torsdag den 26. februar 2009

Bryd blot min illusion...

... for jeg er nysgerrig. Hvad var det for grønne balloner, der fløj hen over hovedet på mig i eftermiddag, da jeg cyklede hjem? Det gav mig lige i øjeblikket en sær og varm følelse af Laurits. Hvordan kunne det andet? Grønne, svævende balloner. Næsten som en hilsen fra det uendelige til mor'en i mig. Men sjovt nok havde de kurs lige mod Christiansborg, og det var lidt svært at holde fast i illusionen. Det var sikkert politiske balloner, eller noget lignende. Hvad skulle de? Hvor kom de fra? - Tivoli eller Rådhuspladsen? Var der andre, som så dem?

mandag den 23. februar 2009

Oldefarmor

Det er flere uger siden jeg skrev dette indlæg og ved egentlig ikke hvorfor jeg har gemt på det:



Jeg har en farmor. Det er efterhånden sjældent jeg ser hende. I weekenden så jeg hende endelig igen. Hun så ikke rigtig Bo og mig, for hendes øjne er blevet meget dårlige. Men besøget var varmt og rart som det skulle være. Hun har en evig varm og særlig plads i mit hjerte, og derfor havde jeg hæklet et hjerte til hende. Det er hende, som har lært mig at hækle, og jeg tænkte, at når hun nu ikke så godt kan se, så kan hun i hvert fald mærke hjertet. Bedre end at komme med en blomst. Jeg havde fyldt hjertet med boghvedeskaller, ligesom de hækledyr jeg har lavet til nogle af de små børn jeg kender, og ligesom den madras Bo lavede til Laurits. Jeg puttede en hemmelig fjer indeni... fra Laurits. Det fik også lidt babymassageolie, så det dufter af Laurits. Det fortalte jeg ikke, det var mest bare for min egen skyld.


Min farmor bor i en forholdsvis lille lejlighed og har det pænt og ordentligt. Hun har naturligvis masser af billeder rundt omkring, bl.a. et billede fra dengang Bo og jeg blev gift. Hun var ikke med til brylluppet, fordi hendes tro kom i vejen for den festivitas... lidt skørt, men faktisk ikke noget, som nagede os. Selvfølgelig ville vi helst have hende med, men når hun nu sagde nej tak, så respekterede vi det. Hun behøvede ikke at deltage i vores bryllup for at deltage i vores liv. Det er klukket i hendes stemme når vi mødes der tæller. Jeg må også indrømme, at billedet af Laurits, som hun på naturligste vis har stående ved vores bryllupsbillede, tæller. Ih, hvor blev jeg bare glad for at se det. Jeg har selvfølgelig før set at det stod der, men var ikke sikker på, at det stadig var fremme. Min farmor har på sin egen vis taget Laurits til sig, det er jeg sikker på. Han er en del af familien for hende, selvom hun aldrig har mødt ham. Hun danser heller ikke rundt om den varme grød, mens spørger ind til, hvordan vi egentlig har det. Hun forstår godt, at det er svært at vente så længe på flere børn, selvom hun er fra en helt anden tid. Det er så vildt at tænke på, hvor meget der er forandret siden hun var ung, synes jeg. Som hun sådan ca. sagde; "Det var da også trist det skulle gå sådan for jer. Og vi andre fik faktisk flere børn end vi ville". Det er jo ikke engang løgn. Sådan var vilkårene bare. Børn 'skete', og så måtte man ellers indrette livet på bedste vis, og strække maden så langt man kunne. Det var ikke et spørgsmål om kærlighed, for selvfølgelig elskede min farmor alle sine børn, men det var sandelig et spørgsmål om endnu en mund at mætte, endu et barn at tage vare på, endnu en graviditet der sled på kroppen og den daglige formåen.

Jeg har været bange for, at farmor skulle dø, før vores børn kunne nå at møde hende. Det er jeg stadig i forhold til de kommende børn. Jeg ønsker sådan, at jeg kan dele lidt minder om hende med børn, der vokser op. Hun vil være verdens bedste olde(far)mor!! Ja, det er hun jo allerede. Det var vist også det, som jeg i sin tid skrev til hende, da jeg sendte et billede af Laurits; at hun havde fået endnu et oldebarn, selvom hun også havde mistet det i samme omgang. Jeg synes Laurits lignede min farmors familie ret meget i udtrykket... på munden, det brede ansigt, det milde men bestemte. Det varmer at se ligheden. Jeg kan sagtens huske min egen oldemor = farmors mor. Jeg kan også huske, at vi besøgte hende på plejehjem til sidst, og at hun ikke kunne se mere. Min farmor ønsker nu at komme på plejehjem, og hun ser dårligt...


