torsdag den 23. april 2009

Dødt barn til salg

... Nej, ikke rigtig. Men jeg ville ønske, at jeg nogle gange kunne ønske Laurits hen hvor peberet gror. For det ville betyde, at han var (dejligt) irriterende levende og krævende. Jeg kan aldrig blive træt af Laurits. Han beboer det blødeste punkt i mig. Der, hvor der er så blødt, at jeg kan falde igennem til uendeligheden, hvis det skulle være og forsvinde i moderligt selvsving af: "nååååårh, hvor var han sød! Ihh... åååhhh... lille nus". Sådan et blødt punkt alle forældre har for deres børn, og som ikke har noget med liv eller død at gøre. Eller... det har det jo, men det er ikke betinget af det. Men det eneste jeg har over for Laurits er det bløde punkt. Jeg har ikke hans dårlige lugte, hans råben og skrigen, hans ustandselige krav eller lettere terrorisering af mit ego-liv. Jeg har bare fornemmelsen af hans væsen, og det bliver jeg aldrig træt af. Men træt bliver jeg. Træt af, at han er død. Det stinker!

PS Gid man kunne provokere de døde til live igen...

lørdag den 18. april 2009

En fugls - eller en tossetankes - flugt

Fugleflugtslinie. Den korteste afstand. I menneskeverdenen en positiv tanke omkring det enkleste, bedst mulige, det optimerende "hvis nu". Et sprogligt udtryk for vores abstraktionsniveau, hvor vi med tanken giver os selv vinger. Men... så var det altså bare lige jeg tænkte på, om det med vinger, fugl, flugt og liniens korte afstand egentlig er så skønt for fuglene?? De virker så bange. Så snart de får øje på bevægelse i nærheden sætter de af i fugleflugt. Den lige direkte vej væk! Somme tider ser det da ud til, at de nyder deres vinger og evne, men jeg gad egentlig godt vide, om de flygter så ofte fordi de har vinger, eller om de virkelig føler sig frie.


De vinger jeg i min fantasi har givet Laurits var ikke beregnet til flugt, men til frihed. Det står helt klart for mig, at han i virkeligheden bare er en død, brændt dreng og derfor ikke kan have vinger. Det står også klart, at der er forskel på fugle og mennesker - og at jeg spiser fugle, der aldrig har haft muligheden for hverken flugt eller frihed. Men alligevel løber mine følelser og fantasi af med mig og manipulerer en en mening frem af synet af en tilfældig københavnerdue, der trygger sig lidt på toppen af en lygtepæl, idet jeg går hen til vinduet og glor på den. Sikke levende og fjerklædt den er. Så forbandet velsignet med vinger...

søndag den 12. april 2009

Børn med uden

Vi har været i Toscana som ligner Nangijala, men som ikke er det. Vi fløj over skyerne, som ligner et landskab, hvor en lille død dreng med vinger så let kunne flyve rundt (men ikke gør det). En fantasi, som Laurits to store kusiner deler med mig. Skønt. "Tante, tror du ikke, at hvis Laurits ser os, så tryller han sig bare usynlig?". "Jo da, selvfølgelig gør han det. Det kunne ligne ham!" Oline og Amalie har drysset mange guldkorn af sig i form af spørgsmål omkring Laurits, hans 'engleverden' og hans meget fysiske død. De er i en fantastisk alder med ca. tusind spørgsmål om dagen - hver! Jeg er glad for at de spørger (om Laurits og alt andet) men kan også blive lidt bange for, om jeg kommer til at forskrække dem nogen gange. Tror det nu ikke. De virker ikke forskrækkede, bare interesserede i at forstå verden med ALLE dens mystiske ting, hændelser og aspekter. Det er simpelthen en gave at være vidne til, at et lille menneske folder verden ud for sine egne fødder. Jeg vil ikke være den, som i den forbindelse stiller tabu og lukkede døre foran dem. Derfor svarer jeg gerne på, hvad der præcis skete dengang for snart tre år siden. Det indebærer for eksempel at forklare, hvorfor man ikke bare kan beholde sit døde barn hos sig som en bamse. Et fantastisk godt - og vigtigt - spørgsmål, ikke?? Jeg siger også tydeligt ja til, at vi blev meget kede af det, da Laurits var død. Det spørger de nemlig tit om. For det meste er det helt ok med mig at tale om Laurits' død og hans korte liv, men nogen gange rammer det dybt i maven... for så går det op for mig, at det ikke kun er tante Heidi og farbror Bo, der har mistet deres barn, men at det også er Laurits' to kusiner, der har mistet ham og omvendt. Ikke forstået sådan, at jeg tillægger dem en sorg, for jeg tror egentlig ikke, at de sørger eller har sørget, men han mangler jo. Han skulle have været så meget mere og andet end død. Jeg har faktisk sjældent haft følelsen af, at det direkte var synd for Laurits at han døde, men det synes jeg det er, når jeg ser hans to store kusiner, hans lille kusine Talitha og hans fætter Alexander rende rundt med hinanden i hænderne. De fire sammen er et vidunderligt syn! Skønne, sjove, skøre unger! De to små trækker de to store i hver sin retning, og de to store holder tålmodigt sammen på den lille flok. Men... der mangler bare én. Der skulle have været fem unger i den kæde. Jeg ved godt, at børnene (heldigvis!) ikke mærker savnet og smerten, men jeg er ked af det på deres og på Laurits' vegne. Han mangler og han går glip af livet. Rigtig meget liv. Snart tre års liv. Indtil videre, får jeg lyst til at skrive. Det er nemlig sådan jeg oplever det; 'indtil videre'. Det første år gik med at tælle timer, dage, uger og måneder. Nu er det allerede år jeg tæller. År med uden. "-Jeg vil gerne have en hotdog" "-Med rå løg?" "-nej, med uden, tak". Sådan er det at være forældre til et dødt barn. "-Jeg vil gerne have et barn" "-Nå, men så kan du få et med uden liv i. Værsgo."

