Er det den 1. december i dag? Og onsdag? Jamen så må Viola jo være seks uger gammel.
Kommer jeg mon nogensinde til at føle mig helt med, helt på omgangshøjde med virkeligheden igen? Nu er seks uger selvfølgelig ikke noget særligt i forhold til 'nogensinde', men jeg aner bare, at der ligger noget kronisk i følelsen af at være bagud, eller rettere i det at skulle følge med frem for at styre, nu hvor den levende lillesøster er her. Det er også ok. Det er faktisk utrolig meget helt i orden, når jeg kigger på Viola og bare mærker nysgerrigheden boble i min krop: "hvad
er hun for én? Hvad kan jeg gøre for hende? Hvad finder hun mon på - nu, om lidt og i de store træk i sit liv?" Jeg glæder mig rigtig meget til at få de bidder, der tilkommer mig, glæder mig til at se hende folde sig mere ud. Det sker heldigvis lige for øjnene og ørerne af mig og er forunderligt (- nogle gange også for underligt...). Der er kommet tydelig vilje i de baskende arme, gråden og måden hun forundres dybt over sorte bjælkers udstrækning i et hvidt loft.
Hun er sgu bare så sød... Violsnitten. Jeg er vanvittig stolt og taknemmelig over hende, men samtidig også bare et stort spørgsmålstegn. Da Bo havde skiftet hende i aftes og lagde hende over i sengen til mig kom jeg til at tænke højt: "Er det der virkelig vores datter??" Det var lidt som at få hende igen. Det er ikke kun Viola, der skal folde sig ud og finde ud af, at hun faktisk er blevet født, det er også noget jeg stadig er ved at fatte... I disse dage er det dog som om, at noget falder i hak, for nu kan jeg give slip på følelsen af, at hun ikke rigtig skulle have været her endnu, altså ikke
født endnu. Så må jeg vist bare acceptere, at der ligesom blev revet en måneds tid ud af min mentale kalender. Pyt! Jeg har alligevel aldrig rigtig været helt med ;-)