Babyverden

Hm... hvis jeg skal være helt ærlig, så er det der liv med et lille levende barn blevet mere og mere abstrakt igen. Da jeg var gravid med Laurits og lige efter hans fødsel og død var jeg inde i den verden. Nu står jeg udenfor igen. En del af mig er stadig ligeså grøn og ny som før jeg blev mor. Jeg aner ikke en disse om, hvad det vil sige at pakke tasken til en lille put eller sørge for den rette mad, drikke, temperatur og tør rumpe for et andet menneske.


Selvfølgelig kan jeg sagtens få det længselsfulde sug i maven, når jeg ser en mor med sit barn på armen og en del af mig føler mig så snydt og bedraget af, hvordan livet som Laurits' mor ser ud. Men det er faktisk ikke hele sandheden, for samtidig ved jeg ikke bedre. Jeg er mor, javel ja... men jeg genkender i virkeligheden næsten intet fra den rigtige babyverden. Min babyverden er en dødsverden. Laurits bliver mere og mere død end baby for mig, og det er vel ok. Det er i hvert fald sandheden; han er jo død. Det er ikke til at styre, men de gange, hvor en fremmeds gravide mave eller lille bebs bare er et kig ind i en underlig babyverden føles som et pusterum. Jeg behøver ikke at involvere mig følelsesmæssigt hele tiden eller hver gang. Det er som sagt ikke til at styre, men det er rart nok, når nogle dages stemninger giver mig lov til bare at være Heidi. Så behøver jeg ikke elske hele verdens mange børn, men jeg behøver heller ikke at blive ked af dem.

En fjer

Da jeg vågnede og kravlede ud af sengen i morges, fandt jeg en lille fjer ved siden af sengen. Det er sådan noget, som kan gøre en levende tossemor til en død unge glad!

PS Vi har ikke fjer i nogen puder eller dyner... ;-)

Laurits' fremtid

Med tiden vil jeg gerne give slip på Laurits. Jeg vil gerne se ham mere og mere som et menneske, der var forbi i mit liv og som skabte en evig, voldsom og ekstremt kærlighedsfuld relation. Jeg vil gerne give slip på følelsen af, at han var min mere end sig selv. Det vil jeg gøre, fordi han var andet end en baby. Ok, han nåede faktisk ikke at være andet, men det skal vel ikke ligge ham (eller mig) mere til last end højst nødvendigt. Det har for resten været højst nødvendigt at have ham som netop min lille baby i tankerne i rigtig lang tid, fordi han var død. Jeg har savnet hans lille babykrop med alle følelser, sanser og tanker. Det er jo så forbandet unaturligt at miste sin lille nyfødte unge. Jeg vil tænke på Laurits som menneske og med respekt og værdighed, førend jeg omklamrer ham med min moderkærlighed. En del af Laurits handler nemlig om ham og ikke mig. Grundlæggende blev han jo ikke til for at gøre mit liv bedre, han blev til for at leve sit eget. At det så også gjorde mit liv bedre og dybere er bare en fantastisk gave.


Det jeg prøver at sige er, at hvis han var i live, så ville jeg også give slip på ham - eller det skulle jeg i hvert fald prøve at gøre hen ad vejen. Så skulle jeg støtte og vejlede ham, tørre hans snotnæse og mindst én gang om måneden sende ham ud af døren med al min kærlighed (hvordan hulen man så gør det?? Forestiller mig noget med, at der skal krammes igennem og ugles noget hår, indtil ungen siger "aaaargh! moaaaaar" og vrænger mule, men ikke kan lade være med at smile total frit og let, så snart han er på egen hånd). Måske er sådan noget moderkærlighed som en puppe af blød silke, som man hele tiden pakker sin unge beskyttende ind i, for at se den bryde endnu smukkere ud?


