onsdag den 15. juli 2009

Meget lidt nyt

Hvis nu livet ikke havde været så tarveligt at stoppe for Laurits dengang for tre år siden, så skulle her have været lidt billeder af helt almindelige børnenyheder fra Laurtussens verden. Sådan i stil med 'Laurits, der stolt viser sit seneste 'kunstværk' frem til moar':

Eller 'knægten, der har lavet togbane med alle fars slips':

I stedet begrænser nyhederne sig til, at der er kommet nyt toilet på kirkegården (gaaab), samt at Laurits togførers gravsted er blevet nedlagt. Det sidste er ikke helt en nyhed, da det skete lige omkring Laurits' fødselsdag. Vi blev lidt kede af at se det... Det var bare så rart med den sten på Laurits' græsplæne, hvor hans navn stod mejslet, selvom det var for en helt anden Laurits fra et helt andet årtusinde.
Et billede af blomster til Laurits fra mormor og morfar ('s have) sniger sig ind med noget nær meningsfuldhed. Jeg ville da virkelig ønske, at de blomster ikke skulle lægges på hans gravsted, men i stedet kunne være nogle, som han ganske uartigt selv havde plukket hjemme i morfars have. En del af mig synes, at det er småskørt at stille blomster til visning på kirkegården, og en del af mig synes næsten at kunne mærke en fysisk forbindelse gennem slægt, hvor jeg står som lykkeligste led imellem barnebarn og bedsteforældre.

fredag den 3. juli 2009

Sådan var det og sådan blev det (ikke)

(Skrevet for en uge siden)

Det som har fyldt en stor del af mine tanker til hverdag, har ikke været noget jeg ville skrive om her undervejs, for vi havde jo håbet på at kunne give en god nyhed. Det kan vi dog ikke. Den korte version hedder endnu et forgæves pgd-forsøg, altså heller ingen graviditet denne gang.


"Denne gang" startede for to måneder siden, en lille uges tid inden jeg afleverede specialet, for da begyndte jeg at tage nedreguleringshormoner. Det er jo kroppen der bestemmer startdatoen, så da den var klar på det tidspunkt turde jeg godt gå i gang. De hormoner man starter med (når det er lang behandling) er jeg meget uvenner med, for de påvirker mit humør meget. Det kan bedst forklares med, at de fjerner farverne fra livet. Deprimeret er et hårdt ord at bruge, men det er i den retning pilen peger. Det er på sådan en snigende måde (de skal tages i ca. fem uger), så jeg vurderede, at de ikke kunne nå at gøre nogen skade på de sidste specialeskrivedage. Det gjorde de heller ikke. Men i ugerne efter kunne jeg godt mærke, at jeg blev hormonkulleret. Der var også en lille smule ekstra ventetid, så jeg skulle være lidt længere på hormoner end normalt. Da jeg begyndte på selve behandlingen med stimuleringshormoner var jeg ret påvirket, nu i en anden og mere forvirret retning. Sådan rigtig præmenstruel. Men det var ok, for jeg havde fri til at være det og skulle ikke andet end passe på mig selv. Nu havde vi været fornuftige og stærke nok til at fravælge behandling fra februar til maj mens jeg skrev færdig, så vi var lige pludselig præcis, hvor vi skulle være. Og jeg var egentlig rigtig glad for ikke at have et nyt arbejde at skulle passe. Det havde jeg ikke haft hjerneceller til!


Ved sidste forsøg blev jeg overstimuleret og indlagt til observation efter at have fået taget 25 æg ud, så denne gang var der skruet lidt ned for krudtet. Det gik fint. Det kom 10 æg ud, og lægerne var fint tilfredse. At få taget æg ud er i min verden forfærdeligt! Jeg har nu prøvet det fire gange, og det chokerede mig lidt den første gang, hvor ondt det gjorde, så jeg var også ret bange denne gang. Men ikke sådan panisk... og jeg gør det jo igen og igen, hvis det er det, der skal til. Så enkelt er det. Men væmmeligt, det er det sgu! Efter ægudtagning kunne jeg så konstatere, at det ikke var så slemt denne gang som frygtet. Det var en lettelse af få det ovestået. I dagene efter kunne jeg virkelig også mærke en stor forskel fra sidst, for jeg var slet ikke så øm. 25 æg er også alt for mange. 10 er meget mere efter bogen. Men... når nu man er i pgd-behandling, som er ægsortering og ikke barnløshedsbehandling, lyder 10 æg ikke af så mange. Statistisk set vil 2-3 af dem nemlig få Laurits' sygdom fra både Bo og mig (hvis alle bliver befrugtet, vel at mærke), og så duer de ikke. Det er hele grunden til at lave det her, at man kan opdage dem, og sortere dem fra. Derudover er den analyse, som laves på de befrugtede æg meget hårde ved dem (man trækker 1-2 celler ud efter de har delt sig til ca. seks celler), så nogle vil gå i stykker/i stå. 'Man kan ikke lave statistik på det enkelte par', siger lægerne og de har jo ret. Men når vi nu kun fik ét godt befrugtet æg ud af sidste omgang med 25 æg, er det svært at være rigtig optimistisk med kun 10 æg... Også selvom vi har prøvet den version, der hedder kun fem æg ud, men to helt rask-raske. I hvert fald svært for mig. Så alt i alt startede det tankemæssige hårde, ulidelige venteri efter ægudtagning. Så meget var på spil, følte jeg. Det var trods alt også fjerde gang, så nu skulle det da ske.


