mandag den 28. december 2009

Nyt år og sorte huller

Gid det var så let. Så let, at man lige bundede en champagne, tændte en raket, hoppede ned fra en stol, vendte et kalenderblad og så... var alting nyt og friskt. Vi starter snart et nyt år, men det meste af mig står stadig med det ene ben plantet indenfor Rigshospitalets døre, hvor min lille familie ikke slap ud med livet helt i behold. Da Laurits døde var det en ny virkelighed jeg gik ind i, og jeg har stadig ikke helt fundet logikken i den. Måske også fordi den virkelighed bliver ved at udfolde sig anderledes end forventet og håbet. Vi skulle bare lige have lægernes ord for, at jeg gerne måtte blive gravid efter kejsersnittet, og så skulle vi ellers i gang med en ny graviditet. Hvor er jeg glad for, at vi ikke kunne se ind i fremtiden for tre et halvt år siden! Og hvem ved, hvad der venter...? Det blev hverken 2007, 2008 eller 2009, der kom med nyt liv, så jeg er meget skeptisk over for 2010.


Heldigvis kan jeg godt grine, glædes og fjolle, men jeg kan sandelig også falde i sorte huller. Især på denne tid af året er der så mørkt og så mange huller overalt. På de dummeste tidspunkter har jeg mest lyst til at blive liggende der på bunden. Så kan I andre gøre med verden hvad I vil og omvendt. Det værste er næsten, at tiden smuldrer. Jeg kan simpelthen helt grundlæggende ikke finde ud af det med tid mere. Jeg glemmer rigtig ofte rigtig meget og har en følelsen af, at jeg ikke kan følge med. Når jeg så endelig lægger planer, bliver de sjældent til noget alligevel. Jeg ved udmærket hvad jeg vil, men det lykkes ikke.


For min skyld måtte tiden gerne gå i stå et par år. Jeg har overhovedet ikke lyst til at springe ind i år 2010, allerhøjest sætte en fod forsigtigt derind, imens jeg tager en dyb indånding, holder vejret, kniber øjnene sammen og lister. Men hvis jeg kender verden ret, så er der ikke noget valg og lige pludselig er vi mindst i januar. Jeg må simpelthen prøve at følge med. Men hånden på hjertet, så er det bare ikke lysten, der driver værket lige nu.


Og Laurits... han er så langt væk for tiden (den åndssvage tid, der alligevel også gik videre uden ham). Jeg har en fornemmelse af, at han er under afvikling og det gør mig så ked af det. Med mindre jeg finder på et eller andet tosset ind i mellem, så er det faktum, at der bliver mindre og mindre Laurits med årene. De der fælles minder er jo så få og i øvrigt så sørgelige, at de ikke er oplagte at trække frem og glædes ved. I hvert fald sker det ikke. Albummene står på hylden og trækker støv. Han er et minde for få og en gradvis svagere erindring om noget trist, der skete for en tre år siden for de fleste. Men jeg er stadig "mindets" og "den triste erindrings" mor. Det er ikke ligefrem noget jeg har ønsket eller bedt om. Jeg ønskede at være et levende barns mor og det gør jeg sådan set igen. Når jeg kigger op fra et af disse sorte huller, som jeg nok må indrømme, at jeg lige er dumpet ned i, så virker det forbandet ensomt at være mor, når man kun er mor til Laurits. Og det er ikke den lille bassedreng, der var/er noget som helst galt med! Ham er jeg med største selvfølgelige glæde mor for. Det er den forbandede triste forladthedsfølelse der er det gale... den åndssvage død og den forpissede barnløshed. Jeg synes dødelighed er ret smart og har ingen utopisk forestilling om evigt liv, men... hvorfor skulle døden lige komme på den måde og tage det smukkeste fra mig? Han skulle altså ikke have været død i mit liv. Og hvorfor kan vi ikke få lov at opleve, at livet også kan overraske på den positive måde?

Nå, så er det sagt - eller det er jo løgn, det er skrevet, sådan til alle og ingen - og jeg har fået lidt luft. Jeg lovede nemlig en rigtig klog quinde at passe på mig selv her i denne tid.

onsdag den 16. december 2009

Rejse med bagage

Efter at Laurits har været her rejser jeg på en anden måde. Jeg mærker så tydeligt, at vi er én for lidt i den lille familie Frandsen når vi er ude. Han skulle så meget have været her... Han skulle for eksempel have været en lille rejsetosse i lufthavnen, ham vi kunne imponere dybt med store flyvemaskiner, ham jeg skulle have købt små gaver/bestikkelse til undervejs og rigtig forkælet. Ham jeg nærmest ville have tatoveret navn og adresse på i nakken. Måske ham, som ville have drønet lidt for meget rundt, når man skulle sidde stille, ikke råbe og ikke pille ved alle knapper, ting, dims, andre menneskers sovebriller, vandflasker osv.osv. Men også ham, som jeg ville have puttet trygt på hans flysæde sammen med Tux efter en oplevelsesrig dag godt på vej til Afrika midt om natten. Og ham, som jeg ikke ville ane hvordan jeg skulle hjælpe på toilettet, når flytoiletterne er så mikroskopiske små?! Men det hele ville nok været gået. Det gør det tilsyneladende for alle andre, der rejser med børn (alle andre... suk). Stewardesserne ville ind imellem have haft meget stive smil til familien Frandsens lille møgunge, men de ville også have smeltet totalt et par gange over hans helt bløde men simpelthen elektriske charme.

Jeg er ked af, at jeg ikke har billeder med hjem af Laurits' elektriske charme, men jeg har trods alt alligevel nogle Lauritsbilleder med hjem. Havde det ikke været for min lille døde dreng, så havde jeg ikke taget disse billeder undervejs - aldrig!







PS Ja, så er jeg sådan en, der rejser med en bamse. Men jeg er jo bare en mor, der holder den for sin søn

tirsdag den 1. december 2009

Når jeg engang bliver mor igen...

... så skal jeg simpelthen være den største mælkemaskine!

Jeg kunne ikke forstå, at mine bryster blev ved at være ømme og 'graviditetsagtige', men forleden faldt tiøren; der er sgu da kommet mælk i dem. Mælk til et barn, som aldrig blev til. Det er da grotesk. Jeg har fået to piller til at stoppe produktionen, men har det totalt ambivalent med dem. Indtil videre har jeg dem bare som nødplan, men jeg er ikke meget for at tage dem. Jeg har meget dårlige minder omkring de piller, der for over 3 ½ år siden skulle stoppe mælken til Laurits. Jeg har sjældent følt mig så fortabt, som da jeg hentede recept på de piller dengang.

Lige nu er de piller min 'syndebuk'. De er åndssvage og bringer dårlige minder med sig!! Og min krop er for dum! Derfor; når der engang bliver brug for min mælk, så håber jeg satme også, at der er mælk i de bryster! Og ellers så kræver jeg, at der findes en pille for det.

onsdag den 25. november 2009

Meget træt af ventetid

Ugen mellem første og anden skanning var slem. Dels slog det os temmelig meget ud at skulle indse, at graviditeten var gået i stå, og dels ventede vi på en afklaring. Den fik vi sidste torsdag og det lettede trods alt. Derfor har den seneste uges tid været præget af en vis ro. Weekenden var vi ligefrem i stand til at nyde sammen, selvom Bo lagde sig halvt syg. Desværre har den sidste uge været lidt for rolig, for jeg er overbevist om, at pillerne fra i torsdags ikke har haft deres virkning endnu. Min krop er åbentbart så langsomtopfattende i denne omgang abortshow, og jeg er så træt af den! Den er øm og dum og giver mig et åndssvagt mix af gravid/ikke-gravid signaler. Dog tror jeg, at den er ved at fatte pointen og jeg håber inderligt, at jeg kan nå at abortere inden i morgen, hvor jeg skal til tjek, for ellers tror jeg, at den står på det lille indgreb, der nok så charmerende kaldes for en udskrabning. Nå ja, på en måde vil jeg faktisk rigtig gerne tage imod det indgreb, for så bliver det da overstået. Men jeg har bare en irrationel angst... tænk, hvis de ødelægger min livmoder??

Jeg gider faktisk ikke mere! Det er så trættende at spilde timer, dage, uger på denne ikke-livgivende måde. Jeg mærker pludselig rigtig meget vrede over det hele, men sammen med det heldigvis også et velkendt trods. Det skal nok gå. Mest fordi det skal det jo bare.

torsdag den 19. november 2009

Status er...

Vi var på Riget det meste af dagen indhyllet i ventetid. Skanningen i formiddags gav os hurtig afklaring om, at der ikke var noget liv i graviditeten. Det havde vi heller ikke regnet med, og det var lige før, at lægerne var mere beklemte end os. Vi blev sendt ned til gynækologisk akut modtagelse, hvor vi snakkede mulighederne igennem med en læge, og hvor vi valgte en medicinsk abort (det er stikpiller, der sætter gang i en blødning). Det virkede for os som det rigtige valg, og det støttede lægen godt op om. Fire timer skulle vi være på hospitalet efter pillerne var lagt, bare for at være sikre på, at der ikke var nogle bivirkninger. Det var ret kedeligt...

Nu er vi hjemme og har en god aften. Jeg har det bedre end jeg har haft meget længe (sidste uges tid har været lang). Det er lidt underligt at skulle indrømme, for selvfølgelig ville jeg så gerne, at alt var anderledes. Men den reaktion hørte vist mest forgangne uge til... Ikke fordi det hele bare er overstået, men lige nu fylder lettelsen. Tænk, jeg skal ikke være bange og nervøs for graviditeten længere?! Det er faktisk rart. Jeg skal bare være mig.

Jeg ånder lettet op og tænker, at denne abort i sig selv nok ikke bliver så slem. Jeg er vist sådan en, der bedre kan forholde mig til det fysiske; nu sker der trods alt noget, og så følger jeg bare med... eller noget i den stil. Det var rigtig slemt at skulle slå ind på denne vej og sidste uge har været så styg. Men nu går det på en eller måde fremad. På en eller anden måde kan jeg bedre forholde mig til at være i gang med abortere, end at have en graviditet, der ikke vokser... lyder det skørt?

onsdag den 18. november 2009

Venter

I morgen skal jeg skannes igen. Det er alt, hvad jeg ved. Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi får bekræftet det dårlige resultat fra sidst, men derudover er jeg et stort spørgsmålstegn. Skal vi så bare vente videre og se, om kroppen selv klarer aborten? Skal vi vælge mellem medicinsk eller kirurgisk abort? Eller skal vi - som det jeg faktisk frygter allermest - have forlænget denne venteposition, fordi det alt for lille foster/celleklump viser sig at være levende trods alt? Jeg er helt sikker på, at dette ikke bliver til et barn, men jeg er bange for, at min åndssvage krop kun ganske usmageligt langsomt tager livet af det lille foster og bare forlænger pinen for os alle sammen. Vi ved godt nok ikke, om det i virkeligheden er fosteret/celleklumpen, der simpelthen ikke havde potentialet til at udvikle sig normalt, eller om det er min krop, som modarbejder graviditeter. Men det jeg har en stærk mistanke om det sidste. Det er også det vi skal have undersøgt, når vi kommer ud på den anden side af det her.

Jeg trænger til afklaring på alle måder. Vil bare have det her overstået, så vi begge to kan se fremad igen. Det kan jeg slet ikke nu. Jeg kan bare mærke, at jeg er gravid, men ikke må være det. Når det er overstået vil jeg gøre hvad jeg kan, for at være stærk og glad igen. Ikke sådan, at det hele bare skal glemmes og pakkes væk, men jeg er på en eller anden måde nødt til at tage mig sammen. Grundfølelsen lige nu er nemlig, at vi har et dårligt liv og at jeg er et dårligt liv. De følelser vil jeg gerne af med, for de gør ikke andet end at forpeste. De trækker bare bitterhed og stilstand med sig.

søndag den 15. november 2009

Fra det bedste til det værste

Hvor havde jeg bare glædet mig til at afsløre den sødeste hemmelighed i hele verden på bloggen. Det er flere uger siden vi fandt ud af, at denne omgang pgd (ægsortering) endelig havde vist sig at give en positiv graviditetstest. Jeg var simpelthen blevet gravid.

