onsdag den 31. december 2008

Tja... sådan kan man jo også gøre det

"Østers er tvekønnet på en ejendommelig måde. Gennem hele sit liv skifter den køn afhængigt af temperatur- og fødeforhold. 8-10 måneder gammel og ved en temperatur på mindst 12°C bliver den kønsmoden som han. Er sommertemperaturen 15-16°C, bliver den en hun hvert 3.-4. år. Ved 20-22°C bliver den en hun hvert år. Indimellem fungerer den som han. Gydesæsonen er om sommeren. De ca. 1 million æg befrugtes i hunnens kappehule".

Det er et rimeligt heftigt forplantningsliv de østers har! Vores forplantningsliv er også blevet heftigt, men på en helt anden måde (lægeligt, udregnet, kontrolleret, skuffende). Jeg faldt over ovenstående beskrivelse af østers, da jeg skulle finde ud af, hvordan man åbner sådan nogle kræ. Vi lavede en masse lækker mad nytårsaften, bl.a. østers. Nå ja, de laver jo helt bogstaveligt sig selv, og der er ikke meget tilberedning med dem ;-) Men altså; vi lagde op til en meget stille, voksen og delikat nytårsaften med den gode mad i centrum. I mit stille sind havde jeg tænkt, at vi trængte til helt stille rammer, fordi det nok ville være svært at møde alle tankerne om endnu et årsskifte med et liv, der ser meget anderledes ud end vi havde forestillet os. Vi kan nemlig ikke sige til os selv eller hinanden, at 2009 helt sikkert bliver det forløsende år, hvor en lille ny kommer til os. Det sker forhåbentlig, men kun måske. Vi skal stadig være meget, meget heldige. Vi havde det nok sådan ved sidste årsskifte, at 2008 måtte blive året, når det nu ikke blev 2007... men se lige, hvordan det gik?

Det sjove ved vores nytårsaften var bare, at vi slet ikke var præget af tungsind, eftertænksomhed eller noget der lignede. Vi var glade, ædende, fjollede og lod os beruse i champagne, mad og god, tryg stemning. Vores gode veninde Stine var med, og inden vi så os om, havde vi gang i karaoke og fest. Det var fedt! Vi sang så højt, at røgalarmen faldt ned fra højtaleren.

På ondt men sandelig også på godt er livet uforudsigeligt og vrider sig fri af det planlagte.

tirsdag den 30. december 2008

Nostalgi

For tre år siden var det røvkoldt. Undskyld, men det var det altså. I hvert fald hen i februar måned, hvor jeg begyndte i praktik ude på Amager. Jeg husker nemlig tydeligt, at der var is på kanalerne, når Laurits og jeg cyklede hjemad. Han lå varmt og trygt inde i min mave. I den sidste del af praktikken kom der ofte plukveer, når jeg trampede i pedalerne. Så sagtnede jeg farten, mens den ene hånd fandt ned og støttede under maven. Jeg holdt altid ved rødt ved møbenhandleren på Christianshavn. Vestergaard... Det hedder Laurits' farmor også. Når jeg alligevel holdt for rødt, kunne jeg dels kigge på designermøbler, dels kigge på min egen fine mavse i rudens spejl. Det var sgu tider! Tider for snart tre år siden. Der er løbet meget vand i kanalen siden da, men jeg tror ikke, at det har været frosset til siden Laurits levede.

Tak, Masako


Vi har en rigtig god veninde i Japan, og hun ved godt, at Laurits er et af den slags børn, der ikke spiser slik. Men hun ved også, at det gør os rigtig glade, når nogen viser at de tænker på ham, så med denne lille pingvinindpakkede pose guf i en julekasse smeltede hun mit hjerte totalt.

søndag den 28. december 2008

varme tanker på en kold morgen

Mens vi holdt jul på Sydsjælland 'passede' sølvfiskene hytten herhjemme (man trænger dælme til de små trippende børnefødder, når sølvfiskene er det eneste bonusliv i hytten ;-) Men det er nu skønt at være hjemme igen. Vi har holdt dejlig jul med familien, så det er med varme hjerter, at vi vender hjem. Og hjem er her... her, hvor jeg bor med Bo. Jeg elsker det! Ingen fylder krudt og kærlighed i mit liv, mine hverdage og mærkedage som ham jeg bor med. Det er dog et koldt hus vi vender hjem til, og selvom vi har fyret op i radiatorerne (der åbentbart var sat lidt på vågeblus) igen, så er her stadig koldt. Det er egentlig ikke fordi det generer mig, men det fik mig til at tænke på, at et koldt menneske mærkes så utroligt koldt, nærmest unaturligt koldt. En andens kolde fødder under dynen er som iiiiis, selvom temperaturen i de kolde tæer næppe kan være meget under... ja, hvad egentlig? 30 grader? 20?? Til gengæld er der ikke noget der varmer, som at holde et menneske tæt. Kropsvarme er genialt! Man kan ligefrem varme hinanden samtidig. Ja, én iskold fod kan fakisk varme den anden op med lidt tålmodighed (hvis nu mandens er sluppet op).


Laurits blev meget unaturligt kold. Han skulle bare have ligget helt enkelt og naturligt i min favn og suget kropsvarme ad libitum - og mælk i passende portioner. I stedet mærkede jeg ham blive unaturligt kold efter han endelig kom rigtigt op i mine og Bos arme. Dvs. faktisk var jeg meget opsat på at holde ham den døde Laurits pæn og 'rigtig' at se på, så efter at han lå længe i Bos arme, kom han over i sin hospitalsvugge, så han kunne ligge pænt på ryggen og blive stiv (og det var så rigtigt, at lægen lige lagde en lille rulle stof under Laurits' hage for at holde hans mund lukket). Jeg kunne ikke have, at han skulle blive dødsstiv i en eller anden underlig stilling, eller med blodet faldende til bunds på 'forsiden'/ansigtet fremfor 'bagsiden'/ryggen. Så selvom Laurits var hos os som død en hel eftermiddag og aften, sad jeg ikke rigtig med ham efter døden havde været der. Det ville jeg gerne have gjort nu, men dengang havde jeg et overlevelsesagtig behov for at være rationel. Jeg kan faktisk ikke helt huske den dags tid fra kl.barns-død til kl. min-sove-tid. Men da vi nogle dage senere lagde Laurits i kisten, husker jeg virkelig godt hans kulde. Den var aldeles unaturlig og brutal. De røde kinder var snyd! Heldigvis blev jeg ikke unødvendigt skræmt af kulden, så jeg fik givet ham tøj på og lagt ham over i kisten som jeg ville.


Jeg har det stadig meget tit sådan; en tilfældig ting udløser en masse tanker omkring liv, død og Laurits. Det kan ikke være anderledes for mig og det fungerer fint. Især er det fint at have bloggen at afreagere på. Jeg har fundet rigtig meget ro og sikkerhed omkring det, omkring sorgen og omkring det at lade mange af tankerne blive læst af folk, som har lyst. Alligevel mærker jeg den tåbelige usikkerheds grimme fjæs stikke frem i tide og utide. Hvad tænker 'skeptikerne' nu...? Er der nogen, som ser på mig med ængstelige blikke og tænker sit om mit...? Ja, det er der vel. Det kommer man næppe uden om, og det er vel også ok. Jeg tænker også tit mit om andres. Jeg ved godt, at usikkerheden først og fremmest skal bekæmpes indefra. Må indrømme, at der stadig er masser af kampe at tage op der. Heldigvis kan jeg også se, at der er sket rigtig meget på de sidste 2½ år, for når jeg mærker efter er der en solid bund et sted derinde. Sådan en bund der gør, at julen har været noget med at suge lysglimt i mørket til mig, og ellers lade resten være ligegyldigt halløj, fremfor at jagte en utopisk julestemning i alt for højt gear. I det hele taget har jeg tænkt meget på, at jul og nytår handler om at finde lys i mørket. Det giver mening. Nu går vi mod lysere tider igen og det er værd at fejre og fokusere på. Mit årsskifte-drømme-billede er et hvor jeg står i højt solskin og fisker ved havet iført mine nye fiskesolbriller, mens Bo tænder op i grillen og gør klar til den lækre havørred, som endelig bider på min krog.

fredag den 19. december 2008

God englebassekarma

Nogen gange bliver man ramt lige i hjertet... I går fik vi et sæt arve-sengetøj til Laurits' søskende, og jeg kan ikke kigge på det uden at få våde øjne - men det er skønt! Sigurd har sovet i det, og før ham var det Sigurds og Almas fætter, der sov i det. Det er guld værd! Jeg glæder mig så sindssygt meget til at købe en babydyne og -pude og lægge det i sengesættet, og lægge Laurits' lillebrøster under dynen, trygt og godt. Det er jo helt tydeligt, at det er Laurits, der på underfundig vis er afbildet på stoffet. Er det ikke bare flot? Tak, Sigurd, Mie og Adam!!





onsdag den 17. december 2008

For nissen i hulen da!


Vi har altså slet ikke pyntet op til jul, så jeg aner ikke, hvor i alverden det her kommer fra lige pludselig?? Måske er det den slags der sker, når død unge ikke har eget jule-pynt-bare gravsted...

mandag den 15. december 2008

Bare lidt om Laurits

Jeg har altid haft sådan lyst til at få spørgsmålet; "hvordan går det med Laurits?" Det har jeg jo ikke kunnet få, fordi han er død. Det spørgsmål giver ligesom ingen mening at stille; det går simpelthen ikke med ham Laurits. Bo har ind imellem spurgt, hvis jeg har fortalt, at jeg har været forbi kirkegården. "Nå, hvordan havde han det så?" - "Stadig død", er svaret. Hø... så kan vi grine lidt af det, for det er da absurd, at det skal være sådan med vores unge. Jeg kan godt lide at kalde Laurits for unge. Han var og er så uendeligt meget for Bo og mig, men han var også bare en unge på lige fod med alle andre levende væsner. Deri ligger en selvfølgelighed, som måske er min måde at finde lidt mening i galskaben på. Det er ellers ikke fordi jeg vil ind på give-mening-sporet, for der kan jeg ikke gå. Efter min mening er der ikke mening med, at børn dør før deres forældre.

Måske skulle jeg bare stille spørgsmålet til mig selv. Tror jeg har brug for at kigge lidt på, hvordan ham Laurits har det, der hvor jeg fantaserer om ham - altså i mine tanker, i min hjerne og i mit hjerte. I sidste uge kiggede jeg for første gang i lang tid på en lille filmsekvens Bo lavede mens jeg sad med Laurits på noenatal, og min bror var på besøg for at nå at kende sin nevø. Der er begyndt at gå lang tid imellem jeg kigger på billeder og filmklip. Det er hverken godt eller skidt, synes jeg. Det er bare sådan det er. Jo, måske lidt godt, fordi jeg så kan se med en lille smule friske øjne på dem. Han var altså sød, ham Laurits. Hold op, hvor var han bare en lillebitte skæv og charmerende menneskeunge - og skrøbelig. Hvor ville jeg gerne passe på ham. Det giver mig sådan et sug af fysisk længsel, savn og kærlighed, når jeg koncentrerer mig om at SE ham. Det er nemlig ikke altid billederne virker. Langt hen ad vejen har jeg simpelthen slidt dem op, eller de nærer blot forestillingerne inde i mit hoved omkring alt det Laurits er for mig, så jeg ikke kan se, hvad de egentlig viser. Andre gange er de som mystiske prints fra en situation, som jeg faktisk ikke helt genkender. Det er simpelthen for underligt, at vi engang har haft et levende barn, der døde. Skete det virkelig for os???


Mange af de fortrolige mor-følelser jeg har overfor Laurits, det med at tage ham selvfølgeligt i armene, "bokse rundt" med ham, lære ham om livet inklusive de rigtige/forkerte tidspunkter at pille næse på, det er mest noget som er kommet hen ad vejen. Nu døde Laurits jo efter 38 timer, så den vej var ikke lang nok til, at jeg blev fortrolig med ham. Derfor husker jeg først og fremmest en enorm æresfølelse, benovelse og respekt overfor den unge, som var kommet ud af min mave. TÆNK at det var ham, der havde ligget derinde?! Han var bare så vigtig... der var ikke noget mere vigtigt i hele universet end den lille fyr, som jeg første gang så, da han lå koblet til alt muligt hospitalshejs. Jeg skulle passe sådan på. Jeg var hans mor, for pokker. Det var meget mærkeligt, og efter at have rørt ham, nusset lidt og sådan, var der ikke så meget andet at gøre, end at heppe på den måler, der skulle vise, om han begyndte at ilte blodet ordentligt. Det gik ikke helt godt med det projekt. Dengang han kom op på vores stue for at dø sad respekten helt oppe i halsen på mig. Bl.a. derfor blev jeg faktisk også lidt bange for ham, da hans døde krop begyndte at lave lyde. Jeg kunne desværre ikke sove med ham på stuen. Jeg turde ikke. Jeg blev totalt irrationel og bange for, at han ville slå øjnene op midt om natten og ligge og stirre på mig. Han nåede kun at smugkigge lidt på mig med det ene øje, da han var i live. Vi ville bare så gerne have set de øjne! Da han var død åbnede jeg derfor hans ene øje, men uh... det var lidt skræmmende, for han var så død.

