søndag den 30. marts 2008

Oprydning

Nu har jeg ryddet babytøjet væk. Vi havde to skuffer fyldt med tøj, stofbleer, sengetøj, den slynge jeg har syet og andet babydims. Nu har jeg puttet det i et par poser og stillet det op på loftet. Det kommer garanteret til at stinke af loft, men den lugt kan nok vaskes og luftes væk, hvis det nogensinde skal bruges. Selvfølgelig regner vi med, at det skal bruges! Men lige nu føles det mest rigtigt at sige "hvis". Jeg vil så gerne være gravid lige om lidt, men vi har samtidig brug for at fokusere på alt muligt andet end netop det. Så lad os nu se... måske bliver jeg gravid en dag. Til den tid skal der jo også være lidt glæde ved at bygge rede igen, og så vil det være spændende at gå på loftet og finde babytøjet frem igen.


Det er dog ikke sådan, at jeg føler vi har pakket Laurits væk, for han har masser af plads rundt omkring i hytten. Det startede med en lille træ-æske (syæske) som jeg fik af Bos forældre til at lægge sygesikringsbevis, hårtotten, lidt billeder, "ankel-sedlen" fra hospitalet, dåbsattest osv. ned i. Ret hurtigt viste det sig dog, at Laurits krævede mere plads, og jeg fandt en kasse, som jeg har arvet fra min morfar (morfars kontrolkasse), som nu er fyldt med alt fra breve, journaler, Laurits-tøj, gravlys, minde-dims osv. Det er længe siden jeg gennemgik babytøjet og fandt ud af, at der var Laurits-tøj og babytøj som to forskellige ting. Laurits-tøj er de få ting vi nåede at købe specifikt til ham eller som hans mormor strikkede til ham. Det var ikke ret meget og noget af det fik han jo på i kisten. Men Laurits-tøj er også det tøj, som han har fået efterfølgende. Det er så fedt at have det tøj, som en kommende lillebror/-søster så kan arve.


Nu er de to skuffer uden babytøj blevet til hver vores rodeskuffe og det er skønt at kunne lukke rod nede og "væk" i en skuffe. Skønt bliver det da også den dag, hvor vi er nødt til at rydde op og smide ud for at gøre plads til en ny Frandsen. Åh, jeg kan få en snert af den forventningsglæde, der var knyttet til lilleFranz for to år siden... mmmmmmm.



Dette var det første tøj vi købte til Laurits. Det var efter gennemscanningen, hvor vi fik at vide, at alt var fint Det var det jo ikke, men heldigvis blev det ikke opdaget, tænker jeg i dag.

PS Jo, man kan sagtens udgive to blogindlæg på én dag, når det er weekend og ens mand bare er syg, syg, syg

En hellig-Frandsen tænker højt


I aftes fulgte vi opfordringen om at slukke lyset mellem kl. 20-21. Dels for at være et par hellig-Frandsener og spare lidt på CO2 udslippet, men også bare fordi det virkede som en god anledning til at geare lidt ned og koncentrere sig om nu'et. Nu'et var især fyldt med, at Bo var syg og derfor ikke kunne klemme meget af suppen ned. Han endte derfor hurtigt i sækkestolen med et tæppe godt oppe om ørerne, mens jeg sad og spiste færdig. Men jeg vil vove at påstå, at det med at geare lidt ned virkede. For det var trods alt ret hyggeligt at sidde der "alene" ved bordet lørdag aften. Nu'et omkring vores aftensmad blev iscenesat med fire stearinlys. Sikke et skønt lys de giver... så blødt og levende i forhold til elektrisk lys. Sådan nogle stearinlys er ikke bare stearinlys for os længere. De er CO2-udslippere og de er Laurits-'remindere'. Det ene viger ofte for det andet, for selvom jeg godt kan tænke, at det virkelig er noget unødigt svineri at tage på kirkegården og tænde et lys for derefter af tage hjem igen og lade lyset brænde helt alene, så giver det bare en mening indeni at gøre netop det. Og hjemme brænder der i gennemsnit ét juletræslys om dagen. Det er bare blevet vores måde at have Laurits med ved middagsbordet; at lade hans lys brænde i vindueskarmen. Det koster altså noget CO2 at have et dødt barn.


