Meget træt af ventetid

Ugen mellem første og anden skanning var slem. Dels slog det os temmelig meget ud at skulle indse, at graviditeten var gået i stå, og dels ventede vi på en afklaring. Den fik vi sidste torsdag og det lettede trods alt. Derfor har den seneste uges tid været præget af en vis ro. Weekenden var vi ligefrem i stand til at nyde sammen, selvom Bo lagde sig halvt syg. Desværre har den sidste uge været lidt for rolig, for jeg er overbevist om, at pillerne fra i torsdags ikke har haft deres virkning endnu. Min krop er åbentbart så langsomtopfattende i denne omgang abortshow, og jeg er så træt af den! Den er øm og dum og giver mig et åndssvagt mix af gravid/ikke-gravid signaler. Dog tror jeg, at den er ved at fatte pointen og jeg håber inderligt, at jeg kan nå at abortere inden i morgen, hvor jeg skal til tjek, for ellers tror jeg, at den står på det lille indgreb, der nok så charmerende kaldes for en udskrabning. Nå ja, på en måde vil jeg faktisk rigtig gerne tage imod det indgreb, for så bliver det da overstået. Men jeg har bare en irrationel angst... tænk, hvis de ødelægger min livmoder??

Jeg gider faktisk ikke mere! Det er så trættende at spilde timer, dage, uger på denne ikke-livgivende måde. Jeg mærker pludselig rigtig meget vrede over det hele, men sammen med det heldigvis også et velkendt trods. Det skal nok gå. Mest fordi det skal det jo bare.

Status er...

Vi var på Riget det meste af dagen indhyllet i ventetid. Skanningen i formiddags gav os hurtig afklaring om, at der ikke var noget liv i graviditeten. Det havde vi heller ikke regnet med, og det var lige før, at lægerne var mere beklemte end os. Vi blev sendt ned til gynækologisk akut modtagelse, hvor vi snakkede mulighederne igennem med en læge, og hvor vi valgte en medicinsk abort (det er stikpiller, der sætter gang i en blødning). Det virkede for os som det rigtige valg, og det støttede lægen godt op om. Fire timer skulle vi være på hospitalet efter pillerne var lagt, bare for at være sikre på, at der ikke var nogle bivirkninger. Det var ret kedeligt...

Nu er vi hjemme og har en god aften. Jeg har det bedre end jeg har haft meget længe (sidste uges tid har været lang). Det er lidt underligt at skulle indrømme, for selvfølgelig ville jeg så gerne, at alt var anderledes. Men den reaktion hørte vist mest forgangne uge til... Ikke fordi det hele bare er overstået, men lige nu fylder lettelsen. Tænk, jeg skal ikke være bange og nervøs for graviditeten længere?! Det er faktisk rart. Jeg skal bare være mig.

Jeg ånder lettet op og tænker, at denne abort i sig selv nok ikke bliver så slem. Jeg er vist sådan en, der bedre kan forholde mig til det fysiske; nu sker der trods alt noget, og så følger jeg bare med... eller noget i den stil. Det var rigtig slemt at skulle slå ind på denne vej og sidste uge har været så styg. Men nu går det på en eller måde fremad. På en eller anden måde kan jeg bedre forholde mig til at være i gang med abortere, end at have en graviditet, der ikke vokser... lyder det skørt?

Venter

I morgen skal jeg skannes igen. Det er alt, hvad jeg ved. Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi får bekræftet det dårlige resultat fra sidst, men derudover er jeg et stort spørgsmålstegn. Skal vi så bare vente videre og se, om kroppen selv klarer aborten? Skal vi vælge mellem medicinsk eller kirurgisk abort? Eller skal vi - som det jeg faktisk frygter allermest - have forlænget denne venteposition, fordi det alt for lille foster/celleklump viser sig at være levende trods alt? Jeg er helt sikker på, at dette ikke bliver til et barn, men jeg er bange for, at min åndssvage krop kun ganske usmageligt langsomt tager livet af det lille foster og bare forlænger pinen for os alle sammen. Vi ved godt nok ikke, om det i virkeligheden er fosteret/celleklumpen, der simpelthen ikke havde potentialet til at udvikle sig normalt, eller om det er min krop, som modarbejder graviditeter. Men det jeg har en stærk mistanke om det sidste. Det er også det vi skal have undersøgt, når vi kommer ud på den anden side af det her.

Jeg trænger til afklaring på alle måder. Vil bare have det her overstået, så vi begge to kan se fremad igen. Det kan jeg slet ikke nu. Jeg kan bare mærke, at jeg er gravid, men ikke må være det. Når det er overstået vil jeg gøre hvad jeg kan, for at være stærk og glad igen. Ikke sådan, at det hele bare skal glemmes og pakkes væk, men jeg er på en eller anden måde nødt til at tage mig sammen. Grundfølelsen lige nu er nemlig, at vi har et dårligt liv og at jeg er et dårligt liv. De følelser vil jeg gerne af med, for de gør ikke andet end at forpeste. De trækker bare bitterhed og stilstand med sig.

Fra det bedste til det værste

Hvor havde jeg bare glædet mig til at afsløre den sødeste hemmelighed i hele verden på bloggen. Det er flere uger siden vi fandt ud af, at denne omgang pgd (ægsortering) endelig havde vist sig at give en positiv graviditetstest. Jeg var simpelthen blevet gravid.

I fredags skulle vi til skanning for at se, hvor stor sådan en lille én på vej kunne være, og så om der faktisk skulle være to. Selvom aborten for to år siden sad ret tydeligt i erindringen (ligesom vi også har erfaring med en såkaldt biokemisk graviditet fra sidste år), så valgte vi at være modige op til skanningen. Vi valgte at tro på en graviditet. Blandt andet derfor var der også en del, der nåede at få at vide, at vi ventede os. Men skanningen... ja, det blev så skrækkelig som vi næsten ikke engang havde forstillet os. Lægen kunne se én graviditet - dvs. en fostersæk med 'et eller andet indeni' - og den var alt, alt for lille. Det var simpelthen så stygt.

Lige nu har jeg simpelthen ikke ord for, hvor meget hjem i ludo jeg føler os slået. Jeg er bare rigtig møg trist og forstår ikke, hvorfor det skal være så forbandet svært (umuligt???) for os at få levende børn.

Måske hører jeg til en af dem, der aborterer gang på gang. Det er nok næste skridt at få det undersøgt hos specialisten på Riget. Men allerførst kan vi bare gå og vente på, at min krop giver slip på graviditeten. Det har jeg det overhovedet ikke godt med. Jeg kan mærke på blandt andet min appetitit og søvnmangel, at jeg faktisk er gravid. Det er sgu hårdt, må jeg bare indrømme. Jeg ved af erfaring, at jeg får det bedre, når det hele er overstået, men det er den ringeste trøst lige nu. Hvor ville jeg gerne have liv i min gravide mave.