I mine øjne

Trods lugtende af gylp fra natten, med tørt mælkeskæg, søvn i de lange øjenvipper, pruttende og lidt spruttende med en smule fornærmet, stram mund; ingen kan vågne så dejlig som min lille viol.

Laurits kan ikke vågne, så jeg lader ham hvile. Men det er samme sted de to unger rammer mig...

Knopskydning

Det med julebilleder var vi ikke så gode til. Vildt for dårligt. Men i stedet er her et af min lille knopskydning:

Og fars pige:

Smil, jul og sul

På årets korteste dag fik jeg det varmeste lys i mørket af min Viola; et rigtigt smil. Siden har jeg fået to mere. Jeg vidste godt, at det ville være så vidunderligt at få smil fra eget barn, men havde jo aldrig oplevet det.

Vi har holdt jul hos de to hold bedsteforældre og det var STORT endelig at kunne komme derhjem med vores levende barn. Vores allesammens lyslevende Viola. Det gav så meget mening, at det ikke rigtig kan beskrives.

Viola er hoppet lige ombord i en af de faste juletraditioner; spise, spise, spise... Men hun vokser også med rekordfart i disse dage. Det er næsten som om jeg kan se, at hun er vokset på tre dage. Hun udvikler sig, og det varmer mig så meget at opleve hendes nye rundhed, styrke, vågenhed, tøsehvin og nu også begyndende smil. Hun var jo så lille og skrøbelig...
Selvom jeg ind imellem føler mig degraderet til et vedhæng på brystet eller som en gigantisk 'ring' på en sut, så er det alligevel virkelig dejligt at kunne opfylde hendes basale behov for mad og tryghed.

Hemmelige smil

Åh, de hemmelige smil!

Når den lille Viola dejser mælkemæt omkuld (og ikke lige har mavekneb) triller der gerne et par smil fra hendes skønne mund. Nogle endda åbne, brede og så ørerne rokker en halv centimeter bagud. I vågen tilstand holder hun stadig kortene aldeles tæt til kroppen og vi forældre kan ikke gøre andet end længes, prøve at se sjove ud, prøve at se søde ud og ellers bare være tålmodige. I dag valgte lillesøster så at sende en af tranerne ved puslepladsen et lille skævt smil. Årh, hvor snyd! (Og jeg stod selvfølgelig straks klar med øjenkontakt og søøøød stemme, men det kunne ikke imponere hende) Men også lidt dejligt... For man kunne jo nemt spinde en varm historie om, at det var et hemmeligt hej fra storebror.

Koldt - nu med indre varme

Jøsses, hvor det fyger med sne udenfor! Sidste vinter krøb kulden alt for langt ind hos mig. Jeg husker godt, hvor modløs, jobløs og ikke mindst barnløs jeg var. I år det noget helt andet, for i mellemtiden er en lille martsviol vokset frem.


Lille Viola er ved at vokse sig stor. Måske når hun op på fire kg. inden jul. Sidste uge vejede sundhedsplejersken hende til godt 3,6 kg., men Bo kunne selvfølgelig ikke rigtig vente på den vejning, så han forsøgte i rendyrket nysgerrighed at få lokket et tal ud af køkkenvægten aftenen inden. Det lykkedes dog ikke...

Og så bare et par billeder af pigen, der bruger det meste af tiden på at sove, og ellers spiser, bruger bleer, skifter tøj og bliver plaget af os om snarlige smil. Jeg tror sgu det første hun kommer til at smile til er bjælkerne i loftet - ikke os forældre.

Følger nogenlunde med

Er det den 1. december i dag? Og onsdag? Jamen så må Viola jo være seks uger gammel.


Kommer jeg mon nogensinde til at føle mig helt med, helt på omgangshøjde med virkeligheden igen? Nu er seks uger selvfølgelig ikke noget særligt i forhold til 'nogensinde', men jeg aner bare, at der ligger noget kronisk i følelsen af at være bagud, eller rettere i det at skulle følge med frem for at styre, nu hvor den levende lillesøster er her. Det er også ok. Det er faktisk utrolig meget helt i orden, når jeg kigger på Viola og bare mærker nysgerrigheden boble i min krop: "hvad er hun for én? Hvad kan jeg gøre for hende? Hvad finder hun mon på - nu, om lidt og i de store træk i sit liv?" Jeg glæder mig rigtig meget til at få de bidder, der tilkommer mig, glæder mig til at se hende folde sig mere ud. Det sker heldigvis lige for øjnene og ørerne af mig og er forunderligt (- nogle gange også for underligt...). Der er kommet tydelig vilje i de baskende arme, gråden og måden hun forundres dybt over sorte bjælkers udstrækning i et hvidt loft.

Hun er sgu bare så sød... Violsnitten. Jeg er vanvittig stolt og taknemmelig over hende, men samtidig også bare et stort spørgsmålstegn. Da Bo havde skiftet hende i aftes og lagde hende over i sengen til mig kom jeg til at tænke højt: "Er det der virkelig vores datter??" Det var lidt som at få hende igen. Det er ikke kun Viola, der skal folde sig ud og finde ud af, at hun faktisk er blevet født, det er også noget jeg stadig er ved at fatte... I disse dage er det dog som om, at noget falder i hak, for nu kan jeg give slip på følelsen af, at hun ikke rigtig skulle have været her endnu, altså ikke født endnu. Så må jeg vist bare acceptere, at der ligesom blev revet en måneds tid ud af min mentale kalender. Pyt! Jeg har alligevel aldrig rigtig været helt med ;-)