, hun lyttede til mig?! Jeg gentog det efter nogle minutter og hun faldt helt til ro igen - kun imens jeg sang! Det var altså stort. Så følte jeg mig som en rigtig mor med et lille barn, som jeg lige kunne synge til ro.

Far, mor og børn

En tur på Laurits' græsplæne med Snille i maven og Laurits hverken i jorden eller himlen men bare et eller andet sted imellem. I hjertet, vel sagtens.

Alt vel i junglen

Kender du Kill Bill? Den (altså film # 2) slutter med ordene:

"The lioness has rejoined her cub, and all is right in the jungle"

Måske lidt skørt, men det er følelsen jeg har lige nu omkring Snillen og jeg. Hun er her, jeg har hende og det gør mig rig, mæt og tilfreds (og stort som et hus). På lidt mindre dramatisk vis handler det bare om at have "hovedet op og benene ned", som man siger der hvor jeg kommer fra. Det gælder for mig i disse dage, når jeg mærker rigtig efter. For Snille er det lige omvendt og det er nemlig præcis som det skal være. I sidste uge havde hun 1½ dag i stillingen "hovedet op og benene ned" og det var ikke rart. Hun var som en helt anden baby og jeg savnede hendes rullende spark i toppen af min mave. Dem fik jeg til gengæld i bunden, indvendigt, hvilket gjorde ondt.

Men lige NU: alt vel i junglen.

Kender du Kill Bill?

Lillesøster bliver større og større

Det går rigtig godt!



I går var vi til lægetjek på Riget, og vi så den ret så livlige lillesøster på kryds og tværs for 117. gang. Fine nyrer, god mængde fostervand, ca. 1150 gram (så var jordemoderen ikke heeelt ved siden af i sidste uge), flow i navlesnoren og ikke meget for at ligge stille. Jeg har slet ikke tal på alle de scanninger mere. Det er vild luksus, det ved jeg. Især fordi det ikke længere handler om hjerteblink, liv og død, men nu er et spørgsmål om barnet derinde har det godt nok - og det har hun. Jeg tror rigtig meget på, at hun faktisk skal bo hos os på den måde levende børn gør hos deres far og mor. Det er så spændende.

Jeg havde brug for dette lægetjek til at få et par bekymringer af vejen og fik det heldigvis, så nu føler jeg mig nærmest helt normal gravid. Lige nu er der ikke nogen læge, der kan fortælle mig, at Snille har det godt, bedre end Snille kan fortælle det med sine mange spark, puf, hikken og stræk på tværs af maven. Det er altså en stærk følelse af mærke den tro på egen krop igen - eller rettere på graviditeten, på samspillet mellem Snillens og min krop. Først og fremmest tør jeg tro på det, fordi det føles ret anderledes end dengang Laurits lå i min mave. Han var så stille i forhold til lillesøster, fordi han ikke havde meget plads at bevæge sig på, pga. manglende fostervand. Det er en god læge vi har på Riget. Hun siger tingene ligeud, hun spørger til hvordan vi har det og hun har en masse smilende energi. Det gør mig tryg. Så når hun med et stort, bekræftende smil siger, at jeg kan føle mig som normal gravid og kan lytte til signalerne fra min krop, så er det et voldsomt bål hun puster til.

Jeg er på en gang mere afslappet omkring tanken om fødsel og helt vildt spændt! Det er jo netop fordi jeg begynder at se det for mig og tør tro på, at der kommer en levende, lille basse ud af det. Vores lille pige.... den anden dag blev jeg helt tudeagtig af at tænke på at møde hende, se hende i øjnene for første gang. For fanden altså. Jeg er så blød som smør over det lille barn allerede. Jeg er nået dertil i graviditeten, hvor jeg kan SAVNE mit barn, selvom det ligger tættere på end det overhovedet kan. Det savn med indbygget glæde handler udelukkende, eller specifikt om Snillen. Det er bare hende jeg vil have i armene, hende jeg vil se i øjnene (ja, også selvom det mod alle scan-odds skulle vise sig at være en dreng ;-) Men så er der også alt det andet savn, der simpelthen er ved at æde min tålmodighed op efter Laurits døde på mit bryst. Der er så uendeligt meget Bo og jeg har manglet i over fire år - og fortsat altid vil mangle med Laurits - men der er også noget omkring det, der er så basalt, at det bare vil tilbage i den hospitalsseng og have ungen i armene uden at den dør! Den skal bare holdes, passes på, snuses og nappes til, have noget mad og holdes helt varm af mig. Ikke blive kold, slap og lave døde-lyde. Bare ligge og trække vejret og sprænge verden helt, helt stille - eller skrigende, det kan selvfølgelig også være. Jeg glæder mig! Trænger sådan til det.

2. jordemoderbesøg i 2. graviditet.

I dag var jeg til andet jordemoderbesøg. Det er ok med de besøg, men det er altså begrænset hvad jeg kan bruge dem til. Heldigvis har vi lægesamtaler og scanninger i denne graviditet, for jeg stoler ikke på, at jordemoderen ved at trykke på min mave kan vurdere, om min lille pige har det godt nok. Vægten blev skudt til 1100 gram (er det ikke bare standard ved andet jordemoderbesøg?) og hun forsøgte at vise mig, hvor hoved, numse og fødder lå. Jeg følte mig ikke overbevist og sagde heldigvis heller ikke bare "ja", som jeg gjorde ved andet jordemoderbesøg med Laurits. For med Laurits tog jordemoderen altså fejl af hoved og numse og kunne åbentbart ikke mærke, at der ikke rigtig var fostervand. Det er ikke for at bebrejde, det er bare for at sige, at jeg ikke kan bruge de tryk og vurderinger til så meget andet end lidt graviditetshygge. I næste uge er der en gennemscanning, og jeg trænger til at få at vide, at det lille barn har en normal størrelse.

Noget sker der dog med størrelse for tiden. Jeg vokser rimelig meget og mærker hvordan der bliver mere og mere pres nedadtil, både når jeg er lodret og vandret. Det må da også tyde på, at Snille vejer lidt til efterhånden. Det giver visse småproblemer, såsom forpustet over ingenting, svært at snøre sko, svært at ligge ordentligt om natten og den slags. Men hvorfor åreknuder?! Hvad skal det lige til for? Og hvorfor har jeg ikke selv kunnet tænke på støttestrømper?? Heldigvis mindede jordemoderen mig om den sag i dag, så jeg har allerede købt et par sorte, sexede støtte-sataner, som jeg glæder mig til at 'smøre på' i morgen - med stor forventning om at de strammer skønt på benene og tillige løfter maven væk fra det, der nu engang ligger lige under og som er helt ømt og hævet af presset.

At Snille nok har det ganske fint og trods alt udgør noget af mine ti ekstra kilo tyder hendes spark på. De bliver også kraftigere og hun har for et par dage siden sparket sin far i røven for første gang! Åh, jeg er så stolt af hende. Bo kan desuden høre hjertelyd nu ved at lægge øret til maven. Jeg vil for resten tro, at hans hoved vejer i omegnen af halvandet kilo...

Det ene og det andet

Det ene er erfaringen og det andet er nu'et.

Det ene har lært mig, at mit barn dør og at det slet ikke har det så godt i maven på mig, som jeg ellers fornemmer. Den erfaring kan godt oveskygge nu'et og gøre mig rigtig grundlæggende bange for, hvornår det hele går i stykker igen. Kan jeg virkelig tillade mig at være så naiv og tro på det gode endnu engang? Viden om, at mit immunforsvar har/har haft en fjendtlig indstilling overfor graviditet (de tre aborter) puster ekstra til følelsen af, at det næsten er urealistisk at jeg kan få en hel, god graviditet. Jeg er stadig bange for at føde for tidligt, selvom der ingen tegn er på noget som helst nu. Hver dag går mod bedre overlevelseschancer for Snillen og det giver heldigvis fornyet håb.

Lille levende Snille gør mig glad hver gang hun sparker eller hikker eller hver gang jeg fatter, at der virkelig ligger et lille menneske i min mave. Glæden har masser af plads i hverdagen og letter, hvor erfaringen tynger. Men det er altså ikke et regnestykke, der går op. Jeg kan blive så tung af bekymring og bare mangle den gode erfaring så fandens meget. Den kan man ikke strikke sig til eller købe i en baby-dims forretning. Det eneste 'sted' jeg kan hente god erfaring er i selve Laurits... Det var ikke svært at mærke glæde, kærlighed, stolthed og styrke da jeg blev hans mor. Alle de dårlige erfaringer der fulgte med kunne ikke slå det i stykker og jeg ville ikke undvære at være hans mor 'bare' for at slippe for det, som døden har gjort. Alligevel har jeg ikke rigtig lyst til at hive den erfaring frem... Det gør lidt for ondt og har trods alt et forkert udgangspunkt, for det handler jo om, hvis det værste skulle ske. Det var ligesom lettere at finde styrke ved, da jeg kun var mor til døde Laurits, for da var ikke så meget at gøre og ikke noget nyt liv at forholde sig til. Det er der heldigvis nu, og jeg forholder mig alt hvad jeg kan.

