Som mor til Laurits har jeg igennem nogen tid følt mig forpligtet til at tage stilling til min egen død. Der findes noget, der hedder 'min sidste vilje', som er et dokument man kan udfylde omkring ønsker for begravelse og lignende. På en måde synes jeg det er lidt for bestemmer-røvs-agtigt, for min grundholdning er, at mine efterladte skal gøre det, som DE vil have det bedst med. Jeg er her jo ikke, når jeg er død... Døden er det man udsættes for som efterladt. Men på den anden side er det klart, at det vil lette de tunge beslutninger, hvis mine efterladte har noget at forholde sig til, altså nogen ønsker. Derudover har jeg en meget konkret erfaring der siger mig, at man godt kan komme til at træffe lidt forhastede og krisebetonede beslutninger, når man lige har mistet. Jeg har det grundlæggende godt med vores valg for Laurits' begravelse (bisættelse), men jeg kan se, at de også var præget af krise og fravalg. F.eks. fortryder jeg, at vi ikke sagde ja til farmors tilbud om at indrykke en dødsannonce i avisen. Men det kunne vi altså ikke kapere på det tidspunkt... det kunne vi bare ikke, og vi havde også et behov for fravalg (dødt barn? - nej, ellers tak, giv det til nogle andre!! Vi skal da have ham den levende lilleFranz tilbage). Vi var meget små og helt slået ud. Der var slet ikke plads til aviser i vores liv på det tidspunkt, kun til at suge de få minder med Laurits til os. Vi var bange for, at det virkelige skulle drukne i traditioner, ceremoni, højtidelighed og den slags.
De problemer jeg stødte på, da jeg udfyldte 'min sidste vilje' hang meget stærkt sammen med Laurits og er af temmelig konkret art. Jeg vil allerhelst have Laurits' urne gravet op fra græsplænen, så vi kan få et fælles gravsted. Hvis ikke det kan lade sig gøre, vil jeg gerne have et gravsted tæt på Laurits' græsplæne, så vi på den måde 'ligger tæt'. Sådan har jeg det bare lige nu. Det er virkelig min vilje, mit ønske. Her er det så, at døden virkelig bliver noget skørt og omvendt noget, for jeg er her jo som sagt ikke, når jeg er død, og derfor begrunder jeg meget 'min sidste vilje' og ønsker i, hvad jeg ville gøre, hvis Bo døde fra mig. Hvis Bo døde ville jeg helt klart have et kæmpe behov for et konkret sted, hvor jeg kunne se Bos navn på en sten, og jeg ville gøre alt hvad jeg kunne, for at få Laurits' urne gravet op og lagt i et familiegravsted for os tre. Jeg kan ikke forestille mig at leve uden Bo, men jeg ville være nødt til det. Pu... ja, det er sgu hæsligt at tænke på det her! (Men det er også hæsligt at Laurits er død).
Jeg kunne ikke finde noget sted i 'min sidste vilje', hvor man ønsker, hvor gammel man skal blive ;-), men jeg har altså tænkt mig at blive gammel sammen med Bo. Derfor bliver jeg nok nødt til at revurdere 'min sidste vilje' undervejs, for hvis jeg dør som gammel kone med mange efterladte (øj, kunne det lige være skønt??), så hverken skal eller kan Laurits' urne graves op - tror jeg... Måske er det heller ikke Holmens Kirkegård, der er aktuel på det tidspunkt? Ikke til at vide. Men forhåbentlig bliver denne ikke den sidste "min sidste vilje" jeg når at udfylde.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
9 kommentarer:
Hej søde, jeg kan forstå hver et ord du skriver og sagtes forstå du gør det, jeg har ikke fået skrevet en sidste vilje - men ladet mine nærmeste vide at jeg vil ligge ved siden af Kirsten Marie. Jeg overvejer at spørge mine nærmeste hvor de gerne vil begraves - er det ok?. Det vil lette det meget for mig den dag de skal væk herfra - hvis de ikke har skrevet en sidste vilje - godt du gør det Heidi. Knus Rikke
Du har jo så evigt ret. Døden er jo noget der sker for de efterladte! Og derfor er det jo de efterladte der skal opleve at træffe nogle rigtige beslutninger for dem, så de ikke kommer til at fortryde, savne eller mangle noget i forhold til ritualer og beslutninger for den døde. Derfor er det jo så vigtigt at få aftaburiseret (hvis man kan sige det?) døden. Det er jo svært at snakke med sit ufødte barn, eller sin baby om de ting, men hvis vi nu generelt var bedre til at snakke om døden i det hele taget, så ville de hurtige beslutinger måske blive nemmere at tage. Jeg er personlig evigt taknemlig for den menneskelige og meget profesionelle behandling og vejledning vi fik fra personalet på GN. Uden den ved jeg at der ville være så mange ting jeg ville savne og fortryde idag, med hensyn til Irma. Rasmus oplevede det som meget grænseoverskridende at forholde sig til sin egen død efter vi mistede Irma, men vi blev ved med at snakke om det og forholde os til det og det gør at vi begge, slet ikke er i tvivl om hvad der skal ske hvis (7-9-13) en af os skulle dø. Jeg ved jo godt at vi skal dø fra hinanden på et tidspunkt, men hvis jeg kunne bestemme selv, så er det først om 60-80 år. Så der er tid til at ændre synspunkt lidt endnu....