Hm... det blev vist lidt rodet det her. Men det gjorde godt at lade tankerne løbe ud af fingrene. Jeg nåede ikke helt til at svare på, hvordan det går med Laurits i mine tosse-tanker. Måske kan jeg ikke helt greje det. Det er også ved at blive tredje jul uden Laurits, og det kan jeg godt mærke som et udefinerbart pres (altså ikke at det er tredje, men bare at det er). Jeg orker næsten ikke den tristhed, der ligger i hans selvfølgelige fravær. Kan man mon lave en ordning med, at gud er babysitter juleaften...?

onsdag den 10. december 2008

Velkendt nederlag

For tre dage siden havde jeg det som beskrevet nedenfor. I dag har jeg det anderledes. I dag har jeg det ok. Jeg er en lille smule i tvivl om det virker for pivet og klynket at udgive nedenstående indlæg... men hvis der er noget jeg har lært gennem de sidste 2½ år, så er det jo at være ærlig overfor alle de forskellige følelser, der dukker op. En del af mig er pivet og sårbar omkring det her barnløshed, og en anden del af mig bliver lidt lalleglad og trodsig. Jeg ønsker så uendelig stærkt at dele min krop med en lille menneske-snylter, men nu hvor jeg åbentbart ikke skal, så er det også rart at få min krop igen.

---

Det er så forbandet hårdt at blive sat tilbage gang på gang. Jeg er så træt af det hele. For første gang i 2½ år var vi nået ud på lidt ukendt, spændende og håbefuld grund. Det virkede som om, at verden og fremtiden åbnede sig. Sådan havde jeg det i begyndelsen af denne uge, for jeg har aldrig prøvet at nå til dag 12 efter ægoplægning uden at bløde. Men dag 13... så faldt jeg tilbage i en alt for velkendt verden med begyndende menstruation, negativ graviditetstest og en kæmpe, vred klump i maven. Jeg imploderer snart! Det hele syrer bare til i mig, og fremtiden, som ellers lige var begyndt at være der, der forude for mit indre blik - ja, den forsvinder bare i en tåge igen. Efter Laurits' død har det været svært nok i det hele taget at indrette sig nogenlunde lykkeligt igen, og når vi så bare skal have negative oplevelser gang på gang i forbindelse med at række håbefuldt ud efter flere børn, så... AARRrHG! Så bliver jeg sgu sur!

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden Bo. Ham kan jeg dele alt med, og den kærlighed er det vigtigste i mit liv, vil altid være det. Men hvor gør det også bare ondt at se samme smerte i ham. Han havde ligefrem troet på en graviditet denne gang. Han havde sgu givet sig selv helt lov til at føle spænding og glæde, den modig mand. Men så bliver han bare jordet. Det er ikke i orden! Vi var begge meget kede og vrede i går og jeg mangler et sted at rette den vrede hen. Hvorfor får vi ikke børn?? Sådan nogen levende OG levedygtige børn. Hvad er det vi gør galt eller mangler at gøre? Hvem er det, der bestemmer her? Hvad går galt? Er min krop uimodtagelig for kunstig befrugtning? Passer vores genpuljer virkelig så dårligt sammen, at vi ikke "må" få børn? Altså, selvom vi begge er vokset op på sydsjælland, så ER vi sgu fandme ikke i familie, så det rene indavl er her altså ikke tale om!! Jeg kan ikke få det til at gå op... På den ene side føler jeg mig nemlig sund og stærk. Jeg føler f.eks., at der må have været et ret stærkt og sundt samspil mellem min og Laurits' kroppe på trods af en helt dødelig sygdom. Min krop kunne jo bare have afbrudt graviditeten helt i starten. Det kan den nemlig godt finde ud af, har jeg lært. To gange efterfølgende har jeg jo været gravid. Den ene gang så langt at der var hjerteblink, og den anden bare en såkaldt biokemisk graviditet. Den overstimulering jeg havde i sidste uge klarede min krop også godt. For en uge siden havde jeg det virkelig ikke godt, var 5 kg. tungere af vand og lå på Riget. Men min krop klarede det ret hurtigt med at rette sig op, og balancen mellem proteiner og væske i blodet fungerede fint på trods. Jeg gjorde også hvad jeg kunne; drak op til 4 liter i døgnet, selvom det virker helt forkert, når ens mave er spilet ud af væske. Men det hjalp den gode, rensende proces i gang. Nu er alle de forstyrrende hormoner helt ude af min krop (for ellers havde graviditetstesten vist bare lidt positiv i går) og jeg er normal igen... bortset fra, at jeg ikke blev gravid af, at et fint og befrugtet æg blev lagt pænt tilbage lige der, hvor det skulle ligge og gro. Hvor normalt er mon det?

Jeg kan ikke bruge andres historier, andres normaler eller unormaler til noget lige nu. For os er normalen blevet, at jeg ikke bliver gravid eller bliver det en sjælden gang i mellem for blot at abortere. Jeg ved godt, at det utroligste kan lade sig gøre og det håber jeg da også på kan ske for os. Det virker dog temmelig eventyragtigt og naivt at tro på noget lige nu. Jeg ved også godt, at rigtig mange omkring os har det meget svært ved at se os håbløse, for ingen ønsker at se håbløsheden hos andre. Men det er noget vi må igennem... i hvert fald noget jeg har behov for at se i øjnene, for at rejse mig igen. Og vi skal nok rejse os, det gør man jo.

søndag den 7. december 2008

Vand i åen - og maven

Der er løbet lidt vand i åen siden sidste gang jeg opdaterede bloggen, og jeg lader det bare løbe. Der er ikke andet at gøre. Vand har sin egen vilje. For en uge siden begyndte vandet dog at samle sig alt for meget i min mave pga. ekstra hormoner i forbindelse med ægsorteringsforsøget, så jeg lignede mere og mere en gravid. Mandag kontaktede jeg fertilitetsklinikken og da de havde set mig til kontrol måtte jeg blive til observation på hospitalet indtil fredag. Overstimuleringen viste sig heldigvis kun at blive mild, men det er alligevel en hård omgang. Tænk at det skal være sådan en kamp og fysisk udfordring at få et kvalificeret håb om en graviditet? Der var engang jeg troede, at det med at få børn var et spørgsmål om at elske hinanden inderligt og fysisk. Nu er det blevet et meget kompliceret lægefagligt eksperiment, som jeg skal lægge krop til. Men over al potentiel og måske ulmende frustration svæver håbet. Det mærker jeg så tydeligt og jeg er egentlig vildt imponeret over, hvad det har af effekt og betydning. Det håb vi har lige nu for en graviditet, har vi ventet på siden februar, hvor forrige forsøg mislykkedes. Nu er vi her endelig igen! Vi håber og vi lader os rive med af håbets kraft.

søndag den 23. november 2008

2 ½ år

2 ½ år skulle Laurits have været nu. Men i dag er det 2 ½ år siden han døde. Jeg havde romantiske mor-planer om at lave stamtræ for ham denne weekend, men tror ikke det bliver til noget. Sådan et kan også bruges til alle de andre unger, vi måske en dag får og det er noget jeg gerne vil give mine børn. Jeg har en ide om, at stamtræet skal laves til Laurits først (altså inden der kommer andre), for han var jo den første uanset hvad. Det er en sjov ting med søskende, at selvom man er forskellig fra hinanden, så er det dem man deler alle familierelationerne med, dem man har et udgangspunkt med. Kommer Laurits søskende mon til at kende Laurits?

Jeg har i lang tid haft det rigtig svært med at tænke på arv, generationer, slægt og den slags. Selvom jeg godt ved, at mange sikkert synes det er for langt ude og "hvad nytter det også at tænke sådan", så er jeg virkelig ked af, at Laurits stopper med Laurits. Han skulle have overlevet Bo og mig, han skulle have forelsket sig, fået børn og være blevet en stor og lidt brovten bedstefar engang. Men en lille, forbandet genfejl har sat en stopper for Laurits' liv og slægt for altid. Nu bliver det forhåbentlig nogle andre, der skal føre slægten videre, men jeg er bare ked af, at det ikke også kan ske med det præg Laurits ville have sat. Når Bo og jeg engang er døde, er der ingen tilbage til at elske Laurits. Hans hårtot, dåbsattest, sygesikringsbevis og album vil måske blive gemt, men betydningen går i graven med os.

mandag den 17. november 2008

Gran og græskar

Jeg kan forstå på kære med-mødre, at det er ved at være tid til at lægge gran på gravsteder, da nattefrosten kan finde på at bide snart. Det lyder nu så hyggeligt. Så kan man lige få lov til at lege med tanken om at putte og beskytte, tænker jeg? På Laurits' fælles-græsplæne skal der ikke lægges beskyttende gran, men gartnerne binder nok snart en masse gran rundt om det store anker på mindepladsen, så det kan ligne noget, der gerne ville have været et juletræ... ;-) Det er fint. Så kan jeg nemlig gemme traner derinde. Men ellers må det meget gerne vente lidt med at blive jul og frost for min skyld. Jeg føler mig nemlig bagud med speciale-arbejdet og med børn og den slags hyggeligheder.

Græskaret fra overskriften skal såmænd blot være en note om, at jeg for nylig fjernede Laurits' græskar ude fra plænen - eller rettere fra mindepladsen på plænen. Det var på tide. Det var helt ustyrligt mugplettet og klamt. Den fine udskårede sky, som stearinlyset havde givet så flot et skær lige i starten var total sort af mug. Adv!! Det var lige før jeg blev helt flov over at have sådan et græskarkadaver stående på en fællesgrav...

søndag den 16. november 2008

3 h'er

Hormoner, halsbetændelse og hjerneceller. I denne uge har det været som om, at der ikke har været plads til alle tre ting i mig... Ikke så smart, når man skal skrive speciale, for hormoner og halsbetændelse kunne jeg ikke slippe for. Tror jeg vil ønske mig en ny hjerne i julegave - eller bare nogle flere ram til den og nye programmer!

søndag den 9. november 2008

Glimt af lys

God weekend her. Sovet meget længe, krammet Bo, været til dejlig familiekomsammen (med kongemad!) og strikket stille i sengen. Og tænkt engang... jeg har en mand, der til dette (mit) spørgsmål: "skal vi tage ud og fiske i dag?" kan finde på at svare: "aaaaj... skal vi ikke hellere blive inde og være lidt kreative?" hahahhaahaha!!! Men det var meget godt, for så fik jeg malet et billede færdigt og det sker ikke så tit.

fredag den 7. november 2008

Luft fra ballonen...

Hvis Laurits var levende ville jeg ikke være en barnløs mor i behandling, en specialeskrivende ostemad og en 0-indkomst. Måske ville jeg være helt ude i tovene på en anden måde. Måske ville jeg have været frustreret over en ADHD-Laurits, over at han spiste for meget eller for lidt, over at han slog andre børn i vuggestuen eller hvad pokker ved jeg? Mest tror jeg, at det ville have været noget med søvnbesvær, tidsbegrænsninger, forkølelser og alt for ofte et usundt tomt køleskab ved 5-tiden om eftermiddagen. Men jeg tror også, at jeg ville være helt modtagelig for Laurits' gennemborende blik, der ville få mig til at give slip på meget, bare nyde og samtidig få mig til at koge af kærlighed til det løbende, snakkende, opfindsomme, tumpede lille menneske han nu ville være. Det ville have været noget af en gevindst med ham Laurits i levende live.


Lige nu føler jeg, at jeg har fået en dom i stedet for en gevindst. Der er minus på den mentale konto og alt for lang tid til den første. Det skal ikke forstås sådan, at Laurits skulle have "ordnet" mit liv, men hans død har altså smadret noget i det. De kommende børn skal selvfølgelig heller ikke stilles til ansvar for noget eller reparere det, de skal grundlæggende ikke hjælpe mig. Når jeg forhåbentlig tager imod en lillebrøster eller to? en dag, så skal det være med følelsen af, at jeg har noget at give, og det er jeg egentlig ikke i tvivl om er tilfældet - og når næste barn/børn er der, er barnløsheden der jo heller ikke. Det er bare det at.... lige nu kører hormonerne mine tanker rundt i et gråt pløre, specialet virker totalt uoverskueligt og jeg tager mig selv i at ønske mig ud i en fremtid, som jeg ikke helt kan se vejen hen til. Jeg skal virkelig være tålmodig nu. Ved godt, at det nok skal blive lysere igen. Denne situation bliver jo ikke ved i al uendelighed.

søndag den 2. november 2008

Venter lige på lidt lys i mørket

Vi var for tredje år i træk til Alle Helgenes gudstjeneste i Vor Frue Kirke. Jeg synes, at det arrangement er sådan en god ide, for det giver rum til at mindes små døde børn, som det nogen gange kan være svært at finde plads til. Jeg synes det er barskt at høre alle de små børns navne blive læst op. Jeg synes det er rart at tænde et lys for Laurits. Jeg synes... men noget andet er dog, hvad jeg kunne mærke, og der må jeg bare være ærlig at sige, at jeg kunne mærke, at Laurits blev lidt væk i det hele. Jeg var ikke ked af Laurits, det var ikke ham, som fyldte den kede plads indeni. Da præsten f.eks. talte om sorgen, kunne jeg mærke gråd presse sig på, men den kom mere fra følelsen af at være barnløs. Laurits har jeg ligesom styr på. Det betyder jo ikke at sorgen over ham er overstået eller mindre vigtig for mig end barnløsheden, men... tja, det er bare sådan, at i min hverdag har jeg egentlig et nogenlunde harmonisk forhold til min døde dreng, hvorimod længslen imod at være mor til de kommende levende børn vi håber og ønsker sådan at få, faktisk er ret tung og helt enormt tom. Selvfølgelig er Laurits også en del af det, for han har ligesom åbnet for alle mor-følelserne.

