onsdag den 29. september 2010

En morfølelse

Et er at vide, at nu kan babyen det ene eller det andet i maven. For eksempel hikke, drikke fostervand, høre, åbne øjnene. Noget andet er virkelig at forstå, at der ligger et lille individ derinde, der gør nogle af de ting. Noget tredje igen at få kontakt...

Selvom jeg er instinktivt romantisk omkring graviditet og nyder alle bevægelser fra den lille derinde, så har jeg også vænnet mig til dem. Om aftenen kan babyen dog stadig overraske mig ved sin vildskab. I går legede hun alien i omkring en time, hvor jeg ind imellem blev helt overrumplet af hende. Da jeg så sang en lille sang for hende, bare for at sige hej, så blev hun helt stille... Tænk, hun lyttede til mig?! Jeg gentog det efter nogle minutter og hun faldt helt til ro igen - kun imens jeg sang! Det var altså stort. Så følte jeg mig som en rigtig mor med et lille barn, som jeg lige kunne synge til ro.

søndag den 26. september 2010

Far, mor og børn

En tur på Laurits' græsplæne med Snille i maven og Laurits hverken i jorden eller himlen men bare et eller andet sted imellem. I hjertet, vel sagtens.

tirsdag den 21. september 2010

Alt vel i junglen

Kender du Kill Bill? Den (altså film # 2) slutter med ordene:

"The lioness has rejoined her cub, and all is right in the jungle"

Måske lidt skørt, men det er følelsen jeg har lige nu omkring Snillen og jeg. Hun er her, jeg har hende og det gør mig rig, mæt og tilfreds (og stort som et hus). På lidt mindre dramatisk vis handler det bare om at have "hovedet op og benene ned", som man siger der hvor jeg kommer fra. Det gælder for mig i disse dage, når jeg mærker rigtig efter. For Snille er det lige omvendt og det er nemlig præcis som det skal være. I sidste uge havde hun 1½ dag i stillingen "hovedet op og benene ned" og det var ikke rart. Hun var som en helt anden baby og jeg savnede hendes rullende spark i toppen af min mave. Dem fik jeg til gengæld i bunden, indvendigt, hvilket gjorde ondt.

Men lige NU: alt vel i junglen.

Kender du Kill Bill?

onsdag den 8. september 2010

Lillesøster bliver større og større

Det går rigtig godt!



I går var vi til lægetjek på Riget, og vi så den ret så livlige lillesøster på kryds og tværs for 117. gang. Fine nyrer, god mængde fostervand, ca. 1150 gram (så var jordemoderen ikke heeelt ved siden af i sidste uge), flow i navlesnoren og ikke meget for at ligge stille. Jeg har slet ikke tal på alle de scanninger mere. Det er vild luksus, det ved jeg. Især fordi det ikke længere handler om hjerteblink, liv og død, men nu er et spørgsmål om barnet derinde har det godt nok - og det har hun. Jeg tror rigtig meget på, at hun faktisk skal bo hos os på den måde levende børn gør hos deres far og mor. Det er så spændende.

Jeg havde brug for dette lægetjek til at få et par bekymringer af vejen og fik det heldigvis, så nu føler jeg mig nærmest helt normal gravid. Lige nu er der ikke nogen læge, der kan fortælle mig, at Snille har det godt, bedre end Snille kan fortælle det med sine mange spark, puf, hikken og stræk på tværs af maven. Det er altså en stærk følelse af mærke den tro på egen krop igen - eller rettere på graviditeten, på samspillet mellem Snillens og min krop. Først og fremmest tør jeg tro på det, fordi det føles ret anderledes end dengang Laurits lå i min mave. Han var så stille i forhold til lillesøster, fordi han ikke havde meget plads at bevæge sig på, pga. manglende fostervand. Det er en god læge vi har på Riget. Hun siger tingene ligeud, hun spørger til hvordan vi har det og hun har en masse smilende energi. Det gør mig tryg. Så når hun med et stort, bekræftende smil siger, at jeg kan føle mig som normal gravid og kan lytte til signalerne fra min krop, så er det et voldsomt bål hun puster til.