Den ene og den anden

Den ene har vist været lige lovlig langt fremme i sine døde sko. Han har siddet på trappen til vores hus og drukket øller, røget smøger og pillet sig i fjerene i nat... Ja, han burde være alt for ung, men han har jo netop ingen alder. Og jeg må tage til takke med de små hilsner jeg får.


Den anden vil hele tiden gerne have et større værelse, så hun strækker mit maveskind og hopper på min blære (?), så det føles som små stød. Disse hilsner tager jeg også rigtig meget til takke med. Dejligt hun er her! Gad vide om hun en dag tager til Kbh for at gå i byen og sætter sig med en god kammerat på dén trappe med smøger og øl...? Om mange, mange, mange år forstås!

Mere om redebyggeri

I søndags fik vi en seng ind nede fra Bos forældre, for nu havde vi bare lyst til det. Det er den fineste lille seng, som Bos morfar (der var tømrer) har lavet, og som Bo og hans brødre har ligget i. Den har jeg haft et godt øje til i over fire år og det bliver så stort at lægge Snillen derned for første gang - og mange gange. Bos mor satte røde og orange hjerter på da hun ventede Bo, og ligesom jeg for fire år siden tænkte, at de passede så fint til Laurits, så synes jeg også, at de passer perfekt til Snille - til Bos børn, simpelthen. Den er sgu bare så flot, den seng, og jeg er en nostalgisk romantiker, der elsker lidt historie ved tingene.

Jeg er lidt skræmt over endnu engang at give mig hen til drømme om at putte vores barn her hos os, men netop derfor har jeg også rigtig meget brug for at gøre det. Og vi kan godt, begge to. Det er faktisk ikke så svært at fyre op under drømme og fantasier og bare mærke glæden over den lille Snille, der endelig er i min mave. Desuden er sengen en god opbevaringsplads til babydims, inden vi får ryddet hylderne for noget af vores eget dims.

Laurits

Han er der altid, selvom han ikke er her.

Jeg har lyst til at skrive, at selvfølgelig er han naturligt bare med i alt det her nye graviditet - og det er han også - men sandheden rummer desuden, at han glider lidt i baggrunden. Æu.... sådan skulle det jo ikke være.

God scanning

I forgårs var min lille pige og jeg til endnu en gennemscanning med fokus på nyrerne. Det hele så rigtig fint ud. Hun vokser som hun skal (ca. 570 gram), har fostervand - dvs. kan lave tis med nyrerne - og der er ingen tegn på begyndende cyster på nyrerne. Derudover er hun livlig. Det har jeg faktisk fået at vide ved hver scanning og det er da ikke det værste man kan høre, når nu første barn er så dødt.

Selvom hun er lavet ved ægsortering og ingen (hverken vi eller læger) derfor forventer at hun bliver født med samme sygdom som sin storebror, så er det alligevel rart med disse scanninger. Det betyder meget for Bo og mig, at vi selv kan se de gode, sunde og normale tegn, så vi ikke skal hænge tilliden op på en abstakt dna-analyse med indbyggede risici for fejl. Det er også bare rart at blive bekræftet i noget godt undervejs.

Jeg fik tilmed meget pludseligt smækket et 3xd portræt af min datter op på skærmen i går. Det var altså overvældende. Lægen sagde bare; "nå, nu prøver vi lige det her 3xd scanning" og med ét så var der et billede af det søøøødeste lille babyfjæs med først en hånd og derefter også en fod oppe ved hovedet. Så var det altså ærgeligt, at Bo ikke var med. Måske også ærgeligt, at jeg var alt for overvældet til at huske at spørge om et print af billedet, men på den anden side har jeg det ok med, at det var noget der bare skete. Nogle oplevelser må også godt blive i nuet, og det var et helt stille men meget stort nu for mig at få så tydeligt et glimt af min lille datter.

At gøre det rigtige, ikke det perfekte

Jeg var ved at skrive et længere indlæg om det at gøre klar til barnet/bygge rede. Det rodede bare sammen i øst og vest, fordi jeg slet ikke er så god til at skelne det rigtig fra det perfekte som jeg lige sad her ved computeren og troede. Jeg må vist indse, at jeg har en masse følelser i klemme i forbindelse med rent praktisk at gøre klar til vores lille barn. Men jeg holder fast i fornemmelsen, der skabte overskriften, nemlig at jeg bør tænke over at gøre det, der føles rigtigt frem for alt.

Men... det føles både rigtigt at vente lidt med at gøre klar og at gå i gang med det samme. Dilemma. Luksusdilemma på en måde, for nu er her faktisk en lillesøster at gøre klar til. Det er helt vildt dejligt og jeg glæder mig. Men hvad er det lige præcis vi skal gøre klar til? Jeg har tre scenarier i hovedet:

1) Snillen bliver født nogenlunde til tiden og vi kommer hjem med et helt almindeligt barn, der vender op og ned på vores hverdag. Hvor vuggen skal stå og hvad tøj hun har på bliver ligegyldigheder, bare Snille er glad og det fungerer. Det vigtigste bliver livet i hendes øjne. Går jeg tiden ud skal vi nok nå at blive klar med det praktiske.

2) Snillen bliver født for tidligt, og vi står endnu en gang uforberedte med det sidste praktiske. Hvis bare hun så overlever er det også ligegyldigt hvornår puslepladsen bliver lavet, men jeg tror det vil gøre mig rigtig ked af det, endnu engang at gå glip af det sidste redebyggeri. Så hellere starte i lidt for god tid. Jeg har jo netop også så god tid til det.

3) Snillen dør og får ikke konkret brug for meget mere end ét sæt tøj og en kiste. Vi får til gengæld brug for en masse minder, og jeg vil på længere sigt have det godt med, at vi nåede at gøre specielle ting klar til netop hende.

Det er også bare fordi...
Lige nu er jeg 23 uger henne, og det er sådan i pricippet lige på grænsen til, at der er håb for overlevelse (meget spinkelt håb). Det får mig til at føle, at jeg står på vippen til at 'have lov' til at gøre klar til den lille pige. Det føles rigtigt at forholde mig til dette her-og-nu, for jeg er bange for at føde for tidligt. Slet ikke sådan angst-bange, men mere bekymret. Det kunne jo ske. Heldigvis tror jeg ikke på scenerie 3, selvom det er den eneste erfaring vi har. Til gengæld har jeg bare svært ved at tro på scenarie 1, for der har ikke været meget almindeligt i at nå til denne uge 23.

Alle disse tanker omkring det rigtige kan godt jage sig selv på vildspor mod det perfekte, men er nok ingen løsning på noget problem her - bare noget tid, der skal gå godt. Lad bare sommeren smuldre og ugerne fare afsted, for det gør Snillen større og stærkere. Hm... det er vist meget godt, at der står en masse lægebesøg mm. på næste uges program, for jeg trænger til at få at vide, at vi er på rette vej.

Snille - snart to pakker smør

Det går godt. Forskrækkelsen over blødningen har fortaget sig og vi er egentlig ovenpå igen. Snille muler levende rundt i min mave og vokser tilsyneladende. Jeg kan fornemme, at der bliver mere og mere af hende og så vidt vi kan læse os til, nærmer hun sig to pakker smør i vægt. Hun opfører sig som klassisk foster og laver masser af ballade om aftenen ved sengetid. Om dagen kommer der også jævnligt livstegn. Det er så dejligt. Sidder jeg lidt for foroverbøjet kommer der små protestspark. Desværre er det stadig svært at vise hendes bevægelser frem til andre. Jeg skal helst ligge på ryggen og så skal man være ret tålmodig med håndspålæggelsen. Det er igen helt klassisk, at når Bo eller andre vil mærke, så bliver hun ofte lige lidt stille. Men Bo mærker skam masser af bevægelser, og det er sjovt så enige vi kan blive om den lille piges dygtighed og styrke ;-)

Hvis der er noget om, at babyer kan genkende og blive beroliget af, hvad de har hørt jævnligt mens de lå i maven, så kommer vi til at berolige hende med sætningen: "hvad laver du, Snille??", for det er ligesom det eneste vi rigtig har at sige til hende. Vi er rigtig nysgerrige overfor hende. Samtidig er det iblandet følelsen af en vis farlighed, for vi kan sandelig godt vente med at møde hende til hun er bagt færdig. Men hvordan har små børn det, når de ligger derinde i den lune hule og bager? Hvad laver de egentlig? Man antager ligesom at fostertilstanden er fantastisk, men hvem ved? Kan sådan et lille pjevs ikke have ondt, klø eller blive ked af det?? Kan det være et gladt pjevs?

