Lys ferie

Der findes steder, hvor solen aldrig går ned i løbet af døgnet - altså om sommeren. Er det ikke fantastisk?? Vi har været på Svalbard (norsk og russisk og på linie med det nordlige Grønland). Det passede perfekt til vores liv lige nu, synes jeg. Vi trængte til lyse nætter og vild natur i få, intense dage. Nu hvor vi er hjemme igen kan jeg se, at denne ferie var mere ferie end jeg havde troet. Vi formåede at give helt slip på dagligdagen og være helt til stede. Laurits var mere selvfølgeligt med end jeg kunne have ønsket. Han blev ikke særlig italesat og jeg kiggede ikke ret længe på hans billede (en gang), men jeg savnede ham mindre end herhjemme. Han havde jo også helt tydeligt været på Svalbard mange gange, for der lå masser af englefjer rundt omkring... hæhæ! Måske bor Laurits lidt på Svalbard? Måske føles han mere til stede i mig, når jeg får rum til at mærke efter...? Måske ville han som ung mand have taget et sommerferiejob på Svalbard? Måske ville han være blevet guiden, der boede ved hestestalden med de fem islænderheste og var 'berygtet' i Longyearbyen? "Nå, der kommer heste-Laurits - hey då - puuuuuh, hvor der lugter ;-)" Eller måske ville han være ham, der tog turister med ud på Kajakture i Adventfjorden, ligesom vi var? Det var så fedt med den kajaktur! Vi så hvide hvaler meget tæt på - sejt! Også en lillebitte smule skræmmende... de skulle nødig bonke ind i os på vej op efter luft.

Når jeg skal flyverejse tænker jeg tit på, at "over skyerne er himlen altid blå". Det er sådan et lidt åndet ordsprog, men ikke desto mindre sandt. Hver gang jeg flyver op igennem et gråt skydække, bliver det til helt enkel og meningsfuld erfaring. Desuden elsker jeg nu meget mere end tidligere at se på skyerne fra oven. Det fodrer min hjerne med Laurits-tosserier. Jeg kan ikke lade være at spejde efter ham og hans venner deroppe. Deroppe er der rigeligt med plads til tossetanker. Der er ikke altid god benplads til Laurits' far i flyet.

Da Laurits døde sang hans far "...ternerne har ingen sted at bo" (Solen er så rød, mor), men det har de altså. De bor rigtig meget på Svalbard, lige dernede ved vandet og kajakhusene i Longyearbyen. Jeg kan godt lide terner, for de er så flotte 'spidse' i hele deres fremtoning. Men terner kan ikke lide gæster. Uhj, hvor skulle man lige passe på ikke at få et hak i hovedet eller en veltilsigtet fuglelort i nakken. Men det var ok. De passede jo bare på deres unger og reder, og det var os, der var på besøg. Heldigvis stod der pinde klar, som man kunne stikke i vejret over hovedet, så ternerne ikke dykkede helt ned i skallen på en.

Vi så ingen levende isbjørne - eller polarbjørn, som man siger på engelsk-dansk. Det var da lidt ærgerligt. Men også kun lidt, for jeg er en bangebuks og havde stor respekt for, at man på Svalbard kun færdes i den vilde natur sammen med folk, der har et jagtgevær over skulderen. Fra jeg var barn har jeg haft et særligt mareridt om, at der var en bjørn efter mig og jeg skulle nå at komme fra ét træhus til et andet. Da jeg så husene på Svalbard var det lige før, at det blev lidt for virkeligt. Svalbard var ikke farlig og slet ikke på den turistbeskyttede måde vi færdedes på deroppe. Men alligevel... det lå ligesom i luften, at vi mennesker var der på trods af det hele, i bund og grund på trods af kulden, og det er ikke fordi jeg har nogen som helst dødsdrift, men det gav bare en smule mere plads til døden, som alligevel er så meget i mit liv.

Lørdag aften var vi ude at spise en rigtig lækker middag i 'Huset'. Der var vel en kilometer eller to derhen fra hvor vi boede, så vi kunne ligeså godt gå - også da vi skulle hjem ved midnatstid. God vin i maven og midnatssol i øjnene gjorde det til en mærkværdig oplevelse. Vi kom forbi kirkegården med dens hvide trækors med navneskilte på. Det var smukt, ganske enkelt. Der var også en lille nyfødt dreng begravet og det gjorde stort indtryk.

I det hele taget gjorde Svalbard et rigtig stort (stille-stort) indtryk på mig. Det er så skørt, at det er lyst hele døgnet om sommeren. Det er en underlig erfaring at få i kroppen. Selom der intet nyt er i lys og selvom vi har meget korte og rimelig lyse nætter i DK, så var det en underlig oplevelse. Jeg sugede det uvante lys til mig og håber det kan sætte sig steder i kroppen, hvor der er brug for det.