En form for status

Jeg har faktisk født to børn, og det er ikke i orden, at det kun er det ene, der lever. Det er bare ikke i orden. Det er juletid og årsskifte med lys i mørket og status, så i det mindste vil jeg skrive et par ord her på Laurits' blog. En blog, der er så forsømt, at jeg ikke kan lade være at tænke: "død drengs døde blog".

Da Laurits var død oplevede jeg, hvordan det blev at leve godt efter omstændighederne - de værste omstændigheder man kan have som forælder.

Med Viola er det ligesom vendt på hovedet. At hun kom rask og levedygtig igennem graviditet med truende abort og for tidlig fødsel er de bedste omstændigheder. Men nu har jeg oplevet, hvordan det er at have det skidt trods de gode omstændigheder. Det var rigtig svært at være barnløse forældre i flere år og at gå igennem alle de behandlinger og tre aborter. Det var så hårdt, at vi ikke kunne tage det 100 % ind, men hele tiden bed tænderne sammen og fortsatte. Heldigvis resulterede det jo så i Viola, men for at tage ordentligt imod hende har jeg også måttet forholde mig til alt det, der har hobet sig op i løbet af årene. Det er nok ikke helt på plads i mig endnu, men når jeg ser et års tid tilbage er det i hvert fald gået fremad siden!

Jeg føler mig ikke konstant på tynd is nu og Viola er simpelthen blevet en robust et-årig. 2011 har givet os lutter gode erfaringer i at have et levende barn, så mine skuldre er efterhånden sænket og jeg trækker vejret mere ned i maven. Jeg kan sagtens blive snot forvirret og føle mig helt ved siden af situationen, når noget nyt kaotisk sker med Viola, men som sagt ligger der nu et ret godt fundament at falde tilbage på. "Det skal sgu nok gå det hele" er blevet grundfølelsen.

Men... når så jeg alligevel mærker en udefinerbar uro, halvangst, forkerthed boble frem af ingenting, så ved jeg, at det gælder om at huske mig selv på, at det faktisk ikke er i orden at have født to børn men kun have ét.

Et år

Viola har allerede haft 1 års fødselsdag.

Hun fik lov til lagkage og åd som aldrig før. Aj, det passer ikke; hun åd som hun plejer ;-) Hun har en god appetit, og det gælder heldigvis også på livet generelt. Hun kunne sagtens feste igennem hver dag og trives tilsyneladende med lettere kaos omkring sig. Det er SÅ skønt at opleve! Og heldigt nok, når vi nu fik arrangeret, at hendes dåb skulle være tre dage efter fødselsdagen. Når jeg tænker på det lillebitte menneske vi kom hjem fra Riget med for knapt et år siden, så kan jeg godt huske, hvordan det bare handlede om at give hende maximal fred og ro til at sunde sig, sove, spise, vokse, vokse, vokse... Ikke for mange indtryk og helst bare være tæt på mor eller far dagen lang. Det galt helt sikkert også for mit vedkommende, at jeg også skulle sunde mig i lang tid og bare have min lille unge tæt på mig. Nu gælder det om at give Viola oplevelser, indtryk og svar dagen lang. "A det?! A det-det??!!" lyder det konstant fra den nysgerrige lille fjollede tøs, der bor hos os.

Den 4. november sidste år kørte vi hjem med vores lille, grønne gulsots- og sondemads-fnug af en baby. Fuld af liv var lille V, men også helt skrøbelig, indesluttet og på en eller anden måde næsten ikke født endnu. Den 23. oktober i år fik vi sluttet en meget vigtig cirkel i vores liv, da vi kørte ind til dåb på Riget. Det kunne bare ikke være anderledes... det skulle være med Laurits' præst og på Riget. Det var en stor og rørende dag. Meget lykkelig og glad.

Vi har haft en særlig flaske champagne liggende fra før Laurits' fødsel som vi i sin tid havde tænkt os at åbne, når han var født. Det blev der bare slet ikke anledning til, da shok og sorg smadrede det hele. Til Violas dåb fandt vi dog anledningen, og (også) på den måde var Laurits med på dagen.