I fredags skulle vi til skanning for at se, hvor stor sådan en lille én på vej kunne være, og så om der faktisk skulle være to. Selvom aborten for to år siden sad ret tydeligt i erindringen (ligesom vi også har erfaring med en såkaldt biokemisk graviditet fra sidste år), så valgte vi at være modige op til skanningen. Vi valgte at tro på en graviditet. Blandt andet derfor var der også en del, der nåede at få at vide, at vi ventede os. Men skanningen... ja, det blev så skrækkelig som vi næsten ikke engang havde forstillet os. Lægen kunne se én graviditet - dvs. en fostersæk med 'et eller andet indeni' - og den var alt, alt for lille. Det var simpelthen så stygt.

Lige nu har jeg simpelthen ikke ord for, hvor meget hjem i ludo jeg føler os slået. Jeg er bare rigtig møg trist og forstår ikke, hvorfor det skal være så forbandet svært (umuligt???) for os at få levende børn.

Måske hører jeg til en af dem, der aborterer gang på gang. Det er nok næste skridt at få det undersøgt hos specialisten på Riget. Men allerførst kan vi bare gå og vente på, at min krop giver slip på graviditeten. Det har jeg det overhovedet ikke godt med. Jeg kan mærke på blandt andet min appetitit og søvnmangel, at jeg faktisk er gravid. Det er sgu hårdt, må jeg bare indrømme. Jeg ved af erfaring, at jeg får det bedre, når det hele er overstået, men det er den ringeste trøst lige nu. Hvor ville jeg gerne have liv i min gravide mave.

fredag den 9. oktober 2009

Hans navn

Navnet Laurits kan nogle gange virke helt mystisk for mig. Det gipper altid (mindst) en lille smule, når jeg støder på det. Selvfølgelig har jeg både sagt og hørt det navn mange gange. Jeg fortæller jo gerne om min døde dreng, og der er heldigvis også mange omkring mig, der tør snakke om ham. Men jeg kommer aldrig mere til at bruge navnet sådan rigtigt... altså bruge det til Laurits. Derfor vil det altid være en smule mystisk, og det er som om, at jeg ikke helt har taget det 'i min mund'. Vi nåede jo knapt nok at give ham navnet, før han var væk. Det er som om, at jeg stadig kan kløjes en smule i udtalelsen. Gad vide, om det bare er fordi det slutter på -ts, eller om det er fordi der ikke er nogen Laurits her i hytten at kalde for Laurits? Gad vide, om jeg ville have sagt navnet på en lidt anden måde, om det havde lydt anderledes (dur i stedet for mol), hvis han var levende?

Den lille Tulse... jeg kan godt sige jer, at han var simpelthen så sød og blød og dejlig ;-)

mandag den 5. oktober 2009

Et smil på vrangen

Lidt kedeligt, at der bare hænger sådan en gammel klagesang fast her på siden, så her er noget andet. Et smil på vrangen:

Når Laurits' lys i den lille stage brænder ud herhjemme og duften/lugten af dette breder sig i hytten, så tænker jeg; "der lugter af Laurits. Mit lille brændte barn. Min lille CO2-uvenlige unge. Gad vide, hvor meget kul der var i ham??".

torsdag den 24. september 2009

En gammel klagesang

Som overskriften siger...

Jeg sidder og ser den der udsendelse, hvor kendte (kvinde)mennesker fortæller om fødsler. Puuuuha for en nyser. Jeg fanges ind af den slags. Det gjorde jeg også før jeg selv blev mor, for jeg synes grundlæggende det er noget af det mest interessante og fantastiske i hele verden. Fødsler... Mennesker, der gror inde i andre mennesker og lige pludselig kommer ud og ændrer hele verden.

Men jeg overvældes også af følelsen af at være så forbandet snydt. Hvor er mit barn henne? Jeg fik faktisk et barn ud af min mave, men det er væk. Det er så unaturligt. På en måde føler jeg mig udenfor. På en måde føler jeg slet ikke, at jeg har født noget barn. Var det bare en fantasi? Jeg mærker en fornemmelse af, at jeg ikke rigtig har ret til at være med i den snak, som de mødre har om deres fødsler. Det er som om, at jeg kun må snakke med om et halvt forløb, der sluttede der omkring, hvor Laurits blev taget ud af min mave og væk inden jeg så ham. Det er en fornemmelse der kommer indefra, vel at mærke. Der er selvfølgelig ikke nogen, der har sagt noget om den slags til mig. Selvfølgelig skete Laurits' fødsel i virkeligheden, selvfølgelig fødte jeg ham (kejsersnit = barn ud af mave = fødsel), selvfølgelig må jeg godt være ked af det der skete. Men... jeg er bare så tom og det hele er bare så længe siden.

Det er noget rigtig møg at være den her slags mor. Det er så utrolig uforløst. Det hele peger indad i mit tomme, tomme ego, hvor det burde pege udad. Jeg kan føle mig så rådden og imploderet. Måske har jeg faktisk bare brug for at snakke om hele forløbet igen? Se billeder, fortælle og simpelthen mærke at det skete i virkeligheden. Den virkelighed, som ligger 3½ år væk og ikke her.

fredag den 18. september 2009

En hellig-Frandsen skriver

Det provokerer mig voldsomt, at man i en så kort artikel lige:

- kan binde en hurtig sløjfe rundt om fostertest, Downs syndrom, dødelige sygdomme (som netop nyresygdom med manglende fostervand) og abort. Nøj,hvor er der lige helt ufatteligt mange ting, der skal adskilles her!

- skal fortælle mig hvor 'andre end etniske danske kvinder' står i abortstatistikken, som én ud af FIRE facts om abort. Hvad har det overhovedet med emnet at gøre???

mandag den 14. september 2009

Kedeligt savn

Jeg havde ellers dumpet et par lys i tasken i dag. Friske tændstikker tillige. Havde tænkt tanken og næsten nået at glæde mig til at dreje ind på Holmens kirkegård efter et ærinde i nabolaget. Men da jeg så holdt i et lyskryds i nærheden og skulle tage beslutningen, blev det at køre lige hjem. Jeg var træt og gad ikke. Jeg mærkede efter og fandt ikke andet end kedsomhed, ligegyldighed og træthed over for den kirkegård, den plæne, den døde unge. Hvad skulle det så nytte med de lys?

Sådan har jeg det ind imellem med at være Laurits levende mor. Så er det faktisk bare trættende og kedeligt. Det kan godt gøre mig ked af det. Selvfølgelig bliver Laurits aldrig rigtig væk for mig, det ved jeg efterhånden. Men så alligevel... kan man blive mere væk end død?

Det her er vel også en slags savn, men det er lige før, at jeg foretrækker det savn, hvor man tuder, frem for denne slags, hvor tiden har syltet det ind i trist kedsomhed.

tirsdag den 1. september 2009

Laurits' lys...

... er en engel er en guldsmed er en dansende dame er en frådende hundegalskabsgalning er en skorstensfejer...

søndag den 30. august 2009

Hej, jeg er forælder til et dødt spædbarn

Jeg kan ikke sove, og tror det hænger lidt sammen med, at jeg prøvede at være en menneskebog i går. Line og Thor tippede mig om det, og jeg er rigtig glad for at have prøvet det. Jeg var bogen om at være forælder til et dødt barn og blev lånt ud to gange (+ at der var en beruset ungersvend, som kom forbi og b(s)ladrede lidt, fordi han så nogle bøger sidde der og drikke kaffe). At stille op til sådan et arrangement var foruden den helt overordnede ide med at rykke ved fordomme også en måde at prøve mig selv af. Jeg vil jo af princip gerne være noget nær en åben bog i forhold til mit døde barn. Altså forstået på den måde, at Laurits ikke skal være et tabu, og at folk gerne må spørge om alt, så længe de kan tåle at høre svaret. Det er nemlig for det første så dejligt at få lov til at snakke om mit døde barn, for det er ikke altid så let at give ham en naturlig plads i alt det levende, når nu han er så død. Desværre. Til begge dele. Derudover er det befriende når folk spørger, fremfor at gætte sig til hvordan det er - som det gælder med alt?? Det var i øvrigt lidt det samme alkoholikeren sagde, da jeg sludrede med ham 'på hylden' (eller rettere, jeg tog mod til mig og stillede spørgsmålet, om man skulle tage hensyn til ham, fordi han var alkoholiker). Han ville hellere selv have lov til at sige nej tak til en øl, end at folk ikke bød ham noget. Det kan jeg godt forstå.

Jeg blev heldigvis lånt ud to gange til i alt tre søde mennesker; en mand og to piger. I øvrigt betyder det bare, at man sætter sig på et par puder i Kgs. Have og snakker over en kop kaffe. Mere mystisk er det såmænd ikke, men det kræver selvfølgelig et vist mod og en nysgerrighed hos låner. Den første der ville snakke med mig var en flinker mand med en meget filosofisk, nysgerrig og åben tilgang, og vi talte i lang tid (her vil jeg i øvrigt gerne opfylde en fordom: to cand.mag'ere kan godt lide at sidde i Kgs. Have og snakke om liv og død, hahaa). Det var fedt at han tog arrangementet for pålydende og netop spillede en masse fordomme på bordet, f.eks.: "hænger du ikke fast i sorgen og dyrker den?", "ophøjer du ikke dit døde barn til noget helligt?" Fedt at få lov at svare på/snakke om. Jeg mener jo ikke, at jeg hænger fast i en sorg, men at det er noget, som følger med i mit liv. Sådan helt overordnet... for det kan da sagtens være, at jeg ikke altid/hele tiden går derudaf og fremad med raske skridt. Nogle gange hænger jeg sikkert fast. Og... (hrh-hrm) det der med at ophøje Laurits til noget helligt... Jow, ville det ikke være lidt hyklerisk af mig at afvise den fuldstændigt med alle de fjer, englebetegnelser, blogindlæg osv.? Men han er også noget helt særligt for mig, for jeg er hans moar. Jeg holder rigtig meget fast i det vi nåede at få af ham, for det var det eneste. Gør det noget? For jeg ved jo godt, at han hverken var mere eller mindre værd end alle andre mennesker.

Heldigvis oplever jeg, at tiden gør noget godt. Den læger ikke alle sår, men den gør noget godt. Skelletterne rasler ligesom på plads i skabet, så de i det mindste ikke er så skræmmende, når man lukker op. Jeg kan tale rimelig åbent om det hele. Selvfølgelig kan jeg blive ked af det eller få en vis kropslig reaktion - begynde at ryste og blive lidt kejtet - men det accepterer jeg for det meste. For det meste vil jeg godt understrege, for det kan sgu sagtens løbe om hjørner med mig. Og altså... nu sidder jeg så også her og kan ikke sove, for det roder alligevel op i noget at blive udfordret sådan. Det minder mig om de første mange gange (måske det første års tid) af forældregruppemøderne, hvor det godt nok også var svært at falde til ro igen, når man kom hjem i sin seng. Og det var altså ikke fordi jeg lå og græd over Laurits, men det var mere noget med, at jeg lå og tænkte på opfattelser, argumenter, reaktioner, holdninger, følelser osv.

De to piger, der lånte mig var så søde. Vel omkring 15-17 år, tror jeg. De var lidt generte og nok nervøse for at gøre mig ked af det, men hold kæft hvor var de søde! Måske hænger det også lidt sammen med, at de udfordrede min fordom overfor to teenagere med ret så sort tøj...? ;-) Der var i hvert fald intet spille-smart over dem. Det viste sig, at den ene var lillesøster til et dødt spædbarn. Jeg kunne ikke sige mig fri fra tanken om, at det kunne være min datter om en 16-18 år. Jeg spurgte lidt ind til det, men tænkte ellers, at det var dem, der skulle komme med spørgsmålene. Desværre havde vi ikke så meget tid, for de ville også rigtig gerne nå at snakke med ex-stripperen, hahahaha. Jeg er bare super glad for, at de også gad at snakke med sådan en mærkelig mor som mig. Synes det var rigtig 'klogt' af dem at vælge en af de mere grå bøger på hylden, for jeg ved godt, at som forælder til dødt spædbarn er det ikke det mest interessante omslag man har. Eller hvad? Er det min fordom?

søndag den 23. august 2009

Underlige liv

Han er så elsket. Han er her bare ikke til at være det. Alligevel er det ikke spild af kærlighed.

fredag den 14. august 2009

Så mærkelig og så dejlig

Sådan noget mor-kærlighed er virkelig en mærkværdig størrelse. Det kan ophøjes til det smukkeste, hvor der ikke er grænser for al det ild og vand man vil bekæmpe for at gå foran sit barn. Selv sådan en som mig oplever pludselig, hvad det vil sige at være målrettet. Det er jo lige før man kan finde på at opfinde nye elementer, bare for at bekæmpe dem i afkoms-kærlighedens sindssyge tilstand, selvom det ikke altid nytter noget som helst. Samtidig kan mor-kærlighed være rigtig trættende at høre på, den kan afbryde og stå i vejen og kan få en til at sige de mærkeligste ting. Eller skrive de mærkeligste ting... (hrm-hrm).

