mandag den 19. december 2011

En form for status

Jeg har faktisk født to børn, og det er ikke i orden, at det kun er det ene, der lever. Det er bare ikke i orden. Det er juletid og årsskifte med lys i mørket og status, så i det mindste vil jeg skrive et par ord her på Laurits' blog. En blog, der er så forsømt, at jeg ikke kan lade være at tænke: "død drengs døde blog".

Da Laurits var død oplevede jeg, hvordan det blev at leve godt efter omstændighederne - de værste omstændigheder man kan have som forælder.

Med Viola er det ligesom vendt på hovedet. At hun kom rask og levedygtig igennem graviditet med truende abort og for tidlig fødsel er de bedste omstændigheder. Men nu har jeg oplevet, hvordan det er at have det skidt trods de gode omstændigheder. Det var rigtig svært at være barnløse forældre i flere år og at gå igennem alle de behandlinger og tre aborter. Det var så hårdt, at vi ikke kunne tage det 100 % ind, men hele tiden bed tænderne sammen og fortsatte. Heldigvis resulterede det jo så i Viola, men for at tage ordentligt imod hende har jeg også måttet forholde mig til alt det, der har hobet sig op i løbet af årene. Det er nok ikke helt på plads i mig endnu, men når jeg ser et års tid tilbage er det i hvert fald gået fremad siden!

Jeg føler mig ikke konstant på tynd is nu og Viola er simpelthen blevet en robust et-årig. 2011 har givet os lutter gode erfaringer i at have et levende barn, så mine skuldre er efterhånden sænket og jeg trækker vejret mere ned i maven. Jeg kan sagtens blive snot forvirret og føle mig helt ved siden af situationen, når noget nyt kaotisk sker med Viola, men som sagt ligger der nu et ret godt fundament at falde tilbage på. "Det skal sgu nok gå det hele" er blevet grundfølelsen.

Men... når så jeg alligevel mærker en udefinerbar uro, halvangst, forkerthed boble frem af ingenting, så ved jeg, at det gælder om at huske mig selv på, at det faktisk ikke er i orden at have født to børn men kun have ét.