Det er ikke nogen ny oplevelse for mig og egentlig heller ikke svært at acceptere. Men alligevel studser jeg lidt over, at så snart jeg virkelig tager fat på læsningen og går seriøst til værks ved at sætte mig ned på biblioteket, så ender jeg med at forfølge to spor. Det er meget tydeligt, da jeg kommer hjem med to sæt noter; ét sæt, der handler direkte om det, som står i bøgerne og ét sæt, som handler lige så direkte om det, som straks associeres i min hjerne i relation til det at have et dødt barn. Jeg har valgt at inddrage døden meget direkte i mit speciale, da det skal handle om ”døden og byen”. Altså noget med… hvordan døden kommer visuelt til udtryk i byen, hvilken rolle den spiller… De ubeslutsomme punktummer skal vise, hvor utydeligt problemformuleringen stadig står for mig… Det er ok, for som de kloge humanister siger om specialeprocessen, så kan man jo ikke vide alting på forhånd, ligesom man skal have rullende planlægning, være åben for forandringer osv.ogsåvæk!
Selvom jeg føler mig ret sikker på det at være mor til døde Laurits og glad og gerne giver ham den plads han skal have i mine tanker, så kan de to sæt noter alligevel godt få mig til at fundere lidt over, om det er tegn på, at jeg er for forblændet af min egen situation? Betyder det faktisk, at jeg ikke kan læse en tekst sådan helt ”objektivt”?? Altså, man kan vel ikke læse noget helt objektivt, men jeg mener; måske står der slet ikke det, som jeg kommer hjem med i det ene sæt af noter? Måske er det bare min hjerne, som straks finder sammenhæng og mening i forhold til død, forældreskab, liv og sådan noget? Det har jeg det egentlig ikke svært med, for jeg er selvfølgelig ikke ude på at glemme eller se bort fra min dyrekøbte erfaring med Laurits. Det er jo for pokker den måde han ”lever videre i mig” på. Men jeg gad da godt vide, om det er helt hen i vejret, det jeg associerer.
Lige for tiden læser jeg om minder. Sådan på et lidt psykologisk plan omkring sammenhængen mellem det materielle, associationer og minder. Derfor kan det vel ikke være helt skørt at få en masse tanker om det jeg gør for at mindes Laurits. Jeg synes også mavefornemmelsen er ret god overfor dét, at jeg simpelthen får vendt nogle tanker og stillet spørgsmålstegn overfor ”min mindekultur”. Det er faktisk noget jeg meget gerne vil – få stillet spørgsmål. Samtidig er det et ømt punkt. Jeg vil meget gerne vende alle tankerne om mit liv med Laurits med folk omkring mig. I princippet med alle folk omkring mig. Men jeg bliver nemt stejl og meget, meget træt på forhånd bare ved tanken om, at der måske kunne være bare en enkelt som i et øjeblik får den følelse, at NU er hende Heidi da endelig ved at ville være sig selv igen. Jeg bliver jo aldrig som før… Det gør i virkeligheden ingen mennesker, men jeg har bare fået verdens største vink med en vognstang om det. Jeg vil så gerne være åben, vil så gerne tage imod og har ikke forventning om, at mennesker skal være perfekte. Jeg har intet imod at skulle forklare eller lytte til alternativer. Men… jeg kan virkelig føle, at jeg nogle gange har ændret mig så ufatteligt meget, at jeg ikke aner, hvor jeg skal ende og begynde. Desuden er det hele så uendeligt kompliceret og dobbelttydigt, når det handler om Laurits. Jeg bliver bange for at sige noget forkert… På den ene side er han totalt fraværende, på den anden side har han fyldt alt for mig i perioder. Jeg savner ham så meget, at jeg ville hoppe ud ad vinduet, hvis jeg bare var sikker på, at han ventede på den anden side af asfalten. Åh nej, det må man ikke sige, vel?? Men på den anden side kunne jeg heller aldrig finde på det, fordi Laurits-bassen kun har kaldt på livsglæde og kærlighed i mig og har styrket min kærlighed til Bo. Der hvor jeg selv fedter rundt for alvor lige for tiden, er i forhold til den fysiske og materielle side af min/vores mindekultur. Jeg har lært at tænde lys for ham, komme på kirkegården, lave album mm. for ham, købe en blomst i ny og næ (det er dog ret så sjældent;-) og den slags. I den første tid efter hans død ville jeg have set den slags som nærmest usund dødsdyrkelse. Men jeg har lært på egen sjæl, så at sige, at det lindrer. Det lindrer nemlig at mindes og lade mor-lysten til at have med sit barn at gøre få en plads i livet. Jeg tror på livet efter døden, for det er præcis det jeg lever her og nu! Om Laurits så virkelig har et ”liv” efter døden udenfor hans far, mig og dem som har taget ham til sig, er jeg slet ikke sikker på. Men jeg tror på noget mere og større end mennesker, for hvor i alverden kom den lille dreng vi har fået og mistet dog lige pludselig fra??? Jeg kan huske den tydelige og skræmmende følelse af noget helt vildt stort, da Laurits lå i sin hospitalsseng og rørte lidt på sig. Et helt nyt menneske!! WAU!
Jeg synes helt klart at kunne mærke en udvikling eller bevægelse for tiden. Hvor det i starten var nemmere at forstå med hovedet, men så ubærligt rent følelsesmæssigt – Laurits er død, vi er levende, livet er noget forbandet lort og vi kan ingenting – så er det omvendt nu. Jeg synes det kan være så svært at forstå ”hvor jeg er” og verden omkring mig åbner sig igen tusind gange mere kompliceret på visse punkter, eller til visse tider, end førhen. Til gengæld er Laurits’ død til daglig slet ikke smertefuld. Aj, tænk at jeg kan sige det?! Men det er den ikke, for jeg bliver glad af at se hans billede, uanset at det er et billede af døde Laurits i kisten, og jeg bliver glad og rolig indeni af at komme hen forbi hans græsplæne, hvor urnen med asken ligger et sted under jorden.
Det med at finde en mening handler vist om at blive forstået af andre mennesker, dele en opfattelse, ganske enkelt. Det handler ikke nødvendigvis om at være enig, men bare om at blive hørt og forstået. Det har jeg selv hørt på P1 i går og det står også i den bog jeg er ved at læse på biblioteket, hæhæ!! Måske er det også derfor jeg fedter sådan rundt, for jeg kan ikke bare holde mine Lauritsminder, -fantasier og –tosserier for mig selv. Så bliver de jo meningsløse???