Måske havde jeg også bare en dårlig dag - sådan indeni. Den startede ellers så fint med en fantastisk brunch sammen med andre mødre til døde børn. Det var virkeligt dejligt selskab!

I dag fortsætter det dårlige desværre og jeg mistænker hormonerne for at være rigtig gode til at fyre yderligere op for al skidtet indeni. Men det er jo ikke dem, der er skidtet... Puha, jeg kunne sagtens starte en lang klagesang over, hvor meget vrede jeg er fyldt op af for tiden og hvor meget en vis person bliver ved at forpeste og såre mig. Det er nok også derfor jeg ikke havde Laurits rigtig med mig i går, for han gider sgu da ikke være sammen med mor, når hun er pissesur ;-) - eller jeg har simpelthen ikke plads til ham, når jeg er pissesur og såret, for det er ikke i den kategori følelserne til ham ligger. Jeg er nødt til at få lidt luft og gøre noget konstruktivt overfor al den vrede jeg har indeni, for i disse dage har min hjerne en tendens til at gøre alt til et spørgsmål om liv og død... "Tanker er heldigvis toldfrie" - var det ikke det en klog kvinde sagde til mig i går? Det er edderluskme heldigt, for jeg har slet, slet ikke råd til at betale for dem.

mandag den 27. oktober 2008

Min lille pingvin


Laurits er vores lille pingvin. Mens vi står med drømmende blikke og jordbundne vinger noget nær november, flyver Laurits rundt oppe over skyerne, hvor solen altid skinner stjerneklart.

søndag den 26. oktober 2008

En nattedrøm

I nat drømte jeg om Laurits, pelikaner som man kunne gribe i benene og blive fløjet rundt af, om kronprins Frederik, som gik i gang med at rydde op efter en af vores fester, om at svømme med Bo hen over en rigtig tang- og stenfyldt havørredbund og... så var der vist ikke mere. Desværre er drømmeriet om Laurits ved at være visket ud igen, men det var noget med, at vi havde ham på hospitalet og godt vidste han skulle dø. Jeg var dog glad, for han var så ufatteligt sød, dejlig og helt vågen. Han var meget lille. Vi havde besøg og så fik jeg vores gæster til at løfte ham op til mig, så jeg kunne give ham et lillebitte spidsmundet frøkys på hans mund. Det var alt... det var bare det jeg skulle...

Jeg tror ikke på, at det er muligt at møde døde i drømme - altså i hvert fald ikke for mig. Men jeg tror helt og aldeles på, at når jeg drømmer gode drømme om Laurits, så virker det lidt i min hjerne som om jeg har været sammen med ham, og det er en rar følelse at gå rundt med. Jeg ved jo, at der aldrig kommer nye oplevelser med Laurits, men heldigvis kan min drømmehjerne opfinde nogen, når jeg sover.

lørdag den 25. oktober 2008

Moderrollen - generationsskifte

Datter har jeg (selvfølgelig) altid været. Kæreste til Bo har jeg snart været mit halve liv og mor har jeg været omkring to et halvt år. At være både datter og mor synes jeg kan være helt vildt underligt. I starten var det decideret svært for mig at greje, ja jeg kunne næsten ikke rumme at være andet end mor, selvom det var lige netop det, jeg ikke kunne være. Der var ingen Laurits-bebs at være fysisk mor for. Derfor kunne jeg næsten heller ikke holde ud at være datter. Suk... Men nu hvor jeg efterhånden har vænnet mig ret godt til at være en tosset 'spøgelsesmor', så er jeg også lidt bedre til at være datter igen. Her tænker jeg sådan set ikke på, hvordan jeg er overfor mine egne forældre, men mere hvordan jeg har det indeni.

For et stykke tid siden skulle jeg mødes med min mor på Rådhuspladsen. Da vi havde fået øje på hinanden og jeg gik hende imøde fik jeg pludselig sådan en underlig følelse... Tænk, her gik jeg som barnet og derovre stod min mor. Jeg var Laurits - min mor var mig. Det var mere en oplevelse end en tanke og den varerde ganske kort tid. En del af mig blev så skide rørt, samtidig med at jeg blev misundelig. Hvor er min mor heldig at have et voksent, levende barn (ja, hun har faktisk to stk.)

I dag var jeg ude på en lille køwenhauner-shoppetur med min mor. Hun ville give mig en ekstra fødselsdagsgave på forskud, så vi kiggede på nattøj, som jeg ønskede mig. Nu sidder jeg her i den lækreste, lune "cat-suit", og det er gået op for mig, at min mor fanden-fætter-fløjtende-mig har købt mig EN SPARKEDRAGT!! Hahahahahahhahahaha - det synes jeg fandme er skægt! Snart 33 år og så skide løsrevet, men alligevel får man en sparkedragt af sin moooaaaar. Den er endda stribet. Men den er godtnok lækker og jeg har tænkt mig at bo i den alle de weekender jeg kan slippe af sted med det.

tirsdag den 21. oktober 2008

'Min sidste vilje'

Som mor til Laurits har jeg igennem nogen tid følt mig forpligtet til at tage stilling til min egen død. Der findes noget, der hedder 'min sidste vilje', som er et dokument man kan udfylde omkring ønsker for begravelse og lignende. På en måde synes jeg det er lidt for bestemmer-røvs-agtigt, for min grundholdning er, at mine efterladte skal gøre det, som DE vil have det bedst med. Jeg er her jo ikke, når jeg er død... Døden er det man udsættes for som efterladt. Men på den anden side er det klart, at det vil lette de tunge beslutninger, hvis mine efterladte har noget at forholde sig til, altså nogen ønsker. Derudover har jeg en meget konkret erfaring der siger mig, at man godt kan komme til at træffe lidt forhastede og krisebetonede beslutninger, når man lige har mistet. Jeg har det grundlæggende godt med vores valg for Laurits' begravelse (bisættelse), men jeg kan se, at de også var præget af krise og fravalg. F.eks. fortryder jeg, at vi ikke sagde ja til farmors tilbud om at indrykke en dødsannonce i avisen. Men det kunne vi altså ikke kapere på det tidspunkt... det kunne vi bare ikke, og vi havde også et behov for fravalg (dødt barn? - nej, ellers tak, giv det til nogle andre!! Vi skal da have ham den levende lilleFranz tilbage). Vi var meget små og helt slået ud. Der var slet ikke plads til aviser i vores liv på det tidspunkt, kun til at suge de få minder med Laurits til os. Vi var bange for, at det virkelige skulle drukne i traditioner, ceremoni, højtidelighed og den slags.



De problemer jeg stødte på, da jeg udfyldte 'min sidste vilje' hang meget stærkt sammen med Laurits og er af temmelig konkret art. Jeg vil allerhelst have Laurits' urne gravet op fra græsplænen, så vi kan få et fælles gravsted. Hvis ikke det kan lade sig gøre, vil jeg gerne have et gravsted tæt på Laurits' græsplæne, så vi på den måde 'ligger tæt'. Sådan har jeg det bare lige nu. Det er virkelig min vilje, mit ønske. Her er det så, at døden virkelig bliver noget skørt og omvendt noget, for jeg er her jo som sagt ikke, når jeg er død, og derfor begrunder jeg meget 'min sidste vilje' og ønsker i, hvad jeg ville gøre, hvis Bo døde fra mig. Hvis Bo døde ville jeg helt klart have et kæmpe behov for et konkret sted, hvor jeg kunne se Bos navn på en sten, og jeg ville gøre alt hvad jeg kunne, for at få Laurits' urne gravet op og lagt i et familiegravsted for os tre. Jeg kan ikke forestille mig at leve uden Bo, men jeg ville være nødt til det. Pu... ja, det er sgu hæsligt at tænke på det her! (Men det er også hæsligt at Laurits er død).


Jeg kunne ikke finde noget sted i 'min sidste vilje', hvor man ønsker, hvor gammel man skal blive ;-), men jeg har altså tænkt mig at blive gammel sammen med Bo. Derfor bliver jeg nok nødt til at revurdere 'min sidste vilje' undervejs, for hvis jeg dør som gammel kone med mange efterladte (øj, kunne det lige være skønt??), så hverken skal eller kan Laurits' urne graves op - tror jeg... Måske er det heller ikke Holmens Kirkegård, der er aktuel på det tidspunkt? Ikke til at vide. Men forhåbentlig bliver denne ikke den sidste "min sidste vilje" jeg når at udfylde.

onsdag den 15. oktober 2008

Mens man venter...


... på SIGURD! Et lys for Alma, der bliver storesøster og fødselsdagsboller til ære for Sigurd. I dag er jeg en tante-tosse-Heidi, der flimrer lidt og har brug for mange små pauser i specialearbejdet...

søndag den 12. oktober 2008

Mit madglade fedteøre

Vi har alt for meget plads på vores harddisc! Den burde være ved at sprænge af billeder af Laurits. Vi får aldrig nye billeder af ham... og dog; af og til laver jeg bare nogen selv-selv ;-)

Her er Laurtussen som madgladt fedteøre:

torsdag den 9. oktober 2008

Et godt spørgsmål

I starten af denne uge fik jeg sådan et godt spørgsmål med på vejen. Et af den slags, der ligger og ulmer i baggrunden og får mig til at se vores situation lidt udefra. Det er rart med den slags. Spørgsmålet var noget i retning af, at jeg måske godt kan trænge til lidt mystik, romantik, følelser og andet i den dur, nu hvor der er så meget konkret videnskab omkring både lave-børn-projektet (fordi det er pgd/fertilitetsbehandling) og omkring døden (fordi jeg skriver speciale om mindekultur)? Jow... jeg tror der er noget om det ;-) Jeg tror det er vigtigt, at jeg får givet de der uregerlige følelser noget plads, så det hele ikke bliver så rationelt. Lige nu og her tror jeg egentlig den simple erkendelse er nok... Jeg kan mærke, at skuldrene ryger lidt ned. Det er alligevel ikke til at styre alting, det skal faktisk ikke være til at styre alting.


Det får lov at ulme videre i baggrunden.

tirsdag den 7. oktober 2008

Livets ludo

Hver dag er der liv, oplevelser, relationer, små og store historier som Laurits går glip af, og jeg synes altså det er synd. Alle de levende børn omkring mig vokser med rasende fart og en del af mig står bare helt stille uden mulighed for nogensinde at opleve vækst og fremgang. Ikke nok med at Laurits lille grønne brik er fejet helt af brættet, men de brikker, som jeg allerhelst vil spille med i livets ludo er stadig slået hjem og i venteposition. Det er bare så irriterende! Vent nu liiiidt...? Hvorfor har I så travlt med at gro, vokse, lægge planer og generelt få tiden til at gå? ;-) Jeg kan jo ikke følge med.

onsdag den 1. oktober 2008

Besøge Laurits...

- gid jeg kunne! Tænk, hvis der lige var et hemmeligt kighul ind til den døde verden, og jeg kunne stikke Laurtussen en håndmad, et par nye hjemmestrikkede sokker eller et smækkys der igennem? Det kunne godt nok være skønt! Jeg ville såmænd tage til takke med bare en time én eneste gang sammen med min dreng, en halv... fem minutter... Jeg ville endda tage imod med kyshånd, hvis jeg fik chancen for at tilbringe tid med helt stendøde Laurits. Bare ae hans bløde bakkenbarter og give ham lidt flere kys inde i hænderne. Jeg ville rent faktisk gerne have haft mulighed for at dele min afsked med min søn ud på flere år. Dengang vi lagde ham i kisten holdt jeg ham slet ikke - gav ham bare tøj på og løftede ham over. Den mulighed ville jeg gerne have gemt til nu. Bare lige holde min lille lig-baby i ti minutter helt tæt ind til mig. Hans krop var egentlig bare hans skal eller hylster, men en dejlig, betydningsfuld, helt nybagt og lækker lille skal. Han ville være slap, kold og måske lidt våd i nakken af "kropsvæsker" fra obduktionen (sådan husker jeg det nemlig), men jeg ville være ligeglad i forhold til bare at kunne holde hans lille krop. Min krop savner altså stadig hans tyngde, mine bryster har stadig hans mælk. Men Laurits kan ikke rigtig besøges, hverken til hverdagsglæde med håndmadder og smækkys eller til sørgelige afskedsseancer.


Jeg har vænnet mig til at tale om kirkegårde som steder, hvor man besøger døde, men det er på en måde lidt underligt. Præsten, som døbte og bisatte Laurits sagde, at det var vigtig med et sted og det er jeg helt enig i, selvom jeg næsten ikke kunne oveskue det dengang. Det blev hurtigt så vigtigt for os, at vi gerne ville vide hvor på den fælles græsplæne, at vores drengs urne var sat ned - og det fik vi så at vide. Laurits har altså sit sted på Holmens kirkegård og ligesom hans små venners steder rundt omkring på kirkegårde er det enormt betydningsfulde steder. Vi "besøger" Laurits på hans græsplæne, men... så alligevel ikke rigtig. Far Bo har hele tiden været så god til at holde på, at selvom Laurits' græsplæne er virkelig vigtig for os, så er det altså også bare et sted. Det som Laurits var og er for os skal i bund og grund findes inde fra os selv og andre. Det er måden han er med i vores liv. Stedet har dog sine klare fordele, for det ligger nogen gange lidt mere til højrebenet at snakke om Laurits og handle i forhold til specifikt ham, når man har sådan et sted at gøre godt med.

