onsdag den 24. september 2008

Æv altså... (intet nyt under solen, bare et suk af savn)

Når jeg nu selv sidder her og piller mig i navlen, mens jeg ser videoklippet af lille Laurits, der klynker, så slår det mig, at jeg i den grad savner det modspil, som den lille dreng skulle give mig. På egen hånd og båret på hænder af andre har jeg udviklet en moderrolle, og den kan ikke være anderledes, når nu Laurits er død. Men for pokker da... jeg kan sagtens forestille mig, at den ville være anderledes, hvis Laurits levede. Den burde være anderledes.

mandag den 22. september 2008

videoklip af nyfødte Laurits

Da Laurits kom ud af min mave ved kejsersnit var han dårligere end nogen havde regnet med. Derfor kom han ikke hen til mig eller Bo, men blev ret hurtigt kørt på neonatalafdeling. Bo tog med ham. Der gik nogen timer, før jeg kunne komme fra opvågning hen på neonatal. Bo nåede heldigvis at lave et videoklip af Laurits og det har jeg lyst til at dele. Jeg ved godt, at det er noget meget privat og at jeg nu udstiller vores lille dreng, men det er jo ikke første gang, at en forælder udstiller sit barn på internettet ;-) Desuden har jeg også et billede af døde Laurits på forsiden, så det kan vel ikke blive meget værre?

Videoklippet er et af de vigtigste minder jeg har, og jeg ser det klip meget tit - både når jeg er glad og ked. Det gør ondt at høre Laurits' små klynk, men det gør også godt. Lægen, som vi talte med ugen efter Laurits var død forsikrede os om, at han ikke havde klynket sådan fordi han havde specielt ondt. Mest af alt var det nok en refleks for at 'puste' sine lunger op. Jeg ved nu ikke... jeg synes godt at kunne høre et kald i de klynk. Jeg kan også høre, at han havde meget små lunger, for det er nogen korte piv han laver. Og så kan jeg høre, at han kalder lidt højere/længere efter Bo har taget fat i hans lille hånd. Hvor er jeg glad for at Bo filmede! Hvis ikke, havde jeg aldrig rigtig fået hørt Laurits' stemme. Han sagde godt nok nogle små lyde på operationsstuen, men det var ikke meget, og dem kan jeg jo ikke tage frem på samme måde.

Jeg ville ønske, at jeg kunne have taget Laurits op dengang. Ville ønske det havde været muligt at varme ham på min mave fremfor under en varmelampe. Men Laurits var meget syg og måtte have både læge-, sygeplejerske- og maskinhjælp for at leve sit korte liv udenfor min mave. Jeg er meget taknemmelig for den tid det blev til.

video

Fra starten tænkte jeg, at det var dejligt med de få videoklip vi havde, for så kunne vi også vise ham frem i en slags 3D til omverden. Men det er ikke så let i virkeligheden. Der er aldrig rigtig et tidspunkt at gøre det på. Derfor gør jeg det her, for her er chancen. Det er en af fordelene ved sådan en blog.

tirsdag den 16. september 2008

Har det faktisk stadig meget godt

Sjovt nok, så bliver der plads til et mere 'rent' savn af Laurits når jeg har det godt. Midt i selvtilfredshed, almen livsglæde, lyst humør og efterårskådhed popper længslen frem. Jeg savner min lille dreng. Det kan ikke være anderledes. Han er jo død.

fredag den 12. september 2008

Har det faktisk meget godt

Nu får den babyverden lov til at sejle sin egen sø i en tid. Jeg kan ikke holde til at være klar og på hele tiden. Det bliver jo ikke til noget alligevel. Nul levende børn på fire år. Hrmf!! Så kan det også være lidt det samme... Godt det ikke er mig, der lige nu skal bakse med barnevogn ind og ud af busser. Godt jeg bare kan drikke rødvin. Godt jeg ikke bliver vækket om natten. Godt jeg ikke lugter af gylp men af min egen armsved! Jeg ville til enhver tid tage imod et lille barn, men nu kræver jeg i trods og slet skjult vrede min verden tilbage. Jeg kan ikke leve så meget for de børn, der alligevel ikke er andet end ønsker, tanker og hemmelige måske-navne. Med Laurits er det heldigvis noget andet, for han var her jo. Ham er jeg virkelig mor for. At han så ikke har brug for mig er bare ærgerligt. Men han er der på forunderlig og naturlig vis hele tiden alligevel, og det er som hjertemassage i overført betydning - aaaahhh... De sidste dage har jeg også set fjer overalt. Enten har Københavns fugle fået fnat, fugleinfluenza og kogalskab, eller også viser Laurtussen bare sin tungnemme mor, at det tossegode kan ingen tage fra hende/os...


Så jeg satser på at fylde mit liv med MIG, min mand, tosse-Laurits-ting til husbehov, specialeskrivning, familie, venner og så mange krydderier jeg nu kan kapere. Jeg har det faktisk meget godt ;-)

onsdag den 10. september 2008

Ja, men nej

Vi er ved at lave en ny tradition her i familien Frandsen: den årlige graviditet, der ikke bliver til noget. Jeg anede ikke, at man kan være lidt gravid, men det har jeg altså lige været. Det gør ondt kun at blive en lille smule, når man vil så meget. Det er at blive viftet om næsen med det allerbedste i verden, men alligevel ikke få lov.