Jeg håber Snillen er så glad som hun kan være. Det er også det vi prøver at være. Det er såmænd ikke svært at finde glæden, men der er bare samtidig en dyb bekymring, som godt kan udfordre glæden ind i mellem. Hver aften jeg lægger hånden på den bumlende (blævrende) mave er jeg virkelig ufattelig glad og taknemmelig. Så er jeg lige der, hvor jeg har ønsket at være i fire år og fatter det næsten ikke. Så venter vi bare på, at krydse over de usynlige milepæle på vej til reel overlevelse for det lille pjevs.

En stor forskrækkelse

For en uge siden var vi bare så lettede og lykkelige efter den gode scanning, der viste sund og rask Snille. Det handler forgående indlæg om. Fem dage havde vi med den fjollede, glade ubekymrethed, men så blev vi mindet kraftigt om, at det hele er så skrøbeligt og at vi på ingen måde er i mål endnu. Fysisk har Snille det godt, jeg har det godt og det har Bo også! Men vi blev så bange som vi ikke kan huske vi har været det før. Det har vi jo nok været dengang Laurits blev født og døde, men tiden visker alligevel den slags rå skræk ud. Desuden er det ved at gå op for mig, at den form for accept eller afklarethed jeg kan føle omkring Laurits' død netop er knyttet til hans død. Skulle det komme til Snillens ville jeg være fuldstændig ligeså meget på bar bund igen. Og da Snillen netop er levende, betyder det også hun kan dø. Øv, overhovedet ikke til at holde ud at tænke på.

Tirsdag aften efter vi havde besøgt gode venner begyndte jeg at bløde, så snart vi kom ind ad døren hjemme. Jeg havde overhovedet ikke lavet noget unormalt eller anstrengende. Det var et shok. Jeg har aldrig set Bo så ude af sig selv. Jeg måtte bide panikken i mig og ringede med det samme til fødegangen. Vidste ikke hvad ellers. Heldigvis sagde de, at vi bare skulle komme ind til dem, så det gjorde vi. Så var det Bos tur til at bide panikken i sig og køre bilen ind til Riget. For helvede også, det hele mindede om dengang for fire år siden, hvor vi næsten på samme klokkeslet kørte ind til Riget og pludselig skulle have et barn for tidligt. Og vores lille pige var/er jo slet, slet ikke gammel nok til at fødsel kunne være en håbefuld udvej...

Jeg frygtede det værste, da jeg lå og ventede på en scanning. Der gik alt, alt for lang tid, før jeg endelig mærkede et par spark. Pyyyyh, så var Snillen da i hvert fald i live. En læge kom og scannede, og igen; Snillen var i live og så ud til at have det fint. Så langt så godt - virkelig godt! Verden var ikke gået i stykker. Men lægen var i tvivl, om blødningen kunne stamme fra moderkagen, som måske havde løsnet sig ganske lidt et sted. Fy for satan! En ny læge scannede, men mente tværtimod at blødningen måske kunne stamme fra en lettere forkortet livmoderhals. Nejnejnej! Begge dele var da vildt skræmmende. Heldigvis var blødningen mere eller mindre stoppet, og nu skulle jeg bare ind og ligge i en seng og sove for natten. Så måtte vi tage en dag ad gangen og næste morgen skulle det afgøres, om der skulle lægges en cerclage, altså om livmoderhalsen skulle snøres sammen. Det var den bekymring vi hver især kunne lægge os for natten med. Bo kørte hjem og jeg blev på Riget. Det var selvfølgelig ingen god nat for nogen af os, og jeg synes hele tiden der var plukkeveer. Dog havde jeg Snille-pigens mange bevægelser og spark til at berolige mig i forhold til det allervigtigste, nemlig at hun levede. Helt ærligt; Bo havde ikke en skid andet end angst og bekymring og jeg tror faktisk det er mange gange sværere at være far'en i den situation.

Næste morgen var der tidlig stuegang, og jeg blev scannet for at se, hvordan det hele nu så ud. Til stor, stor lettelse så livmoderhalsen nu fin lang ud, og der var ikke rigtig tegn på noget sted det kunne bløde fra i livmoderen. Moderkagen var også fin og sad helt fast. Bo havde sagt om aftenen: "kan det her ikke bare være et mareridt vi kan vågne fra??" Sådan føltes det nærmest efter undersøgelsen onsdag morgen. Vi blev selvfølgelig vildt glade. Men øh... hvor sidder den knap lige hvor man afblæser sin indre angst for at miste endnu et barn...?

Den korte version af de næste par dage er, at jeg blev til observation til i går (fredag), og at alt nu ser fint ud. Så måske var det en såkaldt ubetydelig blødning midt i graviditeten. Eller måske var det tegn på, at jeg simpelthen skal passe ekstra meget på i resten af graviditeten. Indtil videre må vi se tiden ganske stille og roligt an og så få noget ekstra kontrol. For pokker, hvor er vi glade for at bo så tæt på Rigshospitalet og at lægerne, jordmødrene, sygeplejerskerne og hvem ellers vi møder er så gode, for det er de. Vi møder dygtighed, forståelse, grundighed og forklaringer så langt de nu kan forklare. Sådan en graviditet er bare så mystisk og utilregnelig.

I dag er jeg præcis halvt henne i graviditeten og det er en af de gode milepæle. Nu tæller vi jo ned til fødsel, kan man sige. Men jeg må nok indrømme, at de sidste par dage har gjort, at jeg tænker meget mere konkret på, at der er lang, lang tid til, at Snillen kan overleve. Gid jeg var i uge 30 i stedet for 20! I det hele taget har jeg mange følelser i klemme i forhold til det med fødsel og synes også det er noget værre ambivalent noget. På den ene side fantaserer jeg om det som den bedste dag i nærmeste fremtid, hvor vi endelig får et levende og levedygtigt barn i armene, men lige nu frygter jeg fødsel. Det må bare ikke ske for tidligt.

En kæmpe lettelse

Selvom det rent faktisk er gået støt og roligt fremad hele tiden i denne graviditet og alle de utallige scanninger har været gode, så var den i fredags helt særlig. For anden gang blev Snille tjekket på kryds og tværs af måske DK's bedste scanningslæge. Selvom første gennemscanning for godt 14 dage siden også viste alt ok, så var det bare af større betydning i fredags. Jo ældre Snille, jo sikrere resultat. For eksempel kan vi nu regne med, at god mængde fostervand er lig med god nyrefunktion.

Sådan en gennemscanning er ikke en hyggescanning, for der bliver selvfølgelig ledt efter ting, der kan ændre livet på et øjeblik, så vi var ret nervøse. Det var især nyrerne der blev tjekket og selvom vi stoler på, at dna-analysen ved hele ægsorterings-metoden har fungeret, så er der alligevel en usikkerhed/risiko ved metoden, og vi har set frem til at få udpeget nogle sunde, raske nyrer på en scanning, hvilket vi fik i fredags. Foruden nyrerne så alt andet også fint ud. Vi ved godt, at der ikke er garantier for noget, men vi tør tro på, at Snillen er sund og rask. Skøn følelse!! Det betyder alverden at blive taget alvorlig af lægerne og få den hjælp de nu engang kan tilbyde. Vi fik aftale om to nyrerscanninger mere og så må vi se, om vi overhovedet får brug for det/lyst til det.

Flere gange har vi fået at vide, at den lille er ret livlig = ikke så nem at scanne. Det gør mig så glad. Jeg kan ikke lade være at tolke personlighed ind i det, men det betyder også meget for mig, at den lille har plads nok og kræfter nok til at mose rundt, for det havde Laurits ikke grundet for lidt fostervand. Indtil videre har jeg ikke rigtig kunnet sammenligne Snillens bevægelser med Laurits' bevægelser, fordi jeg ganske enkelt ikke kan huske præcis hvordan Laurits' var i de første uger jeg nærkede ham sparke. Jeg husker mest hvordan han sparkede til sidst i graviditeten. Små puslingespark nedad i min mave. Snillen her har jeg mærket med sikkerhed hver dag i fire uger nu, og det er både spark og rumlen rundt. Jeg forstiller mig, at den nogle gange drøner halvhidsigt rundt og leder efter sin tommelfinger (mors lille dumme unge). Den har tilsyneladende også indrettet sig med både overkøje og underkøje. Af og til leger den alien og ligger næsten helt ude under mit maveskind. Andre gange er den næsten forsvundet og gider kun at være i fred. Det er så dybt fascinerende at mærke og se dens bevægelser og jeg fatter næsten ikke, at jeg er så heldig at have en lillebitte baby i maven (det er måske det, den prøver at fortælle sin tumpede moar).