Det har ikke været til mange besøg på plænen på det seneste og det er faktisk ok. Jeg har kun savnet det på den gode måde, kun tænkt det som en dejlig mulighed, men ikke været spor trist over, at det i et stykke tid ikke blev til andet end tanken om at cykle derud. Det har helt ærligt været vigtigere for mig at vende cyklen mod min studieplads på Amager end mod Holmens. I går var jeg så et smut forbi med Johannes' mor Dorthe. Vi sad i hyggelig sludder på bænken og forsøgte at ignorere den tiltagende regn (det lykkedes ikke;-). Dorthe stillede et lille, fint, lidt drageknopret græskar, der passede godt til en to-årig nysgerrig pillefinger. Jeg foldede en grøn trane. Desværre var der ikke noget hemmeligt kighul at aflevere tingene ved, så vi stillede dem ved den røde lanterne fra Almas forældre, som faktisk har fået lov at stå der siden jul (lanternen, ikke forældrene). I en busk hang der en mariehønefigur... Gad vide, om den var tiltænkt Laurits? Bagefter var vi henne og forsøge at folde ting til Natalina, men det var nærmest umuligt i den regn. Vi fik lidt kolde fødder, men kun i bogstavelig forstand, hæhæ.

onsdag den 24. september 2008

Æv altså... (intet nyt under solen, bare et suk af savn)

Når jeg nu selv sidder her og piller mig i navlen, mens jeg ser videoklippet af lille Laurits, der klynker, så slår det mig, at jeg i den grad savner det modspil, som den lille dreng skulle give mig. På egen hånd og båret på hænder af andre har jeg udviklet en moderrolle, og den kan ikke være anderledes, når nu Laurits er død. Men for pokker da... jeg kan sagtens forestille mig, at den ville være anderledes, hvis Laurits levede. Den burde være anderledes.

mandag den 22. september 2008

videoklip af nyfødte Laurits

Da Laurits kom ud af min mave ved kejsersnit var han dårligere end nogen havde regnet med. Derfor kom han ikke hen til mig eller Bo, men blev ret hurtigt kørt på neonatalafdeling. Bo tog med ham. Der gik nogen timer, før jeg kunne komme fra opvågning hen på neonatal. Bo nåede heldigvis at lave et videoklip af Laurits og det har jeg lyst til at dele. Jeg ved godt, at det er noget meget privat og at jeg nu udstiller vores lille dreng, men det er jo ikke første gang, at en forælder udstiller sit barn på internettet ;-) Desuden har jeg også et billede af døde Laurits på forsiden, så det kan vel ikke blive meget værre?

Videoklippet er et af de vigtigste minder jeg har, og jeg ser det klip meget tit - både når jeg er glad og ked. Det gør ondt at høre Laurits' små klynk, men det gør også godt. Lægen, som vi talte med ugen efter Laurits var død forsikrede os om, at han ikke havde klynket sådan fordi han havde specielt ondt. Mest af alt var det nok en refleks for at 'puste' sine lunger op. Jeg ved nu ikke... jeg synes godt at kunne høre et kald i de klynk. Jeg kan også høre, at han havde meget små lunger, for det er nogen korte piv han laver. Og så kan jeg høre, at han kalder lidt højere/længere efter Bo har taget fat i hans lille hånd. Hvor er jeg glad for at Bo filmede! Hvis ikke, havde jeg aldrig rigtig fået hørt Laurits' stemme. Han sagde godt nok nogle små lyde på operationsstuen, men det var ikke meget, og dem kan jeg jo ikke tage frem på samme måde.

Jeg ville ønske, at jeg kunne have taget Laurits op dengang. Ville ønske det havde været muligt at varme ham på min mave fremfor under en varmelampe. Men Laurits var meget syg og måtte have både læge-, sygeplejerske- og maskinhjælp for at leve sit korte liv udenfor min mave. Jeg er meget taknemmelig for den tid det blev til.

Fra starten tænkte jeg, at det var dejligt med de få videoklip vi havde, for så kunne vi også vise ham frem i en slags 3D til omverden. Men det er ikke så let i virkeligheden. Der er aldrig rigtig et tidspunkt at gøre det på. Derfor gør jeg det her, for her er chancen. Det er en af fordelene ved sådan en blog.

tirsdag den 16. september 2008

Har det faktisk stadig meget godt

Sjovt nok, så bliver der plads til et mere 'rent' savn af Laurits når jeg har det godt. Midt i selvtilfredshed, almen livsglæde, lyst humør og efterårskådhed popper længslen frem. Jeg savner min lille dreng. Det kan ikke være anderledes. Han er jo død.

fredag den 12. september 2008

Har det faktisk meget godt

Nu får den babyverden lov til at sejle sin egen sø i en tid. Jeg kan ikke holde til at være klar og på hele tiden. Det bliver jo ikke til noget alligevel. Nul levende børn på fire år. Hrmf!! Så kan det også være lidt det samme... Godt det ikke er mig, der lige nu skal bakse med barnevogn ind og ud af busser. Godt jeg bare kan drikke rødvin. Godt jeg ikke bliver vækket om natten. Godt jeg ikke lugter af gylp men af min egen armsved! Jeg ville til enhver tid tage imod et lille barn, men nu kræver jeg i trods og slet skjult vrede min verden tilbage. Jeg kan ikke leve så meget for de børn, der alligevel ikke er andet end ønsker, tanker og hemmelige måske-navne. Med Laurits er det heldigvis noget andet, for han var her jo. Ham er jeg virkelig mor for. At han så ikke har brug for mig er bare ærgerligt. Men han er der på forunderlig og naturlig vis hele tiden alligevel, og det er som hjertemassage i overført betydning - aaaahhh... De sidste dage har jeg også set fjer overalt. Enten har Københavns fugle fået fnat, fugleinfluenza og kogalskab, eller også viser Laurtussen bare sin tungnemme mor, at det tossegode kan ingen tage fra hende/os...


Så jeg satser på at fylde mit liv med MIG, min mand, tosse-Laurits-ting til husbehov, specialeskrivning, familie, venner og så mange krydderier jeg nu kan kapere. Jeg har det faktisk meget godt ;-)

onsdag den 10. september 2008

Ja, men nej

Vi er ved at lave en ny tradition her i familien Frandsen: den årlige graviditet, der ikke bliver til noget. Jeg anede ikke, at man kan være lidt gravid, men det har jeg altså lige været. Det gør ondt kun at blive en lille smule, når man vil så meget. Det er at blive viftet om næsen med det allerbedste i verden, men alligevel ikke få lov.


I princippet var dette bare en forsinket menstruation, en helt naturlig graviditet der "gik i sig selv", men vi nåede at få tre positive (meget svage, men positive) teste samt en positiv blodprøvetest. Alligevel kunne vi ikke juble eller tro rigtigt på det, for jeg pletblødte og syntes bare det lignede alt for meget sidste års forløb, der endte i spontan abort. Heldigvis blev dette ikke sådan et forholdsvis langt forløb med en måneds usikkerhed. Dette var overstået på knapt en uge. Selvfølgelig skulle vi give graviditeten en chance og dette betød, at vi måtte afbryde pgd-behandlingen. Jeg stoppede altså med at tage hade-næsesprayen, men havde godt på fornemmelsen, at det bare ville betyde afbrudt pgd-forsøg og ikke en rigtig graviditet.


Jeg ved udmærket godt, at mange graviditeter ikke rigtig når at blive til noget, men det hjælper mig ikke en pind at tænke på. Det eneste der hjælper er at give dette den plads jeg har behov for. Behovet var nærmest altopslugende i sidste uge og i denne uge er det der næsten ikke.


Lige nu har jeg det faktisk sådan, at jeg slet ikke gider det graviditet!!! Jeg ville hjertens gerne springe de første tre måneder over. Ingen behandling, ingen evt. moderkageprøve, ingen almindelig 12-ugers-usikkerhed... bare vågne en dag og være så gravid at maven buler. Suk... æv, det kan man jo ikke.


Denne lille spontane graviditet, som det hedder på fertilitetssprog når lægerne ikke har lavet den, har atter sat gang i en masse tanker omkring vores problem; vi er bærere af en dødelig sygdom og vejen til en glædelig positiv graviditetstest er ikke naturlig. Selvom jeg må indrømme, at jeg har en vildt romantisk drøm - nærmest drift - om at blive gravid på naturlig vis, så er vi faktisk ikke sikre på, at vi tør gå den vej mere. Det er simpelthen for nervepirrende. Så nu er vi atter i ventetid af den rigtig trælse slags, hvor vi venter på, at min krop bliver klar til en ny omgang hormonbehandling. Der går mindst et par måneder, så nu skal der leves fremfor ventes.

tirsdag den 9. september 2008

Jubihuuuu!

I dag er det Laurits' fars fødselsdag.


Jeg er lykkelig for at fejre min skønne mand og han er helt 100 % nok i sig selv. Alligevel kunne jeg godt have brugt Laurits her til morgen, så vi kunne have vækket far, sunget for ham, hvinet lidt af fryd og 'hemmeligt' have pyntet kagerne sammen. I stedet var Laurits med som et fødselsdagslys.

Som Laurits' far kan Bo aldrig blive 'manden der har alt' - men det kan alligevel godt være svært at finde en gave til ham ;-) Den gave jeg allerhelst ville give ham kan ikke sådan skaffes på bestilling... Så han har fået sko i stedet. Sko må der til, når man skal gå så laaaaang en vej til raske børn. Hø! - det skulle jeg sgu da have skrevet på kortet!

torsdag den 4. september 2008

Ægsortering på tv

I går så vi en engelsk dokumentar om ægsortering. Huh, det var lidt chokerende... Det kunne lige så godt have været vores historie. Man fulgte tre par, hvoraf det ene havde en levende dreng og en død pige. Der var 25 % risiko for at næste barn også ville arve sygdommen og dø. Ved deres første barn havde de simpelthen været heldige. Det var altså lidt som at se sig selv på tv. Det var syret, var det. Mor'en sagde: "vi har to børn, men det ene er bare ikke hos os". Det kunne jeg jo relatere rigtig meget til. Også hendes skrupler eller lidt dårlige samvittighed overfor det døde barn ved nu at sortere potentielle børn med samme sygdom som datteren fra, forstod jeg så godt. Parret fik en rask lille dreng ud af ægsorteringen og jeg blev stjerneglad over de kommentarer som speakeren sluttede af med. Det var noget i retning af: "Man taler om designerbørn eller perfekte børn i forbindelse med pgd, men det er ikke rigtigt. Denne lille dreng har bare undgået en dødelig sygdom og har nu samme chancer i livet som alle andre raske børn".

Et andet par havde en datter med en svær, arvelig sygdom, som de gerne ville undgå at give videre til evt. næste barn. De havde været i gang med pgd i et års tid og man fulgte deres sidste forsøg, som desværre ikke blev til noget. Årh, hvor var det hårdt! Dog havde de deres datter. Det er ikke for at negligere deres ønske om en rask søsken til hende, men de havde trods alt hende at give kærlighed.

Det tredje par havde jeg dog ingen som helst forståelse for i denne pgd-sygdom-døde-børn-sammenhæng!! De havde FIRE skønne, raske drenge og ville bare så gerne have en pige. "Vi har jo kun haft drengelegetøj i huset" prøvede mor'en at forklare det med. "Så køb dog en barbiedukke", tænkte jeg bare. Det er heldigvis forbudt at sortere efter køn i England (som det også er i DK), så parret tog til Grækenland. Hun fik sat et 'pigeæg' op, men det blev ikke til noget og jeg må indrømme blankt, at jeg tænkte "HA!" Ja, det er småligt af mig, men jeg er totalt farvet af vores egen situation, mine kære forældregruppevenners situation og af den sammenhæng programmet lagde op til. Jeg kan for så vidt godt forstå, at man specifikt ønsker sig en pige eller dreng, men jeg forstår ikke, at man lader det få så stor en rolle i sit liv, hvis man har FIRE fantastiske levende, raske unger at kysse godnat hver aften. Simpelthen! Børn er sgu da først og fremmest mennesker og derefter pige/dreng. Den mor ville blive budt på tudekiks på min cafe! ;-)

fredag den 29. august 2008

Fjer, fjer, fjer...

Jeg løb i går og det var ellers lidt tid siden sidst. Denne gang ledte jeg ikke efter Laurits i mit hoved, for jeg havde travlt med at holde styr på musikken, selve min walkman og ledninger, der piskede mig ind i ansigtet. Troede lige, at jeg med musikken skulle glemme alt om, hvor hårdt det er at løbe, men i stedet blev det faktisk lidt mere besværligt ;-) Jeg skal vist øve mig lidt i at løbe med musik.

