torsdag den 21. januar 2010

Nyt kapitel

Et nyt kapitel er ved at tage form i vores fortælling. Lige nu ved jeg to ting; det bliver et sejt/udfordrende kapitel at skulle gennemleve og jeg håber sådan, at det ender godt.

Kapitlet drejer sig om, at næste gang vi skal igennem et ægsorteringsforsøg, skal jeg oveni have en behandling imod abort. Det er jo ikke fordi der findes en mirakelkur imod abort, men der findes noget behandling, som kort og godt ser ud til at kunne hjælpe kroppen til at holde bedre på en graviditet. Jeg kan slet ikke gå i detaljer med det, for det er alt for kompliceret for mig at forstå lige nu. Jeg forstår bare essensen i det; vi får hjælp af de dygtigste læger/sygeplejersker/laboranter mm.

Al det hjælp er jeg dybt, højt og alt muligt midt i mellem taknemmelig over! Efter omstændighederne er jeg taknemmelig over de muligheder vi får tilbudt. Men... omstændighederne er jeg simpelthen tynget af at have. Gad godt at sønnikke var i live, og/eller gad godt, at der var flere børn i vores arme. Omstændighederne har jeg penslet ud mange gange her på blokken, og dette bliver nok heller ikke sidste gang. For det lindrer en smule... Det hjælper mig til at se i øjnene, hvor jeg er.

Omstændighederne ligger også synliggjort i lægesprog i vores jounal på Riget. Journalen er tyk og vokser lidt hver gang vi er derinde. Plasticchartek'et udenom er ved at gå fra hinanden. Det er grønt, og jeg tror nok, at det er en farvekode for bestemt type behandling, men det er også bare en god Laurits-farve. Laurits' billede er sat ind et eller andet sted i papirene. Det gjorde jeg engang for længe siden, fordi jeg ganske enkelt trængte til at synliggøre ham som et menneske, og ikke bare som et medicinsk udgangspunkt for ægsortering. Journalen er først og fremmest et arbejdsredskab, men den er også en version af vores lille families fortælling.

En anden version er den 100 % subjektive og navlepillende blog her, og en tredje er den samling vi har af små foldere fra Riget. Ved sidste graviditet var jeg kæk og lugede lidt ud i bunken af "fertilitetsmateriale", men vi har i hvert fald følgende:

1) Patientvejledning til reagensglasbefrugtning
2) Ægudtagning
3) Progestan - og graviditetsprøve
4) Utrogestan - og graviditetsprøve
5) "Tillykke". Vejledning til dig, som er tidlig gravid
6) Sunde vaner før, under og efter graviditet
7) Information om medicinsk behandling af ufrivillig abort
8) Information om behandling med immuglobulin
9) Information om behandling med prednison

Jeg ved, at der kommer gengangere af nummer to og fire. Håber bare også, at der kommer gengangere af nummer fem og seks, og derefter ikke af syv...

Ved sidste graviditet tog jeg følgende billede inden jeg lugede ud i piller, kanyledims, huskelapper, foldere og recepter:

Så grimt er udgangspunktet, omstændighederne. Men tænk, hvis det kan erstattes af billeder af en voksende mave og efterfølgende ny frandsens babyfødder...? Så ville det grimme billede i hvert fald blegne :-) Det ville stadigvæk være det hele værd.

13 kommentarer:

AdamogMie sagde ...

Kære Heidi, der bliver bare lagt oveni hele tiden hva'?.

Det er fantastisk at du stadig ser det som endnu en udfordring, men jeg husker det sådan set ligesådan, man bliver slået fuldstændig ud når det fejler, men man kommer alligevel op igen og kæmper videre. Forunderlig evne.

Måske du skal se det som en slags bjergbestigning, og når det lykkedes jer at bestige det kæmpestore bjerg af infirmationsmateriale og medicin og lægefikumdik og journalnotater, ja så er I kommet dertil hvor I gerne vil være. Der er langt op, og en gang imellem virker det som om toppen flytter sig højere op, men I skal nok nå det. Det ved jeg bare at I skal.

Kram

Frederikke sagde ...

Jeg håber sådan, at det skal lykkes for jer. Mine tanker er hos jer.

Alphafeen sagde ...

krydsede fingre på vasterbro...og opgivende er skisme ikke en stor del af din personlighed...

Maomis sagde ...

Det er lige sådan det er. Billedet er stygt lige nu, men det blegner heldigvis så snart der kommer en ny frandsens babyfødder.

Susanne sagde ...

Jeg krydser alt hvad krydses kan. Sikke et projekt. Information, medicin, lægesprog og alt muligt. Det er en verden jeg slet ikke kender. Jeg er fuld af beundring over at man kan alt dette, og jeg håber virkelig, at vinden må blæse jeres vej.