Til nu har vi kaldt den lille for 'den', men scanningen viste os, at vi skal til at vænne os til noget ganske nyt og uprøvet... en datter. Selvom vi er fuldstændig ligeglade med kønnet, så betyder det dog noget at få det at vide. Det kunne vi i hvert fald mærke. Det var næsten ligesom at blive gravid igen og vi var helt fjollede omkring det hele weekenden. Som Snille-mor er jeg fuldstændig ligeglad med, om det er pige eller dreng, men jeg må være ærlig og sige, at som Laurits-mor skal jeg lige vænne mig til tanken om, at jeg nok aldrig bliver mor til en levende dreng. Ved godt, at det her kan være svært at forstå, men sådan føles det altså for mig at være mor til både Laurits og Snille. Mest af alt føles det dog bare godt at være Heidi (herre-heldige-heidi) i denne livgivende, lyse sommer, som jeg har ventet på i 100 år.

Tænker på Snillens liv

"Stakkels lille Snille.
Langt før du overhovedet havde en pejling om livet, før du havde ben til at sparke lidt igen, før du havde en mening om noget, før du kunne SE noget som helst, lod jeg billeder fra din hemmelige hule vise frem til hvem der havde lyst. Du bliver eksponeret og fremvist i al din uskyldighed. Hvem siger forresten du gider være på nettet?

Jeg ved godt du er din helt egen og du kan ikke ejes, men jeg gør dig til min. Det er bare alt for spændende at følge din tilblivelse og udvikling, og jeg kan slet ikke få nok, nu hvor du findes. Jeg er grådig og trykker på dig gennem maven (som trods alt også er min) og higer efter at mærke og se dine bevægelser. Så vanvittig ivrig efter at få fat i dig, nå dig. Du er alt, hvad du skal være; perfekt og lige præcis dig, men alligevel har jeg grådig, uførløst længsel imod mere og vores fremtid sammen. Bare jeg ikke bliver alt for irriterende, belastende mor.

Jeg håber, at jeg bliver i stand til at lade dig gå egne veje, når du kommer ud af min krop og gerne vil det. Håber, at jeg ikke slider dig op. Håber, at du finder helt egne hemmelige huler, som jeg ikke kan 'trykke på'. Håber, du vil forsvinde i lystfyldt spænding og komme tilbage og fortælle om noget af det. Håber jeg kan følge nogenlunde med dig, så du altid kan finde mig. Håber trods alt ikke, at du skal lede bekymret. Håber, jeg med tiden gør dig uafhængig af mig, opfører mig anstændigt og lever mit eget liv, ikke dit. Håber jeg kan skelne mit lort fra dit lort. Håber, jeg kan give dig mod til at finde en masse dejlige mennesker selv. Håber, vi kan finde ud af at være uperfekte sammen.

Og så håber jeg fandme du opfører dig ordentlig, din lille møgunge!
;-p "

Faktisk lykkelig...

... en meget, meget, meget tidlig søndag morgen:

En skat og en kiste

Den lille i min mave er min skat. Virkelig en skat. Nærmest hemmelig og mystisk og dybt begravet inde i min krop. "Min skat" tænker jeg til den, når jeg lægger hænderne på maven for 117. gang på en dag og beder den om et lille puf. Den har faktisk været så sød at give mig rumlen og små bitte puf hver dag siden sidste tirsdag (16. uge). Én gang har jeg set et puf og et par gange har jeg set den rulle med min navle. Det kan gøre mig helt øm i øjnene at ligge og glo så meget på maven, men for pokker hvor har jeg glædet mig!

Jeg er grundlæggende rolig for tiden og stoler på, at den er i live. Dog mærkede jeg nervøsiteten komme snigende i går, da jeg ikke rigtig fik den rumlen jeg ville have, når jeg bad om det, dvs. trykkede, maste og puffede blødt til staklen derinde. Det var nok mest et spørgsmål om dårlig timing, træt vokseværk hos den lille og alt for tidlige og store forventninger fra min side. Jeg kender angst for død/ikke liv, og det var slet ikke sådan. Det var mere bare en uro og i kølvandet på den en naturlig erkendelse af, at selvfølgelig kan den lille dø i min mave. Det er en kendsgerning jeg ikke kan se bort fra. Jeg håber bare, at den lille Snille kun skal have en slags 'kiste'; min mave. Jeg kan nemlig ikke lade være at tænke: "Du er min skat, jeg er din kiste". Ved det lyder lidt dystert, men jeg tænker på skattekister, overraskelser af de gode, spænding - og på den måde er jeg taknemmelig over at fungere kiste indtil den lille er bagt færdig. Hov, så er jeg også en ovn!

Hvad tror du?

Da der efterhånden har været en hel del helt sikre bud i hver sin retning af pige/dreng, har Bo bedt om en lille afstemning herinde for at høre bud på, om Snillen mon er en dreng eller pige. Så har du lyst at komme med et bud, ligger der en aftemning ude til højre et sted.

Der bliver altså ikke udlovet nogen som helst form for præmie og jeg må tilstå, at jeg nok vil være pænt uimponeret over rigtige gæt. Ja, sådan har jeg det altså ;-p Måtte lige have det ud mellem sidebenene vel vidende, at jeg måske skød mig selv i foden, der. Har du stadig lyst til at stemme...?

3 store milepæle

1) Har nu fået den sidste behandling hos HAB-klinikken. Gik lidt bekymret ind ad døren, men føler mig faktisk helt tryg nu. Der er masser af antistof i mit blod til at stabilisere mit 'pylrede' immunforsvar, og det vil have sin virkning i mange måneder endnu. Desuden siger søde, søde læge, at nu kan vi godt stole på, at min krop har lært at være gravid, hvilket betyder sådan cirka, at behandlingen har vist den, at den IKKE skal opfatte fosteret som en snylter vi ikke vil have. Det stemmer overens med min gode mavefornemmelse, og jeg tør godt tro på den. De andre gange har jeg jo aborteret meget tidligt.


2) Jeg blev scannet UDENPÅ maven for første gang i denne graviditet!!! Behøver jeg forklare...? ;-)
Lille-snylter-som-vi-gerne-vil-have var særdeles livlig og har en perfekt hovedstørrelse til 16. uge, som jeg er i nu. Mor er stolt, glad og har bukserne på!


3) Da jeg lå på maven hjemme i sengen her til eftermiddag sparkede lille-snylter-som-vi-gerne-vil-have mig så jeg kunne mærke det helt sikkert for første gang!! Det er en stor, stor ting for mig. Hvor har jeg ventet længe på det her. Da det ikke nyttede noget for stakkels lille snylter at sparke mig, kunne jeg mærke tydeligt, at den ligesom 'kravlede væk'. Så vendte jeg mig om og lod den få sin vilje. Tænk, at jeg har et lillebitte menneske med en vilje i min mave?!

Snille update

Snille har det godt. Vi fik et kig til den i dag, og det var deeeejligt :-)
Lille Snille... Den havde fået knogler, kunne ligne en lidt spooky spøgelses-alien, kunne sutte på tommelfinger, vinke helt fint med fingrene og strække sig noget så nonchelant med én arm bagud. Jeg blev helt overvældet af dens lille personlighed. Det er så stort at være med til det her og jeg er ved at blive forelsket...

Derudover var det betryggende at få at vide, at min livmoderhals er helt fin (dvs. lang og lukket) og ikke påvirket af plukkeveer, samt at Snille har en fin mængde fostervand. Sådan! Masser af håb forude.

22.-23. maj

Laurits' fødselsdag var en god dag. Det var ikke sådan, at noget bestemt skulle ske, men noget særligt skulle det alligevel være, for det er altid værd for os at markere, at det var dagen vi fik ham. Vi kørte vi ud i det blå og gule og grønne, hvor vi fandt et helt magisk sted på en stenstrand fyldt med havgus. Det var helt, helt stille vejr med 'noget i luften'.

I vandet var der hornfisk, ingen tvivl om det! Vi havde kun lige gjort klar til at sidde lidt og nyde morgenmaden, da vi så de første tegn på fisk i vandet og skyndte os at gøre stængerne klar. Bo fik bid/fangst i første kast! Sådan fortsatte det hele dagen, hvor vi med jævne mellemrum så hornfiskene komme op i overfladen og pjaske rundt, og hvor vi fik masser af både bid og fangst. Bo fik den første fisk, men jeg fik den største! (og jajajaja, så fik han flest). Da vi tilsammen havde nået omkring 10 mistede vi overblikket... Det var helt magisk og rigtig sjovt at fiske med så meget aktivitet. Jeg blev træt ind i mellem, men havde svært ved bare at sætte mig ned og hvile, for hele tiden kom fiskene op til overfladen og lokkede. Dagen efter fortrød jeg, at jeg ikke lyttede mere til min krop.