I princippet var dette bare en forsinket menstruation, en helt naturlig graviditet der "gik i sig selv", men vi nåede at få tre positive (meget svage, men positive) teste samt en positiv blodprøvetest. Alligevel kunne vi ikke juble eller tro rigtigt på det, for jeg pletblødte og syntes bare det lignede alt for meget sidste års forløb, der endte i spontan abort. Heldigvis blev dette ikke sådan et forholdsvis langt forløb med en måneds usikkerhed. Dette var overstået på knapt en uge. Selvfølgelig skulle vi give graviditeten en chance og dette betød, at vi måtte afbryde pgd-behandlingen. Jeg stoppede altså med at tage hade-næsesprayen, men havde godt på fornemmelsen, at det bare ville betyde afbrudt pgd-forsøg og ikke en rigtig graviditet.


Jeg ved udmærket godt, at mange graviditeter ikke rigtig når at blive til noget, men det hjælper mig ikke en pind at tænke på. Det eneste der hjælper er at give dette den plads jeg har behov for. Behovet var nærmest altopslugende i sidste uge og i denne uge er det der næsten ikke.


Lige nu har jeg det faktisk sådan, at jeg slet ikke gider det graviditet!!! Jeg ville hjertens gerne springe de første tre måneder over. Ingen behandling, ingen evt. moderkageprøve, ingen almindelig 12-ugers-usikkerhed... bare vågne en dag og være så gravid at maven buler. Suk... æv, det kan man jo ikke.


Denne lille spontane graviditet, som det hedder på fertilitetssprog når lægerne ikke har lavet den, har atter sat gang i en masse tanker omkring vores problem; vi er bærere af en dødelig sygdom og vejen til en glædelig positiv graviditetstest er ikke naturlig. Selvom jeg må indrømme, at jeg har en vildt romantisk drøm - nærmest drift - om at blive gravid på naturlig vis, så er vi faktisk ikke sikre på, at vi tør gå den vej mere. Det er simpelthen for nervepirrende. Så nu er vi atter i ventetid af den rigtig trælse slags, hvor vi venter på, at min krop bliver klar til en ny omgang hormonbehandling. Der går mindst et par måneder, så nu skal der leves fremfor ventes.

tirsdag den 9. september 2008

Jubihuuuu!

I dag er det Laurits' fars fødselsdag.


Jeg er lykkelig for at fejre min skønne mand og han er helt 100 % nok i sig selv. Alligevel kunne jeg godt have brugt Laurits her til morgen, så vi kunne have vækket far, sunget for ham, hvinet lidt af fryd og 'hemmeligt' have pyntet kagerne sammen. I stedet var Laurits med som et fødselsdagslys.

Som Laurits' far kan Bo aldrig blive 'manden der har alt' - men det kan alligevel godt være svært at finde en gave til ham ;-) Den gave jeg allerhelst ville give ham kan ikke sådan skaffes på bestilling... Så han har fået sko i stedet. Sko må der til, når man skal gå så laaaaang en vej til raske børn. Hø! - det skulle jeg sgu da have skrevet på kortet!

torsdag den 4. september 2008

Ægsortering på tv

I går så vi en engelsk dokumentar om ægsortering. Huh, det var lidt chokerende... Det kunne lige så godt have været vores historie. Man fulgte tre par, hvoraf det ene havde en levende dreng og en død pige. Der var 25 % risiko for at næste barn også ville arve sygdommen og dø. Ved deres første barn havde de simpelthen været heldige. Det var altså lidt som at se sig selv på tv. Det var syret, var det. Mor'en sagde: "vi har to børn, men det ene er bare ikke hos os". Det kunne jeg jo relatere rigtig meget til. Også hendes skrupler eller lidt dårlige samvittighed overfor det døde barn ved nu at sortere potentielle børn med samme sygdom som datteren fra, forstod jeg så godt. Parret fik en rask lille dreng ud af ægsorteringen og jeg blev stjerneglad over de kommentarer som speakeren sluttede af med. Det var noget i retning af: "Man taler om designerbørn eller perfekte børn i forbindelse med pgd, men det er ikke rigtigt. Denne lille dreng har bare undgået en dødelig sygdom og har nu samme chancer i livet som alle andre raske børn".

Et andet par havde en datter med en svær, arvelig sygdom, som de gerne ville undgå at give videre til evt. næste barn. De havde været i gang med pgd i et års tid og man fulgte deres sidste forsøg, som desværre ikke blev til noget. Årh, hvor var det hårdt! Dog havde de deres datter. Det er ikke for at negligere deres ønske om en rask søsken til hende, men de havde trods alt hende at give kærlighed.

Det tredje par havde jeg dog ingen som helst forståelse for i denne pgd-sygdom-døde-børn-sammenhæng!! De havde FIRE skønne, raske drenge og ville bare så gerne have en pige. "Vi har jo kun haft drengelegetøj i huset" prøvede mor'en at forklare det med. "Så køb dog en barbiedukke", tænkte jeg bare. Det er heldigvis forbudt at sortere efter køn i England (som det også er i DK), så parret tog til Grækenland. Hun fik sat et 'pigeæg' op, men det blev ikke til noget og jeg må indrømme blankt, at jeg tænkte "HA!" Ja, det er småligt af mig, men jeg er totalt farvet af vores egen situation, mine kære forældregruppevenners situation og af den sammenhæng programmet lagde op til. Jeg kan for så vidt godt forstå, at man specifikt ønsker sig en pige eller dreng, men jeg forstår ikke, at man lader det få så stor en rolle i sit liv, hvis man har FIRE fantastiske levende, raske unger at kysse godnat hver aften. Simpelthen! Børn er sgu da først og fremmest mennesker og derefter pige/dreng. Den mor ville blive budt på tudekiks på min cafe! ;-)