torsdag den 3. januar 2013

7. jul

Vi pakkede bilen og kørte den lange vej hjemme fra Schweiz og hjem til Danmark. Vi hyggede os alt hvad remmer og tøj kunne holde med familien og de venner, vi kunne nå at se i denne omgang. Det var en god ferie for os alle tre... os tre levende.

To gange blev jeg af andre mindet om Laurits og resten af tiden var han næsten ikke i mine tanker. Om jeg fatter, hvordan det kan være blevet sådan??? Jeg havde aldrig troet, at han skulle fylde så lidt. Men når det så er sagt, så prøver jeg at være modig og tro på, at han aldrig bliver væk for mig, men at han bare viger pladsen på naturlig vis. Og jeg prøver at parkere det ulmende savn i den taknemmelighed jeg har over, at nogen trods alt huskede Laurits for mig. Det var sgu rigtig godt! :-)

2 kommentarer:

Line sagde ...

Ja, hvordan blev det sådan?
Vi sendte en tanke til Laurits med en trane på træet du engang lavede til os. Og lige under hang et hjerte du har lavet i japansk papir, til India. Klem fra Line

Anonym sagde ...

Kære Heidi
Alle englebørnene er altid med når jeg er ovre at tænde lys på kirkegården juleaften. I tankerne og hjertet. Det sammer er alle deres skønne og fantastiske forældre, og helt klart og selvfølgelig; de skønne og super levende børn.
KH og knus til jer alle fra
Dorthe