Jeg vil tænke på Laurits som menneske og skille ham lidt mere ud fra mine egne behov. Igennem længere tid har jeg faktisk haft en forestilling om ham som en mand omkring de 50 år. Det er ikke et særlig tydeligt billede endnu, det er langt fra tosset færdigt så at sige. Men det er noget med; han bor i København, har mange bøger i sin lejlighed, er lidt rund i det, stor, smuk på en dyb og underspillet måde og jeg kan slet ikke se mig selv i ham. Eller jeg kan måske, men så er det i mystiske glimt. Når jeg kommer på besøg hos ham er det på mange måder hos en fremmed mand. En del af mig ved nemlig, at selvom jeg vil elske ham for evigt, så kan jeg ikke være sikker den anden vej... men det er i og for sig skønt. Det er pirrende, spændende. Jeg ville have en voksen søn på 50 år, som inviterede mig hjem til kaffe, madder og øl og jeg ville tænke: "hold da kæft manner! Ham der har jeg fået lov til at følge helt fra start. Ham der er en unik person, der er kommet fra mig". Jeg tror, at stolthed er en stor del af følelserne for min 50 årige søn Laurits. Hm... det er godtnok meget abstrakt. For det første ville det betyde, at jeg skulle være over 80 år, og for det andet, at Laurits skulle overleve 50 år. Ha! Helt skørt, hva'???

Grå hår og tænder

Mit hoved er ved at løbe tør for farve. Det er et klassisk tegn på, at kroppen er under afvikling. Nogle gange kan Bo stirre på mit pandehår og det kribler lidt i ham for at få lov til at rykke et af de grå, strittende hår ud. Men nix! De er mine. Ligesom mine rokketænder for 117 år siden var MINE. Jeg har endnu ikke noget som helst imod at blive gråhåret. Synes faktisk det er lidt sejt. Jeg har altid forestillet mig, at jeg skal have langt, gråt hår, når jeg bliver gammel. På en måde føler jeg også, at det var Laurits, der satte gang i det, for jeg opdagede det første grå hår, da jeg var gravid. På den måde bliver det en hygge-tosse-mor-minde-ting. I Laurits' bog har vi sat et af mine halvgrå hår ind. Det er mørkt i spidsen og løbet tør for farve på resten. Vi skulle have drillet Laurits med det! Det skulle sidde der i bogen som tung bevisbyrde; "se, knægt! Du gjorde din mor gråhåret lige fra begyndelsen". Det blev ikke helt som vi forestillede os. Nu må jeg nøjes med at joke med mine omgivelser; "man bliver sgu gråhåret af at have en død unge".


Da jeg var gravid drillede min fætter med, at barnet ville være så langt, at jeg skulle bruge to fødestuer. Bo er to meter og jeg kun 167 cm. Jeg havde forestillet mig et stort barn, en basse, en robust unge. Måske var Laurits også stor af sin 'alder' (uge 34) med sine 46 cm og 2600 gram, men ligefrem stor husker jeg ham ikke som. Han var så lille, skrøbelig og... noget som jeg ikke kan finde det rette ord for. Han kaldte bare på min beskyttelse, kærlighed, omsorg, respekt og styrke som ingen nogensinde. Når jeg tænker på det nu, får jeg bare lyst til at åbne maven og putte ham tilbage, så han kan 'bage færdig'. Intet gik som det skulle, men han var helt, helt rigtig ham Laurits. Helt sin egen. Og vi fandt en lillebitte smul dril frem alle tre midt i elendigheden. Flere gange, når Bo ville åbne Laurits' lille hånd knugede Laurits sin pege- og tommelfinger stædig sammen. Vi har det endda på et videoklip og det luner at se på. Til gengæld blev Laurits 'kildet' under fødderne. Ujs, de fødder var det mest perfekte jeg har set, selvom lægerne sagde, at de pegede lidt indad. På videoklippet kan jeg også fnise lidt over, at Laurits' hoved nærmest blev puffet, skubbet, da Bo kælede ham. Bos hånd blev som en stor bjørnelap, der kærligt nusser sin unge. Det kan jeg godt lide. Det kunne Laurits helt sikkert også. Han må have følt sig tryg ved sin far. Det var faktisk også mest Bos stemme han reagerede på.