Det eneste jeg vil sige med dette indlæg er, at da det var allerhårdest hvirvlede en lillebitte fjer ind foran mig og videre væk, da jeg greb ud efter den. Det føltes så meget som en hilsen fra Laurits... Jeg har det egentlig rigtig godt med at være en tossemor!

torsdag den 28. august 2008

Rimelig ro

Der er rimelig ro på Laurits for tiden. Det er som om, at han pusler for sig selv helt stille. Selvom det på den ene side er rart nok at få frigivet noget hjernekapacitet til andre ting, så er det også lidt mærkeligt. Kommer der mon en dag, hvor jeg ikke har lyst til at beskæftige mig med alle tankerne og følelserne omkring Laurits mere? Det håber jeg ikke! Men samtidig ved jeg, at hvis der gør, så er det bare sådan det er. Jeg tror nu ikke den dag kommer... tror bare, at han glider mere i baggrunden i perioder. Måske kommer der endda en periode på flere år, når vi forhåbentlig får travlt med levende børn?

Det er alligevel lidt svært at lade Laurits og mine følelser til ham sejle deres egen rolige sø, for når man én gang har oplevet, at ens barn kan forsvinde fuldstændig som i at dø, så er det ikke så fedt at mærke, at han glider lidt væk. Levende børn kan jo vende tilbage til en af sig selv, men døde børn skal man alene grave frem igen og igen (sådan oplever jeg det). Måske er det også en beskyttelse at holde døren til sorgen lidt åben hele tiden, for så kan den ikke pludselig vende tilbage med chokket?

tirsdag den 26. august 2008

Lampen


Nogen ville jo gerne se lampen jeg har omtalt for nylig, såeh...
Det er den underste :-D
Der går noget tid før vi får fingrene i den, for den turnerer på udstillinger.
http://www.goingplaces.dk/sdm/

fredag den 22. august 2008

Gudmor

Jeg er åbentbart ikke Laurits’ gudmor, selvom det var mig, der sad med ham og svarede for ham til dåben. Det kan man nemlig ikke være for sit eget barn. Så blev jeg det klogere, og måtte et øjeblik lige minde mig selv om, at det altså er helt ok. Jeg kan jo ikke blive mere mor end MOR for Laurits. Det der gud foran mor er sekundært og det har jeg det godt med.

Jeg er Laurits’ mor… suk. Hvor er det fantastisk. Jeg har et barn. Han er bare død. Jeg har haft en mormor, en morfar, en farfar, en kusine, en fætter, farbrødre, tante, en morbror, en ven. Jeg har også mistet mennesker, der stadig lever. Men Laurits er så tæt på mig som ingen anden, at jeg aldrig tror jeg mister ham helt. Han er bare tilfældigvis lige lidt død i sværen… stadigvæk.

Sådan er det altså inde i mig lige nu.

torsdag den 21. august 2008

Behandling

Så kører behandlingsmøllen igen. Ind til scanninger, hormoner i næsen, hormoner i maveskindet, æg der vokser, æg der suges ud med kanyler, befrugtning under mikroskop bag en dør uden adgang, sortering af æg og vupti; forhåbentlig æg tilbage i min krop og et rask barn otte-ni måneder senere.

En stor del af det her er blablabla... teori, har prøvet det før, kender rutinen osv. Det er dejligt at have fået plads igen på klinikken, altså at være i gang. Helt sikkert. Og hvis det lykkes at få et raskt og levende barn inden for det næste år, så er det det hele værd. Men... jeg gad virkelig godt spring al den her behandling over! Lige nu fungerer næsesprayen som min lille hjælper, der skal forberede kroppen til den egentlige hormonbehandling/-stimulering. Den spray er IKKE min ven. Jeg hader den. Den smager bittert og den fjerner farverne fra mit liv. Måske ikke alle farver, men det bliver sådan lidt "sepia"-nostalgisk. Lad mig bare sige, at det ikke ligefrem er overskud på spray, det her. Men jeg er forberedt... tror jeg. Den skal ikke vælte mig, den skal ikke ødelægge mit specialeskriveri.

Måske har jeg sagt det før, men så en gentagelse; at lave børn på den her måde er ikke den kamp jeg havde forestillet mig. Slaget skal i hvert fald slås på en helt anden måde end jeg havde forventet. Grundlæggende føler jeg "kampen" som en overgivelse. Jeg giver min krop til lægerne. F.eks. var det første som lægen sagde i går, da hun havde sat skanneren op i mit underliv; "du skal tisse!" Øh.... jaaa? Tror du ikke jeg vidste det?? Selvfølgelig er det ok at hun siger det, fordi det er så ærligt, men det er bare billedet på, hvor grotesk situationen egentlig er. Samme groteskhed synes jeg det er, når lægerne siger; "hvis jeg så lige må have lov at skanne dig?" "Jamen, det må du faktisk ikke!" tænker jeg nogen gange, "men jeg har jo ikke rigtig noget valg, vel?" Jeg føler mig i bund og grund megamonstermeget invaderet i min krop. Det er ikke et overgreb, men det kræver en distancering. Jeg har ok let ved at distancere mig, men er det egentlig så godt at kunne det?

Jeg føler mig i gode hænder på Riget. Jeg ved, at de brænder for at hjælpe folk som os. Alligevel kan det virke lidt samlebåndsagtigt og der er hele tiden nye ansigter. Lægen og sygeplejersken jeg talte med i går var helt nye for mig. Jeg aner ikke hvad de hed, for det kan jeg aldrig huske, det er slet ikke der jeg lægger min koncentration. Selvom jeg føler mig meget sikker på at jeg kan klare det hele nu, og selvom jeg faktisk prøver at være stærk og netop mærke efter, hvordan jeg faktisk har det med at være på Riget (det bliver jo aldrig et neutralt sted, for det er stedet, hvor Laurits levede og døde), så er det alligevel svært at være helt så cool, som jeg gerne vil. Jeg bliver lidt lille og stille og har måske tendens til at være for medgørlig. Måske... Jeg blev da glad, da den nye læge spurgte; "hvordan er det... har I et barn, eller hvad?" Hun blev vist lidt forvirret over det billede af døde Laurits som jeg har sat ind i journalen. "Han er død. Han blev født med polycystisk nyresygdom og det er derfor vi så får pgd" svarede jeg. Helt fint, helt nøgternt. Bare dejligt at han blev nævnt og jeg ved godt, at lægen ikke skal bruge ½ time på at snakke med mig om Laurits. Men... det er da underligt. To minutter efter havde hun mig så liggende der med stængerne i vejret. Det betyder altså, at jeg går hjem med en underlig fornemmelse, endnu en mærkelig erfaring i krop og sjæl. For jeg er jo ikke kun det ene.

onsdag den 20. august 2008

Lidt rod fra hovedet

Er det dødt barn bedre end ingen børn?

I min verden; Ja. Jeg har jo relationen til mit barn trods alt. Jeg mærker hver eneste dag, at jeg har den der ubetingede forældrekærlighed til Laurits, og midt i alt det sørgelige og svære, så tror jeg, at den er lige så stærk, som hvis han var i live. Det er måske også derfor man i det hele taget tør at få børn...? - pga. kærligheden...? Aj, ved det ikke. Ved bare, at det med at være glad for mit døde barn er så grundlæggende i mig, fordi jeg lynhurtigt lærte - dengang i maj for to år siden - at et barn ikke kan laves om, erstattes eller glemmes. Det kan bare elskes, kan det.

mandag den 18. august 2008

Fugl uden vinger

I går fik jeg zappet tv på ægte søndagsmaner. Jeg kom forbi en pige, der havde mistet begge sine forældre. Hun forklarede det ca. sådan her: "Da mine forældre var levende fløj jeg som en fugl. Da de døde mistede jeg mine vinger". Jeg synes hun ramte plet mht. sorg og det at være udenfor som en jordbunden fugl, der bare kan se på de andre, hvordan de flyver så let og så langt. Midt i min tv-underholdnings-hungren ramte hun mig lige i hjertet. Man holder jo ikke op med at være fugl, selvom man skulle miste flyveevnen. Man holder ikke op med at være sine forældres barn fordi de dør eller sit barns forælder, fordi barnet dør.

Derudover har Sofie lige beskrevet så præcist hvor svært og forvirrende det er at føle sig udenfor nogen gange, når man er forælder til en død.

Det er så befriende, når andre sætter ord på lige det man mærker indefra...

torsdag den 14. august 2008

Et positivt møde og stor kunst

For noget tid siden spurgte en veninde med et glimt i øjet, om ikke vi kunne bede Laurits om lidt hjælp til det med at få en lillebrøster. Umiddelbart tænkte jeg, at det slet ikke ligger på hans skuldre (og at de skuldre alligevel også er brændt væk), men nu er det faktisk blevet til, at vi inddirekte henter lidt hjælp ved Laurtussen. Vi har en lille bunke penge fra alle Laurits' bedsteforældre 'med hans navn på', og dem bruger vi nu på noget alternativ behandling til min krop. I går stiftede jeg derfor bekendtskab med zone-Lone (tak, Sofie), der er en skøn og varm kvinde. Det er vel for tidligt at erklære hende for dygtig, men hun virker rigtig god. Hun var i hvert fald god til at sætte nåle i mig og jeg følte mig i meget trygge, gode hænder. For resten sammenlignede hun det med at sætte nålene korrekt med at fiske! Man skal ligesom have fat, have bid, og det var et sprog jeg kunne forstå. Ud fra den lange indledende snak vi havde fik jeg en særlig opfordring, så jeg skal til at spise mere varm mad ;-) Det lyder da egentlig lækkert... og logisk nok. Der skal fyldes på, stimuleres og styrkes. Jeg er sikker på, at denne lille behandling jeg fik i går satte gang i noget, for jeg havde meget varme kinder bagefter. Uden at det på nogen måde var på samme niveau, så mindede det mig om dengang jeg havde veer (eller dengang jeg aborterede). Jeg synes også, at jeg kunne mærke min livmoder, da jeg lå der med nålene... men det kunne jo også bare være det fokus jeg havde.


Under alle omstændigheder, så var jeg meget glad for at møde zone-Lone med nålene og de varme, bløde hænder. Glæder mig så meget til næste besøg!


Jeg prøvede flere gange at forklare overfor Bo, hvorfor det betød så meget med det møde i går, men det var svært. Det er bare noget med, at det gav mig sådan en dejlig positiv bevidsthed om min krop, tror jeg... Lige siden kejsersnittet for godt to år siden har jeg grundlæggende haft ondt af min krop (ikke ondt i, men ondt af). Det er bare blevet forstærket af fertilitets-/ægsorteringsbehandlingerne. Nu ser jeg det i et lidt andet lys; nu tænker jeg på, at "om lidt" bliver jeg forhåbentlig gravid, og derfor skal jeg have saft og kraft indenbords! Selvfølgelig skal jeg leve sundt og jeg ved hvilke ting, der skal undgås, men jeg vil ikke tænke så meget over alt det jeg ikke må, fremfor simpelthen det med at styrke og fylde på. Sjovt nok var jeg så sulten i går... Det blev godt nok til pizza, men hvad pokker, det er også varm mad og jeg nød den ;-D


Noget helt andet men lige så dejligt skete senere på dagen, hvor vi var til fernisering på Designer Zoo. Her kan man for tiden kan se Glas- og keramiksskolens nyuddannede kunsthåndværkeres værker. Vores gode veninde Stine havde sine lamper udstillet, og vi forelskede os i en af dem... og bestilte den. Det bliver fantastisk at få! Jeg glæder mig så meget. Det føltes ret vildt, for vi har aldrig på den måde købt kunst før. Tænk, nu får vi en designerlampe. Den er helt utrolig smuk og koralrød. Kunsterens tanker bag er simpelthen så stærke og handler om bevægelse og nuet. Derfor falder det ret godt i tråd med det her liv med Laurits, synes jeg - eller måske bare med livet...

onsdag den 13. august 2008

Tanker i løb

Da jeg løb i dag (!) havde jeg en masse kampråb kørende inde i mit hoved. Det er nødvendigt for at gennemføre rent psykisk, for jeg har ingen walkman/mp3-afspiller. Fysisk kan jeg faktisk godt (5 km. på under en halv time). Det er pissehårdt og jeg elsker det ikke! Men jeg har tænkt på, at det med at løbe er jo noget meget konkret, som jeg virkelig kan kæmpe med, og jeg har nok godt af at vise mig selv, at jeg kan kæmpe. Da jeg så løb der og var godt træt af, hvor hårdt det var og havde brug for noget godt at tænke på, så tog jeg fat i Laurits. Det kom der godtnok ikke meget ud af. Åh nej, tænkte jeg først. Shit, han er væk??? Er han ikke mere, mere end det??? INTET kom der til mig... Men så gik det op for mig, at Laurits er altid hele Laurits. Det kan godt være, at han ikke kan tale til mig og aldrig kommer til det, men han er der altid helt. Endnu vigtigere; han behøver ikke gå via mig. Godt nok er jeg hans moar, men Laurits var og er sig selv.

Klemsemor har vist skrevet noget om, at det med at komme i gang fysisk også kan sætte gang i noget psykisk. Det er vist den opdagelse jeg er ved at gøre.