(Olde)farmor har oplevet meget død i sit liv, bl.a. at miste to voksne børn, en svigerdatter, en mand og et barnebarn. Dengang vi fik beskeden om min kusines/hendes barnebarns død var vi sammen. Det er mange år siden, men jeg husker det tydeligt. Hun holdt mig trøstende og tæt ind til sig. Jeg ville gerne have snakket mere om, hvordan hun har klaret at leve med så mange døde, hvordan det er, når ens voksne barn dør, hvordan det er at miste et barnebarn. Hun har så meget erfaring. Men jeg følte ikke, at det var noget vi skulle klare over kaffen på så kort tid, og efter at vi ikke havde set hinanden i så lang tid. Egentlig fik jeg også fornemmelsen af, at den vigtigste erfaring nogen gange 'bare' er den man kan mærke, fornemme og se i nuet. Som f.eks. at min farmor kan sidde lyslevende med varme i de halvblinde øjne, til trods for al den smerte hun har oplevet. Sorgen skinnede også igennem, syntes jeg. Måske mest fordi jeg selv har en portion af den med mig, eller fordi jeg genkender den...?

Jeg ser op til min farmor. Hun har altid været rund, mild og varm for mig. Jeg har tillagt hende meget, og ser det som ethvert barnebarns privilegium at gøre det, ligesom det er bedsteforælderens ret at forkæle ;-) Jeg er intet idealbarnebarn. Min farmor lever med en vis portion ensomhed, og jeg lever i hverdagen langt fra hende. Jeg både kunne og burde gøre mere... Men når vi mødes er det varme, bonus, gnist, tryghed og familiebåndskærlighed hver gang. Lige nu lever jeg højt på det! Det er så dejligt, at hun er min farmor.

lørdag den 21. februar 2009

TUX


Det er cool at være gul! Tux styrer! Tux er en tosseventil... Tux er fysisk venten på Laurits' lillebrøster. Næste gang vi får en baby, skal den ikke risikere at ligge i en hospitalseng uden noget fysisk fra os, og så er det Tux skal træde til. Tux's bløde arme passer perfekt til, at en lille baby kan kramme sin hånd fast om dem. Tux skulle have været med Laurits i kisten - og han var vist også lige ned at vende - men der var ligesom ikke rigtig plads til ham, så Tux kom med os hjem. Så fik vi også noget med hjem fra Laurits - noget andet end hårtotten og det blodige plastik-id fra hans fod. Tux er en gave fra Laurits' farbrødre. Tux er andet end plys og små sorte strømper. Tux har skæve ører og (er) skæv fantasi. Tux er venner med pingviner. Tux er berejst; fra Beijing til Svalbard. Tux er lidt beskidt. Tux har aldrig været i bad. Tux kunne til enhver tid fange fisk med de bare bjørnekløer, eller pelse en hjort. Hvis han gad. For det meste sover han bjørnelur i vores seng.





tirsdag den 17. februar 2009

Klassisk mor-dødt barn-tema

Nogen gange er Laurits virkelig langt væk. Også for mig. Så går jeg rundt og gør lige præcis hvad jeg ville have gjort, hvis han aldrig havde været her. På den ene side er det fint nok, for det frigiver vel også nogen krudt til at skyde efter andre mål end at være hans mor. Men det fører også en uro med sig, for jeg bliver bange for at glemme, og bange for at udstråle noget, der giver mine omgivelser fribillet til at glemme. "Sådan. Nu er Heidi færdig med at sørge. Nu er hun ved at være normal igen". Jeg vil ikke være en kedelig byrde af sorg og savn overfor andre, men jeg vil heller ikke leve som om, at 22.-23. maj 2006 aldrig skete. Det er jo hverken sundt, anstændigt eller muligt i længden. Laurits var et helt liv og ligeså meget værd som alle andre mennesker. Han var også så sød... og blød på kinderne... og dejlig. Jo, savnet er derinde bagved min forvirring og uro. Det ligger selvfølgelig sammen med alle de varme Laurits-følelser.