Jeg ved godt, at jeg nu sidder og dagdrømmer, længes og nostalgi-flipper. Men det føles godt. Og så er min krop for resten ikke mere under afvikling, end at jeg stadig kan få teenagebumser (suk!) og i løbet af det sidste halve år har fået en ny tand - en visdomstand. Synes det er en genial betegnelse for sådan en tand!! Jeg har godtnok kun fået den halvt... hm... Så jeg er halv-vis eller halvgammel? Halvung??

Lys ferie

Der findes steder, hvor solen aldrig går ned i løbet af døgnet - altså om sommeren. Er det ikke fantastisk?? Vi har været på Svalbard (norsk og russisk og på linie med det nordlige Grønland). Det passede perfekt til vores liv lige nu, synes jeg. Vi trængte til lyse nætter og vild natur i få, intense dage. Nu hvor vi er hjemme igen kan jeg se, at denne ferie var mere ferie end jeg havde troet. Vi formåede at give helt slip på dagligdagen og være helt til stede. Laurits var mere selvfølgeligt med end jeg kunne have ønsket. Han blev ikke særlig italesat og jeg kiggede ikke ret længe på hans billede (en gang), men jeg savnede ham mindre end herhjemme. Han havde jo også helt tydeligt været på Svalbard mange gange, for der lå masser af englefjer rundt omkring... hæhæ! Måske bor Laurits lidt på Svalbard? Måske føles han mere til stede i mig, når jeg får rum til at mærke efter...? Måske ville han som ung mand have taget et sommerferiejob på Svalbard? Måske ville han være blevet guiden, der boede ved hestestalden med de fem islænderheste og var 'berygtet' i Longyearbyen? "Nå, der kommer heste-Laurits - hey då - puuuuuh, hvor der lugter ;-)" Eller måske ville han være ham, der tog turister med ud på Kajakture i Adventfjorden, ligesom vi var? Det var så fedt med den kajaktur! Vi så hvide hvaler meget tæt på - sejt! Også en lillebitte smule skræmmende... de skulle nødig bonke ind i os på vej op efter luft.

Når jeg skal flyverejse tænker jeg tit på, at "over skyerne er himlen altid blå". Det er sådan et lidt åndet ordsprog, men ikke desto mindre sandt. Hver gang jeg flyver op igennem et gråt skydække, bliver det til helt enkel og meningsfuld erfaring. Desuden elsker jeg nu meget mere end tidligere at se på skyerne fra oven. Det fodrer min hjerne med Laurits-tosserier. Jeg kan ikke lade være at spejde efter ham og hans venner deroppe. Deroppe er der rigeligt med plads til tossetanker. Der er ikke altid god benplads til Laurits' far i flyet.

Da Laurits døde sang hans far "...ternerne har ingen sted at bo" (Solen er så rød, mor), men det har de altså. De bor rigtig meget på Svalbard, lige dernede ved vandet og kajakhusene i Longyearbyen. Jeg kan godt lide terner, for de er så flotte 'spidse' i hele deres fremtoning. Men terner kan ikke lide gæster. Uhj, hvor skulle man lige passe på ikke at få et hak i hovedet eller en veltilsigtet fuglelort i nakken. Men det var ok. De passede jo bare på deres unger og reder, og det var os, der var på besøg. Heldigvis stod der pinde klar, som man kunne stikke i vejret over hovedet, så ternerne ikke dykkede helt ned i skallen på en.

Vi så ingen levende isbjørne - eller polarbjørn, som man siger på engelsk-dansk. Det var da lidt ærgerligt. Men også kun lidt, for jeg er en bangebuks og havde stor respekt for, at man på Svalbard kun færdes i den vilde natur sammen med folk, der har et jagtgevær over skulderen. Fra jeg var barn har jeg haft et særligt mareridt om, at der var en bjørn efter mig og jeg skulle nå at komme fra ét træhus til et andet. Da jeg så husene på Svalbard var det lige før, at det blev lidt for virkeligt. Svalbard var ikke farlig og slet ikke på den turistbeskyttede måde vi færdedes på deroppe. Men alligevel... det lå ligesom i luften, at vi mennesker var der på trods af det hele, i bund og grund på trods af kulden, og det er ikke fordi jeg har nogen som helst dødsdrift, men det gav bare en smule mere plads til døden, som alligevel er så meget i mit liv.