PS. I vores lille to/tre-personers familie har vi noget der hedder en hellig-frandsen. Det er jeg vist i dag - pudser lige glorien ;-)

søndag den 10. august 2008

Arv og av

Mine forældre skal have lavet nyt køkken. Derfor roder alt derhjemme. Det hele er ved at blive revet ned og der skal sorteres og ryddes op. Det betyder bla. at de har bedt mig om at tage så mange af mine gamle ting og sager med mig som vi har plads til (åh, hvor vil vi snart gerne have noget mere plads = et hus). Jeg fik smidt en masse gammel legetøjsskrammel ud i går, men jeg fik også fingrene i nogle rigtig fine ting, som jeg næsten helt havde glemt. Der var en bunke dukketøj, som min mormor har strikket. Hvor er det bare rigtig fint! Nu er det blevet vasket og jeg skal finde en god kasse det kan ligge og gemme sig i til nogen kan komme og lege videre med det. Min kære mormor... hun (og morfar) fik selv et dødfødt barn og et som ikke levede ret længe. Derudover mistede de en voksen søn. De to små døde børn får mig ofte til at tænke på, at de måske døde af samme sygdom som Laurits. Den er jo arvelig. Uden at gå i detaljer omkring det, så skulle det dog betyde, at min mormor og morfar har været lige så "uheldige" rent genetisk at møde hinanden som Bo og jeg. Eller også betyder det at lægerne har set forkert, så arveligheden kun stammer fra min side af familien... Det spøger i mit hoved nogen gange. Jeg er dog nødt til at stole på den vurdering lægerne har givet os.



Blandt de fine ting var mit brio togsæt - dem jeg som lille havde malet "lidt" grønne på den ene side med en stor, fed sprittusch. Grøn var bare min yndlingsfarve. Hvor ville det bare have været meget federe at finde det togsæt frem, hvis Laurits havde været her!! Men alligevel passer det bare så godt til ham; han ligger jo på plænen sammen med den gamle Hr. Laurits togfører.


Blandt mit dukketøj lå også et par rigtig retrohits:

Jeg ved bare, at Laurits lige ville have kunne passe den orange "spændetrøje" dengang han var levende. Det er lidt hyggligt at tænke på... Hestesætte ved jeg altså ikke om han havde kunne passe. Det er en noget bred og kort undertrøje. Havde babymoden virkelig sådan en dårlig pasform dengang? Jeg vasker og vasker tøj i dag. Tøj jeg selv har brugt, tøj min lillebror har brugt, tøj mine dukker har fået på og af 1000 gange, tøj min kære mormors gigtplagede hænder har strikket - hænder, der skulle have passet to babyer mere end de fik lov til. Og så har jeg altså vasket grønne togskinner. Farven blev der heldigvis...

torsdag den 7. august 2008

Øv og suk

Ind i mellem bliver jeg så træt af at have et dødt barn. Så må det hele gerne stoppe. Lige nu f.eks. gider jeg ikke mere. Det hele kører sammen i mit hoved og det vil være fint at kunne vågne op om lidt. Men jeg er vågen... selvom søvnen sidder hårdt i øjnene i dag. Jeg har haft virkelig gode dage på det seneste, feriedage med total afslapning, nærvær, fiskeri og et godt bryllup hos gode venner. Jeg har oplevet, at det ikke var vigtigt for mig at nævne Laurits. Det var lige meget. Jeg var sikker i min sag, og Laurits behøvede ikke være med til festen. Der var heller ikke andre små børn med. Måske var det som følelsen af en god pasning af ungen, hvor man ikke bekymrer sig det fjerneste. Jeg var ikke den der mor til festen der sad og tjekkede telefon 100 gange. Ikke for at sige, at det er forkert, hvis man har det sådan. Men jeg prøver bare at sige, at det ikke var direkte fra Laurits at min uro kom. Men den kom... I nat var jeg så ked. I dag er jeg så træt af det hele. Nu har jeg snart vendt og drejet min verden så mange gange, har slugt kamelerne, både smilet trods alt og raset fordi... men lige nu virker det hele bare forkert! Det er ikke i orden at Laurits stadig er død. Hvornår kommer portøren og henter mig fra opvågningsstuen, så jeg kan komme hen på neonatal og hente min meget snart raske unge??? Jeg gider ikke affinde mig mere. Jeg er træt af forudsætningen for at have et godt liv på trods. Hvis man nu tager trodset og forudsætningen væk, så passer det hele meget bedre sammen!


Jeg har en masse liv, en masse problemer, en masse dejligheder og udfordringer nok lige nu. Men dybt inde er der stadig hul og hult. Det falder aldrig på plads, for det giver aldrig mening. Det er lidt som når man spørger til, hvordan universet er opstået. Så siger dem der ved om det, at de i teorien kan forklare alt, lige indtil brøkdele af sekunder før big bang. Sådan har jeg det med Laurits lige nu. Jeg kan forklare, argumentere, være overbærende, lytte og fortælle. Men når alt kommer til alt, så er jeg bare så ked af, at Laurits er død fremfor levende. Der er hele tiden bare liiiige den der ting med Laurits; at han er død. "Så kom dog ind i kampen, døde knægt! Kan du ikke bare spøge en lille smule, så din mor her kan mærke dig?"... tænker jeg. Og så tænker jeg, at NU bliver jeg snart virkelig tosset.

onsdag den 6. august 2008

Lys

Jeg har spekuleret lidt over det med at tænde lys for Laurits. Jeg kan slet ikke huske første gang vi gjorde det, men det blev ret hurtigt en naturlig ting at gøre, og jeg ved, at det er noget meget almindeligt, når man lever med en død. Vi havde brug for at gøre noget fysisk, konkret og rart midt i det hele. Af en eller anden grund var det småbitte ting vi tog fat i - helt konkret småbitte genstande. Så Laurits' lysestage herhjemme er til juletræslys og de første billeder, der kom op af ham er sat i bittesmå rammer. Måske fordi han trods alt var sådan en lillebitte dreng. Måske fordi vi var en lille smule bange for at gøre et for stort nummer ud af livet med vores døde dreng?

At tænde lys er en dejlig vild og mild ting. Jeg har en fornemmelse af, at Laurits kan se de lys vi tænder for ham, men samtidig synes jeg virkelig det er noget pjat. Efterhånden er jeg dog blevet rimelig god til at balancere med både det rationelle og det følelsesmæssige, som virkelig kan gå sine to modsatrettede veje. Jeg behøver ikke at vide om Laurits kigger ned til os, men jeg må gerne suge følelsen af hans nærvær til mig, når jeg kigger ind i flammen.

Ild er noget underligt flygtigt og evigt. Det er altid det samme og aldrig det samme, for det er en konstant fornyelsesproces. Jeg har nogen gange brug for at være sammen med ild, fordi det symboliserer liv og død på samme tid. Ilden åd Laurits døde krop. Min krop hjalp Laurits med at blive sat sammen og ilden skilte ham ad igen. Jeg føler en eller anden fysisk forbindelse med Laurits via ild og det er sikkert bare fordi jeg har brug for at føle den forbindelse.

I rigtig mange år har jeg sagt, at når jeg døde ville jeg begraves hel. Da Laurits døde, var Bo og jeg enige om, at han selvfølgelig skulle brændes. "Underligt", har jeg efterfølgende tænkt... Men for nylig på bænken på plænen sammen med Stine gik det op for mig, at det handler om to forskellige ting. Min død og Laurits' død er jo ikke det samme. Det var slet ikke så tosset at finde ud af. Måske skal jeg engang hel i jorden? Men ikke hvis jeg dør som ung, for så vil jeg gerne ned i plænen hos Laurits. Men faktisk satser jeg på at blive gammel, få levende børn og hvem ved, måske også børnebørn??? Så når jeg engang stiller træskoene, er der måske en masse gode grunde til at begrave mig hel og på en helt anden kirkegård en Holmens? Meeeeen... hvis mine efterladte skulle blive i tvivl, så vil en tur i ovnen og ned i Laurits' græsplæne da altid være et godt bud.

Det var egentlig ikke meningen, at dette indlæg skulle være en opskrift på "mit sidste ønske", men nu blev det lige der tankerne røg hen. Høhø... røg... så er man en rigtig Frandsen!

tirsdag den 29. juli 2008

Babyverden

Hm... hvis jeg skal være helt ærlig, så er det der liv med et lille levende barn blevet mere og mere abstrakt igen. Da jeg var gravid med Laurits og lige efter hans fødsel og død var jeg inde i den verden. Nu står jeg udenfor igen. En del af mig er stadig ligeså grøn og ny som før jeg blev mor. Jeg aner ikke en disse om, hvad det vil sige at pakke tasken til en lille put eller sørge for den rette mad, drikke, temperatur og tør rumpe for et andet menneske.


Selvfølgelig kan jeg sagtens få det længselsfulde sug i maven, når jeg ser en mor med sit barn på armen og en del af mig føler mig så snydt og bedraget af, hvordan livet som Laurits' mor ser ud. Men det er faktisk ikke hele sandheden, for samtidig ved jeg ikke bedre. Jeg er mor, javel ja... men jeg genkender i virkeligheden næsten intet fra den rigtige babyverden. Min babyverden er en dødsverden. Laurits bliver mere og mere død end baby for mig, og det er vel ok. Det er i hvert fald sandheden; han er jo død. Det er ikke til at styre, men de gange, hvor en fremmeds gravide mave eller lille bebs bare er et kig ind i en underlig babyverden føles som et pusterum. Jeg behøver ikke at involvere mig følelsesmæssigt hele tiden eller hver gang. Det er som sagt ikke til at styre, men det er rart nok, når nogle dages stemninger giver mig lov til bare at være Heidi. Så behøver jeg ikke elske hele verdens mange børn, men jeg behøver heller ikke at blive ked af dem.

fredag den 25. juli 2008

En fjer


Da jeg vågnede og kravlede ud af sengen i morges, fandt jeg en lille fjer ved siden af sengen. Det er sådan noget, som kan gøre en levende tossemor til en død unge glad!
PS Vi har ikke fjer i nogen puder eller dyner... ;-)

tirsdag den 22. juli 2008

Laurits' fremtid

Med tiden vil jeg gerne give slip på Laurits. Jeg vil gerne se ham mere og mere som et menneske, der var forbi i mit liv og som skabte en evig, voldsom og ekstremt kærlighedsfuld relation. Jeg vil gerne give slip på følelsen af, at han var min mere end sig selv. Det vil jeg gøre, fordi han var andet end en baby. Ok, han nåede faktisk ikke at være andet, men det skal vel ikke ligge ham (eller mig) mere til last end højst nødvendigt. Det har for resten været højst nødvendigt at have ham som netop min lille baby i tankerne i rigtig lang tid, fordi han var død. Jeg har savnet hans lille babykrop med alle følelser, sanser og tanker. Det er jo så forbandet unaturligt at miste sin lille nyfødte unge. Jeg vil tænke på Laurits som menneske og med respekt og værdighed, førend jeg omklamrer ham med min moderkærlighed. En del af Laurits handler nemlig om ham og ikke mig. Grundlæggende blev han jo ikke til for at gøre mit liv bedre, han blev til for at leve sit eget. At det så også gjorde mit liv bedre og dybere er bare en fantastisk gave.


Det jeg prøver at sige er, at hvis han var i live, så ville jeg også give slip på ham - eller det skulle jeg i hvert fald prøve at gøre hen ad vejen. Så skulle jeg støtte og vejlede ham, tørre hans snotnæse og mindst én gang om måneden sende ham ud af døren med al min kærlighed (hvordan hulen man så gør det?? Forestiller mig noget med, at der skal krammes igennem og ugles noget hår, indtil ungen siger "aaaargh! moaaaaar" og vrænger mule, men ikke kan lade være med at smile total frit og let, så snart han er på egen hånd). Måske er sådan noget moderkærlighed som en puppe af blød silke, som man hele tiden pakker sin unge beskyttende ind i, for at se den bryde endnu smukkere ud?


Jeg vil tænke på Laurits som menneske og skille ham lidt mere ud fra mine egne behov. Igennem længere tid har jeg faktisk haft en forestilling om ham som en mand omkring de 50 år. Det er ikke et særlig tydeligt billede endnu, det er langt fra tosset færdigt så at sige. Men det er noget med; han bor i København, har mange bøger i sin lejlighed, er lidt rund i det, stor, smuk på en dyb og underspillet måde og jeg kan slet ikke se mig selv i ham. Eller jeg kan måske, men så er det i mystiske glimt. Når jeg kommer på besøg hos ham er det på mange måder hos en fremmed mand. En del af mig ved nemlig, at selvom jeg vil elske ham for evigt, så kan jeg ikke være sikker den anden vej... men det er i og for sig skønt. Det er pirrende, spændende. Jeg ville have en voksen søn på 50 år, som inviterede mig hjem til kaffe, madder og øl og jeg ville tænke: "hold da kæft manner! Ham der har jeg fået lov til at følge helt fra start. Ham der er en unik person, der er kommet fra mig". Jeg tror, at stolthed er en stor del af følelserne for min 50 årige søn Laurits. Hm... det er godtnok meget abstrakt. For det første ville det betyde, at jeg skulle være over 80 år, og for det andet, at Laurits skulle overleve 50 år. Ha! Helt skørt, hva'???

mandag den 21. juli 2008

Grå hår og tænder

Mit hoved er ved at løbe tør for farve. Det er et klassisk tegn på, at kroppen er under afvikling. Nogle gange kan Bo stirre på mit pandehår og det kribler lidt i ham for at få lov til at rykke et af de grå, strittende hår ud. Men nix! De er mine. Ligesom mine rokketænder for 117 år siden var MINE. Jeg har endnu ikke noget som helst imod at blive gråhåret. Synes faktisk det er lidt sejt. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skal have langt, gråt hår, når jeg bliver gammel. På en måde føler jeg også, at det var Laurits, der satte gang i det, for jeg opdagede det første grå hår, da jeg var gravid. På den måde bliver det en hygge-tosse-mor-minde-ting. I Laurits' bog har vi sat et af mine halvgrå hår ind. Det er mørkt i spidsen og løbet tør for farve på resten. Vi skulle have drillet Laurits med det! Det skulle sidde der i bogen som tung bevisbyrde; "se, knægt! Du gjorde din mor gråhåret lige fra begyndelsen". Det blev ikke helt som vi forestillede os. Nu må jeg nøjes med at joke med mine omgivelser; "man bliver sgu gråhåret af at have en død unge".


