Bare nogle ord...

'Lig'.
Laurits var lig. Så lig sin far med lyst krøllehår. Så lig et sundt og rask barn med fremtid. Var han også lig mig? Jeg kunne ikke helt få øje på min og Laurits' lighed dengang. Kun den lighed mellem Laurits og Bo som varmede mig helt vildt at se. Og så den anden lighed, der kom med forbandet kulde... Laurits blev et lig. Min lille lig-baby. Fri som et lig -en fugl? -en trane? Fri fra eventuel smerte, fra slanger og fra plaster på næsen. Men desværre også helt fri af livet, da jeg endelig kunne holde ham helt frit som jeg ville i mine arme. Hans lille krop sagde hæse dødelyde. Det var stort set de eneste Laurits-lyde jeg fik sådan helt 'live'.

Laurits var en vanskabning, ikke en vand-skabning. Netop ikke en vand-skabning. Havde han bare haft fostervand havde han haft en chance. For så havde han også haft nyrer med funktion i stedet for store cyster. Men Laurits var van(d)skabt og skæv. Det var ikke til at se, det måtte forstås. Det var ikke til at fatte, det måtte opleves. Lægen fik ret, præsten fik travlt, Laurits fik fred og vi fik ham ikke med hjem. Det er til at få spat af ind imellem. Der er så meget kærlighed, sjov og ballade, der bare hænger helt stille i luften. Som støv. Nogle gange føler jeg mig allerede 80 år gammel. Jeg kan så tydeligt se mig selv som gammel lillemor uden nogen levende børn og kun et meget støvet minde, som andre bliver trætte af at feje drys op efter. Det er da trist, er det. Men det er virkeligheden lige nu. Det er den lige vej, det eneste jeg virkelig kan se foran mig. Heldigvis ved jeg, at livet snor, vrider og skaber sig. Og heldigvis kan jeg stadig sagtens drømme. Let endda.