Bo var næsten umulig at stoppe. Fra han sagde: "ok, det er den sidste" fangede han vist fem fisk mere. Da vi talte sammen havde vi 22.



Den 23. havde vi tænkt os at gå ud på Laurits' græsplæne, men op ad formiddagen måtte jeg erkende, at jeg ikke var på toppen. Udenfor vinduerne var der ellers underholdning med Copenhagen Marathon, men jeg blev bare svimmel og kvalm af at kigge på. Jeg var virkelig ærgerlig over det, men måtte blive hele dagen i sengen. Øv, det var helt deprimerende. Men værst var det dog, at jeg natten inden og i løbet af dagen havde en masse plukveer, hvilket gjorde mig/os virkelig bange og magtesløse. Her bagefter kan jeg heldigvis sige, at det nok ikke betød det store, men det er jo ikke til at sige, når det står på.

Meget heldigt at mandag var en helligdag, så vi kunne komme en tur på Laurits' græsplæne der i stedet for. Og om aftenen stod den på nyrøget hornfisk med røræg et sted ude på Kbh's volde.






Jeg har set meget frem til enten at være gravid eller have et levende barn også på Laurits fødselsdag. De andre år har det fyldt sin del af dagen, at 'det blev så heller ikke i år'. Men i år blev det i år og det er jeg så uendelig taknemmelig over. Det gjorde sjovt nok Laurits fødselsdag endnu mere til hans fødselsdag, frem for noget andet. På en måde sætter den lillebrøster mig mere fri i forhold til Laurits. I weekenden betød det, at jeg 'bare' var Laurits' mor. Ja, faktisk glemte jeg lidt, at jeg var gravid... meget underligt. Men det føltes godt og rigtigt - helt sikkert kun fordi jeg virkelig er gravid. Nogle gange er det jo netop fraværet der fylder mest...?

Laurits' fødselsdag

Vi har ingen vilde planer for Laurits' fødselsdag i år, men det bliver noget med at sidde og glo ud over noget vand, fiske, nyde det gode vejr og sende ham en masse tanker. Vi skal have kanelsnegle med, for der skal altså være noget fødselsdagskagehalløj, så dem har jeg bagt i dag. Toget med fire lys står klar til senere på dagen i morgen.

Jeg har haft en smule flimren, usikkerhed og nagende, skjult tristhed op til disse majdage, for hvordan er det nu lige man gør med sådan et dødt barns fødselsdag og dødsdag?? Men nu hvor det er så tæt på slapper jeg af, for der er lige præcis ikke en pind at gøre. Ikke andet end at mindes i det tempo, der kommer helt af sig selv. Desuden kører det heldigvis lidt sit eget løb, for i morges kunne jeg endelig mærke den velkendte stemning af 'dengang for fire år siden'. Jeg kan ikke rigtig forklare det på anden måde, end at Laurits endelig var lidt tæt på igen. Det skete jo virkelig... han var her virkelig.

Gode fifs til doping?

Min blodprocent er for lav og den træthed det fører med sig kunne jeg rigtig godt tænke mig at slippe af med. Så hvis du har nogen gode erfaringer med at spise sig til en hæmatokritværdi, der er en cykelrytter værdig, kunne det være rart med et fif. Jeg tager naturligvis jernpiller og fokuserer på at spise kød, spinat, mandler, abrikoser, kiwi'er og snart friske jordbær.

Udenpå og indeni

Dette billede viser ikke rigtig alle de små 'madpakker' jeg har smurt til den lille på det seneste, og det har jeg det fint med ;-) Lidt forfængelig må man vel have lov at være.






Jeg så den lille på scanning i går, og den mosede rundt! Det skyldes sikkert, at jeg var så nervøs, at adrenalinen pumpede rundt i begge vores kroppe. Billedet her blev helt ærligt ikke så godt (den ligner jo virkelig en alien), men lægen måtte bare skynde sig at fryse det, så snart den lå nogenlunde stille, så hun kunne måle den fra hoved til numse. 4,8 cm var den og det er perfekt i forhold til 12. uge. Faktisk var den én dag foran termin, og jeg fik et glimt af den der skøre forældrestolthed, som ikke bunder i andet end at barnet ER.


Det er utroligt som sådan en lille udvikler sig på 14 dage. Sidst var den som en slags C-formet larve, der kunne spjætte en smule. Nu har den menneskeform og jeg kunne ikke rigtig tælle arme og ben med den fart den mosede rundt, men der er i hvert fald ét sæt af hver.

Hvordan mon den har det derinde...? Er det sjovt at gro arme, ben og organer og pludselig være i stand til at bevæge sig? Eller er det ligesom at 'få tænder over det hele'?? Tænk, hvis det i virkeligheden gør nas eller klør som pokker??? Hm... men der er ikke noget at gøre ved det. Den må klare sine strabadser som alle andre har gjort det.

12. uge

Denne uge byder blandt andet på et helt almindeligt lægebesøg. Det bliver den første helt almindelige ting i denne graviditet, og derfor synes jeg det er stort. Jeg går ud fra, at det bare er journalskrivning og urintest, og jeg har i hvert fald ikke noget behov for at få fastslået graviditeten på nogen fysisk måde. Med andre ord; ingen indvendig undersøgelse, tak. Jeg har jo ligesom adskillige blodprøver og scanninger til at bevise den side af sagen. Men alligevel glæder jeg mig til at få det bevis, som vandrejournalen er. Sådan havde jeg det også med Laurits. Vandrejournalen er lidt et billede på en hel graviditet. Der er plads til planer og forløb.

Mig en gåde...

Jeg er allerede en fjerdel henne i graviditeten. I tal ser det således ud: 25 %. Målt op ad siden på min koldskålkarton er det omkring nr. 2 kammerjunke. Jeg ser ind i mellem også kvart gravid ud. Men når jeg så tænker på, at det både skal være sommer og efterår før den lille (forhåbentlig) kommer til verden, så synes jeg godt nok, at der er langt til mål!

Små fælder

Jeg oplever graviditetskvalme som en virkelig mystisk ting. Ikke som nogen anden slags kvalme fra sygdom, tømmermænd eller søsyge. Det er ikke fordi jeg ligefrem er plaget af kvalme, men den sniger sig ind her og der. Den er slyngveninder med min appetit og har også en vis sammenhæng med lidt ændret lugte-/smagssans, og pludselig er der små 'fælder' overalt.


Én fælde: Kaffe! adv, føj, må jeg være fri?! Sådan lige fra én dag til den næste smagte morgenkaffen grimt. Sikke en fælde... for det plejer at være de varme, mørke morgendråber, der sætter øjnene det rigtige sted i hovedet på mig.


En anden fælde: Det rengøringsmiddel Bo har ordnet toilettet med. Åh nej, nu har han gjort så fint rent, og så stinker det. Og man skal jo ud på det toilet temmelig mange gange i løbet af en gravid dag.


En tredje fælde: Folk på gaden med cigaretter i hånden. Når jeg at se dem holder jeg vejret til jeg er på sikker afstand. Det var nu heller ikke fordi cigaretrøg lugtede godt i min næse inden graviditet, men herregud, det var da ikke noget, der sådan gik mig på på gaden.


En fjerde fælde: Vores køleskab... Det lugter grimt! Og det er virkelig en fælde, for jeg skal jo derind hele tiden for at hente kølige, sprøde æbler, smør til alle mine madder, yoghurt, koldskål og den slags.


En femte fælde: Lugten i hytten efter aftensmad. Puuuh, hvorfor skal den blive hængende?? Jeg kan næsten ikke klare tanken om, at jeg lige har spist den mad - til trods for, at den røg ned med stor appetit.


En sjette fælde: Vand. Det er begyndt at smage fadt. Ikke så smart, da man jo skal køre en del ned i løbet af dagen.


En syvende fælde: Tandpasta. Men der er bare ingen vej udenom.


Selvom jeg er blevet en sippe mht. lugte og især dem, der er knyttet til mad, så er der som om, at jeg hele tiden liiiige skal have noget at spise. Lige et æble, lige en mad med smør på, lige noget koldskål, lige en sodavandis - og én til. Jeg kan ikke helt tage det alvorligt, at sådan 2-3 cm. menneske kan sætte gang i så meget madflimmer, men det gør den. Og så er det helt i orden ;-) Men jeg glæder mig til, at vi kan få en anden form for kommunikation, den lille og jeg. Glæder mig til, at den sparker og jeg trykker på den og den sparker og jeg skubber osv.