Gad vide, hvor meget CO2 Laurits blev til, da han brændte - den lille prut?

torsdag den 27. marts 2008

Meningsløst?

Det er ikke nogen ny oplevelse for mig og egentlig heller ikke svært at acceptere. Men alligevel studser jeg lidt over, at så snart jeg virkelig tager fat på læsningen og går seriøst til værks ved at sætte mig ned på biblioteket, så ender jeg med at forfølge to spor. Det er meget tydeligt, da jeg kommer hjem med to sæt noter; ét sæt, der handler direkte om det, som står i bøgerne og ét sæt, som handler lige så direkte om det, som straks associeres i min hjerne i relation til det at have et dødt barn. Jeg har valgt at inddrage døden meget direkte i mit speciale, da det skal handle om ”døden og byen”. Altså noget med… hvordan døden kommer visuelt til udtryk i byen, hvilken rolle den spiller… De ubeslutsomme punktummer skal vise, hvor utydeligt problemformuleringen stadig står for mig… Det er ok, for som de kloge humanister siger om specialeprocessen, så kan man jo ikke vide alting på forhånd, ligesom man skal have rullende planlægning, være åben for forandringer osv.ogsåvæk!

Selvom jeg føler mig ret sikker på det at være mor til døde Laurits og glad og gerne giver ham den plads han skal have i mine tanker, så kan de to sæt noter alligevel godt få mig til at fundere lidt over, om det er tegn på, at jeg er for forblændet af min egen situation? Betyder det faktisk, at jeg ikke kan læse en tekst sådan helt ”objektivt”?? Altså, man kan vel ikke læse noget helt objektivt, men jeg mener; måske står der slet ikke det, som jeg kommer hjem med i det ene sæt af noter? Måske er det bare min hjerne, som straks finder sammenhæng og mening i forhold til død, forældreskab, liv og sådan noget? Det har jeg det egentlig ikke svært med, for jeg er selvfølgelig ikke ude på at glemme eller se bort fra min dyrekøbte erfaring med Laurits. Det er jo for pokker den måde han ”lever videre i mig” på. Men jeg gad da godt vide, om det er helt hen i vejret, det jeg associerer.

Lige for tiden læser jeg om minder. Sådan på et lidt psykologisk plan omkring sammenhængen mellem det materielle, associationer og minder. Derfor kan det vel ikke være helt skørt at få en masse tanker om det jeg gør for at mindes Laurits. Jeg synes også mavefornemmelsen er ret god overfor dét, at jeg simpelthen får vendt nogle tanker og stillet spørgsmålstegn overfor ”min mindekultur”. Det er faktisk noget jeg meget gerne vil – få stillet spørgsmål. Samtidig er det et ømt punkt. Jeg vil meget gerne vende alle tankerne om mit liv med Laurits med folk omkring mig. I princippet med alle folk omkring mig. Men jeg bliver nemt stejl og meget, meget træt på forhånd bare ved tanken om, at der måske kunne være bare en enkelt som i et øjeblik får den følelse, at NU er hende Heidi da endelig ved at ville være sig selv igen. Jeg bliver jo aldrig som før… Det gør i virkeligheden ingen mennesker, men jeg har bare fået verdens største vink med en vognstang om det. Jeg vil så gerne være åben, vil så gerne tage imod og har ikke forventning om, at mennesker skal være perfekte. Jeg har intet imod at skulle forklare eller lytte til alternativer. Men… jeg kan virkelig føle, at jeg nogle gange har ændret mig så ufatteligt meget, at jeg ikke aner, hvor jeg skal ende og begynde. Desuden er det hele så uendeligt kompliceret og dobbelttydigt, når det handler om Laurits. Jeg bliver bange for at sige noget forkert… På den ene side er han totalt fraværende, på den anden side har han fyldt alt for mig i perioder. Jeg savner ham så meget, at jeg ville hoppe ud ad vinduet, hvis jeg bare var sikker på, at han ventede på den anden side af asfalten. Åh nej, det må man ikke sige, vel?? Men på den anden side kunne jeg heller aldrig finde på det, fordi Laurits-bassen kun har kaldt på livsglæde og kærlighed i mig og har styrket min kærlighed til Bo. Der hvor jeg selv fedter rundt for alvor lige for tiden, er i forhold til den fysiske og materielle side af min/vores mindekultur. Jeg har lært at tænde lys for ham, komme på kirkegården, lave album mm. for ham, købe en blomst i ny og næ (det er dog ret så sjældent;-) og den slags. I den første tid efter hans død ville jeg have set den slags som nærmest usund dødsdyrkelse. Men jeg har lært på egen sjæl, så at sige, at det lindrer. Det lindrer nemlig at mindes og lade mor-lysten til at have med sit barn at gøre få en plads i livet. Jeg tror på livet efter døden, for det er præcis det jeg lever her og nu! Om Laurits så virkelig har et ”liv” efter døden udenfor hans far, mig og dem som har taget ham til sig, er jeg slet ikke sikker på. Men jeg tror på noget mere og større end mennesker, for hvor i alverden kom den lille dreng vi har fået og mistet dog lige pludselig fra??? Jeg kan huske den tydelige og skræmmende følelse af noget helt vildt stort, da Laurits lå i sin hospitalsseng og rørte lidt på sig. Et helt nyt menneske!! WAU!

