Sorgen

Jeg har mærket at blive helt utroligt ked af det og såret for nylig. Det var en barsk omgang tæsk i følelserne, hvilket i og for sig ikke var godt for noget (og det havde intet med Laurits at gøre). Men sikke nogle gode mennesker jeg har omkring mig at snakke med... Og tænk, hvor langt jeg er nået i sorgarbejdet... Jamen, det er jeg sgu! For Laurits kan slet ikke gøre så ondt at tænke på længere. For det første har Laurits i sig selv aldrig gjort mig andet end godt, men døden, der desværre kaster sin klamme skygge over mindet, har naturligvis gjort mere ondt end noget andet jeg har oplevet. Men... det gør den ikke længere. Jeg er blevet mærket for evigt af at miste min lille dreng, men jeg har faktisk klaret krisen i god behold. Er det det, man kalder at "komme ud på den anden side", eller "igennem sorgen"??? Tid læger ikke alle sår, men den gør noget godt, tror jeg, hvis man forholder sig ærligt og åbent overfor det, som er sket, og min Laurits-tid er mest fyldt med glæde og kærlighed.

Jeg er glad for min kærlighed til Laurits.

Er det tydeligt, at dette IKKE betyder, at jeg ønsker at glemme min dreng eller lægge låg på hele ormegården af sorg? Jeg bliver nemlig flimrende usikker lige så snart jeg har skrevet dette... For det betyder altså, at jeg lægger noget bag mig.