Det ER virkelig rigtigt

Nu tør jeg tro på det! Jeg har været til 6. behandling i dag, og vi startede med et kig til den lille. Den er vokset rigtig fint. Faktisk så fint, at den nu passer præcis på målet til, hvor stor den skal være i uge 9. De sidste to gange var den ellers lidt lille. Men helt ærligt, den har jo også skulle sætte celler sammen til både hoved, røv, hjerte, hjerne og den slags, og det kræver nok lidt koncentration, så der ikke bliver byttet alt for meget om på det hele. Jeg tror den er perfekt. Den bevægede sig endda en lille smule og jeg kunne ikke se detaljerne på skærmen, fordi jeg græd.

Jeg har ventet SÅ længe på at nå så langt som til her. De to første scanninger var gode, men fyldt med usikkerhed. Nu føler jeg, at bøtten vender. Ikke sådan at angst og usikkerhed bare forsvinder, men jeg ER virkelig rigtig gravid, og vi har set, at der er en fin lille, levende, voksende 'Snille' i min mave. Hvor er jeg bare glad i dag!

Det må jo være rigtigt

- jeg må være gravid. Selvfølgelig mest fordi vi har set det på to scanninger, lægerne siger at jeg er det og alt det der. Men så er der også denne underlige utilpashed... halvkvalm, helsulten og lidt svimmel. Det er bare svært at vide, hvor meget der skyldes forkølelse. Så er der også min allerede store mave. Jeg ligner en, der er meget længere henne end de ca. ni uger. Der er ikke noget jeg glæder mig mere til end at strutte, men det virker bare alt for tidligt. Jeg synes ikke rigtig, at jeg har lov til det endnu. Hvis jeg skal være helt ærlig er jeg faktisk flov over at se så gravid ud. Åndssvagt, kan jeg godt sige med min hjerne, men det er sådan jeg føler det. Jeg må ikke endnu...

'Den dør ikke af at...'

- det er min strategi at tænke sådan i den her graviditet. Eksempel: Inden første scanning var jeg meget nervøs. Da jeg gjorde mig klar herhjemme om morgenen, gik jeg lidt i stå på valg af øreringe (?!), fordi jeg ikke kunne finde ud af at vælge 'de rigtige'. Så var det jeg brugte 'den dør altså ikke af, at jeg tager nogle bestemte øreringe på eller ej!!'-stratagien. Det kan nogenlunde spille fornuften fornuftigt på bane, så ikke alle de ængstelige tanker og følelser tager overhånd hele tiden. Men det er svært at tøjle usikkerheden - eller rettere leve med den, for den er der jo og er nødt til at have en plads, for ellers snyder jeg mig selv. Dette er ingen almindelig graviditet, og det er ved at gå op for mig, at jeg på flere måder er i en risikogruppe, også psykisk. Jeg skal komme helskindet igennem det her, så den lille kan få en mor, der ikke er bange for alting.

Det er nu ikke fordi jeg til daglig går rundt og er bange, men efter jeg er blevet gravid denne gang og har set hjerteblink er der helt sikkert dukket noget op, for der er satme noget på spil nu. Men det var nok også en lidt uheldig start, da vi først fik at vide, at jeg højst sandsynligt ikke var blevet gravid (graviditetshormonet var for lavt), for ugen efter at få den modsatte besked. Det var mildt sagt svært at gå fra en yderlighed til en anden, og at tro på det gode, når starten nu ikke var helt god. Det er også en skør og mærkelig ting at være tidlig gravid, for der sker så store og vilde ting i ens krop, som man overhovedet ikke er herre over eller rigtig kan mærke. Jo, jeg kan mærke visse forandringer, men de står ikke rigtig mål med det, der er hele pointen - den lillebitte menneske-start, der endnu måles bedst i millimeter. At den vokser, banker med hjertet, suger næring til sig osv. kan jeg desværre slet ikke mærke. Det synes jeg er skørt. Samtidig skal jeg forholde mig til, at det virkelig foregår i min krop og f.eks. hænger 100 % sammen med mig og hvad jeg spiser og drikker. Jeg glæder mig så sindssygt meget til at mærke liv! Det har jeg fysisk manglet i snart fire år. Lige nu er det det, jeg glæder mig mest til - mere end til at barnet kommer. Jeg ved, at det ændrer sig undervejs, så det er ok. Det er bare for meget at forholde sig rigtigt til fødsel og levende barn endnu. Først skal jeg ikke abortere, og så skal jeg ikke føde for tidligt. Der er alt fra udskrabninger til kister i flere størrelser, som skal styres udenom.

Foråret gemmer sig...

Er det nu jeg skal bekende kulør og skrive, at håbet er fuldstændig gennemtrængende lysegrønt? Hvis jeg skal gå og vente på at blive helt afklaret, sikker og dermed parat, så kommer der bare aldrig flere indlæg på denne blog, for jeg kan kun tænke på 'det', og 'det' er fyldt med en grundlæggende usikkerhed. Måske lidt skriverier trods alt kan hjælpe mig til at få afløb.


Det kan sne og køle lige så tosset det vil udenfor, for der er flyttet forår ind i min mave. 'Nogen' har sat sig fast, gror støt og roligt, er næsten en hel centimeter på langs og har et hjerte, der banker. Den har også en ængstelig, forbeholden mor. Efterhånden har jeg fået fem skud immunglobulin for at stabilisere mit immunforsvar, så det ikke jager den lille forårsbebuder ud som en gemen parasit, men der er jo ingen garantier. Faktum er dog, at jeg er gravid, og at der er en lillebitte en, som er vokset mellem to scanninger. Den dør ikke af, at jeg skriver om det.

Pausefisk

Duen har desværre forlængst forladt reden, men så kan jeg sætte denne vaskeægte 1 kg's pausefisk på i stedet. Min helt egen torsk.

Nøj, det var tiltrængt endelig at få bid!

Pausedue

Fra mit vindue kan jeg kigge lige ud på det dejligste træ med de fineste knopper. I træets top ligger en due og skutter sig i regnvejret og jeg tror den venter på, at der kommer nogle fandens blade på det træ!

Og ellers venter den vel på sine unger. Små dunede flyvende rotte-unger. Af og til kommer der en skade forbi og skræpper sultent... Lortenatur! Det er da for råt at gå efter andres afkom på den måde. Jeg får lyst til at kaste et pølsebrød over til reden eller brække mig for foden af træet, så den kan få noget hurtig take-away. Stakkels heldige due...
Nu kan den så ganske uvidende ventende få lov at agere pausefisk her på bloggen for min lille døde fugleflipper, for jeg har ikke så mange ord i fingrene for tiden.

Hov

Så kom jeg lige forbi en babyside på nettet, hvor jeg siden graviditeten med Laurits har haft en profil. Der stod, at jeg var i uge 22. Nå ja, det skulle jeg jo have været, hvis ikke jeg havde aborteret. Hm. Det gør mig ikke ked af det, slet ikke, men bare fem minutters blog-eftertænksom.

Blomster fra mor

På mit bord står nogle virkelig flotte dybrøde franske anemoner. Dem har jeg fået af min mor, da hun var på besøg i sidste uge. Først havde hun givet mig tre tulipaner i jord, men det var ikke nok for hende. Jamen, det var det altså bare ikke. Vi skulle finde nogle flere blomster, basta! Den slags er der selvfølgelig ingen grund til at diskutere, så vi fandt anemonerne, og så var der glæde over hele linien. Og... et eller andet sted varmer det min hjerne så meget, at blomster er noget man giver sine børn i min familie - død eller levende. Laurits fik også blomster af mormor, da vi var forbi Kirkegården.

Mine blomster til Laurits er mest papirstraner.

Det her handler overhovedet ikke om, at man skal give blomster til døde eller levende. Pligtblomster er ikke sjove. Det handler bare om, at jeg for det meste har virkelig svært ved at jonglere med en meget 'levende', banal, almindelig rolle som værende datter, samtidig med, at jeg har en meget 'død', ualmindelig og sær måde at være mor på. Derfor kan jeg blive så glad, når jeg opdager de små sammenfaldende ting, som egentlig bare kører af sig selv og uden alle mine tanker, idéer, forbehold, ængstelser, spekulationer... Jeg kunne simpelthen genkende min mors glæde ved give sit barn nogle blomster. Ikke så meget pjat der, lige ud ad landevejen. Det gav mig en eller anden ro at opleve, for det er også bare dét, der ligger i min mor-rolle. Mine blomster eller traner til Laurits handler ikke altid om sorg, gravpynt og mindehalløj. Det handler faktisk meget om, at jeg bare vil give den skide unge noget! Basta! Ikke så meget at diskutere. Glæde over hele linien.