Jeg synes helt klart at kunne mærke en udvikling eller bevægelse for tiden. Hvor det i starten var nemmere at forstå med hovedet, men så ubærligt rent følelsesmæssigt – Laurits er død, vi er levende, livet er noget forbandet lort og vi kan ingenting – så er det omvendt nu. Jeg synes det kan være så svært at forstå ”hvor jeg er” og verden omkring mig åbner sig igen tusind gange mere kompliceret på visse punkter, eller til visse tider, end førhen. Til gengæld er Laurits’ død til daglig slet ikke smertefuld. Aj, tænk at jeg kan sige det?! Men det er den ikke, for jeg bliver glad af at se hans billede, uanset at det er et billede af døde Laurits i kisten, og jeg bliver glad og rolig indeni af at komme hen forbi hans græsplæne, hvor urnen med asken ligger et sted under jorden.

Det med at finde en mening handler vist om at blive forstået af andre mennesker, dele en opfattelse, ganske enkelt. Det handler ikke nødvendigvis om at være enig, men bare om at blive hørt og forstået. Det har jeg selv hørt på P1 i går og det står også i den bog jeg er ved at læse på biblioteket, hæhæ!! Måske er det også derfor jeg fedter sådan rundt, for jeg kan ikke bare holde mine Lauritsminder, -fantasier og –tosserier for mig selv. Så bliver de jo meningsløse???

lørdag den 22. marts 2008

Flyv, min dreng

I dag er det 22 måneder siden Laurits blev født. Den lille basse... Bare vi dog kunne se på ham og sige noget i retning af "Iiii, hvor er han blevet stor! Som tiden dog flyver af sted med sådan nogle små unger". Tiden flyver ikke af sted med Laurits, det er Laurits, der er fløjet væk med al den dejlige tid vi skulle have haft sammen. Det er ok, så længe jeg kan bilde mig selv ind, at han har det godt, hvor han er. I dag tror jeg han hygger sig med sine små venner og at de laver snefnug til alle os forældre.

Det er ikke og aldrig i orden at Laurits er død, men jeg må alligevel finde en fred i, at han er rejst fra mig. Og Laurits må alt; flyve, rejse, fare, være i det uvisse og helt på egen hånd. Det er jeg nødt til at give ham lov til, simpelthen fordi jeg er hans mor. Smerten, angsten og tårerne er ikke hans. Dem er han rejst foruden. Det var vel også derfor vi trods alt smilede en del, mens han var hos os.