Luft under vinger

Viola har endnu meget lidt respekt for tyngdeloven. Synes bare det er fis og ballade og overlader besværet med at holde fast og passe på til os forældre. Det er egentlig heller ikke det store problem, så længe man lader være at sætte hende op, hvor hun kan falde ned. Men ind i mellem skal der rigtig luft under de vinger hun gudskelov ikke har. Ind i mellem skal hun kastes op, slippes og mærke suset i maven. Jeg mærker så, hvor tung hun er blevet, når hun lander. Min lille baby er blevet forvandlet til noget andet. Hun lugter heller aldrig af gylp mere, men af rugbrødsmadder og agurk. Det er utroligt at hun er her - jeg kan næsten ikke begribe lykken i det - men også så meget nede på jorden. Der er formiddage, der flyder, eftermidddage, der ruster og aftensmadder, der altid skal klares. Om få dage er der også en vuggestue... det bliver sikkert slet ikke tosset.

Laurits er ham, der virkelig har vingerne. Han fløj væk og efterlod mig forandret som aldrig før. Det er overhovedet ikke nede på jorden med ham, men flyvsk og uhåndterligt. Og så alligevel... han ligger jo på en måde i jorden og han er så stille. Jeg savner ham. Nogle gange skal det simpelthen siges eller skrives, som her. Hvis ikke her, hvor så?

Hvor stor er Viola?

Såååå stor.

Hvor blev det lille godt to kilos myr af?? Jeg fatter det ikke...

Viola trives så godt, at jeg forlængst er begyndt at tage det for givet, og det er jo ret skønt. Hun har appetit på livet og bruger en del tid på at sige "mam-mam-mam!!". Jeg har faktisk overhovedet ikke tid til at sidde her ved computeren, for jeg skal nå i bad og have noget mad klar til svesken inden hun vågner af formiddagslur, for ellers kommer jeg lynhurtigt bagud i dagens program. Men her et par billeder af den gode grund til at Laurits' blog står stille. Sådan en "lille" lillesøster... det er slet ikke så tosset.

Fredag aften ikke alene hjemme

Der ligger en baby inde i mit soveværelse! Virkelig!! Hun ligger der med hud og hår og trækker vejret sukkende, når jeg åbner døren på klem og lister ind på det knirkende gulv. Åh, hvad er det med sovende børn? Noget i mig både dør og blomstrer over sådan et hikstende suk, og jeg ser bare min lillebitte nyfødte baby-Viola. "Børn er sødest når de sover" er kun et af mange udsagn omkring det at have børn, som Viola giver en helt anden dybde nu. Lige nu sukker jeg efter at tage min baby i armene og holde hende tæt mens jeg dufter til hendes knapt én cm. lange, usynlige hår. Men jeg kan godt dy mig. Skal sandelig ikke have vækket den klynke-tosse med myrer i benene, roterende overkrop og vildtvoksende hjerneceller, der får hende til at sige "Maaaam!" med stor sult og nød i stemmen, når hun vågner et sted imellem fem og seks. Hende den syv måneder gamle baby-teenager, der for en tre timer siden blev fornærmet på mig, da hun konstant sparkede sig selv væk fra brystet. Hende, der får mig til at nyde at være længe oppe når hun sover... tsk, tsk, tsk.

Tusindvis af banaliteter åbner sig som komplekse verdener og kamel på kamel på kamel må sluges. Jeg prøver at bevare den inderst-inde-ro, men helt ærligt; jeg er fanget. Det her forældreliv er ikke set udefra, men følt inde fra midt i det hele. Så mange tanker har jeg gjort mig om at være forælder til en levende, men Viola kræver handling her og nu og hele tiden, og det er ikke min stærke side. En klog veninde beskrev engang hendes dejlige, lille datter som den hårdeste arbejdsgiver hun havde haft (og denne veninde arbejder altså i en rigtig mandeverden), og jeg kan nu forstå 100 % hvad hun mente. Eller jeg kan føle det. Men ligesom min veninde er det med et smil på læben jeg mærker, hvor fyldte mine arme er blevet med Viola. Ikke fyldt, der hvor Laurits skulle have været, men nu har jeg begge dele. Tænk, der ligger en baby - selveste VIOLA - inde i soveværelset.

Fem - eller 100?

Fem år er gået siden lille Laurits var her. Jeg føler mig gammel og synes, at han har været en del af mit liv i 100 år. Han var den første, der lærte mig noget om at være mor. Med ham fik jeg ganske enkelt tændt en kæmpe kærlighed, som har brændt og gjort ondt men også varmet i alle de her fem år. Nu er Viola her, Laurits er ikke... Det er min sandhed, realitet og hverdag. Jeg tror faktisk, at Viola får noget af Laurits' kærlighed og det er helt i orden, for det gør den ikke mindre.

20. april

Nul og et halvt år!!

En virkelig god undskyldning for at lave en lagkage.