Total banal

4 drømme:
- Nye, grønne sko, der bare ser så rappe ud, føles godt og var billige. Juhu! Tjek! Den er realiseret. Meget banalt og meget virkningsfuldt.
- Stærke overarme i stedet for vatarme. Har nu en håndvægt, så det er vel bare at gå i gang. Har pumpet lidt i dag - iført de nye grønne sko. Ih, det føltes dejligt feminint...minimt..?? (Hold kæft, jeg kan ikke engang stave til det).
- Dagdrømmerier om Laurits bare fordi han var så dejlig og fordi jeg elsker ham.
- Drømmen om at blive mor igen. Tænk, hvis jeg får lov at holde min egen lille baby i armene. Øjs, det gad jeg godt! Så vil jeg bruge babyen som håndvægt og blive virkelig stærk.

Mon jeg ville have været stærkere, hvis Laurits havde været her? Det ville helt sikkert have været bedre for både arme og sjæl. Men jeg ville nok også have haft meget bløde knæ og andre ømme punkter...

Ægset

Så er det den tid, hvor butikkerne har æg alle vegne. Pap-æg, pynte-æg, choko-æg, sukker-æg, likør-æg, lakrids-æg. Jeg kan ikke helt stå for de der choko-marcipan-æg af slagsen, men jeg prøver at holde mig tilbage, for der skal først og fremmest være plads til en masse guldæg i min mave. Lige nu om snart skal jeg nemlig helst producere en masse æg. Det er verdener forbi stadiet af skruk, men det er alligevel i den boldgade. Så det føles skruk, gok og gak i hovedet! Jeg bliver snart en hønemor, ægset, konen med æggene, gra-næsten-vid (Nej, vi har ikke lyst til at sige, nøjagtig hvor i behandlingen vi er, men vi er i gang med endnu et langt, sejt træk, hvilket vil sige, at jeg er fucked up på hormoner). Jeg kan mærke en spirende fornemmelse af håb og det er fandme dejligt ovenpå denne kolde, kolde tid. Det var eddermaneme en skodvinter set med lave-børn-brillerne! En abort fattigere blev det til. Pfft! Spild af liv på flere måder. Med hænderne trodsigt i siden og benene solidt i jorden fnyser jeg foragtende tilbage mod december nul-ni.

Nu er det forår, og jeg glæder mig over, at der er æg alle vegne. Det passer fint med det indre billede. Jeg er simpelthen så glad for, at vi går mod varme og lysere tider, for så er det alt andet lige lettere at gå igennem hormon-humør og ventetid. Det livgivende ved forår har sin virkning og jeg suger det til mig. I disse dage mærker jeg styrke, glæde og delvis ro, og helt ærligt aner jeg ikke hvor det kommer fra. Derfor kan jeg fylde mere godt i godteposen ved at putte noget taknemmelighed derned. De dage, hvor jeg mærker styrke indefra er jeg simpelthen så taknemmelig for! Meget kan man gøre for at støtte op om gode følelser, fokusere på det positive og alt det gejl, men jeg har det for det meste sådan, at jeg bare har det på en bestemt måde. Det kommer sgu helt af sig selv, og så er der altså grænser for, hvor mange knuder jeg orker at gå og slå for at få lavet en pæn og spiselig sløjfe rundt om det hele. Derfor; når jeg pludselig har det fint kan jeg blive helt glad i låget over det.

Egentlig var det slet ikke æg, som indlægget skulle handle om, men derimod derimod noget, som foråret er begyndt at betyde for mig, men det må have sit eget indlæg senere. Det handler blandt andet om æg og harer og det at kende nogen...

Hvilke udtryk?

Hvilke udtryk har du på hjernen for tiden?

Jeg har dette: "at være på samme side".
Altså ikke noget med, at man skal vælge side i en krig, men som i engelsk: "being on the same page". Somme tider støder jeg på mennesker, hvor jeg tænker, at vi er som fra to forskellige planeter, men oftest er det lige præcis som om, at vi bare er på forskellige sider i en bog.

At vågne

Der er dage, der starter med nætter. Så står alle de negative tanker i kø og jeg mærker, hvor veludviklet evnen til at jorde mig selv efterhånden er blevet. Så kan jeg lige så godt stå op. I hvert fald, hvis adrenalin-'suset' først har sat ind, for så er søvn ikke fysisk mulig før efter tidligst en time. I dårlige perioder når det at sætte sig som en vane i kroppen, og jeg vågner for eksempel kl. halv fire hver nat. Spild af tid!


Der er nætter, hvor det bare er surt at stå op, og hvor jeg ønsker, at bevidsthed var noget man kunne slukke for. Min hjerne lægger teflon ud på alle de rare, rolige og fredfyldte steder og fyrer i stedet op på fuldt blus der, hvor alle dæmonerne har tegnet kruseduller. Så handler det overhovedet ikke om varm mælk, meditation, læse avisen, eller hvad ved jeg. Så handler det om, at jeg slet ikke kan finde meningen med noget som helst.


Men... så var der natten, hvor jeg rent faktisk opdagede det næsten usynlige skift der skete, da jeg rejste mig fra sengen, og gled fra at være mest til stede i mit overtegnede, dæmon-grafitti-hærgede indre, til at være mest til stede i kroppen. Ja, det lyder måske lidt flippet, men det var lidt af en opdagelse. Ikke en stor aha-oplevelse, men en lille en, der serverede sig selv som en selvfølglighed. For det er selvfølgelig ikke mit hoved med al dets skrald, der bestemmer og styrer alting. Virkeligheden er også en anden. Heldigvis. Og når kl. så nærmer sig seks -halv syv er det faktisk helt ok at brygge en tidlig kop morgenkaffe og til duften af den mærke, hvordan byen vågner, mens dejlige Bo sover det sidste af sin søvn inde i mørket i soveværelset.

Fire års tid

For fire år siden var det også rigtig koldt i Kbh/DK. Dengang var der også is på kanalerne og frost i kinderne, når man cyklede omkring, for jeg kan huske det fra min studiepraktik-tid. Ud på Amager og hjem til city hver dag. Dengang havde jeg også Laurits med mig overalt, men det var altså på en lidt sjovere og dejlig dybt naiv måde. Han lå levende og 3xD i min mave. Nu skulle han have været stor nok til at høre historier om 'dengang du lå inde i mors mave'. For fanden da, det hele er snart fire år siden. Jeg gad godt at vise babybilleder til store Laurits og sige: "seeeeee, hvor lille du var!"

Sådan lå han for fire år siden og pillede ved sin hage og sit øre, mens en læge gennemgik hjerne, hjerte, nyrer osv. og sagde, at alt så fint ud. Det er vemodigt at tænke på, for de nyrer var alt andet end ok. Det er lige før jeg vil påstå, at jeg kan se på dette billede, at der er alt for lidt fostervand (som i Tulses tilfælde hang sammen med manglende nyrefunktion). Men det er sikkert bare øjnene der ser... Og i bund og grund er det også lige meget, for det ville ikke have ændret noget som helst til det bedre. Sygdommen var der, døden ventede og jeg er bare glad for, at jeg trods de forbandede odds alligevel fik lov til at opleve nyfødte Laurits. Jeg får simpelthen lyst til at synge den samme gamle sang om, at Laurits var lige som han skulle være, det var kun hans dødelige sygdom den var gal med.

De fire år, som er i gang med at gå hen over hovedet på mig larmer lidt for tiden. Jeg forsøger nok at komme alt det triste lidt i forkøbet. Selvfølgelig skal man ikke tage sorgerne på forskud, men det er faktisk heller ikke så meget sorg over, hvad der kan ske, som det er sorg over alt det, som ikke sker - hvilket vel netop bare er sorg?! Jeg er nødt til at acceptere, at Laurits' fødselsdag vil komme og gå endnu engang uden nogen væsentlig ændring; han vil stadig være død. Derudover må jeg acceptere, at der ikke venter den barsel, som ellers nåede at tegne sig selv i en løs skitse i efteråret, da vi havde en positiv graviditetstest. Lægen nåede at dreje det famøse graviditets-lykkehjul og finde termin, og den landede i mine øjne det fineste sted, nemlig i slutningen af juni (Laurits' var 1. juli). Jeg skulle på nuværende tidspunkt have været lige så gravid som for fire år siden. Det er faktum, og ikke bare en udefinerbar længsel. Der er bare så utroligt meget jeg ikke skal til foråret, og det er ligesom dér jeg har hjertet hængende - i alt det, som ikke sker.

