tirsdag den 12. januar 2010

Dynamisk sorg - på godt og ondt

For tiden tænker jeg en del på, at sorgen er dynamisk på godt og ondt. Jeg har igennem nogle år oplevet, hvordan det trods alt gik fremad i forhold til at blive rigtig glad igen. Desværre er det ikke glæde, der rammer billedet ind for mig for tiden. Dynamikken føles ond. Det er som om at sorgen finder sine sprækker og måder at overraske på, så den igen og igen kan få mig ned med nakken. Det er som om jeg bare ikke være rigtig glad, for det er hele sorgens væsen netop at jorde mig. Som i: man kan ikke være overskudsagtig ked af det...

Jeg tænker også meget på, at det er to 'slags' sorg jeg tumler med; den over Laurits og den over barnløshed. For mig hænger det selvfølgelig sammen og jeg kan ikke finde overblikket for tiden... eller hoved-hale-logikken... eller bare trække vejret 100%... Jeg er simpelthen ked af det inderst inde. Ked af, at vi står her den 12. januar 2010 uden et levende barn i vores lille familie. Og i morgen er der én dag mere uden graviditet/barn. For tiden føler jeg ikke, at vi tæller ned til noget godt, men derimod at vi ophober mere og mere skidt.

9 kommentarer:

AdamogMie sagde ...

KRAM

Jeanette sagde ...

Jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må være, både at deale med sorgen over Lauritz og sorgen over barnløsheden. Det er sgu umenneskeligt Heidi og der går ikke en dag hvor jeg ikke håber på at lykken vender for jer snart.

Mange håbefulde kram fra mig til jer

Maomis sagde ...

Det er så maveknugende og ubegribeligt urimeligt. Den smerte du må brænde inde med er slet ikke til at forstå. Når det gør så ondt, tænker jeg at af de bedste måder at få lidt afløb for frustrationen er at skrive. Der må noget konstruktivt til. Du gør det så godt her og håber at det måske kan lukke bare en smule af dampen ud. Mange kram!

Line sagde ...

Også KRAM herfra!

Susanne sagde ...

Øv - øv - øv
Jeg kan tænke mig, at barnløsheden og sorgen og Laurits kan være svær at adskille.

Må 2010 for pokker da bare blive året......

1000 tanker herfra

Britte sagde ...

Heidi - skønne, skønne du!

Må jeg ikke hjælpe dig med at kæmpe imod at sorgen tynger dig så voldsomt???
Må jeg ikke tage mit sølvsværd og skære hovedet af den drage, der hedder tyngende sorg?
Og må jeg ikke nok skrige til himlen, at det er noget pikkelorteskidtis, at I ikke har snot fra egne unger på Jeres tøj?

Og må jeg ikke nok bede dig love mig - igen - at du passer på dig i det her morads af læger, diagnoser, manglende unger og hormoner???

Tuder sgu....igen!

Britte

Anonym sagde ...

Tanker og Kram fra Rikke

stelsig sagde ...

Kærlige tanker fra
Mia

Heidi sagde ...

Tak skal I simpelthen have! Det lindrer på bedste blogvis, når I læser med :)

Og ja, Britte, du må meget gerne gøre alt det... Og jeg lover igen at passe på. Som når jeg skriver eller siger højt, at 'nej, det går faktisk ikke helt godt'.