Det var egentlig ikke den tangent jeg ville ud af. Ville bare sige, at jeg 'fik øje' på et billede af Laurits i dag, og blev fanget ind i forundring. Selvom jeg har slidt de billeder op og stirret mig blind på dem, så er der sgu altid en rest af mytik tilbage alligevel. Faktisk er det som om, at jeg ikke kan få øje på den sidste lille bid, eller ikke kan samle indtrykkene til et helt færdigt billede. Måske er han stadig så fysisk for mig, at jeg mere ser - eller mærker - det kys, som jeg får lyst til at plante på en af hans skæve kinder? Eller også er billederne simpelthen ikke særligt gode, så jeg har svært ved at se ham rigtigt? Eller er det fordi han har lukkede øjne og er halvt maskeret af plaster på alle dem, hvor han var levende? Eller han virkelig bare meget mærkelig ud, så han er svær at beskrive helt færdig? Eller er det mor-kærligheden, der gør mig så uendelig subjektiv i blikket, at jeg bare synes alle hans skævheder, hans stikkontakttud, hans hævede øjne og fladmaste ører er søde, lidt skægge og spændende?? Jeg tror virkelig, at han ville have set lidt spøjs ud, hvis han levede i dag. Tror han ville have fået skæve tænder og sådan noget. Og så ville det skæve smil bare være endnu mere charmerende i mine øjne. Han ville have været så mærkelig og så dejlig.

Pheeew, så fik jeg lige afløb for et selvsving af mor-følelser helt ned i detaljen. Det er rart og nødvendigt. Men for hulen, jeg trænger til at få en levende unge, fremfor sådan en mærkelig død en!

tirsdag den 11. august 2009

Dødt barn, døde fisk og fraværende unger

Jeg har vist før beskrevet mit lystfiskeri som en sær parallel til vores kamp om at få flere børn. Udover at begge dele kræver en stor portion held, hengivelse og tålmodighed, så er det i virkeligheden nok mest i kontrasten de hænger sammen. Det er så befriende, livgivende, eftertænksomt og naturligt at komme ud til havet for at fange fisk. Havde jeg haft vinger ville det have givet luft under dem. Af og til må jeg indrømme, at fisketurene kan sammenlignes lidt for meget med barnløsheden, for så kan det godt være rigtig frustrerende ikke at fange noget og ovenikøbet miste blink. For det meste er det dog skønt at være af sted. I denne sommer er det blevet til en del fisketure, og lidt fangst har der da også været. For et par uger siden fik jeg en stor rødspætte hevet i land:
Ret sejt at fange sådan en på blink, tror jeg nok. Den blev grillet og delt med en god ven. Bo spiste sin egen rødspætte, som kun var HALVT så stor ;-P
Drømmen er stadig at få en stor havørred på krogen - en der kæmper, stikker af sted og til sidst overgiver sig (og smager godt!) - og det er altså ikke sket endnu. Jeg har kun haft en lille undermåler af slagsen forrige år, og den fik et kys samt en forskrækkelse og blev sat ud igen. De to billeder jeg drømmer om at kunne vise frem her er et Heidi-med-havørred og et scanningbillede. Helst det sidste... men nu må vi se, hvad der kommer først... eller nogensinde. Der må da snart være 'nogen', der bider på.

søndag den 2. august 2009

Ensom på trods af alt

Ind i mellem er følelsen af at være forladt så enorm. Den ligger ofte og ulmer og nogle gange bryder den løs. Så må jeg erkende, at der ligger rigtig meget savn og ensomhed, der hvor sådan noget nu ligger. Alle andre er bare gravide... har børn... Selvom vi fik Laurits, så er forældrefølelsen så ufattelig ensom og tom ind i mellem. Vi fik Laurits, men han er fraværende på 4. år. Det er kedeligt. Jeg kan sagtens finde glæde, skønhed og fjollerier i det at være én af Laurits' forældre, men så bliver det også hurtigt lidt for personligt og navlepillende. Ikke at det altid holder mig tilbage ;-) men jeg vil så gerne være mor helt ned i maven igen, helt uden at slå hjernen til, helt uden ord men bare i handling.

Sorgen over Laurits hænger sammen med sorgen over ikke at have fået flere børn. Det er ikke det samme, men det hænger sammen. Og det med vores barnløshed er jo ikke bare et spørgsmål om liv/ikke-liv, det gælder faktisk liv/død. Vi vil gerne styre udenom de 25 % dødsdømte unger i vores genpulje. Det er en forbandet luskesorg, der følger med barnløshed. Den sniger sig ind som en nærmest naturlig del af livet. Denne sorg har ikke en begivenhed, et tidspunkt eller et egentligt holdepunkt. Den er der bare, vokser i det halvskjulte - og vi vil bare så gerne af med den! Teoretisk set kunne vi vælge et liv uden børn, men det har jeg slet ikke lyst til. Jeg er jo mor. Derfor kan jeg også blive så ked af det, hvis folk går direkte videre til at tale om andres barnløshed og fertilitetsproblemer. Det er altså ikke det samme... 'forælder' og 'død' indgår i vores barnløshedssituation. Det er ikke for at negligere andres barnløshed, men det er bare et helt andet udgangspunkt. Derfor insisterer jeg på at sige, at vi bruger fertilitetsbehandling som et middel i en større behandling. Det gælder ikke 'kun' om at blive gravid, det gælder om at blive gravid med et barn, der har helt almindelige betingelser for at leve (og dø).

Jeg tror vi lever så godt vi kan med uden ham Laurits, men den reelle barnløshed går i sagens natur mod stadig større sorg, så længe der ikke kommer småsøskende til. Det er svært at håndtere, at det går mod dårligere tider, fremfor lysere, hvis ikke miraklet snart sker. På sorte dage føles det som at gamble... vi må satse mere og mere for at have håbet om gevinst. Jeg kan godt se, at en tidsramme ville være en smart strategi, for så ved man, at det må slutte en dag. Men den strategi går direkte imod Bos og min måde at leve på. Vi insisterer på at tage tingene som de kommer og være så meget her og nu, som vi kan. Det er den måde vi har rejst os efter alle nederlag i næste-barn-projektet. Jeg kan heller ikke få over mit hjerte at sige, at vi efter x antal år må opgive drømmen. Det er trods alt stadig en drøm bag de tunge, triste og ensomme følelser og ikke et mareridt.

onsdag den 15. juli 2009

Meget lidt nyt

Hvis nu livet ikke havde været så tarveligt at stoppe for Laurits dengang for tre år siden, så skulle her have været lidt billeder af helt almindelige børnenyheder fra Laurtussens verden. Sådan i stil med 'Laurits, der stolt viser sit seneste 'kunstværk' frem til moar':

Eller 'knægten, der har lavet togbane med alle fars slips':

I stedet begrænser nyhederne sig til, at der er kommet nyt toilet på kirkegården (gaaab), samt at Laurits togførers gravsted er blevet nedlagt. Det sidste er ikke helt en nyhed, da det skete lige omkring Laurits' fødselsdag. Vi blev lidt kede af at se det... Det var bare så rart med den sten på Laurits' græsplæne, hvor hans navn stod mejslet, selvom det var for en helt anden Laurits fra et helt andet årtusinde.
Et billede af blomster til Laurits fra mormor og morfar ('s have) sniger sig ind med noget nær meningsfuldhed. Jeg ville da virkelig ønske, at de blomster ikke skulle lægges på hans gravsted, men i stedet kunne være nogle, som han ganske uartigt selv havde plukket hjemme i morfars have. En del af mig synes, at det er småskørt at stille blomster til visning på kirkegården, og en del af mig synes næsten at kunne mærke en fysisk forbindelse gennem slægt, hvor jeg står som lykkeligste led imellem barnebarn og bedsteforældre.

fredag den 3. juli 2009

Sådan var det og sådan blev det (ikke)

(Skrevet for en uge siden)

Det som har fyldt en stor del af mine tanker til hverdag, har ikke været noget jeg ville skrive om her undervejs, for vi havde jo håbet på at kunne give en god nyhed. Det kan vi dog ikke. Den korte version hedder endnu et forgæves pgd-forsøg, altså heller ingen graviditet denne gang.


"Denne gang" startede for to måneder siden, en lille uges tid inden jeg afleverede specialet, for da begyndte jeg at tage nedreguleringshormoner. Det er jo kroppen der bestemmer startdatoen, så da den var klar på det tidspunkt turde jeg godt gå i gang. De hormoner man starter med (når det er lang behandling) er jeg meget uvenner med, for de påvirker mit humør meget. Det kan bedst forklares med, at de fjerner farverne fra livet. Deprimeret er et hårdt ord at bruge, men det er i den retning pilen peger. Det er på sådan en snigende måde (de skal tages i ca. fem uger), så jeg vurderede, at de ikke kunne nå at gøre nogen skade på de sidste specialeskrivedage. Det gjorde de heller ikke. Men i ugerne efter kunne jeg godt mærke, at jeg blev hormonkulleret. Der var også en lille smule ekstra ventetid, så jeg skulle være lidt længere på hormoner end normalt. Da jeg begyndte på selve behandlingen med stimuleringshormoner var jeg ret påvirket, nu i en anden og mere forvirret retning. Sådan rigtig præmenstruel. Men det var ok, for jeg havde fri til at være det og skulle ikke andet end passe på mig selv. Nu havde vi været fornuftige og stærke nok til at fravælge behandling fra februar til maj mens jeg skrev færdig, så vi var lige pludselig præcis, hvor vi skulle være. Og jeg var egentlig rigtig glad for ikke at have et nyt arbejde at skulle passe. Det havde jeg ikke haft hjerneceller til!


Ved sidste forsøg blev jeg overstimuleret og indlagt til observation efter at have fået taget 25 æg ud, så denne gang var der skruet lidt ned for krudtet. Det gik fint. Det kom 10 æg ud, og lægerne var fint tilfredse. At få taget æg ud er i min verden forfærdeligt! Jeg har nu prøvet det fire gange, og det chokerede mig lidt den første gang, hvor ondt det gjorde, så jeg var også ret bange denne gang. Men ikke sådan panisk... og jeg gør det jo igen og igen, hvis det er det, der skal til. Så enkelt er det. Men væmmeligt, det er det sgu! Efter ægudtagning kunne jeg så konstatere, at det ikke var så slemt denne gang som frygtet. Det var en lettelse af få det ovestået. I dagene efter kunne jeg virkelig også mærke en stor forskel fra sidst, for jeg var slet ikke så øm. 25 æg er også alt for mange. 10 er meget mere efter bogen. Men... når nu man er i pgd-behandling, som er ægsortering og ikke barnløshedsbehandling, lyder 10 æg ikke af så mange. Statistisk set vil 2-3 af dem nemlig få Laurits' sygdom fra både Bo og mig (hvis alle bliver befrugtet, vel at mærke), og så duer de ikke. Det er hele grunden til at lave det her, at man kan opdage dem, og sortere dem fra. Derudover er den analyse, som laves på de befrugtede æg meget hårde ved dem (man trækker 1-2 celler ud efter de har delt sig til ca. seks celler), så nogle vil gå i stykker/i stå. 'Man kan ikke lave statistik på det enkelte par', siger lægerne og de har jo ret. Men når vi nu kun fik ét godt befrugtet æg ud af sidste omgang med 25 æg, er det svært at være rigtig optimistisk med kun 10 æg... Også selvom vi har prøvet den version, der hedder kun fem æg ud, men to helt rask-raske. I hvert fald svært for mig. Så alt i alt startede det tankemæssige hårde, ulidelige venteri efter ægudtagning. Så meget var på spil, følte jeg. Det var trods alt også fjerde gang, så nu skulle det da ske.


