Status er...

Vi var på Riget det meste af dagen indhyllet i ventetid. Skanningen i formiddags gav os hurtig afklaring om, at der ikke var noget liv i graviditeten. Det havde vi heller ikke regnet med, og det var lige før, at lægerne var mere beklemte end os. Vi blev sendt ned til gynækologisk akut modtagelse, hvor vi snakkede mulighederne igennem med en læge, og hvor vi valgte en medicinsk abort (det er stikpiller, der sætter gang i en blødning). Det virkede for os som det rigtige valg, og det støttede lægen godt op om. Fire timer skulle vi være på hospitalet efter pillerne var lagt, bare for at være sikre på, at der ikke var nogle bivirkninger. Det var ret kedeligt...

Nu er vi hjemme og har en god aften. Jeg har det bedre end jeg har haft meget længe (sidste uges tid har været lang). Det er lidt underligt at skulle indrømme, for selvfølgelig ville jeg så gerne, at alt var anderledes. Men den reaktion hørte vist mest forgangne uge til... Ikke fordi det hele bare er overstået, men lige nu fylder lettelsen. Tænk, jeg skal ikke være bange og nervøs for graviditeten længere?! Det er faktisk rart. Jeg skal bare være mig.

Jeg ånder lettet op og tænker, at denne abort i sig selv nok ikke bliver så slem. Jeg er vist sådan en, der bedre kan forholde mig til det fysiske; nu sker der trods alt noget, og så følger jeg bare med... eller noget i den stil. Det var rigtig slemt at skulle slå ind på denne vej og sidste uge har været så styg. Men nu går det på en eller måde fremad. På en eller anden måde kan jeg bedre forholde mig til at være i gang med abortere, end at have en graviditet, der ikke vokser... lyder det skørt?