Heidi, tak for endnu et dejligt indlæg. Du sætter virkelig tankerne i gang hos mig ;-)
Den der sidste vilje har jeg også skænet mange tanker. Er bare ikke kommet så langt som til at udfylde en sådan. Kevin og jeg har det dog på nogenlunde samme måde i forhold til hvad der skal ske hvis en af os skulle dø før vi bliver gamle. Vi har dog begge tænkt os blive gamle og til den tid kan tingene helt rigtigt se anderledes ud. Men skulle en af os dø før vi lige regner med det, så er der ingen tvivl om at vi skal begraves sammen med vores datter.
Den del af livet havde jeg nok ikke på samme måde have skænket så mange konkrete tanker, var Elisabeth ikke død. Egentlig er det jo helt forkert at der skal et dødsfald til at man begynder at tænke på den slags ting.
Jeg kan mærke at jeg også er begyndt at tænke på hvad der skal ske i forhold til resten af min familie. Det er ikke alle jeg har fået talt med det om, men jeg kan mærke det er noget der er vigtigt for mig, så det kunne være at jeg snart skulle bringe det på banen. Det giver en vis ro at have tænkt sådanne ting igennem synes jeg.
Jeg forstår så afgjort dine bevæg grunde og synes det er et rigtig godt og relevant emne at bringe på banen.
Nu hvor du bl.a. gør dig tanker om at få Laurits urne gravet op, har I så talt om at gøre det nu?
På et tidspunkt lader det sig nok ikke længere gøre.
Jeg forærede mine forældre og min mormor bogen: Til mine kære for mange år siden, hvor de bl.a. har skrevet om, hvordan de vil begraves.
Nu har vi jo fået flyttet Cirkeline og dermed har vi også fået os et endnu større gravsted, hvor jeg ved, at min mormor gerne vil være og mine forældre.
Jeg tog selv stilling for mange år siden og det blev så yderligere slået fast ved Cirkelines død.
Kram
Og forresten så ved jeg også nu hvad mine forældre og Rasmus mor ønsker sig for sin død, og det er at lægge sammen med Irma. Det meldte de hurtigt ud da vi havde købt Irmas store gravsted og fortalt familien at det er en familiegrav, hvis nogen skulle ønske at komme ned i den. De virkede faktisk lettede og rørte over at det nu var på plads, på sådan en fin måde. "Vi skal ud og ligge hos vores alle sammens lille Irma i hendes eventyrhave...." Siger de.
Bare lige en indskudt bemærkning...
Godt at læse om jeres tanker i forbindelse med det her emne. Det slår mig, at jeg slet ikke har talt med andre end Bo om det her... min egen død.
Er det kun én selv, der må bringe sin egen død på bane? I princippet synes jeg det ikke (især fordi det som nævnt er andre end 'én selv', der står tilbage). Men jeg synes faktisk det er meget svært at lægge ud med at sige: "når nu du en dag skal dø - hvad så?" til mine nærmeste. Måske jeg skulle prøve...
For et par uger siden var Bo og jeg i noget, der hedder Funebariet, som er en udstilling om død og begravelse - sådan helt jordnært; hvad sker der rituelt og praktisk med den døde krop? Vi så bl.a. et bredt udvalg af urner, og NU ved jeg, hvad du mente, da du skrev om "kagedåsen" i forbindelse med Cirkelines flytning, Frederikke. Pudsigt nok var der lige ved den type urne stillet en lille bamse som pynt. Jeg tænkte bare strakts på Cirkeline og kunne ikke lade være at håbe, at det er sådan en urne Laurits' aske ligger i.