Det viste sig, at der blev to raske bærere klar til os, så dem fik vi hjem efter fire dage. At få dem hjem er følelsen. Det er meget, meget skørt at have sit potentielle afkom liggende inde på Riget, og det er totalt meningsfyldt når de endelig ligger der, hvor de skal - inde i mig. Det var jo der hele trylleriet skulle have forgået. Lidt ekstra hormonbehandling (altså udover den obligatoriske) fulgte også denne gang efter ægoplægning. Det var det, der udløste overstimuleringen sidst, så jeg var da lidt nervøs over det. Men hvis det kunne øge chancen for graviditet, ville det være det hele værd. Helt klart! Jeg blev hurtigt lidt opsvulmet, fik kæmpe gravid-sult (oliven, tunmousse, pesto, flødestuvede ting og sager - og mere af det, tak!) og blev så mere opsvulmet. Også denne gang var der tydeligvis vand i bughulen og jeg lignede en, der var tæt på halvt henne i graviditeten. Der var et par dage, hvor jeg virkelig fik et tydeligt billede på, hvordan det havde været at være gravid med Laurits. Min krop lignede så meget. Laurits lå jo med hovedet oppe under mine højre ribben, og denne gang var der også noget, som blev presset lidt derop (sikkert leveren, eller andet organ...). Det var ret mærkeligt... Jeg tog mig selv i at nusse min mave og puffe lidt til den. Men der var sjovt nok ikke noget 'svar' derinde fra ;-) Der var bare vand og mad. På én dag ændrede hormonbalancen sig; den voldtsomme madsult forsvandt og min mave faldt. Det tog selvfølgelig lige nogle ekstra dage at blive helt normal, men skiftet var ekstremt tydeligt for mig. Sådan skulle det også være, det var ok. Det var bare det ekstra hormon, som var ude af kroppen. Til gengæld havde jeg ikke blødt i 14 hele dage efter ægoplægning, og dette var helt nyt i forhold til de andre gange. Så langt var vi ikke nået før! Det gjorde os totalt håbefulde, ja faktisk forventningsfulde. Man gennemgår ikke to måneders behandling uden at et kæmpe håb sniger sig om bord.


Normalt får man taget en graviditetsblodprøve efter 14 dage, men pga. de ekstra hormoner skulle vi vente i tre uger. Ellers kunne vi risikere et falsk positivt svar. Tre uger er lang tid! Da jeg bestemt følte, at det ekstra hormon var ude af kroppen og da jeg bare var så sikker på, at det nok var lykkedes denne gang, lavede vi en hjemmetest efter 14 dage. Vidste godt, at et positivt svar ikke kunne være helt til at regne med, men ville bare lige se det. Og hvis det imod al forventning skulle være negativt, ville jeg også gerne vide det, for jeg synes det er ret hårdt at gå og vente på en menstruation, når man nærmest frygter den. Jeg kan ikke helt styre de følelser, men når næsten at blive helt bange og fremmedgjort overfor min egen krop i sådan en situation. Det er så let at sige, at man skal tænke på noget andet, og at det er ude af vores hænder. Ja tak, men det er bare min krop det handler om hele tiden. Ville et eller andet sted gerne forberedes, hvis det var den negative vej det skulle gå. Testen var desværre fuldstændig negativ... ØV! Det var godt nok skuffende. Det føltes som et kæmpe slag, et gigantisk nederlag. Det er længe siden vi har været så kede og triste. Denne omgang pgd har helt sikkert været den hårdeste - eller rettere, resultatet har. Det føltes som en fysisk byrde. Al energi forsvandt ud af os efter testen. Vi havde ikke engang tårer, det var bare gråt, tungt, trist, modløst. Jeg følte, at alle døre til babyverdenen smækkede i. Jeg følte os snydt og bedraget. Jeg følte mig tilmed dum. Hvordan havde jeg dog kunne tro på en graviditet?? Det er jo ikke noget jeg 'må'... Sådan var følelserne. Ikke nødvendigvis rationelle, men rigtig meget til stede.


Vi har nu også fået den officielle blodprøvetest overstået. Det var godt at få det helt ud af verden, så vi kan øve os i at lægge endnu et nederlag bag os. Så skal vi fandme til at leve igen! Så skal alt det babypjat lægges på hylden - sådan mentalt. Jeg har hele tiden haft en form for skygklapper på efter Laurits døde. Vi skulle bare liiiige have den der positive graviditetstest igen, så kunne vi virkelig rejse os og vise det forbandede liv og den åndssvage død, at... ja, hvad ved jeg egentlig ikke, men det var bare et overlevelsesinstinkt. Vi var på ingen måde ude på at glemme vores første lille barn eller erstatte ham, men vi ville bare mere og igen!! Men nu ved jeg ikke rigtig hvor vi står. Jeg ved bare, at det med graviditet er virkelig svært, virkelig ikke noget vi kan beslutte, virkelig ikke sikkert og virkelig ikke noget, som kommer til at lægge sig tidsmæssigt op ad Laurits. Vi er forældre, men barnløse forældre på 4. år. Æv! Det var ikke sådan det skulle være.


Jeg kan godt selv høre, at det her lyder røv trist, for at sige det mildt. Der er dog også andet end det. Jeg er ikke udelukkende trist, men det er klart, at det fylder meget. Om lidt lukker jeg bloggen, bander lidt og så holder jeg i hvert fald en pause fra alt det triste. Det er et par dage siden testen og skuffelsen, så allerede nu er det bedre, og jeg ved, at det går fremad herfra. Det kommer bare til at tage lidt tid. Jeg er lidt af en stor skude, når jeg skal skifte retning.