Jeg er på en gang mere afslappet omkring tanken om fødsel og helt vildt spændt! Det er jo netop fordi jeg begynder at se det for mig og tør tro på, at der kommer en levende, lille basse ud af det. Vores lille pige.... den anden dag blev jeg helt tudeagtig af at tænke på at møde hende, se hende i øjnene for første gang. For fanden altså. Jeg er så blød som smør over det lille barn allerede. Jeg er nået dertil i graviditeten, hvor jeg kan SAVNE mit barn, selvom det ligger tættere på end det overhovedet kan. Det savn med indbygget glæde handler udelukkende, eller specifikt om Snillen. Det er bare hende jeg vil have i armene, hende jeg vil se i øjnene (ja, også selvom det mod alle scan-odds skulle vise sig at være en dreng ;-) Men så er der også alt det andet savn, der simpelthen er ved at æde min tålmodighed op efter Laurits døde på mit bryst. Der er så uendeligt meget Bo og jeg har manglet i over fire år - og fortsat altid vil mangle med Laurits - men der er også noget omkring det, der er så basalt, at det bare vil tilbage i den hospitalsseng og have ungen i armene uden at den dør! Den skal bare holdes, passes på, snuses og nappes til, have noget mad og holdes helt varm af mig. Ikke blive kold, slap og lave døde-lyde. Bare ligge og trække vejret og sprænge verden helt, helt stille - eller skrigende, det kan selvfølgelig også være. Jeg glæder mig! Trænger sådan til det.

onsdag den 1. september 2010

2. jordemoderbesøg i 2. graviditet.

I dag var jeg til andet jordemoderbesøg. Det er ok med de besøg, men det er altså begrænset hvad jeg kan bruge dem til. Heldigvis har vi lægesamtaler og scanninger i denne graviditet, for jeg stoler ikke på, at jordemoderen ved at trykke på min mave kan vurdere, om min lille pige har det godt nok. Vægten blev skudt til 1100 gram (er det ikke bare standard ved andet jordemoderbesøg?) og hun forsøgte at vise mig, hvor hoved, numse og fødder lå. Jeg følte mig ikke overbevist og sagde heldigvis heller ikke bare "ja", som jeg gjorde ved andet jordemoderbesøg med Laurits. For med Laurits tog jordemoderen altså fejl af hoved og numse og kunne åbentbart ikke mærke, at der ikke rigtig var fostervand. Det er ikke for at bebrejde, det er bare for at sige, at jeg ikke kan bruge de tryk og vurderinger til så meget andet end lidt graviditetshygge. I næste uge er der en gennemscanning, og jeg trænger til at få at vide, at det lille barn har en normal størrelse.

Noget sker der dog med størrelse for tiden. Jeg vokser rimelig meget og mærker hvordan der bliver mere og mere pres nedadtil, både når jeg er lodret og vandret. Det må da også tyde på, at Snille vejer lidt til efterhånden. Det giver visse småproblemer, såsom forpustet over ingenting, svært at snøre sko, svært at ligge ordentligt om natten og den slags. Men hvorfor åreknuder?! Hvad skal det lige til for? Og hvorfor har jeg ikke selv kunnet tænke på støttestrømper?? Heldigvis mindede jordemoderen mig om den sag i dag, så jeg har allerede købt et par sorte, sexede støtte-sataner, som jeg glæder mig til at 'smøre på' i morgen - med stor forventning om at de strammer skønt på benene og tillige løfter maven væk fra det, der nu engang ligger lige under og som er helt ømt og hævet af presset.

At Snille nok har det ganske fint og trods alt udgør noget af mine ti ekstra kilo tyder hendes spark på. De bliver også kraftigere og hun har for et par dage siden sparket sin far i røven for første gang! Åh, jeg er så stolt af hende. Bo kan desuden høre hjertelyd nu ved at lægge øret til maven. Jeg vil for resten tro, at hans hoved vejer i omegnen af halvandet kilo...