lørdag den 27. februar 2010

Hvilke udtryk?

Hvilke udtryk har du på hjernen for tiden?

Jeg har dette: "at være på samme side".
Altså ikke noget med, at man skal vælge side i en krig, men som i engelsk: "being on the same page". Somme tider støder jeg på mennesker, hvor jeg tænker, at vi er som fra to forskellige planeter, men oftest er det lige præcis som om, at vi bare er på forskellige sider i en bog.

mandag den 15. februar 2010

At vågne

Der er dage, der starter med nætter. Så står alle de negative tanker i kø og jeg mærker, hvor veludviklet evnen til at jorde mig selv efterhånden er blevet. Så kan jeg lige så godt stå op. I hvert fald, hvis adrenalin-'suset' først har sat ind, for så er søvn ikke fysisk mulig før efter tidligst en time. I dårlige perioder når det at sætte sig som en vane i kroppen, og jeg vågner for eksempel kl. halv fire hver nat. Spild af tid!


Der er nætter, hvor det bare er surt at stå op, og hvor jeg ønsker, at bevidsthed var noget man kunne slukke for. Min hjerne lægger teflon ud på alle de rare, rolige og fredfyldte steder og fyrer i stedet op på fuldt blus der, hvor alle dæmonerne har tegnet kruseduller. Så handler det overhovedet ikke om varm mælk, meditation, læse avisen, eller hvad ved jeg. Så handler det om, at jeg slet ikke kan finde meningen med noget som helst.


Men... så var der natten, hvor jeg rent faktisk opdagede det næsten usynlige skift der skete, da jeg rejste mig fra sengen, og gled fra at være mest til stede i mit overtegnede, dæmon-grafitti-hærgede indre, til at være mest til stede i kroppen. Ja, det lyder måske lidt flippet, men det var lidt af en opdagelse. Ikke en stor aha-oplevelse, men en lille en, der serverede sig selv som en selvfølglighed. For det er selvfølgelig ikke mit hoved med al dets skrald, der bestemmer og styrer alting. Virkeligheden er også en anden. Heldigvis. Og når kl. så nærmer sig seks -halv syv er det faktisk helt ok at brygge en tidlig kop morgenkaffe og til duften af den mærke, hvordan byen vågner, mens dejlige Bo sover det sidste af sin søvn inde i mørket i soveværelset.

lørdag den 6. februar 2010

Fire års tid

For fire år siden var det også rigtig koldt i Kbh/DK. Dengang var der også is på kanalerne og frost i kinderne, når man cyklede omkring, for jeg kan huske det fra min studiepraktik-tid. Ud på Amager og hjem til city hver dag. Dengang havde jeg også Laurits med mig overalt, men det var altså på en lidt sjovere og dejlig dybt naiv måde. Han lå levende og 3xD i min mave. Nu skulle han have været stor nok til at høre historier om 'dengang du lå inde i mors mave'. For fanden da, det hele er snart fire år siden. Jeg gad godt at vise babybilleder til store Laurits og sige: "seeeeee, hvor lille du var!"


Sådan lå han for fire år siden og pillede ved sin hage og sit øre, mens en læge gennemgik hjerne, hjerte, nyrer osv. og sagde, at alt så fint ud. Det er vemodigt at tænke på, for de nyrer var alt andet end ok. Det er lige før jeg vil påstå, at jeg kan se på dette billede, at der er alt for lidt fostervand (som i Tulses tilfælde hang sammen med manglende nyrefunktion). Men det er sikkert bare øjnene der ser... Og i bund og grund er det også lige meget, for det ville ikke have ændret noget som helst til det bedre. Sygdommen var der, døden ventede og jeg er bare glad for, at jeg trods de forbandede odds alligevel fik lov til at opleve nyfødte Laurits. Jeg får simpelthen lyst til at synge den samme gamle sang om, at Laurits var lige som han skulle være, det var kun hans dødelige sygdom den var gal med.

De fire år, som er i gang med at gå hen over hovedet på mig larmer lidt for tiden. Jeg forsøger nok at komme alt det triste lidt i forkøbet. Selvfølgelig skal man ikke tage sorgerne på forskud, men det er faktisk heller ikke så meget sorg over, hvad der kan ske, som det er sorg over alt det, som ikke sker - hvilket vel netop bare er sorg?! Jeg er nødt til at acceptere, at Laurits' fødselsdag vil komme og gå endnu engang uden nogen væsentlig ændring; han vil stadig være død. Derudover må jeg acceptere, at der ikke venter den barsel, som ellers nåede at tegne sig selv i en løs skitse i efteråret, da vi havde en positiv graviditetstest. Lægen nåede at dreje det famøse graviditets-lykkehjul og finde termin, og den landede i mine øjne det fineste sted, nemlig i slutningen af juni (Laurits' var 1. juli). Jeg skulle på nuværende tidspunkt have været lige så gravid som for fire år siden. Det er faktum, og ikke bare en udefinerbar længsel. Der er bare så utroligt meget jeg ikke skal til foråret, og det er ligesom dér jeg har hjertet hængende - i alt det, som ikke sker.