Hvorfor skal det også være så hulens besværligt at være forælder til en død?? Når jeg savner intenst gør det ondt, men når jeg giver slip på savnet gør det også ondt. Selvfølgelig er det en lettelse at give slip, men det skaber også en tomhed. Den lille søde, døde dreng var jo uerstattelig. Tomrummet er meget ensomt at bære på, og det mangler totalt den mening, som normalt skulle komme i stedet, når man giver slip på børn - de levende børn. Så er der også lige den detalje, at jeg aldrig kommer til at opleve Laurits komme hjem, vende tilbage og få et kæmpe kram af mamma-mor her. Det er ikke sjovt at give slip.

fredag den 13. februar 2009

Boblende liv

Der er altså noget, som bobler indeni for tiden. Jeg kan mærke liv - mit helt eget liv. Det er slet ikke så tosset og jeg forsøger at nyde det. Ind i mellem er det svært og vanen tager magten, så jeg sukker efter alt det, som jeg ikke kan mærke og som ikke er der. Jeg har jo vænnet mig til at leve sådan. Det er det man bliver god til i behandlingsverdnen - at vænne sig til tristhed. Alt det savn og længsel er blevet så naturligt og det skal også have sin plads, for inderst inde har jeg ønsket og håbet om at blive forælder igen. Det føles som en ret naturlig drift. Men... det er ikke alt. Jeg har faktisk en berettigelse i mig selv, i mit helt eget liv. Hvor skønt! Jeg kan se farver og muligheder, hvilket slet ikke er en selvfølge, når man er i behandlingsverdnen. Derfor er jeg virkelig taknemmelig over at mærke livet boble.


Noget helt andet: på det seneste har jeg oplevet, at jeg ligefrem har valgt Laurits' græsplæne fra. Jeg har stået en 100 meter derfra og tænkt: "aj... jeg gider egentlig ikke... Nu kører jeg bare hjem i stedet for". Det har været en meget underlig fornemmelse. På den ene side har det selvfølgelig været i orden, for det var mit valg, men på den anden side har det gjort mig ked af det. Hvad er jeg for en mor?? Gider jeg ikke engang at lægge cykelturen forbi min søns kirkegård, selvom jeg er lige i nærheden? Når jeg tænker på at cykle ud til Laurits' græsplæne står det stadig som en meget positiv ting, men jeg må nok indse, at behovet alligevel har ændret sig. Nogen gange er det faktisk også bare kedeligt at komme derud, især om vinteren. Så tænder man måske lige et lys, kigger på 'de nye dødes' blomster (det er jo en fælles grav), trisser lidt rundt og fryser og så sker der ikke så meget andet. Laurits føles ikke altid nær derude.


I de første uger efter Laurits var død holdt vi mange små pauser fra det hele ind i mellem. Det var overlevelsesstrategien. Derfor kunne man bl.a. se Bo og mig sidde på cafe og hygge os med frokost få dage efter begravelsen. Jeg tror måske det var et råd der kom fra Landsforeningen, det med at holde pause...? Det var egentlig ikke noget, der skete særligt bevidst, det var noget vi bare gjorde, og rådet kom mest til at virke som en forklaring på vores reaktion. Så var vi fri for at banke os selv med dårlig samvittighed bagefter. Det er bestemt ikke det samme som at forsøge at glemme det hele, eller tage afstand. Det er netop en pause, så man kan vende tilbage med fornyet energi. Sådan er det nok også nu. Jeg tager en pause fra at være mor, så jeg kan være mor igen.

(Jeps, så fik jeg lige psykoanalyseret maj-sælv-mig endnu engang!)

torsdag den 12. februar 2009

Trodsig (nogen kalder det vist også bare sur...;-)

Hver ting til sin tid. Ingen grund til at sukke efter kiks, når kagedåsen er tom. Det kommer der jo ikke kiks i dåsen af. Det har jeg prøvet, fandme! Jeg er træt af at vente. I det mindste tager jeg en pause fra det. Nu rejser jeg mig og går ud af venteværelset. Har læst alle bladene. De var ikke spændende og alt for gamle.

Hvis man som lille pige øver sig i dagevis på at holde balancen på en cykel kan man pludselig cykle. Hvis man øver sig på at løbe og udholde kan man en dag klare et helt maraton. Hvis man træner i at sætte fingrene rigtigt på en guitar kan man en dag spille en hel lille melodi. Sådan er der så meget – rigtig, rigtig meget! Der er så mange ting man kan gøre her i livet. Men hvad bliver man god til, hvis man bare går og venter på at blive forældre til et levende barn??? God til at spilde tiden måske? God til at blive skannet i tide og utide og stikke sig selv med nåle? Det kan jeg allerede og har ikke lyst til at blive bedre. Jeg er meget træt af at stå med hatten i hånden og tigge livet om lov, for bare at få et negativt svar hver eneste gang. Jeg har lyst til at smadre en stor bunke glas! Det har altid været min aggressionsfantasi. Jeg skulle have en beskyttelsesdragt på, en økse i hånden og så ellers en masse ruder stablet ovenpå hinanden med klodser imellem, så de rigtig kunne smadres!!! Så ville jeg smadre og skrige til jeg blev blå i hovedet, fik næseblod og pissede i bukserne! Og så ville jeg være det rareste, roligste menneske i lang tid bagefter.