Det viste sig, at der blev to raske bærere klar til os, så dem fik vi hjem efter fire dage. At få dem hjem er følelsen. Det er meget, meget skørt at have sit potentielle afkom liggende inde på Riget, og det er totalt meningsfyldt når de endelig ligger der, hvor de skal - inde i mig. Det var jo der hele trylleriet skulle have forgået. Lidt ekstra hormonbehandling (altså udover den obligatoriske) fulgte også denne gang efter ægoplægning. Det var det, der udløste overstimuleringen sidst, så jeg var da lidt nervøs over det. Men hvis det kunne øge chancen for graviditet, ville det være det hele værd. Helt klart! Jeg blev hurtigt lidt opsvulmet, fik kæmpe gravid-sult (oliven, tunmousse, pesto, flødestuvede ting og sager - og mere af det, tak!) og blev så mere opsvulmet. Også denne gang var der tydeligvis vand i bughulen og jeg lignede en, der var tæt på halvt henne i graviditeten. Der var et par dage, hvor jeg virkelig fik et tydeligt billede på, hvordan det havde været at være gravid med Laurits. Min krop lignede så meget. Laurits lå jo med hovedet oppe under mine højre ribben, og denne gang var der også noget, som blev presset lidt derop (sikkert leveren, eller andet organ...). Det var ret mærkeligt... Jeg tog mig selv i at nusse min mave og puffe lidt til den. Men der var sjovt nok ikke noget 'svar' derinde fra ;-) Der var bare vand og mad. På én dag ændrede hormonbalancen sig; den voldtsomme madsult forsvandt og min mave faldt. Det tog selvfølgelig lige nogle ekstra dage at blive helt normal, men skiftet var ekstremt tydeligt for mig. Sådan skulle det også være, det var ok. Det var bare det ekstra hormon, som var ude af kroppen. Til gengæld havde jeg ikke blødt i 14 hele dage efter ægoplægning, og dette var helt nyt i forhold til de andre gange. Så langt var vi ikke nået før! Det gjorde os totalt håbefulde, ja faktisk forventningsfulde. Man gennemgår ikke to måneders behandling uden at et kæmpe håb sniger sig om bord.


Normalt får man taget en graviditetsblodprøve efter 14 dage, men pga. de ekstra hormoner skulle vi vente i tre uger. Ellers kunne vi risikere et falsk positivt svar. Tre uger er lang tid! Da jeg bestemt følte, at det ekstra hormon var ude af kroppen og da jeg bare var så sikker på, at det nok var lykkedes denne gang, lavede vi en hjemmetest efter 14 dage. Vidste godt, at et positivt svar ikke kunne være helt til at regne med, men ville bare lige se det. Og hvis det imod al forventning skulle være negativt, ville jeg også gerne vide det, for jeg synes det er ret hårdt at gå og vente på en menstruation, når man nærmest frygter den. Jeg kan ikke helt styre de følelser, men når næsten at blive helt bange og fremmedgjort overfor min egen krop i sådan en situation. Det er så let at sige, at man skal tænke på noget andet, og at det er ude af vores hænder. Ja tak, men det er bare min krop det handler om hele tiden. Ville et eller andet sted gerne forberedes, hvis det var den negative vej det skulle gå. Testen var desværre fuldstændig negativ... ØV! Det var godt nok skuffende. Det føltes som et kæmpe slag, et gigantisk nederlag. Det er længe siden vi har været så kede og triste. Denne omgang pgd har helt sikkert været den hårdeste - eller rettere, resultatet har. Det føltes som en fysisk byrde. Al energi forsvandt ud af os efter testen. Vi havde ikke engang tårer, det var bare gråt, tungt, trist, modløst. Jeg følte, at alle døre til babyverdenen smækkede i. Jeg følte os snydt og bedraget. Jeg følte mig tilmed dum. Hvordan havde jeg dog kunne tro på en graviditet?? Det er jo ikke noget jeg 'må'... Sådan var følelserne. Ikke nødvendigvis rationelle, men rigtig meget til stede.


Vi har nu også fået den officielle blodprøvetest overstået. Det var godt at få det helt ud af verden, så vi kan øve os i at lægge endnu et nederlag bag os. Så skal vi fandme til at leve igen! Så skal alt det babypjat lægges på hylden - sådan mentalt. Jeg har hele tiden haft en form for skygklapper på efter Laurits døde. Vi skulle bare liiiige have den der positive graviditetstest igen, så kunne vi virkelig rejse os og vise det forbandede liv og den åndssvage død, at... ja, hvad ved jeg egentlig ikke, men det var bare et overlevelsesinstinkt. Vi var på ingen måde ude på at glemme vores første lille barn eller erstatte ham, men vi ville bare mere og igen!! Men nu ved jeg ikke rigtig hvor vi står. Jeg ved bare, at det med graviditet er virkelig svært, virkelig ikke noget vi kan beslutte, virkelig ikke sikkert og virkelig ikke noget, som kommer til at lægge sig tidsmæssigt op ad Laurits. Vi er forældre, men barnløse forældre på 4. år. Æv! Det var ikke sådan det skulle være.


Jeg kan godt selv høre, at det her lyder røv trist, for at sige det mildt. Der er dog også andet end det. Jeg er ikke udelukkende trist, men det er klart, at det fylder meget. Om lidt lukker jeg bloggen, bander lidt og så holder jeg i hvert fald en pause fra alt det triste. Det er et par dage siden testen og skuffelsen, så allerede nu er det bedre, og jeg ved, at det går fremad herfra. Det kommer bare til at tage lidt tid. Jeg er lidt af en stor skude, når jeg skal skifte retning.

fredag den 19. juni 2009

Gennemsigtig

Jeg synes nærmest bare at være gået i stå i forhold til ham Laurits. Intet nyt der. Han er stadig død og begravet. Det er for eksempel ikke det store hit at komme ud på hans græsplæne. Vist er det da rart, men der er bare ikke rigtig noget, der trækker i mig. Tændte lige et lys i går da jeg kom forbi, men havde slet ikke behov for at blive der, sætte mig på bænken. Der var en mand derude (på den anden bænk). Han sad foroverbøjet og så meget ked ud. Hans sorg måtte være ny, tænkte jeg. Min er om ikke gammel så i hvert fald velkendt. Ikke at det gør hele misæren et hak bedre, men tiden har faktisk gjort sorgen velkendt og selvfølgelig. Så måske alligevel et hak bedre...? I hvert fald til at bære i nu'et.

Jeg har lært at det går op og ned, bølger frem og tilbage med, hvor meget Laurits fylder. Det er ikke altid jeg har det roligt med, at han ikke fylder. Men det har jeg faktisk lige nu. Det er heller ikke fordi han er væk. I så fald er han væk 'inde i mig'. Sorgen er heller ikke rigtig mindre, men den bliver bare mere 'gennemsigtig'... Ja, jeg ved ikke, om det giver så meget mening? Der var bare et lille hverdags-vindues-udsyn, som gav mig den fornemmelse den anden dag (altså at sorgen er der, men bare på en gennemsigtig måde). Nede på hjørnet ved købmanden stod en far og ventede med en lille purk på armen. Purken var for lille til at holde sit hoved, men forsøgte alligevel dinglende med al sin vilje, helt tryg og rolig midt i sin fars store favn. Jeg gik helt i stå bag mit vindue og betragtede dem bare. Alle store følelser af savn, misundelse, tab, ønsker og Lauritsdrømmerier lå til grund for min betragtning, men det var alligevel som om, at der var tomt, der hvor hele balladen lå... Nogle gange er det lige det Laurits er for mig; et stort tomt spørgsmålstegn.

mandag den 8. juni 2009

Sorte strømper

Laurits fik små sorte strømper på, da han blev lagt i kisten. Dem havde jeg strikket til ham, så naturligvis skulle han have dem på. I lang tid har jeg været i gang med et par sorte strømper til mig selv. De er ikke noget at prale af. Det var Laurits' strømper heller ikke. Der var fejl i og garnet var ikke nogen super kvalitet. Dengang jeg strikkede til Laurits jokede jeg vist med, at jeg var nødt til at lave to strømper, for vi havde lige set på en scanning, at barnet derinde havde to fødder. Vi havde faktisk også set to nyrer... Det kunne bare ikke ses, at både nyrer og fødder ikke var helt som de skulle være. Nyrerne var som bekendt i udu, og fødderne var lidt skæve. Hm, men så passede strømperne egentlig meget godt - skæve og med fejl.


De strømper jeg strikker nu ser også lidt mærkelige ud. De er meget lange og helt tynde, men når de kommer på mine fødder ser de ud til at passe fint (og det er ikke fordi jeg har lange, tynde fødder, tværtimod). Jeg tror det skal være sådan nogle jeg sover med om vinteren, for de duer vist ikke som rigtige strømper. Det er garnet ikke godt nok til. Men skæve, sorte strømper af samme slags garn som dem Laurits fik er aldeles godt nok til mig.


Jeg ved jo godt, at Laurits' strømper blev til aske sammen med hans lig, og at resterne efter al sandsynlighed ligger et sted under jorden på Holmens K (ja, jeg kan ikke sige, at jeg føler mig 100 % overbevist om at resterne er der, for jeg har ikke set det). Alligevel giver strømpestrikkeriet en fornemmelse af nærhed til den lille dreng. Samtidig lægger jeg også en helt anden symbolik i det sorte strømpestrikkeri. I bunken af babytøj på loftet ligger indtil flere skæve babystrømper som jeg har strikket til kommende børn. De er bare ikke kommet, de der kommende børn. Derfor strikker jeg til mig-selv-mig nu. Det føles mere rigtigt.

søndag den 24. maj 2009

Tanker om Laurits' fødselsdag og dødsdag


Så blev Laurits ikke tre år. Men hans fødselsdag var det i forgårs. Det kunne mærkes på en stille, dyb måde. Måske derfor gav det helt rigtig mening at vi som far og mor befandt os ved verdens længste og dybeste fjord (Sognefjorden i Norge). Det er nok lidt højtravende eftertænksomhed, men fjorden er et meget godt billede på vores forældreskab til ham den lille døde. Fjordens tilsyneladende stille og rolige vand står i forbindelse til hele verdens hav og følger tidevandsrytmen som månen nu vil det. Ingen kan helt vide, hvad dybet gemmer på, men liv er der i hvert fald. Vi så for eksempel masser af marsvin, som fascinerende nok lever der et sted mellem vand og luft. Hvert 4. minut skal de op og trække vejret, hvilket de gør med spøjse nys og flotte krum'spring'. Ved Sognefjorden ser det ud til, at man bor helt nede for foden af bjerget, men i virkeligheden har vandet standset os halvt oppe. Bjerget forsætter blot nede under vandet. Al det vand... det er så livgivende og livsnødvendigt. Livet ser også ud til at blomstre lige der på grænsen. I de to meter, hvor tidenvandet teede sig, havde tusindvis af blåmuslinger sat sig fast. Helt afhængig af vand og alligevel legende med luften.

Fra start til slut var vandet Laurits' egentlige begrænsning. Helt afhængig af luft var han udenfor min mave, men han havde ikke haft mulighed for at lege med vand derinde... Det var så synd for den lille knægt, at han ikke havde haft fostervand til at træne sine lunger med. Det var så synd, ærgeligt og forbandet, at han skulle dø. Men ligesom i forgårs, så kan jeg mærke, at hans liv betyder mere end hans død. Jeg er så lykkelig over at være hans mor. Han blev taget fra os, men efterlod alligevel noget. Man kan vel sige, at jeg har lært at leve med det 'noget'. Selvfølgelig kan jeg blive rigtig meget ked af det, og der var da også et tidspunkt på Laurits' dag, hvor jeg bare kunne mærke al energien forsvinde på et øjeblik, mens sorgen strammede til. Men faktisk skulle der ikke mere til, end at minde mig selv om, at det er ok også at være ked på sin søns fødselsdag, når nu han er død. Det er vel det, som nogen kalder accept. Jeg ved bare ikke helt, om det er sådan jeg føler det... jeg kan da aldrig rigtig acceptere, at Laurits er død? Men jeg indser det i hvert fald og lader bare sorgen stramme til, hvorefter den for det meste så giver slip.



Ved fjorden var der som sagt masser af liv. Vi tog lidt af det. Bo fangede to fisk fra dybet, og jeg fangede en hornfisk inde ved land. Bos første fisk var en lyr (slags torsk, tror jeg nok), som var rigtig lækker. Den anden var en lille rødfisk, og det skal siges, at han faktisk forsøgte at sætte den ud igen. Desværre svømmede den rygsvømning, og så måtte han jo tage konsekvensen og dermed invitere den med til grillfest. Den smagte altså også rigtig godt. Hornfisken blev fanget på Laurits' fødselsdag, og det var meget tiltrængt at få fat i den. Det meste af dagen havde vi stået på små klipper og set masser af fisk søge rundt nær land. Især var der drilske hornfisk, som gerne søgte nysgerrigt efter vores blink, men som alligevel ikke turde bide på. Det var så frustrerende! Sidst på aftenen var der endelig bid! Jeg halede en fin 450 grams i land, og den var så tæt på at hoppe lige ud i vandet igen. Men vi fik den! Det føltes taknemmeligt. Jeg bliver nogle gange ked af det, når jeg slår fisk ihjel, men jeg bliver mest taknemmelig, stolt og lidt ydmyg.