Rikke&Claus sagde ...

Pøj Pøj og et stort pust fra vesterhavet.... det vil lykkeds for jer. Kram Rikke

Britte sagde ...

Også alt det bedste herfra....

Og så bliver jeg jo - igen - nødt til at være den. der siger det forkerte...

Husk nu at mærke efter, om du VIRKELIG magter at blive ved i den der sterile verden af nye forsøg og nyt medicin og hospitalslugt...ved jo så godt, at det er svært at melde sig ud - men der skla altså også være kræfter tilæ at tage sig af de børn der kommer...og det var lige før, jeg ikke havde de kræfter efter mine forsøg...(men jeg var heller ikke nær så sej, som du er....)

Men hvis du har brug for lommeletter, kage, kram, kaffe, snak, stilhed, grin, vandballoner, eller HVAD SOM HELST...så siger du til!!!!

Tankeknus
Britte

Jeanette sagde ...

Er du gal hvor jeg ønsker for jer at det lykkes! Fingrene er blå af at være krydset. Du er sgu en sej en Heidi!

Stine Willum Adrian sagde ...

Kære Heidi,

Jeg tror aldrig jeg har hørt om nogen, der har været udsat for den kombination af fertilitetsbehandlinger (PGD og Ole-Bjarne er det ikke det ham super lægen hedder?) samtidig med, at de havde en Laurits i bagagen. Jeg håber sådan det skal lykkes for jer at få små barnefødder, der tripper og tramper rundt i jeres hus fuld af livsglæde og liv! Britte er dog i mine øjne en klog dame. Du skal også huske at passe på dig selv Heidi! Kæmpe kram her fra, og al positiv energi til det næste forsøg.
KH Stine

Heidi sagde ...

Tak for alle input og krydsede fingre. I skal vide, at det betyder meget for mig, at andre tror på det vil lykkes, for det kan jeg ikke altid selv. Det er for stor en opgave, så jeg nøjes med at håbe, mens jeg klatrer.

Det ER rigtig svært at vide, hvornår vi når grænsen. Og helt sikkert skal der være noget at give det barn/de børn der måtte komme. Den del tror jeg dog stadig meget på. Det er ikke fordi kommende børn skal redde os eller noget som helst, men jeg VED bare, at det bliver et eventyr at være mor til én der lever. Så meget at bjergbestigningen bliver blegnede billeder, som ungen ikke nødvendigvis behøver at forholde sig til.

Stine, du rammer altså noget der. Det er lige præcis der, jeg nogle gange kan føle mig så ensom... Findes der overhovedet andre som os? Altså på en måde kan det også være ligegyldigt, for ingen er alligevel helt i de samme sko, men det ER da en virkelig dårlig kategori vi er havnet i. Heldigvis hjælper blandt andre Ole Bjarne os (jeps, det er ham) - netop på baggrund af hele historien. Det føles rigtigt.

Anonym sagde ...

Kæreste mor-Heidi..
Jeg læser også med her, vil jeg bare sige... Synes det lyder rigtigt positivt med nye hjælpemidler til babyproduktionsprocessen. Kærligst,
Katja

Kivi sagde ...

Kære Heidi...

Vi har huset fyldt med 3 spræl-levende unger og er dermed milevidt fra at stå i jeres situation..

Alligevel kan jeg kende mig selv i din historie.

Jeg er som du mor til en lille engel. Dødfødt i 2005. Og så har jeg ligeledes en bunke ufrivillige aborter (5 stk.) med i bagagen. Udover Emil, som ligger begravet ikke langt fra vores hjem, er jeg mor til en stor dreng på 8½ og 2 skønne døtre, som ikke ville have været her i dag, hvis ikke OBC have hjulpet. Vores første søn kom til verden uden problemer - men da vi forsøgte at gøre ham til storebror, startede den kedelige historie (som fik den gode slutning) med graviditeter, aborter, et dødt barn, behandling hos Ole Bjarne og ENDELIG et levende barn, som vi fik med hjem... (og 2 år senere, endnu et)...

Han er en sær snegl, ham Ole Bjarne, men han er utrolig dygtig.

Jeg forestiller mig, at han også vil kunne hjælpe dig.

Hvis du har spørgsmål omkring at skulle i immunglobulin behandling eller andet og mangler én at stille dem til - som selv har været (næsten) i dine sko, så er du mere end velkommen til at sende mig en mail på: noemca@live.dk

Mange tanker
Kivi

Heidi sagde ...

Tak altså, Kivi... Jeg blev så glad for din kommentar. Skriver nok en dag. Nu har jeg da i hvert fald et sted at spørge, og det er rigtig rart at tænke på.