Da jeg var gravid drillede min fætter med, at barnet ville være så langt, at jeg skulle bruge to fødestuer. Bo er to meter og jeg kun 167 cm. Jeg havde forestillet mig et stort barn, en basse, en robust unge. Måske var Laurits også stor af sin 'alder' (uge 34) med sine 46 cm og 2600 gram, men ligefrem stor husker jeg ham ikke som. Han var så lille, skrøbelig og... noget som jeg ikke kan finde det rette ord for. Han kaldte bare på min beskyttelse, kærlighed, omsorg, respekt og styrke som ingen nogensinde. Når jeg tænker på det nu, får jeg bare lyst til at åbne maven og putte ham tilbage, så han kan 'bage færdig'. Intet gik som det skulle, men han var helt, helt rigtig ham Laurits. Helt sin egen. Og vi fandt en lillebitte smul dril frem alle tre midt i elendigheden. Flere gange, når Bo ville åbne Laurits' lille hånd knugede Laurits sin pege- og tommelfinger stædig sammen. Vi har det endda på et videoklip og det luner at se på. Til gengæld blev Laurits 'kildet' under fødderne. Ujs, de fødder var det mest perfekte jeg har set, selvom lægerne sagde, at de pegede lidt indad. På videoklippet kan jeg også fnise lidt over, at Laurits' hoved nærmest blev puffet, skubbet, da Bo kælede ham. Bos hånd blev som en stor bjørnelap, der kærligt nusser sin unge. Det kan jeg godt lide. Det kunne Laurits helt sikkert også. Han må have følt sig tryg ved sin far. Det var faktisk også mest Bos stemme han reagerede på.


Jeg ved godt, at jeg nu sidder og dagdrømmer, længes og nostalgi-flipper. Men det føles godt. Og så er min krop for resten ikke mere under afvikling, end at jeg stadig kan få teenagebumser (suk!) og i løbet af det sidste halve år har fået en ny tand - en visdomstand. Synes det er en genial betegnelse for sådan en tand!! Jeg har godtnok kun fået den halvt... hm... Så jeg er halv-vis eller halvgammel? Halvung??

tirsdag den 15. juli 2008

Lys ferie


Der findes steder, hvor solen aldrig går ned i løbet af døgnet - altså om sommeren. Er det ikke fantastisk?? Vi har været på Svalbard (norsk og russisk og på linie med det nordlige Grønland). Det passede perfekt til vores liv lige nu, synes jeg. Vi trængte til lyse nætter og vild natur i få, intense dage. Nu hvor vi er hjemme igen kan jeg se, at denne ferie var mere ferie end jeg havde troet. Vi formåede at give helt slip på dagligdagen og være helt til stede. Laurits var mere selvfølgeligt med end jeg kunne have ønsket. Han blev ikke særlig italesat og jeg kiggede ikke ret længe på hans billede (en gang), men jeg savnede ham mindre end herhjemme. Han havde jo også helt tydeligt været på Svalbard mange gange, for der lå masser af englefjer rundt omkring... hæhæ! Måske bor Laurits lidt på Svalbard? Måske føles han mere til stede i mig, når jeg får rum til at mærke efter...? Måske ville han som ung mand have taget et sommerferiejob på Svalbard? Måske ville han være blevet guiden, der boede ved hestestalden med de fem islænderheste og var 'berygtet' i Longyearbyen? "Nå, der kommer heste-Laurits - hey då - puuuuuh, hvor der lugter ;-)" Eller måske ville han være ham, der tog turister med ud på Kajakture i Adventfjorden, ligesom vi var? Det var så fedt med den kajaktur! Vi så hvide hvaler meget tæt på - sejt! Også en lillebitte smule skræmmende... de skulle nødig bonke ind i os på vej op efter luft.



Når jeg skal flyverejse tænker jeg tit på, at "over skyerne er himlen altid blå". Det er sådan et lidt åndet ordsprog, men ikke desto mindre sandt. Hver gang jeg flyver op igennem et gråt skydække, bliver det til helt enkel og meningsfuld erfaring. Desuden elsker jeg nu meget mere end tidligere at se på skyerne fra oven. Det fodrer min hjerne med Laurits-tosserier. Jeg kan ikke lade være at spejde efter ham og hans venner deroppe. Deroppe er der rigeligt med plads til tossetanker. Der er ikke altid god benplads til Laurits' far i flyet.

Da Laurits døde sang hans far "...ternerne har ingen sted at bo" (Solen er så rød, mor), men det har de altså. De bor rigtig meget på Svalbard, lige dernede ved vandet og kajakhusene i Longyearbyen. Jeg kan godt lide terner, for de er så flotte 'spidse' i hele deres fremtoning. Men terner kan ikke lide gæster. Uhj, hvor skulle man lige passe på ikke at få et hak i hovedet eller en veltilsigtet fuglelort i nakken. Men det var ok. De passede jo bare på deres unger og reder, og det var os, der var på besøg. Heldigvis stod der pinde klar, som man kunne stikke i vejret over hovedet, så ternerne ikke dykkede helt ned i skallen på en.


Vi så ingen levende isbjørne - eller polarbjørn, som man siger på engelsk-dansk. Det var da lidt ærgerligt. Men også kun lidt, for jeg er en bangebuks og havde stor respekt for, at man på Svalbard kun færdes i den vilde natur sammen med folk, der har et jagtgevær over skulderen. Fra jeg var barn har jeg haft et særligt mareridt om, at der var en bjørn efter mig og jeg skulle nå at komme fra ét træhus til et andet. Da jeg så husene på Svalbard var det lige før, at det blev lidt for virkeligt. Svalbard var ikke farlig og slet ikke på den turistbeskyttede måde vi færdedes på deroppe. Men alligevel... det lå ligesom i luften, at vi mennesker var der på trods af det hele, i bund og grund på trods af kulden, og det er ikke fordi jeg har nogen som helst dødsdrift, men det gav bare en smule mere plads til døden, som alligevel er så meget i mit liv.



Lørdag aften var vi ude at spise en rigtig lækker middag i 'Huset'. Der var vel en kilometer eller to derhen fra hvor vi boede, så vi kunne ligeså godt gå - også da vi skulle hjem ved midnatstid. God vin i maven og midnatssol i øjnene gjorde det til en mærkværdig oplevelse. Vi kom forbi kirkegården med dens hvide trækors med navneskilte på. Det var smukt, ganske enkelt. Der var også en lille nyfødt dreng begravet og det gjorde stort indtryk.

I det hele taget gjorde Svalbard et rigtig stort (stille-stort) indtryk på mig. Det er så skørt, at det er lyst hele døgnet om sommeren. Det er en underlig erfaring at få i kroppen. Selom der intet nyt er i lys og selvom vi har meget korte og rimelig lyse nætter i DK, så var det en underlig oplevelse. Jeg sugede det uvante lys til mig og håber det kan sætte sig steder i kroppen, hvor der er brug for det.

tirsdag den 8. juli 2008

En sørgelig mor

En erkendelse er undervejs; sorgen over Laurits er ved at blive erstattet af en sorg over ikke at være forældre til et levende barn. Det skal ikke forstås sådan, at sorgen over Laurits er overstået, men det er måske bare ikke den, der til daglig fylder mig med negative følelser, ked-af-det-hed eller slår benene væk under mig. Det kan til gengæld min sorg over ikke at have et levende barn gøre. Selvfølgelig hænger det så også sammen med Laurits, for allerhelst var det jo ham, der skulle være vores levende barn, men det har vi ligesom indset aldrig kommer til at ske. En gang i mellem går vi på kirkegården for at se, hvordan han har det, men han er stadig lige skide død, og noget siger os, at det bliver ved at være sådan.


Hvordan kan jeg føle større sorg over ikke at være mor til et barn/børn, som slet ikke eksisterer endnu, end over Laurits som ER død?? Altså, det gør jeg jo heller ikke dybt inde i hjernen, men i mit daglige liv er det nu blevet gravide maver, barnevogne, spædbørn på bøvse-skulderen og den slags, som kan gøre rigtig ondt. Det kan også gøre mig tvær indeni og det er en bitter en at sluge... Jeg synes det er fantastisk at folk får børn, men jeg vil jo bare så gerne være "med i klubben". Det er nok der problemet ligger, for når jeg f.eks. ser en vuggestue på udflugt, så kan det godt trække lidt tårer, men jeg føler mig et eller andet sted "med i klubben", fordi sådan en lille purk har jeg på en måde også... han er bare død. Men når jeg ser en fremmed gravid mave, så er jeg bare sat af, så er der kun misundelsen tilbage. Øv! Hvorfor kan jeg ikke blive gravid?

Jeg er en mor. Det blev jeg dengang jeg var gravid, og da jeg så Laurits og fik lov at holde ham skete en stille eksplosion af 'mor' i mig. I to år har det vokset i mig og jeg synes faktisk, at jeg er en rimelig god mor til en død dreng. Men jeg trænger SÅ meget til at være mor til en levende!!! Det er så let at sige til sig selv, at nu skal det ikke fylde for meget det graviditetsønske og man skal bare fokusere på noget andet. Men for pokker... i alle livets forhold gælder det jo om at være ærlig og gå efter det, som man virkelig ønsker sig (måske især, når man er langsom studerende, der er ved at skrive speciale). Så jeg føler, at det daglige krav er; ønsk dig lige alt andet end det du ønsker dig. Æv, altså.


Det er ikke fordi jeg ikke nyder mit liv - og Bos liv med ;-) Jeg synes vi er i stand til at gøre alle mulige ikke-børne-agtige ting af oprigtig lyst. F.eks. at ride på islandske heste på Svalbard! Eller tage ud til Nordhaven en ganske almindelig mandag aften og fiske efter havørreder (jeg fik kun en enkelt hornfisk, som hoppede af igen), eller bare sove længe. Alligevel er noget indeni mig sat så meget på pause, at jeg kan blive bange for, om pauseknappen sætter sig fast. Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af det med at blive en god mor til en levende? Hvad nu, hvis jeg bygger alt for mange forventninger op og kommer til at fokusere alt for meget på maj-sæl og vores ego-tripper-børne-fri-liv og ikke det lille barn, som forhåbentlig engang kommer til os? Hvad nu, hvis der slet ikke kommer flere børn til os?


Dengang Laurits var død, snakkede lægen med os om næste gang, næste graviditet. Han bekymrede sig meget over, at det lignede en arvelig sygdom. For vores vedkommende var det bare et spørgsmål om, hvor hurtigt min krop kunne være klar igen, for vi var mere end klar! Jeg er også sikker på, at det havde været rigtig sundt og godt med et barn hurtigt efter Laurits, men det havde helt sikkert også været rigtig hårdt med så frisk sorg samtidig med ny glæde. Jeg tror, at vi i løbet af det første år passerede den usynlige grænse for, hvornår det for os ville have været et 'rigtig godt tidspunkt' at vente en lille ny. Det er jo godt man ikke kender sin fremtid, for jeg ville ikke have kunnet bære for to år siden at vide, at også Laurits' to års fødselsdag og dødsdag skulle gå uden en lille i maven eller armene. Mon der er en til næste år? Eller næste igen? Jeg begynder at se en vej, der hedder "Heidi og Bo fik aldrig levende børn". Det er ikke en vej, jeg tror vi går ud af, og slet ikke en vi har lyst til (!), men den begynder bare at være en mulighed. Det gør så ondt og det gør så grimt indeni.


Hvad er det jeg skal gøre anderledes? Graver jeg mig ned i selvmedlidenhed og skal jeg bare tage mig sammen, eller hvad? Tålmodigheden er ved at være brugt op, men hvad godt gør den alligevel? Det har jo ikke hjulpet en pind at være tålmodig. Jeg har mørke dage for tiden. Synes ikke lysten er særlig stor til ret meget. For lysten går på graviditet og det "må" jeg jo ikke. Dels må jeg ikke for lægerne, som ikke har tid til at hjælpe os, og dels må jeg ikke for vores egen mentale sundhed, fordi det ikke er godt at fokusere så meget på noget, som man alligevel ikke kan gøre noget ved. I dag er jeg en sørgelig mor, en trist tosse, en ked kone. Hvorfor er der for resten ikke et apa-kursus for kvinder der IKKE er gravid igen efter mistet spædbarn??? Hrmf! Min krop og jeg vil ind i kampen igen.

torsdag den 3. juli 2008

Laurits' mor er træt!