Varmt og koldt

Jeg fylder varmedunken med vand. Om lidt kommer Bo forfrossen hjem efter at have ventet på autohjælp til en bil, der pludselig smed udstødningen fra sig. Stakkels mand. Pisse koldt! Heldigvis har jeg varm tom yum suppe klar. Den skal spises i sengen med varmedunk under benene.

Den varme dunk... den stinker af gummi og er sådan lidt for 'autentisk' i det. Den kommer altid mindst i ét betræk eller håndklæde, men lugten trænger alligevel igennen dyne og alt. Men den har minder. Når jeg hælder dampende vand i den og tager den ind i sengen, får jeg lyst til at skrue tiden tilbage til dengang Laurits lå og bankede på med sine små fødder og ville ud. Dengang jeg godt vidste inderst inde, at jeg havde veer, men endnu ikke helt havde erkendt det. Den 21. maj om aftenen fik jeg besked af jordemoder på Riget om at gå i seng med et par panodiler og en varmedunk, og se om mine "plukkeveer" ikke gik væk til om morgenen. Det holdt jeg til i et kvarter. Så ringede vi igen, og så skulle vi bare komme ind. Det var sgu ikke plukkeveer!

Jeg kan holde den varme dunk på maven og mærke lidt af Laurits igen. Det vil jeg gøre til Bo kommer hjem og stjæler varmen (og det skal være ham vel undt, altså).

Nyt kapitel

Et nyt kapitel er ved at tage form i vores fortælling. Lige nu ved jeg to ting; det bliver et sejt/udfordrende kapitel at skulle gennemleve og jeg håber sådan, at det ender godt.

Kapitlet drejer sig om, at næste gang vi skal igennem et ægsorteringsforsøg, skal jeg oveni have en behandling imod abort. Det er jo ikke fordi der findes en mirakelkur imod abort, men der findes noget behandling, som kort og godt ser ud til at kunne hjælpe kroppen til at holde bedre på en graviditet. Jeg kan slet ikke gå i detaljer med det, for det er alt for kompliceret for mig at forstå lige nu. Jeg forstår bare essensen i det; vi får hjælp af de dygtigste læger/sygeplejersker/laboranter mm.

Al det hjælp er jeg dybt, højt og alt muligt midt i mellem taknemmelig over! Efter omstændighederne er jeg taknemmelig over de muligheder vi får tilbudt. Men... omstændighederne er jeg simpelthen tynget af at have. Gad godt at sønnikke var i live, og/eller gad godt, at der var flere børn i vores arme. Omstændighederne har jeg penslet ud mange gange her på blokken, og dette bliver nok heller ikke sidste gang. For det lindrer en smule... Det hjælper mig til at se i øjnene, hvor jeg er.

Omstændighederne ligger også synliggjort i lægesprog i vores jounal på Riget. Journalen er tyk og vokser lidt hver gang vi er derinde. Plasticchartek'et udenom er ved at gå fra hinanden. Det er grønt, og jeg tror nok, at det er en farvekode for bestemt type behandling, men det er også bare en god Laurits-farve. Laurits' billede er sat ind et eller andet sted i papirene. Det gjorde jeg engang for længe siden, fordi jeg ganske enkelt trængte til at synliggøre ham som et menneske, og ikke bare som et medicinsk udgangspunkt for ægsortering. Journalen er først og fremmest et arbejdsredskab, men den er også en version af vores lille families fortælling.

En anden version er den 100 % subjektive og navlepillende blog her, og en tredje er den samling vi har af små foldere fra Riget. Ved sidste graviditet var jeg kæk og lugede lidt ud i bunken af "fertilitetsmateriale", men vi har i hvert fald følgende:

1) Patientvejledning til reagensglasbefrugtning

2) Ægudtagning

3) Progestan - og graviditetsprøve

4) Utrogestan - og graviditetsprøve

5) "Tillykke". Vejledning til dig, som er tidlig gravid

6) Sunde vaner før, under og efter graviditet

7) Information om medicinsk behandling af ufrivillig abort

8) Information om behandling med immuglobulin

9) Information om behandling med prednison

Jeg ved, at der kommer gengangere af nummer to og fire. Håber bare også, at der kommer gengangere af nummer fem og seks, og derefter ikke af syv...

Ved sidste graviditet tog jeg følgende billede inden jeg lugede ud i piller, kanyledims, huskelapper, foldere og recepter:

Så grimt er udgangspunktet, omstændighederne. Men tænk, hvis det kan erstattes af billeder af en voksende mave og efterfølgende ny frandsens babyfødder...? Så ville det grimme billede i hvert fald blegne :-) Det ville stadigvæk være det hele værd.

Dynamisk sorg - på godt og ondt

For tiden tænker jeg en del på, at sorgen er dynamisk på godt og ondt. Jeg har igennem nogle år oplevet, hvordan det trods alt gik fremad i forhold til at blive rigtig glad igen. Desværre er det ikke glæde, der rammer billedet ind for mig for tiden. Dynamikken føles ond. Det er som om at sorgen finder sine sprækker og måder at overraske på, så den igen og igen kan få mig ned med nakken. Det er som om jeg bare ikke må være rigtig glad, for det er hele sorgens væsen netop at jorde mig. Som i: man kan ikke være overskudsagtig ked af det...

Jeg tænker også meget på, at det er to 'slags' sorg jeg tumler med; den over Laurits og den over barnløshed. For mig hænger det selvfølgelig sammen og jeg kan ikke finde overblikket for tiden... eller hoved-hale-logikken... eller bare trække vejret 100%... Jeg er simpelthen ked af det inderst inde. Ked af, at vi står her den 12. januar 2010 uden et levende barn i vores lille familie. Og i morgen er der én dag mere uden graviditet/barn. For tiden føler jeg ikke, at vi tæller ned til noget godt, men derimod at vi ophober mere og mere skidt.

Mindst i januar, lige pludselig

Jeg er startet på webkursus og det har godt nok været en positiv oplevelse indtil videre. Selve kurset kan jeg jo ikke bedømme ud fra tre dage, men bare det at komme ud ad døren (og hjem igen), at lære nye ting, at være på et hold er SÅ fedt! Jeg vidste ikke, at jeg i dén grad trængte til at få skovlet noget andet end mad ind i hovedet igen.

For otte måneder siden troede jeg, at det ville være nærmest 100 % fantastisk at blive færdig med studiet, men det er det faktisk ikke. Eller rettere; at blive færdig var fantastisk (noget af det allerbedste jeg har gjort), men at komme over i arbejdsløs-livet er overhovedet ikke fantastisk. Jeg vil rigtig gerne bruge mig selv! Udelukkende at søge jobs, skrive ansøgninger og tænke i kompetencer på cv'et er ved at hænge mig ud af halsen. I dag fik jeg brev fra et firma, hvor jeg er én ud af 774 ansøgere?! Det er sgu da demotiverende. Så er det altså sjovere at være på kursus, hvor man lærer noget, gør noget. Tilmed er det tilpas it nørdet til, at man får lov til at dykke ned i (frustrationer over) html kodernes forunderlige verden, frem for hele tiden at have job! arbejde! ansøgninger! i fokus. Det er sgu virkelig rart.

I går fandt jeg ud af noget meget mærkeligt. Det virker i hvert fald rigtig mærkeligt for mig...
For tre år siden havde jeg virkelig svært ved at gå i gang med studierne igen. Det var svært at samle tankerne, men det var sandelig også svært at møde verden igen. Jeg gik på læsesal for at finde ro, men var ved at sprænges af tanker om Laurits. Jeg kunne næsten ikke holde ud at være ude blandt så mange mennesker, der slet ikke kunne se på mig, at jeg var Laurits' mor. Det har i det hele taget været en af de største udfordringer i sorgen; at møde nye mennesker, der ikke kendte til Laurits. Ikke fordi det altid var svært, men det var i mine tanker altid 'noget'... Selv da jeg fik nøglen til en specialeplads for godt et år siden bekymrede jeg mig en hel masse over "hvad nu, hvis de andre på kontoret spørger om jeg har børn??" Derfor var det meget, meget mærkeligt at finde ud af, at jeg nærmest slet ikke havde tænkt på Laurits, da jeg skulle møde de andre på kurset. Jeg havde ikke nogen 'version 2' kørende ved siden af den præsentation, som kom ud af min mund. Jeg fik ikke klump i halsen og spændinger i maven over det virvar af tanker og følelser, som skulle holdes tilbage. Jeg skulle ikke bekæmpe én side af mig for at være anden... Ret dejlig følelse.

Nu er det ikke fordi jeg tror, at Laurits og sorgen fremover altid er parkeret et roligt sted i mine tanker og følelser, men nu har jeg oplevet, at det kan lade sig gøre, helt af sig selv. Sorgen er virkelig dynamisk. På godt og ondt.