tirsdag den 18. marts 2008

En hvid pil - eller pind

Hvad betyder det egentlig at skyde en hvid pil efter noget? Og er det i virkeligheden en pind, det drejer sig om? Nå, jeg gider ikke undersøge det nærmere, for min pointe er ikke det sproglige, men derimod det, som jeg må opgive. Gang på gang må man som forældre til et dødt barn justere nogle vilde drømme eller forventninger til sit liv. Det må man selvfølgelig også med levende børn - og helt uden børn. Jeg er med på, at livet drejer, snor sig, vrider sig og gang på gang unddrager sig det planlagte på godt og ondt. Det er i bund og grund et sus at være i, og det kan ikke være anderledes! Det er dog stadig totalt meningsløst, at børn dør for deres forældre. Jeg er alligevel i stand til at føle stor glæde for alle de gode aspekter ved mit liv. Selvom det f.eks. kan være frustrerende at være speciealestuderende med hang til dovenskab, så er jeg også vildt taknemmelig over min løse og fleksible hverdag. Jeg kan jo ligeså godt nyde den, nu hvor den er her. Men der, hvor jeg bliver mindet ret så kraftigt om, at mit liv i bund og grund slet ikke ser ud som jeg kunne ønske det, er når jeg støder på forældre til to-årige, som venter eller lige har fået endnu et barn. For pokker altså!! Hvorfor kan vi så ikke i det mindste vente os en lille ny??? Det kan altså sætte min tålmodighed på prøve, for så er verden virkelig nået langt omkring os, uden vi er fulgt med.



Vi har det godt og kan mærke, hvordan foråret hjælper alle positive tanker på vej - også selvom det sner. Alligevel kan jeg så hurtigt føle, at jeg bliver fanget i en flimren mellem to yderpunkter. Vi har det godt - og vi har det ad h til. Jeg tager ofte udgangspunkt i det Laurits' præst sagde til os i starten. Allerede et par uger - eller var det dage? - efter Laurits' død sagde jeg, at vi grundlæggende havde det godt, men at det bare var så svært at forholde sig til alle mulige ting. Lotte spurgte, om man ikke kunne sige, at grundlæggende havde vi det ad helved til, men vi gjorde hvad vi kunne for at have det godt.... eller noget i den stil. Det var bare så rart, at hun udpegede det dårlige, for så kunne vi bedre forholde os til det. Det er også det jeg stadig gør helt grundlæggende; det er noget lort at Laurits er død og endnu ikke storebror, MEN... skønt at leve. Nogle gange kører den første del af sætningen bare inde i mit hoved eller ligger som en sikker grundfølelse, for selv jeg kan blive træt af at være "den med lorten".



Måske er "den hvide pil" en pind, og i så fald tror jeg godt jeg ved, hvilken pind det er ;-) Jeg har tisset på et utal af pinde, der kun har vist én forbandet negativ streg. Hrmf!!

Viggo digter

Jeg er stødt på et digt af en Viggo Madsen, og det digt ramte noget;

"Af virkeligheder findes der
så mange som helst
men man kan bare have
en ad gangen
Det svære er skiftet
mellem dem
der lader én tilbage
med et dybfølt savn
efter det tabte
Men også dét er en virkelighed som må tåles
den føles som en hjemve
efter øde havnekajer
tomme lufthavne, forladte banegårde
hvor man bliver identisk
med sine omgivelser