I går rejste vi hjem igen, og det var en lang køretur op og ned ad bjerge. Inden vi forlod fjorden satte vi tre traner ud i vandet. Så kunne de padle rundt der, og det var bare en dejlig lille markering af noget stort. Fra kl. 14 til 14.30 tænkte jeg meget på, at det så var tre år siden vi fik Laurits i armene og mærkede ham dø. Det er altså underligt, men det er som om, at vinduet lige bliver åbnet tilbage igennem tiden på de to dage og to tidspunkter; dels 22. maj kl. 00.30, hvor han blev født, og dels 23. maj kl. 14.30, hvor han blev erklæret død. I går kunne jeg næsten ikke klare tanken om, at vi rent faktisk skulle igennem vores drengs død for tre år siden. Hvordan kunne vi dog gøre det??? Det var næsten uforståeligt, at vi engang fik at vide, at vores nyfødte ville dø, og det ville ske om eftermiddagen den 23. maj. Fy for helved, helt ærligt?! I går var det lidt af et mareridtsagtigt mysterium at tænke på, og efter kl. 14.30 kunne jeg ligesom slippe det igen. Som om noget er overstået, selvom der intet nyt er sket og aldrig kommer til at ske med Laurits.

I år har været meget anderledes end de to forgående fødsels- og dødsdage, fordi vi har holdt det 'alene'. Men vi var jo netop ikke alene... Vi har fået mange hilsner fra venner og familie og det er vi rigtig glade for! Det varmer så uendelig meget. Det rører vores hjerter allerdybest inde, at Laurits er med så mange mennesker på trods af døden. De to forrige år har vi udlevet min trang til at gøre noget på hans fødselsdag, markere dagen sammen med andre, for den trang har været stor. Jeg kunne også godt mærke flimren i år. Den flimren som nok er rigtig mor-agtig, hvor jeg bare føler ud i hver en fingerspids, at jeg da for pokker må gøre noget for vores dreng. Men jeg kan i bund og grund ikke gøre noget for Laurits som rækker ud over at leve. Bare at være til og trække vejret lidt ekstra tungt og helt ud i krogene - sådan lidt for ham også. I år fulgte vi Bos trang til at være helt stille og 'alene'. Det var dejligt. Det var godt at mærke, at vi kunne. Derudover hang dette års Lauritsdage også bare sammen med, at vi i den grad trængte til ferie og afkobling. Jeg vil nok altid have behov for at markere dagen og fejre Laurits' korte liv, men jeg tror det kan ske på mange forskellige måder fremover.
Og så lige et billede mere. På vej hjem fløj vi over Skagen/Grenen, og det vækkede også lidt Lauritsminder. Sådan lidt af de 'bagvendte', mærkelige Lauritsminder, for det var et sted vi tog hen kort tid efter hans død. Det var en måde at tage fat i livet igen efter hans død. Det var godt, men det var jo på allerværste betingelser. De minder jeg har fra Skagen er gode minder, men fra en skrækkelig tid. Det føltes rart lige at flyve over det sted i går.

fredag den 15. maj 2009

ENDELIG færdig - eller begyndende!

I går var en af de bedste dage i mit liv!
Jeg er så heldig!! Jeg har de bedste mennesker omkring mig!!!
Blandingen af taknemmelig og stolt er en fantastisk følelse at have med sig.
Nu går jeg ned og afleverer mine bøger (og betaler mine bøder), og så kører jeg ud til Laurits' græsplæne og lægger tre særlige blomster til ære for ham... På en eller anden måde er der en ring, som er sluttet. Der er en sammenhæng mellem disse to datoer som går helt ind i knoglerne på mig... og derfor kunne jeg ikke lade være at tage et billede, da de dukkede op i køleskabet forleden.
Lige nu er jeg slet ikke i stand til at udtrykke, hvor meget det betyder at jeg har afleveret specialet, men det er den største personlige sejr i mit liv.
Jeg er gået ud af skolen... det er sgu da vildt!

onsdag den 6. maj 2009

Efter tre år

Jeg kan virkelig mærke, at der skulle have været en knægt på snart tre år, for jeg har sådan lyst til at:
- kaste vildt rundt med 10-15 kg.
- forskrække 'nogen'
- lege fangelej rundt og rundt og rundt i lejligheden
- samle puslespil
- argumentere og være bedrevidende så let som ingenting ("FORDI jeg siger det!")
- fortælle små løgnhistorier
- lege med tog
- gå tur i kbh. med en lille drengs varme, fedtede hånd i min (og tænke; "bare han ikke pisser i bukserne nu, for jeg har sgu da helt glemt at tage en sikkerhedsble og ekstratøj med")
- tage toget til Køge, Vordingborg eller Lundby og spise madpakker undervejs
- bare høre ham den lille døde være stor og levende, legende, tossende lige inde ved siden af...
Ih, det kunne være så skønt!!
Men alligevel; på det helt velkendte trods, har jeg det godt. Nyder livet. Glæder mig til alt muligt men også over alt muligt. Jeg kan godt lide at være i livet. Det var ingen selvfølge for knapt tre år siden...

fredag den 1. maj 2009

Det levende efter det døde

Et levende barn... er det mon lige så skønt som jeg forestiller mig?

Jeg drømmer om at få levende børn. Drømmer om, ønsker at, håber (og arbejder) på det. Og naturligvis forestiller jeg mig en hel masse omkring det. Som mor til en død har jeg næsten kun forestillingerne at være mor i, og den stakkels Laurits er offer for min fantasi. Knægten har ganske enkelt ikke en levende jordisk chance! "De andre børn" skulle gerne have netop det, og jeg kan jævnligt blive bange for, om jeg får idealiseret det at være mor til en levende. Hvad nu, hvis jeg slet ikke kan finde ud af at se det vidunderlige i det levende kaos? Måske er jeg i virkeligheden for egoistisk til børn? Bare jeg ikke bliver en kontrol-freak. Bare jeg ikke tillægger mine børn ansvaret for min lykke?

En del af mig har en total rolig grundfølelse omkring det at være forældre. Bare kom an, små bebser! Jeg er klar med kram, patter, kys, rolig stemme, små kærlige klap og tilbagelænet lytten til jeres behov (Indrømmet; det er noget grundlæggende og nærmest dyrisk). Meeen... en anden del af mig føles stivnet, kold og kynisk. Er det besværet værd? Er der ikke groet mug på moder-hjertet? Hvad nu, hvis jeg dybest set ikke kan lide mit barn - nok? Hvad nu, hvis det kun bliver halvt så skønt som Laurits var (og Laurtussen var trods alt lidt skæv og kikset, såeh...)? Det er jo let at sige, at det halve ville være alt rigeligt, men hvad nu, hvis det bare aldrig bliver helt nok? Puh, det er møg tanker, ved det godt. Tager dem frem, lufter dem her og lader dem så passe sig selv igen. Husker mig selv på, at inden Laurits kom var jeg også i tvivl om de grundlæggende ting, men da jeg først så ham skiftede fokus. Det handlede bare ikke om mig, hverken mine behov eller evner. Det handlede om det menneske, som tilfældigvis havde mig som mor'en. På samme måde regner jeg faktisk også med, at selvfølgeligheden(kærligheden?) kommer med barnet næste gang. Eller... der er en himmel til forskel på fantasi-Laurits og fantasi-brøster: fantasi-Laurits har grund i en virkelig dreng, mens fantasi-brøster er fantasi.

Jeg savner ham. Verden ligner maj måned 2006 igen. I snart tre år har savnet syltet sig ind i alle mulige andre følelser og underlige tanker. For eksempel den flimrende urolighed omkring, at jeg ligesom skal vælge mellem dengang og nu. Det kan man jo ikke. Det er jo bare et savn. Og det er ok at blive sindssygt ked af det indeni, men bare holde det indeni, fordi det egentlig er noget så banalt som et lilel godnatmøs på kinden, som jeg ikke kan komme af med til rette modtager (Laurits, din lille, forhutlede, umulige møgunge...bare du var her og ikke der).

torsdag den 23. april 2009

Dødt barn til salg

... Nej, ikke rigtig. Men jeg ville ønske, at jeg nogle gange kunne ønske Laurits hen hvor peberet gror. For det ville betyde, at han var (dejligt) irriterende levende og krævende. Jeg kan aldrig blive træt af Laurits. Han beboer det blødeste punkt i mig. Der, hvor der er så blødt, at jeg kan falde igennem til uendeligheden, hvis det skulle være og forsvinde i moderligt selvsving af: "nååååårh, hvor var han sød! Ihh... åååhhh... lille nus". Sådan et blødt punkt alle forældre har for deres børn, og som ikke har noget med liv eller død at gøre. Eller... det har det jo, men det er ikke betinget af det. Men det eneste jeg har over for Laurits er det bløde punkt. Jeg har ikke hans dårlige lugte, hans råben og skrigen, hans ustandselige krav eller lettere terrorisering af mit ego-liv. Jeg har bare fornemmelsen af hans væsen, og det bliver jeg aldrig træt af. Men træt bliver jeg. Træt af, at han er død. Det stinker!

PS Gid man kunne provokere de døde til live igen...

lørdag den 18. april 2009

En fugls - eller en tossetankes - flugt

Fugleflugtslinie. Den korteste afstand. I menneskeverdenen en positiv tanke omkring det enkleste, bedst mulige, det optimerende "hvis nu". Et sprogligt udtryk for vores abstraktionsniveau, hvor vi med tanken giver os selv vinger. Men... så var det altså bare lige jeg tænkte på, om det med vinger, fugl, flugt og liniens korte afstand egentlig er så skønt for fuglene?? De virker så bange. Så snart de får øje på bevægelse i nærheden sætter de af i fugleflugt. Den lige direkte vej væk! Somme tider ser det da ud til, at de nyder deres vinger og evne, men jeg gad egentlig godt vide, om de flygter så ofte fordi de har vinger, eller om de virkelig føler sig frie.


De vinger jeg i min fantasi har givet Laurits var ikke beregnet til flugt, men til frihed. Det står helt klart for mig, at han i virkeligheden bare er en død, brændt dreng og derfor ikke kan have vinger. Det står også klart, at der er forskel på fugle og mennesker - og at jeg spiser fugle, der aldrig har haft muligheden for hverken flugt eller frihed. Men alligevel løber mine følelser og fantasi af med mig og manipulerer en en mening frem af synet af en tilfældig københavnerdue, der trygger sig lidt på toppen af en lygtepæl, idet jeg går hen til vinduet og glor på den. Sikke levende og fjerklædt den er. Så forbandet velsignet med vinger...

søndag den 12. april 2009

Børn med uden

Vi har været i Toscana som ligner Nangijala, men som ikke er det. Vi fløj over skyerne, som ligner et landskab, hvor en lille død dreng med vinger så let kunne flyve rundt (men ikke gør det). En fantasi, som Laurits to store kusiner deler med mig. Skønt. "Tante, tror du ikke, at hvis Laurits ser os, så tryller han sig bare usynlig?". "Jo da, selvfølgelig gør han det. Det kunne ligne ham!" Oline og Amalie har drysset mange guldkorn af sig i form af spørgsmål omkring Laurits, hans 'engleverden' og hans meget fysiske død. De er i en fantastisk alder med ca. tusind spørgsmål om dagen - hver! Jeg er glad for at de spørger (om Laurits og alt andet) men kan også blive lidt bange for, om jeg kommer til at forskrække dem nogen gange. Tror det nu ikke. De virker ikke forskrækkede, bare interesserede i at forstå verden med ALLE dens mystiske ting, hændelser og aspekter. Det er simpelthen en gave at være vidne til, at et lille menneske folder verden ud for sine egne fødder. Jeg vil ikke være den, som i den forbindelse stiller tabu og lukkede døre foran dem. Derfor svarer jeg gerne på, hvad der præcis skete dengang for snart tre år siden. Det indebærer for eksempel at forklare, hvorfor man ikke bare kan beholde sit døde barn hos sig som en bamse. Et fantastisk godt - og vigtigt - spørgsmål, ikke?? Jeg siger også tydeligt ja til, at vi blev meget kede af det, da Laurits var død. Det spørger de nemlig tit om. For det meste er det helt ok med mig at tale om Laurits' død og hans korte liv, men nogen gange rammer det dybt i maven... for så går det op for mig, at det ikke kun er tante Heidi og farbror Bo, der har mistet deres barn, men at det også er Laurits' to kusiner, der har mistet ham og omvendt. Ikke forstået sådan, at jeg tillægger dem en sorg, for jeg tror egentlig ikke, at de sørger eller har sørget, men han mangler jo. Han skulle have været så meget mere og andet end død. Jeg har faktisk sjældent haft følelsen af, at det direkte var synd for Laurits at han døde, men det synes jeg det er, når jeg ser hans to store kusiner, hans lille kusine Talitha og hans fætter Alexander rende rundt med hinanden i hænderne. De fire sammen er et vidunderligt syn! Skønne, sjove, skøre unger! De to små trækker de to store i hver sin retning, og de to store holder tålmodigt sammen på den lille flok. Men... der mangler bare én. Der skulle have været fem unger i den kæde. Jeg ved godt, at børnene (heldigvis!) ikke mærker savnet og smerten, men jeg er ked af det på deres og på Laurits' vegne. Han mangler og han går glip af livet. Rigtig meget liv. Snart tre års liv. Indtil videre, får jeg lyst til at skrive. Det er nemlig sådan jeg oplever det; 'indtil videre'. Det første år gik med at tælle timer, dage, uger og måneder. Nu er det allerede år jeg tæller. År med uden. "-Jeg vil gerne have en hotdog" "-Med rå løg?" "-nej, med uden, tak". Sådan er det at være forældre til et dødt barn. "-Jeg vil gerne have et barn" "-Nå, men så kan du få et med uden liv i. Værsgo."

