En erkendelse er undervejs; sorgen over Laurits er ved at blive erstattet af en sorg over ikke at være forældre til et levende barn. Det skal ikke forstås sådan, at sorgen over Laurits er overstået, men det er måske bare ikke den, der til daglig fylder mig med negative følelser, ked-af-det-hed eller slår benene væk under mig. Det kan til gengæld min sorg over ikke at have et levende barn gøre. Selvfølgelig hænger det så også sammen med Laurits, for allerhelst var det jo ham, der skulle være vores levende barn, men det har vi ligesom indset aldrig kommer til at ske. En gang i mellem går vi på kirkegården for at se, hvordan han har det, men han er stadig lige skide død, og noget siger os, at det bliver ved at være sådan.
Hvordan kan jeg føle større sorg over ikke at være mor til et barn/børn, som slet ikke eksisterer endnu, end over Laurits som ER død?? Altså, det gør jeg jo heller ikke dybt inde i hjernen, men i mit daglige liv er det nu blevet gravide maver, barnevogne, spædbørn på bøvse-skulderen og den slags, som kan gøre rigtig ondt. Det kan også gøre mig tvær indeni og det er en bitter en at sluge... Jeg synes det er fantastisk at folk får børn, men jeg vil jo bare så gerne være "med i klubben". Det er nok der problemet ligger, for når jeg f.eks. ser en vuggestue på udflugt, så kan det godt trække lidt tårer, men jeg føler mig et eller andet sted "med i klubben", fordi sådan en lille purk har jeg på en måde også... han er bare død. Men når jeg ser en fremmed gravid mave, så er jeg bare sat af, så er der kun misundelsen tilbage. Øv! Hvorfor kan jeg ikke blive gravid?
Jeg er en mor. Det blev jeg dengang jeg var gravid, og da jeg så Laurits og fik lov at holde ham skete en stille eksplosion af 'mor' i mig. I to år har det vokset i mig og jeg synes faktisk, at jeg er en rimelig god mor til en død dreng. Men jeg trænger SÅ meget til at være mor til en levende!!! Det er så let at sige til sig selv, at nu skal det ikke fylde for meget det graviditetsønske og man skal bare fokusere på noget andet. Men for pokker... i alle livets forhold gælder det jo om at være ærlig og gå efter det, som man virkelig ønsker sig (måske især, når man er langsom studerende, der er ved at skrive speciale). Så jeg føler, at det daglige krav er; ønsk dig lige alt andet end det du ønsker dig. Æv, altså.
Det er ikke fordi jeg ikke nyder mit liv - og Bos liv med ;-) Jeg synes vi er i stand til at gøre alle mulige ikke-børne-agtige ting af oprigtig lyst. F.eks. at ride på islandske heste på Svalbard! Eller tage ud til Nordhaven en ganske almindelig mandag aften og fiske efter havørreder (jeg fik kun en enkelt hornfisk, som hoppede af igen), eller bare sove længe. Alligevel er noget indeni mig sat så meget på pause, at jeg kan blive bange for, om pauseknappen sætter sig fast. Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af det med at blive en god mor til en levende? Hvad nu, hvis jeg bygger alt for mange forventninger op og kommer til at fokusere alt for meget på maj-sæl og vores ego-tripper-børne-fri-liv og ikke det lille barn, som forhåbentlig engang kommer til os? Hvad nu, hvis der slet ikke kommer flere børn til os?
Dengang Laurits var død, snakkede lægen med os om næste gang, næste graviditet. Han bekymrede sig meget over, at det lignede en arvelig sygdom. For vores vedkommende var det bare et spørgsmål om, hvor hurtigt min krop kunne være klar igen, for vi var mere end klar! Jeg er også sikker på, at det havde været rigtig sundt og godt med et barn hurtigt efter Laurits, men det havde helt sikkert også været rigtig hårdt med så frisk sorg samtidig med ny glæde. Jeg tror, at vi i løbet af det første år passerede den usynlige grænse for, hvornår det
for os ville have været et 'rigtig godt tidspunkt' at vente en lille ny. Det er jo godt man ikke kender sin fremtid, for jeg ville ikke have kunnet bære for to år siden at vide, at også Laurits' to års fødselsdag og dødsdag skulle gå uden en lille i maven eller armene. Mon der er en til næste år? Eller næste igen? Jeg begynder at se en vej, der hedder "Heidi og Bo fik aldrig levende børn". Det er ikke en vej, jeg tror vi går ud af, og slet ikke en vi har lyst til (!), men den begynder bare at være en mulighed. Det gør så ondt og det gør så grimt indeni.
Hvad er det jeg skal gøre anderledes? Graver jeg mig ned i selvmedlidenhed og skal jeg bare tage mig sammen, eller hvad? Tålmodigheden er ved at være brugt op, men hvad godt gør den alligevel? Det har jo ikke hjulpet en pind at være tålmodig. Jeg har mørke dage for tiden. Synes ikke lysten er særlig stor til ret meget. For lysten går på graviditet og det "må" jeg jo ikke. Dels må jeg ikke for lægerne, som ikke har tid til at hjælpe os, og dels må jeg ikke for vores egen mentale sundhed, fordi det ikke er godt at fokusere så meget på noget, som man alligevel ikke kan gøre noget ved. I dag er jeg en sørgelig mor, en trist tosse, en ked kone. Hvorfor er der for resten ikke et apa-kursus for kvinder der IKKE er gravid igen efter mistet spædbarn??? Hrmf! Min krop og jeg vil ind i kampen igen.