mandag den 17. marts 2008

Nostalgi

Bliver man nostalgiker af at få et dødt barn? Nostalgi er en hjemlængsel, en vemodig, ofte smertefuld længsel efter svunden tid. Jeg kan i hvert fald kun sige JA!! Jeg var det nok af natur i forvejen, men længsel mod noget svundent har aldrig føltes så stærkt som efter Laurits døde. Selvom jeg ved, at Laurits er i mit liv, det liv jeg lever lige her og nu, så ved jeg ikke, om jeg nogensinde slipper længslen efter den tid, hvor han virkelig var her i kød og blod. Jeg har ingen intentioner om at slippe Laurits helt, altså glemme ham eller sådan noget skørt noget, men måske er det længslen jeg efterhånden skal slippe? Det som virkelig hjælper er, når jeg mærker, at jeg ikke er ene om at huske Laurits. Når andre nævner ham naturligt eller jeg mærker, at jeg trods alt bliver set på som en mor, så er der noget som falder på plads indeni og føles rigtigt. Og er jeg den eneste, der faktisk skal sættes sammen på ny jævnligt? - Ikke sådan fordi hele verden er ramlet, men bare fordi f.eks. søvnen piller mig fra hinanden i ca. fem store dele, der skal finde hinanden på fornuftig vis med et bad, en kop kaffe eller nogen gange lidt eftertænksomhed? Noget andet, der måske kan hjælpe mig til at slippe længslen lidt, tror jeg, er den søgen efter fakta og stadige tilbagevenden til hændelserne i Laurits' liv og død, som hele tiden har præget min sorg. Jeg har (stadig) brug for at blive mindet om, at selvom Laurits er det smukkeste jeg har set, så var vores dage efter den 22. maj 2006 IKKE specielt smukke. Det var så råddent og frygteligt at se Laurits så syg, så kold og så død. Det var dog også fredfyldt til sidst...


Min pointe (som har ligget og luret i baghovedet siden en god snak med nogle af de andre forældre i torsdags) er, at jeg har brug for, at det hele ikke bliver til englebassefantasier. Det skal være der - og ganske meget, tak;-) - men det er ikke hele sandheden. Laurits var smuk - men også skæv og grim (undskyld, Bo, men jeg mener en lillebitte smule grim på den charmerende måde). Laurits' liv var berigende for mit - men også det mest smertefulde. Vores barn har ført os tættere sammen, Bo og mig - men det har fandme også kostet tårer og slid på hinanden!! Døde børn kan ikke anbefales, hvor smukt et minde, de end efterlader.



Her har jeg pakket min lille knægt ind i en fantasi-verden af blomster og englevinger. Det var noget jeg "kom til" en aften for længe siden foran computeren. Præcis på denne måde har mine minder har en stærk tendens til at retuchere alt det dårlige væk. Men selvfølgelig er det tydeligt, at han var et sygt lille menneske, der lå i en hospitalsseng, den lille Laurits. Det kan alverdens blomster og pjat i grunden ikke ændre ved.

mandag den 10. marts 2008

Et blødt hjerte for "en anden slags fugl"

Kejserpingviner på Antarktis kan virkelig få mit hjerte til at bløde. Hvor er det dog smukt og råt på en gang. Det er jo helt ufatteligt alt det de gør "bare" for at over-/leve som art. Bo og jeg så dokumentarfilmen "Pingvinmarchen" mens Laurits lå i min mave og puffede... Jeg havde glædet mig til at se den film lige siden jeg hørte om den, da vi var i Japan. Måske den smukkeste film jeg nogensinde har set. Det er ikke så tit jeg får ondt af at se små børn, eller åndssvage tv-fødsler, men et tilfældigt zap forbi optagelser med kejserpingviner kan få mig til at tuuuude (aj ok, fødsler kan også godt gøre det). Altså bare lige et øjeblik. Jeg så lige, hvordan ungerne skulle flyttes fra far'ens varme hule over fødderne til mor'ens. Nåååårh, hvor rørende! Og så var der unger, der ikke overlevede, fordi deres mor ikke kom hjem. Nej, nej, nej! Og der var unger, som blev mast ihjel af sørgende, SÅ-parate mor-pingviner, der selv havde mistet deres unge undervejs og derfor bare var helt syge for at få en ny. Suk, suk, suk... så meningsløst og alligevel så fuld af genklang.

fredag den 7. marts 2008

Et fedt ord og tossetanker

Tranedun. Ved ikke helt, hvad der var med det ord, men jeg stødte tilfældigt på det i avisen i går og så satte det sig fast. Jeg forestiller mig en stor trane, der lander på en udsøgt plet i det svenske efter et langt træk. Med benene dinglende under sig ved landingen bliver den et øjeblik fjollet og lidt usikker at se på. Derfor må den straks børste rejsestøvet af sig, og med hovedet inde under vingerne, der atter strækkes op og ud, får den pillet, pudset og glattet fjerene OG... små tranedun ligger med ét næsten stadig lune på jorden.