Lørdag aften var vi ude at spise en rigtig lækker middag i 'Huset'. Der var vel en kilometer eller to derhen fra hvor vi boede, så vi kunne ligeså godt gå - også da vi skulle hjem ved midnatstid. God vin i maven og midnatssol i øjnene gjorde det til en mærkværdig oplevelse. Vi kom forbi kirkegården med dens hvide trækors med navneskilte på. Det var smukt, ganske enkelt. Der var også en lille nyfødt dreng begravet og det gjorde stort indtryk.

I det hele taget gjorde Svalbard et rigtig stort (stille-stort) indtryk på mig. Det er så skørt, at det er lyst hele døgnet om sommeren. Det er en underlig erfaring at få i kroppen. Selom der intet nyt er i lys og selvom vi har meget korte og rimelig lyse nætter i DK, så var det en underlig oplevelse. Jeg sugede det uvante lys til mig og håber det kan sætte sig steder i kroppen, hvor der er brug for det.

En sørgelig mor

En erkendelse er undervejs; sorgen over Laurits er ved at blive erstattet af en sorg over ikke at være forældre til et levende barn. Det skal ikke forstås sådan, at sorgen over Laurits er overstået, men det er måske bare ikke den, der til daglig fylder mig med negative følelser, ked-af-det-hed eller slår benene væk under mig. Det kan til gengæld min sorg over ikke at have et levende barn gøre. Selvfølgelig hænger det så også sammen med Laurits, for allerhelst var det jo ham, der skulle være vores levende barn, men det har vi ligesom indset aldrig kommer til at ske. En gang i mellem går vi på kirkegården for at se, hvordan han har det, men han er stadig lige skide død, og noget siger os, at det bliver ved at være sådan.


Hvordan kan jeg føle større sorg over ikke at være mor til et barn/børn, som slet ikke eksisterer endnu, end over Laurits som ER død?? Altså, det gør jeg jo heller ikke dybt inde i hjernen, men i mit daglige liv er det nu blevet gravide maver, barnevogne, spædbørn på bøvse-skulderen og den slags, som kan gøre rigtig ondt. Det kan også gøre mig tvær indeni og det er en bitter en at sluge... Jeg synes det er fantastisk at folk får børn, men jeg vil jo bare så gerne være "med i klubben". Det er nok der problemet ligger, for når jeg f.eks. ser en vuggestue på udflugt, så kan det godt trække lidt tårer, men jeg føler mig et eller andet sted "med i klubben", fordi sådan en lille purk har jeg på en måde også... han er bare død. Men når jeg ser en fremmed gravid mave, så er jeg bare sat af, så er der kun misundelsen tilbage. Øv! Hvorfor kan jeg ikke blive gravid?

Jeg er en mor. Det blev jeg dengang jeg var gravid, og da jeg så Laurits og fik lov at holde ham skete en stille eksplosion af 'mor' i mig. I to år har det vokset i mig og jeg synes faktisk, at jeg er en rimelig god mor til en død dreng. Men jeg trænger SÅ meget til at være mor til en levende!!! Det er så let at sige til sig selv, at nu skal det ikke fylde for meget det graviditetsønske og man skal bare fokusere på noget andet. Men for pokker... i alle livets forhold gælder det jo om at være ærlig og gå efter det, som man virkelig ønsker sig (måske især, når man er langsom studerende, der er ved at skrive speciale). Så jeg føler, at det daglige krav er; ønsk dig lige alt andet end det du ønsker dig. Æv, altså.