Laurits er Laurits og ingen anden. Uerstattelig, umulig, urørlig og uforglemmelig. Min lille mystiske møgunge. Alexander er Alexander. Kun mystisk på den levende måde der gør, at man nogen gange undres over, hvad han mon tænker, hvordan han mon oplever verden lige nu og her (Han er endnu ikke nået til alderen med de tusind spørgsmål om dagen). Andre gange er der intet mystik forbundet med ham. Så står hans vilje helt tydeligt frem. Som den aften jeg fik lov at putte ham i seng og han blev ved at sige "Badi, sit!", fordi han ville have mig til at blive siddende i mørket ved siden af hans seng indtil han sov. Hver gang jeg strakte mig lidt for meget som noget, der mindede om at lægge an til at stille mig op kom hans lille komando: "Badi, sit!" Det gjorde jeg lige så gerne, som alle andre tanter sidder ved deres nevøer eller niecer. Det var skønt. Han dimsede rundt i lang tid med biler og sniksnak, men til sidst lå han bare og gumlede på sutten og fik tungt åndedræt. Så rettede jeg min ømme ryg, tørrede en lille tåre af egen kind og gik ud af soveværelset med helt bløde knæ. Alexander er Alexander og ingen anden. Ingen kan gøre som ham. Ingen kan som lige netop ham vise glimt af det som skulle have været. Sådan her ser Bo og jeg ud på ferie med Alexander. Helt perfekt og rigtigt. Samtidig tillader jeg mig at sige, at det også er et billede på, hvordan vi skulle have set ud til hverdag med lille Laurits hos os. Fantastisk at tænke sig, ikke?

fredag den 3. april 2009

Bo - han er bare go'

Min guldkornemand... jeg elsker ham helt vildt! For fem år siden blev vi gift. Da vi blev kørt hjem fra festen sagde han eftertænksomt: "Nogle gange kan det godt betale sig at blive gift". Han har også engang holdt mit blik i et jerngreb mens han pegede på sin egen ring og sagde: "Det her! Det er en kalkyle!!" Han har simpelthen et lettere økonomiske sprog nogle gange, men et brandvarmt hjerte. Jeg elsker ham. Jeg kan stadig få sommerfugle i maven, når jeg ser ham komme gående imod mig på gaden - sådan ud af mængden. Det er bare ham. At vores Frandsen-firma stadig har en god bundlinie er jeg meget taknemmelig over. Et stk. dødt barn pynter ikke ligefrem i regnskabet. Ja, jeg kan næsten fristes til at sige; "den havde du nok ikke regnet med, hva' Bo?" Det havde jeg godt nok heller ikke! Men hvor et dødt barn ikke gør noget godt, så gør Laurits i sig selv selvfølgelig. Jeg tror på, at vores ægteskab er til døden skiller os ad (ad, hvor bliver det brutalt, når den tid kommer!), men det bliver ikke Laurits' død, der skiller os.