Laurits er Laurits og ingen anden. Uerstattelig, umulig, urørlig og uforglemmelig. Min lille mystiske møgunge. Alexander er Alexander. Kun mystisk på den levende måde der gør, at man nogen gange undres over, hvad han mon tænker, hvordan han mon oplever verden lige nu og her (Han er endnu ikke nået til alderen med de tusind spørgsmål om dagen). Andre gange er der intet mystik forbundet med ham. Så står hans vilje helt tydeligt frem. Som den aften jeg fik lov at putte ham i seng og han blev ved at sige "Badi, sit!", fordi han ville have mig til at blive siddende i mørket ved siden af hans seng indtil han sov. Hver gang jeg strakte mig lidt for meget som noget, der mindede om at lægge an til at stille mig op kom hans lille komando: "Badi, sit!" Det gjorde jeg lige så gerne, som alle andre tanter sidder ved deres nevøer eller niecer. Det var skønt. Han dimsede rundt i lang tid med biler og sniksnak, men til sidst lå han bare og gumlede på sutten og fik tungt åndedræt. Så rettede jeg min ømme ryg, tørrede en lille tåre af egen kind og gik ud af soveværelset med helt bløde knæ. Alexander er Alexander og ingen anden. Ingen kan gøre som ham. Ingen kan som lige netop ham vise glimt af det som skulle have været. Sådan her ser Bo og jeg ud på ferie med Alexander. Helt perfekt og rigtigt. Samtidig tillader jeg mig at sige, at det også er et billede på, hvordan vi skulle have set ud til hverdag med lille Laurits hos os. Fantastisk at tænke sig, ikke?

fredag den 3. april 2009

Bo - han er bare go'

Min guldkornemand... jeg elsker ham helt vildt! For fem år siden blev vi gift. Da vi blev kørt hjem fra festen sagde han eftertænksomt: "Nogle gange kan det godt betale sig at blive gift". Han har også engang holdt mit blik i et jerngreb mens han pegede på sin egen ring og sagde: "Det her! Det er en kalkyle!!" Han har simpelthen et lettere økonomiske sprog nogle gange, men et brandvarmt hjerte. Jeg elsker ham. Jeg kan stadig få sommerfugle i maven, når jeg ser ham komme gående imod mig på gaden - sådan ud af mængden. Det er bare ham. At vores Frandsen-firma stadig har en god bundlinie er jeg meget taknemmelig over. Et stk. dødt barn pynter ikke ligefrem i regnskabet. Ja, jeg kan næsten fristes til at sige; "den havde du nok ikke regnet med, hva' Bo?" Det havde jeg godt nok heller ikke! Men hvor et dødt barn ikke gør noget godt, så gør Laurits i sig selv selvfølgelig. Jeg tror på, at vores ægteskab er til døden skiller os ad (ad, hvor bliver det brutalt, når den tid kommer!), men det bliver ikke Laurits' død, der skiller os.

tirsdag den 31. marts 2009

gravsavn

Jeg savner sådan at komme en tur ud på Laurits' græsplæne! Især på sådan en solskinsdag som i dag. Savner den varme duft af tjære fra kapellet, når man svinger ind på kirkegården. Savner stemningen, savner skadernes skrattelyde og solsortenes insisterende hoppen rundt i baggrunden. Savner at følge med i naturlivet ovenpå alle de døde. Savner træet med de lange arme og bænken. Savner græsset... det kalder nærmest på mig med søde sange om, at det passer godt på de jordiske rester af verdens sødeste. Jeg kunne sagtens bare køre derud, men jeg venter. Er egentlig ikke helt klar over, hvad det er jeg venter på. Måske foråret, men det er her jo nu. Vil nok helst derud sammen med Bo, og så skal det altså lige times med noget fyraften og kirkegårdslukketid. Men det er heller ikke bare pga. timing jeg venter. Jeg venter bare.

Førhen var det noget jeg temmelig straks tog mig tid til, når græsset kaldte. Nu holder jeg vejret, forlænger længslen og ser hvad der mon sker. Det hænger selvfølgelig også meget sammen med specialeskrivningen (suk... det famøse speciale. Drømmer ligefrem om problemstillinger og tekster om natten! Troede ikke, at man kunne drømme SÅ abstrakt kedeligt! Skulle drømme nu ikke være visuelt funderede?! hrmf!) På en måde tror jeg nok, at jeg har sat Laurits lidt i 24timers gravvuggestue... Han må altså vente til mor er færdig med at arbejde. Måske er jeg en ravnemor i hønsefjer? Eller en hønemor i ravnefjer?? For nu har jeg jo alligevel beskæftiget mig i hvert fald med tankerne snoet rundt omkring min lille dreng ved at skrive det her.

søndag den 29. marts 2009

Lidt selvmedlidenhed

Selvom jeg er glad for at skrive speciale lige nu og til en vis grad kan pudse min hellig-frandsen-glorie, fordi jeg bruger weekenden på det, så har jeg også lidt ondt af mig selv. For Bo har været ude at fiske to dage i træk, og jeg har bare været huslig og specialeagtig. Øv... Det er ikke sjovt at være så fornuftig hele tiden. Jeg er heller ikke super effektiv. Kan godt mærke i hele kroppen, at der trods alt findes mere interessante ting at lave, end at sidde her ved computeren. Ak ak..

torsdag den 26. marts 2009

Forskud på glæderne

Jeg vover pelsen og tager en ordentlig drømmebid af kagen forude! - med indbygget tilbageskuende blik. Det er altså ikke fordi jeg ikke kan holde lige-nu'et ud, for det kan jeg faktisk godt. Det er bare fordi det lige er gået op for mig, at den 14. maj, hvor jeg skal aflevere speciale, ikke er en helt almindelig dato i Bos og mit liv.


Den 14. maj for fem år siden rejste vi ret så nygifte til Japan. Der var en helt utrolig eventyrstemning indeni os, og på en måde blev den modsvaret af stemningen ude i byen, hvor det halve kongerige var shinet op, spærret af og holdt hen pga. kongeligt bryllup. Det var lidt irriterende, fordi vores hus var spærret mere eller mindre af, men heldigvis skulle vi af sted, inden løjer og karet skulle ned ad vores gade. Vi var tidligt oppe og gik en sidste køwenhauner-tur over i vores baghave, gennem Christiansborg. Vi så, hvordan de kongelige staldes heste blev luftet på ridebanen. Lige der var det en skøn stemning at stå midt i. Men vi var nu glade for at gå glip af selve brylluppet. Mens det stod på sad vi på opgraderet businessclass PÅ VEJ TIL TOKYO FOR AT BO! Uh, jeg kan genkalde suget i maven. Det var fandme stort!!


Året efter, den 14. maj 2005, var vi så på vej hjem fra Tokyo. Det var også stort. Velkomsten var varm og fantastisk. Vi endte med mange mennesker og pizza i en totalt tom lejlighed. Det var fandme hyggeligt. Gennem et halvt års tid havde jeg gået og fantaseret om, at vi skulle have haft en 'blind passager' med hjem i min mave... Det kunne bare have været skønt med en 'made in Japan'. Men den var Laurits altså ikke med på. Til gengæld blevet han lavet lige umiddelbart inden Bo tog på forretningsrejse til Tokyo i efteråret 2005 ;-) Så det japanske var med ham helt fra start.


14. maj 2006 så det hele sådan her ud:

Bo syede madrassen til LilleFranz' vugge, og vi anede ikke, at der kun var en uge til fødslen pludselig gik i gang. Hvor jeg dog glæder mig til at få fundet den vugge frem igen. Den er så smukt lavet (jamen det det er den altså, Bo!).


14. maj for to år siden ved jeg ikke lige præcis hvad der skete, men i dagbogen fra den periode står blandt andet: "Jeg går rundt og slår tid ihjel, men kan ikke få ram på netop den tid, der adskiller Laurits fra mig…"


14. maj for et år siden fangede jeg tre hornfisk. Derudover var jeg ved at være klar til at skrive speciale - troede jeg. Det var slet ikke let at få styr på emne, vejleder og mig selv, men det er jo lykkedes! I hvert fald er jeg her i en travl hverdag, hvor der godt nok ikke er plads til så meget andet end speciale, men hvor det til gengæld er både spændende og meningsfuldt at lade det fylde. Det er jeg meget, meget glad for. Og stolt af. Sgu! Nu skal det lige i hus til den 14. maj - og jeg får ret så travlt - men jeg tillader mig at lade glæden fylde. Har før oplevet, at man alligevel ikke kan gardere sig imod skuffelser. Jeg glæder mig så sindssygt meget til den 14. maj!!! Og jeg vil have taget et billede, når jeg afleverer det skide speciale!

torsdag den 19. marts 2009

Bare nogle ord...

'Lig'.
Laurits var lig. Så lig sin far med lyst krøllehår. Så lig et sundt og rask barn med fremtid. Var han også lig mig? Jeg kunne ikke helt få øje på min og Laurits' lighed dengang. Kun den lighed mellem Laurits og Bo som varmede mig helt vildt at se. Og så den anden lighed, der kom med forbandet kulde... Laurits blev et lig. Min lille lig-baby. Fri som et lig -en fugl? -en trane? Fri fra eventuel smerte, fra slanger og fra plaster på næsen. Men desværre også helt fri af livet, da jeg endelig kunne holde ham helt frit som jeg ville i mine arme. Hans lille krop sagde hæse dødelyde. Det var stort set de eneste Laurits-lyde jeg fik sådan helt 'live'.

Laurits var en vanskabning, ikke en vand-skabning. Netop ikke en vand-skabning. Havde han bare haft fostervand havde han haft en chance. For så havde han også haft nyrer med funktion i stedet for store cyster. Men Laurits var van(d)skabt og skæv. Det var ikke til at se, det måtte forstås. Det var ikke til at fatte, det måtte opleves. Lægen fik ret, præsten fik travlt, Laurits fik fred og vi fik ham ikke med hjem. Det er til at få spat af ind imellem. Der er så meget kærlighed, sjov og ballade, der bare hænger helt stille i luften. Som støv. Nogle gange føler jeg mig allerede 80 år gammel. Jeg kan så tydeligt se mig selv som gammel lillemor uden nogen levende børn og kun et meget støvet minde, som andre bliver trætte af at feje drys op efter. Det er da trist, er det. Men det er virkeligheden lige nu. Det er den lige vej, det eneste jeg virkelig kan se foran mig. Heldigvis ved jeg, at livet snor, vrider og skaber sig. Og heldigvis kan jeg stadig sagtens drømme. Let endda.

lørdag den 14. marts 2009

Traner

Det var nærmest magisk...

Vi stod i det kolde, men klare vand og nød fisketuren alt hvad vi kunne, selvom vi var ved at indse, at det heller ikke blev denne gang, at havørrederne kom med hjem på middagsbordet. Over os lød nogle underlige, lidt kurrende fuglekald, og vi kiggede lige op på en lille flok af svævende fugle. De cirklede om os et stykke tid, kaldende, svævende. Så satte de kurs ud over havet i fineste V-formation. Vi stod bare og nærmest måbede. Turde næsten ikke tro på det, men det var traner! Sådan her så det ud (dog ikke eget billede):
Det var rørende... Føltes helt bestemt som en hilsen fra Laurits. Det var første gang vi så traner i virkeligheden.

torsdag den 12. marts 2009

Lidt plat...