- og jeg tør godt skrive, at det samme gælder for Laurits' far. Træt af omstændighederne lige nu. Selvom det her egentlig ikke har noget med Laurits at gøre direkte, så kører det sammen i min knold, og jeg trænger til at lukke noget af frustrationen ud her. Vi har det fint i hverdagen i forhold til det faktum, at Laurits stadig er død, men af og til får vi et wake-up-call, der tydeliggør, at livet ser så forbandet anderledes ud end håbet. Stadigvæk!!! For hvorfor har vi ikke i det mindste en lillebrøster på vej??? Ja, det kan måske lyde bittert, utaknemmeligt eller hvad ved jeg, men det er en (stor) del af mine følelser og tanker det her. Til hverdag glemmer jeg det lidt - især med vilje - men jeg kan virkelig mærke det helt nede fra maven af. Jeg glæder mig såååååå meget til at gøre Laurits til storebror. Jeg er så overbevist om, at Laurits vil kaste lys over et nyt, kæmpe menneskeliv og ikke skygge, som mange sikkert kan være nervøs for.


Vi er trætte af strejke, lægelige vurderinger, menstruation, hormonhumør, uvisheder, venteri og AFLYSNINGER. Ok, sygeplejerskerne strejkede, fordi de gerne vil have mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Det kan jeg godt forstå, men jeg kan alligevel ikke være glad for, at det i foråret kom til at betyde ca. fem uger på hormoner til ingen verdens nytte. Intet andet end at gå i kunstig overgangsalder fik jeg ud af det! Vand i forhold til at miste et barn, men ikke ingenting... Ikke engang på naturlig vis kunne vi få lavet et barn i ventetiden. Den chance (med indbygget risiko) blev også taget fra os. Nu er næste PGD (lave-rigtige-børn-på-kunstig-vis) så i fare for at blive aflyst. Jeg kan sagtens se pointen, for fertilitetsklinikken er vel som alle andre klinikker på DK's sygehuse ved at drukne i ophobet arbejde. Jeg lukker gerne munden overfor f.eks. alle de livsvigtige operationer og livsfornyende indgreb. Men det altså ikke ingenting vi venter på. Vi ønsker "bare" det, som mange andre kan få ved at nyde hinanden fuldt og helt; et lillebitte spirende håb i maven.


Jeg føler, at vi i dag blev sat på en modbydelig venteliste, der nærmest gør os til konkurrenter med andre ulykkelige mennesker. For man får jo ikke lavet PGD for ingenting... Jeg kan dog ikke lade være at tænke; "har alle de andre på listen så også et dødt barn? Eller er de "bare" bærere af en dødelig sygdom? Eller måske ikke engang en dødelig sygdom, men en, der vil gøre livet ret så besværligt?" Aj, jeg kan ikke lide de her tanker. De får mig til at føle mig som et dårligt menneske... Jeg vil af den venteliste!!


Jeg er så taknemmelig over, at vi kan få hjælp til at få et raskt barn, men det er bare ikke den følelse, der dominerer i dag. I dag er jeg negativ, uden, hul, modsat, frustreret, gal. GGRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRR!!! Man kan sige, at den vrede er forkert, fordi der ikke er noget at være vred på, men fortæl lige min mave det. Aj, jeg tror ikke på, at nogen følelser er forkerte, for det kommer der ikke noget konstruktivt ud af. Så jeg kniber ballerne sammen og er bare vred! Så går den vel over igen... Har det allerede lidt bedre efter at have kylet huskebloggen ind i væggen og raseritudet lidt. Og skrevet her.


Jeg ville faktisk ønske, at man kunne kaste nogle penge efter det her, men man laver ikke PGD på privatklinikker. Så vi kan kun vente og håbe, at lægerne vurderer vores medicinske tilfælde snart parat til de lidt begrænsede ressourcer de har at gøre godt med.

tirsdag den 1. juli 2008

Brændt barn...

Laurits. Bare mit døde barn. Ham, der engang var levende. Kilde til rigtig forundrende meget om de mindste navlepillende trivialiteter og de største dødsforagtende livsspørgsmål. Han er en spøgelsespusling, der nok altid vil rasle rundt i mit rungende hoved. Det er ok. Jeg kan ikke undvære ham mere end jeg allerede gør. Han må gerne være overalt. Mest af alt er ham nemlig ”bare” en jeg elsker uforbeholdent. Det er dejligt og modbydeligt. Af og til jager jeg ham alligevel lidt væk; ”kan du så flyve ud og hoppe på skyer, for mor skal arbejde!” Men det er altså ikke ret tit, for han snører mig med sine uendelige bløde pust i nakken og den måde han fedter sig op på skødet af mig og taster med ved computeren. ”Brændt barns sky med ild i” skriver han over skulderen på mig og så kan man da altid fnise lidt ad det. Jeg gider ikke stritte imod. Hellere en tosse-sky med ild i end at brænde inde i sit eget hoved!

tirsdag den 24. juni 2008

Savnet

Nogen gange synes jeg det er svært at savne Laurits. Så ved jeg ikke helt, hvor jeg skal diregere savnet hen, men kan simpelthen ikke andet end mærke at det er der. Det suger, knudrer, tynger og får mig vistnok til at se sur ud i øjnene når jeg cykler. Jeg ved med to års sorgerfaring, at savnet, kærligheden og sorgen går meget på alt det, som skulle have været. Det er den daglige dosis barnelatter, snotnæse, madpakker, kys, fangeleg, godnathistorier osv. vi har mistet sammen med vores unge. Det er jo reelt nok. Men det kan godt være svært at savne det-som-skulle-have-været hele tiden... Så kan jeg næsten savne at savne den rigtige Laurits. Gid vi havde fået bare en dag mere med ham. Også selvom han bare lå i en hospitalsseng med plaster i hele fjæset og var sød, blød, helt dejlig og halvt bedøvet. Hvor er han henne?? Hvor blev han dog af? Hvordan kan det lade sig gøre at få taget et barn ud af sin mave og så har man alligevel ikke noget barn? Det er så tomt. Det er ligesom om, at al indmaden blev fjernet. Eller som om at lægerne snørede syningen så hårdt sammen, at jeg fik sur røv over hele kroppen!!


Jeg tror den afstand der er kommet i løbet af to år er naturlig og jeg har det ok... men jeg kan ikke hele tiden finde fred og fordragelighed med, at der er kommet så meget afstand, at jeg nogen dage er nødt til at spørge mig selv "fik vi virkelig et barn for to år siden? Hvad var han egentlig for en? Hvad hulen skete der lige der???"

mandag den 16. juni 2008

"Fordelen ved et dødt barn"

Må man gerne bruge den sætning? Selvfølgelig "må" man alt, men alt har også konsekvenser. Jeg kan grundlæggende slet ikke finde den sande fordel ved at have et dødt barn - selvfølgelig! - men jeg har opdaget, at jeg alligevel bruger den sætning af og til. Den dukker op som sarkastisk kommentar, når fordelen ved Laurits f.eks. er, at han er meget nem at pakke sammen til, når man skal hurtigt ud af døren. Han er heller ikke så svær at finde gaver til; et gravlys med en lille hilsen på er altid et hit. Et stykke krøllet papir (en trane) er også helt fjong. Han har i hvert fald aldrig brokket sig over det. Han sviner ikke ret meget... ja, faktisk overhovedet ikke. Man kan godt feste natten lang, for han vågner ikke af det, og han vækker ikke én tidligt om morgenen. Her vil jeg lige pointere, at dette skrives efter to års tilvænning, for i starten var Laurits ikke specielt nem at pakke sammen til. Jeg gik mange gange rundt om mig selv, før jeg var tilfreds med det udvalg af billeder eller mindedims, der lå i tasken. Og hvis ikke det var blevet udvalgt ordentligt, så var det med stor uro jeg gik ud af døren, for tænk, hvis jeg pludselig blev overmandet af savnet og ikke havde "noget"?! Det var heller ikke specielt nemt at finde ud af det med gaver i starten. Det virkede så meningsløst at tænke i den retning, men det var samtidig en nødvendig erfaring for mig at lære, at jeg godt må give mit døde barn små gaver, skrive ord til ham, henvende mig på et eller andet plan. Mht. til at Laurits ikke sviner, så er det selvfølgelig helt rigtigt, men han roder lidt. Der er masser af Laurits-dims herhjemme og det fylder da op i krogene (skønt!). Og endelig; mht. til at få forstyrret nattesøvnen, så blev den forstyrret i starten af al den sorg. Jeg havde brug for at få styr på nogle meget grundlæggende rammer, ikke at bryde dem med fest og ballade.

At tale om fordele ved døde børn generelt er fuldstændig meningsløst. Men måske har jeg bare brug for at være sarkastisk omkring det for at indse, at mit liv faktisk er ok alligevel...? Uh, det handler igen om det med at give slip og det er så forbandet kringlet. Måske mest når jeg prøver at sætte ord på det, for så lyder det så definitivt og ligetil. "Sådan! Nu er jeg så gået ind i en ny sorgperiode efter to års dagen, og så giver jeg mere slip på mit døde barn igen". Hm...

Disse fordele er mellem Bo og mig; altså det er noget vi snakker om, når vi er sammen os to. En anden version af "fordels-snakken" er "sådan-er-det-at-have-et-dødt-barn-snakken". Det er en del af tosserierne. Jeg tror faktisk, at "fordels-snakken" dels er kommet til som et slags forsvar mod den følelse af, at der skulle være andre, som ville begynde på noget omkring fordele ved døden. I starten var jeg i hvert fald totalt i forsvar og på stikkerne overfor den vinkel. Det er jeg vel stadig... men nok på en mere skuldertrækkende facon... Det hænger selvfølgelig sammen med at nu, hvor jeg f.eks. selv kan have lyst til at feste, så kan jeg bedre se bort fra evt. misforståelser omkring min grund til festhumøret. For grunden er selvfølgelig ikke, at Laurits er død eller at han nu er overstået og glemt. Grunden er bare fest, ikke andet. Jo, måske at Laurits har været her, altså hans liv og væsen. For det meste er det bare en følelse af "nu trænger jeg til en fredagsbajer og at slå hjernen fra".

En anden grund til "fordels-snakken" tror jeg er en abstraheren. Vi har øvet os på at kunne alle mulige ting igen, selvom de i starten var meningsløse i forhold til livet med levende Laurits. Vi havde ret hurtigt modet igen, til at prøve forskellige ting. Det er ikke sagt som at vi var enormt gode eller noget... vi havde det altså bare. Fra stort set alle vinkler fik vi at vide, at vi var stærke. Det var vi også, men det var faktisk også svært at håndtere... Måske lyder det her helt forkert, men det var altså svært at forholde sig til sin styrke og livsmod, for hvorfor havde vi livsmod, når vores søn var død fra os??? Hvordan kunne vi sidde der og holde pause fra sorgen? - for det var præcis, hvad vi gjorde; vi holdt pause og hyggede os ind i mellem. Det var selvfølgelig godt at mærke overlevelsestrangen og håbet, men det var alligevel med en indbygget meningsløshed så gigantisk i forhold til den virkelighed, der gang på gang slog luften ud af os; Laurits var død fra os. Ved at hive fat i "fordelene", tror jeg, at vi fik sagt højt for både os selv og hinanden, at det er ok at leve på trods af det hele. Det var nok en måde simpelthen at sige "vi er levende, Laurits er død". Det har taget lang tid at vænne sig til det faktum - sådan ud i alle krogene af vores liv.

Det har været og er fedt for os, når andre kan være med på de sarkastiske bemærkninger, men jeg må også være ærlig og sige, at det ikke altid er så let for mig at lade andre være med. Jeg har hele tiden været rigtig bange for, at folk skal tro, at nu er det hele nok ved at være overstået. Det har at gøre med, at folk skal tage hele pakken, altså netop se smerten bag smilet, for ellers snakker vi ikke samme sprog. Folk omkring mig skal ikke flygte, når jeg selv prøver at være modig. Det er ikke modigt at se bort fra Laurits, men det er modigt at prøve at gribe ud efter ham, nu hvor han er så død. Hm... nu kommer det igen til at lyde som om, at jeg bare er verdensmester i smerte - øv! Det lyder en kende bittert.

Det er sandelig en bearbejdende ting at skrive blog om sin døde unge, for det her handler som nævnt om at give slip. Jeg tror faktisk, at jeg er parat til at gøre mere af det, som man hele tiden får at vide handler om at give slip. Jeg har bare sådan haaaaaaaadet det udtryk! Det skal komme inde fra 'MAJ-SÆL' af ;-) Jeg var ikke parat til præcis det her for to år siden eller for to måneder siden, så hvad skulle det hjælpe mig at høre om godt liv uden børn? Men det er faktisk der, hvor jeg bevæger mig lidt hen nu. IKKE forstået sådan, at vi nu opgiver at få levende børn eller ikke ønsker os det lige så meget som før, men det er bare ikke hele sandheden. Hvis ordet tilfreds betyder noget i retning af at 'finde fred med', så er det bare lige det jeg mener; jeg finder mere og mere fred med Laurits' død. Laurits LIGger, hvor han (ikke) skal. Det er den der med, at jeg har det godt trods omstændighederne, det er bare nogle lorte-omstændigheder. Man kan også sige, at jeg har det godt med, at Laurits ikke kan dø. Jeg kan dermed give slip på en angst, nu hvor hans død ikke længere er så smertefuld i det daglige. Det er faktisk en fordel ved at have et dødt barn; det værste er overstået. Tror jeg nok... uh, jeg er pissebange for at komme til at skrive ævl og bævl her!!! Byd bare ind, hvis jeg er helt afsporet. Selvom det skrevne ord på PC-skærmen kan komme til at virke så endegyldigt, så er blogs -i hvert fald min blog - også bare et her-og-nu-billede inde fra et hoved.