fredag den 10. juni 2011

Fredag aften ikke alene hjemme

Der ligger en baby inde i mit soveværelse! Virkelig!! Hun ligger der med hud og hår og trækker vejret sukkende, når jeg åbner døren på klem og lister ind på det knirkende gulv. Åh, hvad er det med sovende børn? Noget i mig både dør og blomstrer over sådan et hikstende suk, og jeg ser bare min lillebitte nyfødte baby-Viola. "Børn er sødest når de sover" er kun et af mange udsagn omkring det at have børn, som Viola giver en helt anden dybde nu. Lige nu sukker jeg efter at tage min baby i armene og holde hende tæt mens jeg dufter til hendes knapt én cm. lange, usynlige hår. Men jeg kan godt dy mig. Skal sandelig ikke have vækket den klynke-tosse med myrer i benene, roterende overkrop og vildtvoksende hjerneceller, der får hende til at sige "Maaaam!" med stor sult og nød i stemmen, når hun vågner et sted imellem fem og seks. Hende den syv måneder gamle baby-teenager, der for en tre timer siden blev fornærmet på mig, da hun konstant sparkede sig selv væk fra brystet. Hende, der får mig til at nyde at være længe oppe når hun sover... tsk, tsk, tsk.

Tusindvis af banaliteter åbner sig som komplekse verdener og kamel på kamel på kamel må sluges. Jeg prøver at bevare den inderst-inde-ro, men helt ærligt; jeg er fanget. Det her forældreliv er ikke set udefra, men følt inde fra midt i det hele. Så mange tanker har jeg gjort mig om at være forælder til en levende, men Viola kræver handling her og nu og hele tiden, og det er ikke min stærke side. En klog veninde beskrev engang hendes dejlige, lille datter som den hårdeste arbejdsgiver hun havde haft (og denne veninde arbejder altså i en rigtig mandeverden), og jeg kan nu forstå 100 % hvad hun mente. Eller jeg kan føle det. Men ligesom min veninde er det med et smil på læben jeg mærker, hvor fyldte mine arme er blevet med Viola. Ikke fyldt, der hvor Laurits skulle have været, men nu har jeg begge dele. Tænk, der ligger en baby - selveste VIOLA - inde i soveværelset.