... men Tux's fætter er på tv for tiden. I reklamepauserne. Der spiser han leverpostej og daffer til en mikrofon. Jeg griner hver gang! Lidt plat... Meget hyggeligt ;-)

lørdag den 7. marts 2009

Dødtræt af død

Døden optræder meget i mine nattedrømme for tiden. Jeg har drømt om min egen død - et hjertestop - om truende tsunamier og verdens ødelæggelse, om at en anden døde i stedet for mig, og i nat puttede vi så Laurits i kisten. Igen... Det var en underlig og meget livagtig dødsdrøm, for det har vi jo faktisk gjort.

Hold op, hvor jeg glæder mig til at aflevere specialet om mindekultur, og så bare koncentrere mig om LIV i et godt stykke tid!

torsdag den 26. februar 2009

Bryd blot min illusion...

... for jeg er nysgerrig. Hvad var det for grønne balloner, der fløj hen over hovedet på mig i eftermiddag, da jeg cyklede hjem? Det gav mig lige i øjeblikket en sær og varm følelse af Laurits. Hvordan kunne det andet? Grønne, svævende balloner. Næsten som en hilsen fra det uendelige til mor'en i mig. Men sjovt nok havde de kurs lige mod Christiansborg, og det var lidt svært at holde fast i illusionen. Det var sikkert politiske balloner, eller noget lignende. Hvad skulle de? Hvor kom de fra? - Tivoli eller Rådhuspladsen? Var der andre, som så dem?

mandag den 23. februar 2009

Oldefarmor

Det er flere uger siden jeg skrev dette indlæg og ved egentlig ikke hvorfor jeg har gemt på det:



Jeg har en farmor. Det er efterhånden sjældent jeg ser hende. I weekenden så jeg hende endelig igen. Hun så ikke rigtig Bo og mig, for hendes øjne er blevet meget dårlige. Men besøget var varmt og rart som det skulle være. Hun har en evig varm og særlig plads i mit hjerte, og derfor havde jeg hæklet et hjerte til hende. Det er hende, som har lært mig at hækle, og jeg tænkte, at når hun nu ikke så godt kan se, så kan hun i hvert fald mærke hjertet. Bedre end at komme med en blomst. Jeg havde fyldt hjertet med boghvedeskaller, ligesom de hækledyr jeg har lavet til nogle af de små børn jeg kender, og ligesom den madras Bo lavede til Laurits. Jeg puttede en hemmelig fjer indeni... fra Laurits. Det fik også lidt babymassageolie, så det dufter af Laurits. Det fortalte jeg ikke, det var mest bare for min egen skyld.


Min farmor bor i en forholdsvis lille lejlighed og har det pænt og ordentligt. Hun har naturligvis masser af billeder rundt omkring, bl.a. et billede fra dengang Bo og jeg blev gift. Hun var ikke med til brylluppet, fordi hendes tro kom i vejen for den festivitas... lidt skørt, men faktisk ikke noget, som nagede os. Selvfølgelig ville vi helst have hende med, men når hun nu sagde nej tak, så respekterede vi det. Hun behøvede ikke at deltage i vores bryllup for at deltage i vores liv. Det er klukket i hendes stemme når vi mødes der tæller. Jeg må også indrømme, at billedet af Laurits, som hun på naturligste vis har stående ved vores bryllupsbillede, tæller. Ih, hvor blev jeg bare glad for at se det. Jeg har selvfølgelig før set at det stod der, men var ikke sikker på, at det stadig var fremme. Min farmor har på sin egen vis taget Laurits til sig, det er jeg sikker på. Han er en del af familien for hende, selvom hun aldrig har mødt ham. Hun danser heller ikke rundt om den varme grød, mens spørger ind til, hvordan vi egentlig har det. Hun forstår godt, at det er svært at vente så længe på flere børn, selvom hun er fra en helt anden tid. Det er så vildt at tænke på, hvor meget der er forandret siden hun var ung, synes jeg. Som hun sådan ca. sagde; "Det var da også trist det skulle gå sådan for jer. Og vi andre fik faktisk flere børn end vi ville". Det er jo ikke engang løgn. Sådan var vilkårene bare. Børn 'skete', og så måtte man ellers indrette livet på bedste vis, og strække maden så langt man kunne. Det var ikke et spørgsmål om kærlighed, for selvfølgelig elskede min farmor alle sine børn, men det var sandelig et spørgsmål om endnu en mund at mætte, endu et barn at tage vare på, endnu en graviditet der sled på kroppen og den daglige formåen.

Jeg har været bange for, at farmor skulle dø, før vores børn kunne nå at møde hende. Det er jeg stadig i forhold til de kommende børn. Jeg ønsker sådan, at jeg kan dele lidt minder om hende med børn, der vokser op. Hun vil være verdens bedste olde(far)mor!! Ja, det er hun jo allerede. Det var vist også det, som jeg i sin tid skrev til hende, da jeg sendte et billede af Laurits; at hun havde fået endnu et oldebarn, selvom hun også havde mistet det i samme omgang. Jeg synes Laurits lignede min farmors familie ret meget i udtrykket... på munden, det brede ansigt, det milde men bestemte. Det varmer at se ligheden. Jeg kan sagtens huske min egen oldemor = farmors mor. Jeg kan også huske, at vi besøgte hende på plejehjem til sidst, og at hun ikke kunne se mere. Min farmor ønsker nu at komme på plejehjem, og hun ser dårligt...


(Olde)farmor har oplevet meget død i sit liv, bl.a. at miste to voksne børn, en svigerdatter, en mand og et barnebarn. Dengang vi fik beskeden om min kusines/hendes barnebarns død var vi sammen. Det er mange år siden, men jeg husker det tydeligt. Hun holdt mig trøstende og tæt ind til sig. Jeg ville gerne have snakket mere om, hvordan hun har klaret at leve med så mange døde, hvordan det er, når ens voksne barn dør, hvordan det er at miste et barnebarn. Hun har så meget erfaring. Men jeg følte ikke, at det var noget vi skulle klare over kaffen på så kort tid, og efter at vi ikke havde set hinanden i så lang tid. Egentlig fik jeg også fornemmelsen af, at den vigtigste erfaring nogen gange 'bare' er den man kan mærke, fornemme og se i nuet. Som f.eks. at min farmor kan sidde lyslevende med varme i de halvblinde øjne, til trods for al den smerte hun har oplevet. Sorgen skinnede også igennem, syntes jeg. Måske mest fordi jeg selv har en portion af den med mig, eller fordi jeg genkender den...?

Jeg ser op til min farmor. Hun har altid været rund, mild og varm for mig. Jeg har tillagt hende meget, og ser det som ethvert barnebarns privilegium at gøre det, ligesom det er bedsteforælderens ret at forkæle ;-) Jeg er intet idealbarnebarn. Min farmor lever med en vis portion ensomhed, og jeg lever i hverdagen langt fra hende. Jeg både kunne og burde gøre mere... Men når vi mødes er det varme, bonus, gnist, tryghed og familiebåndskærlighed hver gang. Lige nu lever jeg højt på det! Det er så dejligt, at hun er min farmor.

lørdag den 21. februar 2009

TUX


Det er cool at være gul! Tux styrer! Tux er en tosseventil... Tux er fysisk venten på Laurits' lillebrøster. Næste gang vi får en baby, skal den ikke risikere at ligge i en hospitalseng uden noget fysisk fra os, og så er det Tux skal træde til. Tux's bløde arme passer perfekt til, at en lille baby kan kramme sin hånd fast om dem. Tux skulle have været med Laurits i kisten - og han var vist også lige ned at vende - men der var ligesom ikke rigtig plads til ham, så Tux kom med os hjem. Så fik vi også noget med hjem fra Laurits - noget andet end hårtotten og det blodige plastik-id fra hans fod. Tux er en gave fra Laurits' farbrødre. Tux er andet end plys og små sorte strømper. Tux har skæve ører og (er) skæv fantasi. Tux er venner med pingviner. Tux er berejst; fra Beijing til Svalbard. Tux er lidt beskidt. Tux har aldrig været i bad. Tux kunne til enhver tid fange fisk med de bare bjørnekløer, eller pelse en hjort. Hvis han gad. For det meste sover han bjørnelur i vores seng.





tirsdag den 17. februar 2009

Klassisk mor-dødt barn-tema

Nogen gange er Laurits virkelig langt væk. Også for mig. Så går jeg rundt og gør lige præcis hvad jeg ville have gjort, hvis han aldrig havde været her. På den ene side er det fint nok, for det frigiver vel også nogen krudt til at skyde efter andre mål end at være hans mor. Men det fører også en uro med sig, for jeg bliver bange for at glemme, og bange for at udstråle noget, der giver mine omgivelser fribillet til at glemme. "Sådan. Nu er Heidi færdig med at sørge. Nu er hun ved at være normal igen". Jeg vil ikke være en kedelig byrde af sorg og savn overfor andre, men jeg vil heller ikke leve som om, at 22.-23. maj 2006 aldrig skete. Det er jo hverken sundt, anstændigt eller muligt i længden. Laurits var et helt liv og ligeså meget værd som alle andre mennesker. Han var også så sød... og blød på kinderne... og dejlig. Jo, savnet er derinde bagved min forvirring og uro. Det ligger selvfølgelig sammen med alle de varme Laurits-følelser.


Hvorfor skal det også være så hulens besværligt at være forælder til en død?? Når jeg savner intenst gør det ondt, men når jeg giver slip på savnet gør det også ondt. Selvfølgelig er det en lettelse at give slip, men det skaber også en tomhed. Den lille søde, døde dreng var jo uerstattelig. Tomrummet er meget ensomt at bære på, og det mangler totalt den mening, som normalt skulle komme i stedet, når man giver slip på børn - de levende børn. Så er der også lige den detalje, at jeg aldrig kommer til at opleve Laurits komme hjem, vende tilbage og få et kæmpe kram af mamma-mor her. Det er ikke sjovt at give slip.

fredag den 13. februar 2009

Boblende liv

Der er altså noget, som bobler indeni for tiden. Jeg kan mærke liv - mit helt eget liv. Det er slet ikke så tosset og jeg forsøger at nyde det. Ind i mellem er det svært og vanen tager magten, så jeg sukker efter alt det, som jeg ikke kan mærke og som ikke er der. Jeg har jo vænnet mig til at leve sådan. Det er det man bliver god til i behandlingsverdnen - at vænne sig til tristhed. Alt det savn og længsel er blevet så naturligt og det skal også have sin plads, for inderst inde har jeg ønsket og håbet om at blive forælder igen. Det føles som en ret naturlig drift. Men... det er ikke alt. Jeg har faktisk en berettigelse i mig selv, i mit helt eget liv. Hvor skønt! Jeg kan se farver og muligheder, hvilket slet ikke er en selvfølge, når man er i behandlingsverdnen. Derfor er jeg virkelig taknemmelig over at mærke livet boble.


Noget helt andet: på det seneste har jeg oplevet, at jeg ligefrem har valgt Laurits' græsplæne fra. Jeg har stået en 100 meter derfra og tænkt: "aj... jeg gider egentlig ikke... Nu kører jeg bare hjem i stedet for". Det har været en meget underlig fornemmelse. På den ene side har det selvfølgelig været i orden, for det var mit valg, men på den anden side har det gjort mig ked af det. Hvad er jeg for en mor?? Gider jeg ikke engang at lægge cykelturen forbi min søns kirkegård, selvom jeg er lige i nærheden? Når jeg tænker på at cykle ud til Laurits' græsplæne står det stadig som en meget positiv ting, men jeg må nok indse, at behovet alligevel har ændret sig. Nogen gange er det faktisk også bare kedeligt at komme derud, især om vinteren. Så tænder man måske lige et lys, kigger på 'de nye dødes' blomster (det er jo en fælles grav), trisser lidt rundt og fryser og så sker der ikke så meget andet. Laurits føles ikke altid nær derude.


I de første uger efter Laurits var død holdt vi mange små pauser fra det hele ind i mellem. Det var overlevelsesstrategien. Derfor kunne man bl.a. se Bo og mig sidde på cafe og hygge os med frokost få dage efter begravelsen. Jeg tror måske det var et råd der kom fra Landsforeningen, det med at holde pause...? Det var egentlig ikke noget, der skete særligt bevidst, det var noget vi bare gjorde, og rådet kom mest til at virke som en forklaring på vores reaktion. Så var vi fri for at banke os selv med dårlig samvittighed bagefter. Det er bestemt ikke det samme som at forsøge at glemme det hele, eller tage afstand. Det er netop en pause, så man kan vende tilbage med fornyet energi. Sådan er det nok også nu. Jeg tager en pause fra at være mor, så jeg kan være mor igen.