Det er ikke fordi jeg ikke nyder mit liv - og Bos liv med ;-) Jeg synes vi er i stand til at gøre alle mulige ikke-børne-agtige ting af oprigtig lyst. F.eks. at ride på islandske heste på Svalbard! Eller tage ud til Nordhaven en ganske almindelig mandag aften og fiske efter havørreder (jeg fik kun en enkelt hornfisk, som hoppede af igen), eller bare sove længe. Alligevel er noget indeni mig sat så meget på pause, at jeg kan blive bange for, om pauseknappen sætter sig fast. Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af det med at blive en god mor til en levende? Hvad nu, hvis jeg bygger alt for mange forventninger op og kommer til at fokusere alt for meget på maj-sæl og vores ego-tripper-børne-fri-liv og ikke det lille barn, som forhåbentlig engang kommer til os? Hvad nu, hvis der slet ikke kommer flere børn til os?


Dengang Laurits var død, snakkede lægen med os om næste gang, næste graviditet. Han bekymrede sig meget over, at det lignede en arvelig sygdom. For vores vedkommende var det bare et spørgsmål om, hvor hurtigt min krop kunne være klar igen, for vi var mere end klar! Jeg er også sikker på, at det havde været rigtig sundt og godt med et barn hurtigt efter Laurits, men det havde helt sikkert også været rigtig hårdt med så frisk sorg samtidig med ny glæde. Jeg tror, at vi i løbet af det første år passerede den usynlige grænse for, hvornår det for os ville have været et 'rigtig godt tidspunkt' at vente en lille ny. Det er jo godt man ikke kender sin fremtid, for jeg ville ikke have kunnet bære for to år siden at vide, at også Laurits' to års fødselsdag og dødsdag skulle gå uden en lille i maven eller armene. Mon der er en til næste år? Eller næste igen? Jeg begynder at se en vej, der hedder "Heidi og Bo fik aldrig levende børn". Det er ikke en vej, jeg tror vi går ud af, og slet ikke en vi har lyst til (!), men den begynder bare at være en mulighed. Det gør så ondt og det gør så grimt indeni.


Hvad er det jeg skal gøre anderledes? Graver jeg mig ned i selvmedlidenhed og skal jeg bare tage mig sammen, eller hvad? Tålmodigheden er ved at være brugt op, men hvad godt gør den alligevel? Det har jo ikke hjulpet en pind at være tålmodig. Jeg har mørke dage for tiden. Synes ikke lysten er særlig stor til ret meget. For lysten går på graviditet og det "må" jeg jo ikke. Dels må jeg ikke for lægerne, som ikke har tid til at hjælpe os, og dels må jeg ikke for vores egen mentale sundhed, fordi det ikke er godt at fokusere så meget på noget, som man alligevel ikke kan gøre noget ved. I dag er jeg en sørgelig mor, en trist tosse, en ked kone. Hvorfor er der for resten ikke et apa-kursus for kvinder der IKKE er gravid igen efter mistet spædbarn??? Hrmf! Min krop og jeg vil ind i kampen igen.

Laurits' mor er træt!

- og jeg tør godt skrive, at det samme gælder for Laurits' far. Træt af omstændighederne lige nu. Selvom det her egentlig ikke har noget med Laurits at gøre direkte, så kører det sammen i min knold, og jeg trænger til at lukke noget af frustrationen ud her. Vi har det fint i hverdagen i forhold til det faktum, at Laurits stadig er død, men af og til får vi et wake-up-call, der tydeliggør, at livet ser så forbandet anderledes ud end håbet. Stadigvæk!!! For hvorfor har vi ikke i det mindste en lillebrøster på vej??? Ja, det kan måske lyde bittert, utaknemmeligt eller hvad ved jeg, men det er en (stor) del af mine følelser og tanker det her. Til hverdag glemmer jeg det lidt - især med vilje - men jeg kan virkelig mærke det helt nede fra maven af. Jeg glæder mig såååååå meget til at gøre Laurits til storebror. Jeg er så overbevist om, at Laurits vil kaste lys over et nyt, kæmpe menneskeliv og ikke skygge, som mange sikkert kan være nervøs for.