Jeg ved meget lidt om fugle, men elsker at forbinde dem med min lille, døde dreng. For det første kan de flyve, og så er tankerne ligesom allerede godt på vej op over skyerne til en anden verden. Fugle er overalt og findes både som lidt sjældne traner, der varsler forår og forandring, og som hverdags-solsorte, der pipper vakse og lidt hønseagtige rundt i alle haver. Fugle er trofæer for katte og selvom det gør ondt at se dem ende sådan nogle gange, så elsker jeg nu katte. Ikke sjældent kan katte også godt få kamp til stregen og tonsvis af udskæld, når fuglene går grasat i forældre-instinkter. Jeg har da set mine forældres kat komme benende gennem haven med en gal solsort i røven!

Fuglesang er så smukt at vågne op til en sommermorgen, og det er sjovt at tænke på, at deres sang nok mest er bandesprog på fuglsk. Fugle lægger æg, og det er pludselig også blevet en del af vores "forplantningshistorie". Jeg lægger også æg.... på en måde. Dvs. jeg får en læge til at tage mine æg ud og lægge dem i en petriskål, hvorefter de bliver befrugtet af Bos haletudser, groet, sorteret og lagt tilbage i min livmoder. Indtil videre ingen succes på det område, men det må vel komme. Måske er det bedre at "få lagt æg", når det er rigtig forår. Jeg trænger også til at baske med mine mentale vinger og lade tankerne flyve væk fra behandling, hormoner, risici, procenter, skal, må-ikke og bør.

På Laurits' græsplæne ser jeg tit skader, der hopper rundt med det ene ben forrest. Det ser skørt ud! Nogle gange har de tabt en flot, sort fjer på græsset, og så tænker jeg på, at Laurits ville have syntes den var rigtig flot. Meget tit ligger der hvide dun på Laurits græsplæne eller på vejen hen til Natalina. Det er helt sikkert engledun... altså "helt sikkert", som i helt sikkert, at jeg savner Laurits og elsker at mindes ham på min egen tossemor-måde.

Nu bliver det snart tid til kragekrig på Laurits' græsplæne. Sidste år var vi flere, der var ved at blive angrebet, fordi kragerne bygger reder i kirkegårdens høje træer. Derfra tager de ingen chancer med deres ungers sikkerhed, så man skal vogte sig for deres tykke næb i styrtdyk. Godt jeg nu har fået en cykelhjelm! Jeg synes egentlig det er ok... de er jo fugle og forældre. Det kan sikkert gøre enhver lidt krigerisk, eller i det mindste kæmpende, ind i mellem.

tirsdag den 4. marts 2008

Sorgen

Jeg har mærket at blive helt utroligt ked af det og såret for nylig. Det var en barsk omgang tæsk i følelserne, hvilket i og for sig ikke var godt for noget (og det havde intet med Laurits at gøre). Men sikke nogle gode mennesker jeg har omkring mig at snakke med... Og tænk, hvor langt jeg er nået i sorgarbejdet... Jamen, det er jeg sgu! For Laurits kan slet ikke gøre så ondt at tænke på længere. For det første har Laurits i sig selv aldrig gjort mig andet end godt, men døden, der desværre kaster sin klamme skygge over mindet, har naturligvis gjort mere ondt end noget andet jeg har oplevet. Men... det gør den ikke længere. Jeg er blevet mærket for evigt af at miste min lille dreng, men jeg har faktisk klaret krisen i god behold. Er det det, man kalder at "komme ud på den anden side", eller "igennem sorgen"??? Tid læger ikke alle sår, men den gør noget godt, tror jeg, hvis man forholder sig ærligt og åbent overfor det, som er sket, og min Laurits-tid er mest fyldt med glæde og kærlighed.

Jeg er glad for min kærlighed til Laurits.

Er det tydeligt, at dette IKKE betyder, at jeg ønsker at glemme min dreng eller lægge låg på hele ormegården af sorg? Jeg bliver nemlig flimrende usikker lige så snart jeg har skrevet dette... For det betyder altså, at jeg lægger noget bag mig.