Vi pakkede bilen og kørte den lange vej hjemme fra Schweiz og hjem til Danmark. Vi hyggede os alt hvad remmer og tøj kunne holde med familien og de venner, vi kunne nå at se i denne omgang. Det var en god ferie for os alle tre... os tre levende.
To gange blev jeg af andre mindet om Laurits og resten af tiden var han næsten ikke i mine tanker. Om jeg fatter, hvordan det kan være blevet sådan??? Jeg havde aldrig troet, at han skulle fylde så lidt. Men når det så er sagt, så prøver jeg at være modig og tro på, at han aldrig bliver væk for mig, men at han bare viger pladsen på naturlig vis. Og jeg prøver at parkere det ulmende savn i den taknemmelighed jeg har over, at nogen trods alt huskede Laurits for mig. Det var sgu rigtig godt! :-)