Vi er trætte af strejke, lægelige vurderinger, menstruation, hormonhumør, uvisheder, venteri og AFLYSNINGER. Ok, sygeplejerskerne strejkede, fordi de gerne vil have mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Det kan jeg godt forstå, men jeg kan alligevel ikke være glad for, at det i foråret kom til at betyde ca. fem uger på hormoner til ingen verdens nytte. Intet andet end at gå i kunstig overgangsalder fik jeg ud af det! Vand i forhold til at miste et barn, men ikke ingenting... Ikke engang på naturlig vis kunne vi få lavet et barn i ventetiden. Den chance (med indbygget risiko) blev også taget fra os. Nu er næste PGD (lave-rigtige-børn-på-kunstig-vis) så i fare for at blive aflyst. Jeg kan sagtens se pointen, for fertilitetsklinikken er vel som alle andre klinikker på DK's sygehuse ved at drukne i ophobet arbejde. Jeg lukker gerne munden overfor f.eks. alle de livsvigtige operationer og livsfornyende indgreb. Men det altså ikke ingenting vi venter på. Vi ønsker "bare" det, som mange andre kan få ved at nyde hinanden fuldt og helt; et lillebitte spirende håb i maven.


Jeg føler, at vi i dag blev sat på en modbydelig venteliste, der nærmest gør os til konkurrenter med andre ulykkelige mennesker. For man får jo ikke lavet PGD for ingenting... Jeg kan dog ikke lade være at tænke; "har alle de andre på listen så også et dødt barn? Eller er de "bare" bærere af en dødelig sygdom? Eller måske ikke engang en dødelig sygdom, men en, der vil gøre livet ret så besværligt?" Aj, jeg kan ikke lide de her tanker. De får mig til at føle mig som et dårligt menneske... Jeg vil af den venteliste!!


Jeg er så taknemmelig over, at vi kan få hjælp til at få et raskt barn, men det er bare ikke den følelse, der dominerer i dag. I dag er jeg negativ, uden, hul, modsat, frustreret, gal. GGRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRR!!! Man kan sige, at den vrede er forkert, fordi der ikke er noget at være vred på, men fortæl lige min mave det. Aj, jeg tror ikke på, at nogen følelser er forkerte, for det kommer der ikke noget konstruktivt ud af. Så jeg kniber ballerne sammen og er bare vred! Så går den vel over igen... Har det allerede lidt bedre efter at have kylet huskebloggen ind i væggen og raseritudet lidt. Og skrevet her.


Jeg ville faktisk ønske, at man kunne kaste nogle penge efter det her, men man laver ikke PGD på privatklinikker. Så vi kan kun vente og håbe, at lægerne vurderer vores medicinske tilfælde snart parat til de lidt begrænsede ressourcer de har at gøre godt med.

Brændt barn...

Laurits. Bare mit døde barn. Ham, der engang var levende. Kilde til rigtig forundrende meget om de mindste navlepillende trivialiteter og de største dødsforagtende livsspørgsmål. Han er en spøgelsespusling, der nok altid vil rasle rundt i mit rungende hoved. Det er ok. Jeg kan ikke undvære ham mere end jeg allerede gør. Han må gerne være overalt. Mest af alt er ham nemlig ”bare” en jeg elsker uforbeholdent. Det er dejligt og modbydeligt. Af og til jager jeg ham alligevel lidt væk; ”kan du så flyve ud og hoppe på skyer, for mor skal arbejde!” Men det er altså ikke ret tit, for han snører mig med sine uendelige bløde pust i nakken og den måde han fedter sig op på skødet af mig og taster med ved computeren. ”Brændt barns sky med ild i” skriver han over skulderen på mig og så kan man da altid fnise lidt ad det. Jeg gider ikke stritte imod. Hellere en tosse-sky med ild i end at brænde inde i sit eget hoved!