Mht. til at få Laurits' urne gravet op, så kan du tro jeg har tænkt! Jeg kan ikke forklare det bedre lige nu, end at jeg bare har det allerbedst med at Laurits ligger på Laurits' græsplæne... Det er også fordi det var en fælles beslutning med Bo, og det fællesskab er langt vigtigere for mig end Laurits' urnested.
Jeg syntes godt at man kan spørge andre, især dem tæt på sig, hvad de forestiller sig når de dør. Jeg syntes at det er vigtig og nødvendigt at snakke om. Ja jeg syntes faktisk at det er meget nødvendigt. Jeg ville blive meget ked af det hvis mine forældre ikke ville snakke med mig og min bror om deres død, eller vores, for den sags skyld. Det er jo netop for at lette sorgen for de efterladte. At vide at man gjorde det rigtige og traf de rigtige beslutninger for den afdøde og dermed for sig selv!
Åhhh.. nu er jeg igen 'noget andet'...hvad er det for noget med mig og det der 'noget andet'???
Nå, men jeg springer ud i det.
Jeg ved præcist, hvad jeg vil med mine nærmestes død! Og jeg mener også at døden er de nærmestes..ritualet omkring den store afsked er de nærmestes.
Jeg har intet forhold til min egen begravlese..har søgt og søgt i mit indre..og kan helt ærligt ikke finde noget???
Det eneste jeg har tænkt er, at jeg har oprettet et donortestamente, hvor jeg siger 'nej-tak'...
Det er egentlig ikke mit 'ønske' som sådan - men et håb om, at jeg kan få fred til 'at dø'...
Jeg har et forhold til mine nærmestes død...ved hvad JEG har brug for i den forbindelse...men omkring min egen..kun det ene at jeg ikke har lyst til at være donor!
Jeg har heller ikke noget som helst behov for at tale med mine nærmeste om deres eller vores død...
Hvorfor ved jeg ikke?
Kære Heidi,
Tak for endnu et ritig godt og tankevækkende indlæg!
Jeg har gået og funderet over det de sidste dage. Jeg synes det er vigtigt at få meldt ud og snakket med ens nærmeste om døden, og hvad der skal ske bagefter. Jeg føler på mange måder, at Klemens død og begravelse fik åbnet op for alle de tanker hos Mikkel og mig, og det er jeg glad for. Vi valgte et relativt stort familiegravsted, så der er plads til Klemens og vores kister. Det eneste vi ærger os over er idag er, at Klemens ikke blev lagt i midten af gravstedet så han som herhjemme i graven kan putte i smørhullet mellem os når vi en dag skal ned til ham.
For mig var det meget størrer, at vi har besluttet, at vi skal ligge sammen hos Klemse, end at blive gift. Det var vigtigt og har knyttet os tættere sammen.
Da ingen af os er med i folkekirken medførte Klemens begravelse også, at vi skulle sætte vores egne ceremonielle rammer. Vi er begge enige om, at vores ceremonier skal være nogenlunde som Klemens, så jeg er meget afklaret med både hvad der skal ske ved min egen og Mikkels begravelse.
Jeg er også begyndt at spørge til mine forældre. De er skilt og er begge blevet gift igen. Jeg har personligt ikke nogle stærke meninger om hvordan de skal begraves, men synes det er vigtigt, at de får tænkt sig om og meldt ud til hele familien, deres partnere mig og min bror og deres nye familie.....
Jeg har længe gået og undret mig over, hvorfor der skulle et dødsfald til før alle disse tanker om død og begravelse kunne blive diskuteret i min familie. Inden Klemens døde vidste jeg ingenting om begravelses/bisætelses procedurer - og jeg kan huske jeg var meget nervøs over om Klemens kunne fåe et gravsted når han ikke var medlem af folkekirken. det var en utrolig lettelse, da jeg fandt ud af at alle har ret til et gravsted....Man bure undervise ungerne i skolen om de her ting, så de allerede der lærer at forholde sig til døden og kender til hvilke muligheder, der er når livet ender.
Send en kommentar