(Jeps, så fik jeg lige psykoanalyseret maj-sælv-mig endnu engang!)

torsdag den 12. februar 2009

Trodsig (nogen kalder det vist også bare sur...;-)

Hver ting til sin tid. Ingen grund til at sukke efter kiks, når kagedåsen er tom. Det kommer der jo ikke kiks i dåsen af. Det har jeg prøvet, fandme! Jeg er træt af at vente. I det mindste tager jeg en pause fra det. Nu rejser jeg mig og går ud af venteværelset. Har læst alle bladene. De var ikke spændende og alt for gamle.

Hvis man som lille pige øver sig i dagevis på at holde balancen på en cykel kan man pludselig cykle. Hvis man øver sig på at løbe og udholde kan man en dag klare et helt maraton. Hvis man træner i at sætte fingrene rigtigt på en guitar kan man en dag spille en hel lille melodi. Sådan er der så meget – rigtig, rigtig meget! Der er så mange ting man kan gøre her i livet. Men hvad bliver man god til, hvis man bare går og venter på at blive forældre til et levende barn??? God til at spilde tiden måske? God til at blive skannet i tide og utide og stikke sig selv med nåle? Det kan jeg allerede og har ikke lyst til at blive bedre. Jeg er meget træt af at stå med hatten i hånden og tigge livet om lov, for bare at få et negativt svar hver eneste gang. Jeg har lyst til at smadre en stor bunke glas! Det har altid været min aggressionsfantasi. Jeg skulle have en beskyttelsesdragt på, en økse i hånden og så ellers en masse ruder stablet ovenpå hinanden med klodser imellem, så de rigtig kunne smadres!!! Så ville jeg smadre og skrige til jeg blev blå i hovedet, fik næseblod og pissede i bukserne! Og så ville jeg være det rareste, roligste menneske i lang tid bagefter.

fredag den 30. januar 2009

Pension

Jeg tjener ingen penge. Det har jeg ikke gjort længe. Bo betaler for hele gildet her i vores familie! Men penge fylder ikke noget særligt hjemme hos os, og det er aldrig noget, som er kommet imellem os. Hvorfor skulle det også det? En dag skal jeg ud og tjene penge igen, og det glæder jeg mig til. Så kan det også være, at jeg får nogle mere almindeligt kedelige breve fra pensionsselskabet end dem, der kommer i disse år. De er faktisk ikke kedelige. For det første har de 'Japan' med som sidste linie i adressefeltet. Altså Heidi....,blabla,nr.blala ...København, JAPAN. Jeps! Derudover står der i min fine pensionsoversigt, at jeg vil få udbetalt 44 kr./mrd., hvis jeg går af som 60-årig, og hele 59 kr./mrd., hvis jeg venter til jeg er 65. De bedste er dog, at hvert barn under 21 år vil få 9 kr./mrd. hvis jeg dør. Hahahaha! Helt ærligt, det er da til grin. Godt Laurits ikke er afhængig af de lommepenge... selvom det egentlig hellere måtte være ham, der en dag havde siddet og grinet over de fine papirer og ikke mig. Hvis jeg var død og ikke ham, så tror jeg, at han som stor knægt ville have købt sig for 9 kr. blandet slik en gang i mellem (det er sikkert bare en enkelt dims om nogle år), og gået hen til min grav og spist det, mens han med et smil mumlede: "aaaaj, skide tak, mor!"

Ja, jeg ved godt, at det ikke ligefrem er drømmescenariet, for jeg skal jo ikke sådan dø fra mine børn mens de er børn, men nu byttede jeg bare lige i tanken plads med min døde dreng. Det er ok...

torsdag den 29. januar 2009

Stakkels Laurits

Lige for tiden går jeg og bakser lidt med tanken om alt det den stakkels lille Laurits skulle igennem. Ved ikke, hvorfor det pludselig er det, som fylder, når jeg tænker på ham. Men jeg lader det bare fylde.


Jeg er så ked af, at han skulle hives ud af min mave på den måde, og at han skulle stikkes i og undersøges på kryds og tværs. Det var meget søde og dygtige læger og sygeplejersker, der behandlede Laurits, og deres behandling gav os 38 timer med en levende Laurits. Men... stakkels lille dreng. Især har jeg det dårligt med, at han fik lungedræn. Det var ikke rart for ham, og hverken hans far eller mor var der til at holde ham i hånden, da det skete og sige; 'det skal nok gå, lille skat'. Jeg var der ikke for ham, sådan som alle mine moderinstinkter og -forestillinger fortæller mig, at jeg skulle have været. Der var ikke mulighed for det. Jeg skulle jo lappes sammen efter kejsersnittet og sådan noget. Jeg er ked af, at den verden han nåede at opleve indeholdt nåle, plaster, respirator og hospitalslyde. Jeg håber sådan, at han også mærkede alt det gode omkring sig; sygeplejerskernes milde stemmer, lægernes hjertevarme gode intensioner og min totale ubetingede kærlighed. Han reagerede jo på os, især på Bos stemme, og han kiggede en lillebitte smule på mig. Vi ved, at der var kontakt. Jeg savner det bare så meget! Jeg har brug for at høre min egen stemme berolige Laurits, men det kan jeg ikke. Når jeg tænker på, hvordan vi reagerede og hvad der skete dengang Laurits var født, så må jeg tro på, at det hele gik så godt det kunne under de forbandede omstændigheder. Mon ikke den lille drengs instinkter gjorde, at han havde sin opmærksomhed rettet ind efter Bo og mig? Det tror jeg. Sådan er det bare med nyfødte. Men... hvad nu, hvis han oplevede dødsangst, smerte, fortvivlelse, sult, tørst og ikke rigtig fattede, at han var i gode hænder? Jeg er nødt til at håbe... faktisk nødt til at tro på det gode. Jeg er nødt til at kigge på et videoklip. Så kan jeg se, at han lå helt afslappet i mine arme engang - på trods af respirator og alt det andet hospitalsdims.

Og nu ved jeg egentlig godt, hvorfor det her kom til at fylde. Det er fordi vi lige har været inde på Riget til en samtale om genetik og vores barnløshedssituation. Det kan godt sætte lidt fut i alle tankerne om, hvad pokker det egentlig var der skete dengang.

torsdag den 22. januar 2009

Forår?

Jeg er altså bare en gang forprogrammeret klump kød! Fuglefløjt et sted i byen uden for mit åbne vindue, og jeg mærker noget helt inde fra kødets klump. Et eller andet løsner sig i øjeblikket og lover bedre tider (neeeeej, ikke ægløsning! Ikke så bogstaveligt). Det er bare lovning om forår og sommer. Urinstinkterne fortæller min krop, at det bliver lettere at finde føde igen, at det bliver varmere og at der skal produceres. Helst unger. Helst skal livet føres videre.

mandag den 19. januar 2009

Det var da utroligt...

... med de drømme. I nat var det min tur til at drømme om Laurits. Vi var til en stor sammenkomst med masser af fremmede mennesker og enkelte venner. Laurits havde vist været passet af Katja og jeg var henne ved et bord og hente ham (ja, det er sgu lige før jeg tror, at han havde været hjemme og lege med Natalina). Han var blevet meget træt, og egentlig skulle jeg bare have lagt ham hen og sove, men vi havde begge lyst til at han skulle sove i mine arme. Han var stor i min drøm, sådan ca. den alder han i virkeligheden skulle være nu. Men da han slumrede ind i mine arme var det som om han bare var en lille put igen. Ikke på sådan en mystisk skrumpemåde, men bare sådan som det er med børn når de sover. For når de sover bliver de så små og uskyldige igen. Jeg baksede lidt med at ville binde ham fast til mig i et tæppe. Det var ikke nogen autoriseret slynge, men jeg var ligeglad ;-) Desværre vågnede jeg så lige der. Pling! Go'mandagmorgen! Men det var en dejlig start på ugen, og jeg kan mærke kærligheden til Laurits helt oppe i halsen og som sommerfugle i maven.

søndag den 18. januar 2009

Fisker Frandsen fanger IKKE friske fisk fra Isefjorden!

Øv! Fiskedøden er total i DK!! Vi stod ude i stort set alle de lyse timer i går og forsøgte at lokke havørreder til at bide på vores blink og fluer. Der skete ikke en disse. Det er da irriterende, men det kunne nu ikke ødelægge den gode naturoplevelse trods alt. Når man står der i syv lag tøj og vaders i iskoldt vand og ser solen bryde frem mellem skyer, så er den bare ikke længere. Livet er lige der. Jeg overvejede at tage et billede, men det ville alligevel ikke kunne vise min oplevelse.


Lystfiskeriet er blevet en sær parallelhobby til vores kamp om at få flere børn. Jeg begyndte også på det på samme tid, som vi tog beslutningen om at begynde på ægsorteringforsøgene. Det var i sommeren 2007, og jeg blev hurtigt ret glad for at have fået en vaskeægte ny hobby - altså fiskeri. Jeg er lidt stolt af, at jeg er sådan en som kan fiske, for det styrker simpelthen mit selvbillede. Dels har jeg altid set mig selv som praktisk anlagt, og dels falder det godt i tråd med at være mor til en dreng. Jajajajaja, piger kan også fiske! Jeg er jo selv en af slagsen, for pokker.


Når jeg fisker har jeg heldigvis stor glæde ved hele oplevelsen. Det er ikke kun det at hale en fisk i land, men ligeså meget duften af hav, at spejde nysgerrigt i vandet, pauserne med varm kaffe eller en kold øl, madpakken (madpakker skabt til at blive spist udendørs, ikke indendørs!), koncentrationen i kastet, glæden ved en ny og superstærk line på hjulet, banden og svovlen udover et hav der er pisse ligeglad og kunne æde mig på et splitsekund, et nysmurt hjul, samt al den plads til alle de tanker der har lyst til at dukke op i knolden på en.


Parallelen til det håbløse barneprojekt/barnløse håbeprojekt er til at få øje på skulle jeg mene. Der skal rigtig meget tålmodighed til at fiske og til at lave børn, og der er ingen fangstgaranti. Foruden en parallel er fiskeriet også blevet en nødvendig kontrast, for det er et frirum til tankerne, en totalnaturoplevelse af 'bare' at være til og en hobby jeg har fået af ren og skær lyst. At få lyst til noget helt nyt var faktisk en stor oplevelse i 2007, for efter Laurits' død var der helt ærligt ikke meget, der var drevet af ren lyst. At blive glad igen helt inderst inde fra var svært. At fiske er min egen ting. Når jeg fisker er jeg en egotripper dræber, der står klar til at hale et vanddyr i land, aflive det og spise det med velbehag. Det er sejt på den gode måde at være lystfisker! Det er sejt på den kedelige måde at være i behandlingsverdnen...

torsdag den 15. januar 2009

Bare lidt ked ind i mellem

Somme tider tager mine tanker udgangspunkt i mørket og så er der intet nyt at sige... ingen reflekterende anskuelser... intet andet end følelsen af den samme gamle sorg, der bare ligger der et sted og er en del af mit liv. Jeg er så ked af, at Laurits er død. I mit liv som helhed er der blevet plads til sorgen. Den er der bare og fylder faktisk ikke så meget i bredden i forhold til, hvor dyb den er. Men i mit liv som mor fylder den desværre for meget. Jeg har kun et dødt barn og jeg vil bare så gerne have et levende også. Øv! Alle de oplevelser jeg har og har haft af nyfødte børns kære, fumlende bevægelser, deres små skrig og deres søde dufte, de er stadigvæk på anden hånd. Det er aldrig mig, der er mor'en. Der var så lidt tid med Laurits, og den blev så smertefuld, for han skulle jo dø. Jeg vil også være den, der sidder med mit barn i favnen og højst tænker på bleskift, amning og sovetid og ikke på at skulle suge øjeblikket til mig, fordi det lige om lidt er slut for altid og aldrig bliver afløst af et nyt.


Jeg tager en dyb indånding, ser mig omkring i lejligheden, hører livet lige nede på gaden og rækker ud af det mørke, sorgfyldte igen. Det kan ikke være anderledes... Der er et speciale, som skal skrives, mad der skal spises, fisk der skal fanges.