Laurits dukkede lige op her til eftermiddag med et stille hej. Han stak hovedet frem fra inderlommen i min gamle vest, der lå henslængt på en stol. Det var hans lillesøster, der gjorde mig opmærksom på ham, og ved hendes ord blev han i et øjeblik lidt levende for mig igen. Det var dejligt.
Viola med opdagerbegejstring i stemmen over billedet i lommen: "Det' dig og Laurits! Se mor, dig og Laurits! Det' tube i næsen" Og så var hun ellers videre i sit glade liv. Jeg føler mig også glad... og taknemmelig over at have fået TO børn.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
