fredag den 30. juli 2010

Snille - snart to pakker smør

Det går godt. Forskrækkelsen over blødningen har fortaget sig og vi er egentlig ovenpå igen. Snille muler levende rundt i min mave og vokser tilsyneladende. Jeg kan fornemme, at der bliver mere og mere af hende og så vidt vi kan læse os til, nærmer hun sig to pakker smør i vægt. Hun opfører sig som klassisk foster og laver masser af ballade om aftenen ved sengetid. Om dagen kommer der også jævnligt livstegn. Det er så dejligt. Sidder jeg lidt for foroverbøjet kommer der små protestspark. Desværre er det stadig svært at vise hendes bevægelser frem til andre. Jeg skal helst ligge på ryggen og så skal man være ret tålmodig med håndspålæggelsen. Det er igen helt klassisk, at når Bo eller andre vil mærke, så bliver hun ofte lige lidt stille. Men Bo mærker skam masser af bevægelser, og det er sjovt så enige vi kan blive om den lille piges dygtighed og styrke ;-)

Hvis der er noget om, at babyer kan genkende og blive beroliget af, hvad de har hørt jævnligt mens de lå i maven, så kommer vi til at berolige hende med sætningen: "hvad laver du, Snille??", for det er ligesom det eneste vi rigtig har at sige til hende. Vi er rigtig nysgerrige overfor hende. Samtidig er det iblandet følelsen af en vis farlighed, for vi kan sandelig godt vente med at møde hende til hun er bagt færdig. Men hvordan har små børn det, når de ligger derinde i den lune hule og bager? Hvad laver de egentlig? Man antager ligesom at fostertilstanden er fantastisk, men hvem ved? Kan sådan et lille pjevs ikke have ondt, klø eller blive ked af det?? Kan det være et gladt pjevs?

Jeg håber Snillen er så glad som hun kan være. Det er også det vi prøver at være. Det er såmænd ikke svært at finde glæden, men der er bare samtidig en dyb bekymring, som godt kan udfordre glæden ind i mellem. Hver aften jeg lægger hånden på den bumlende (blævrende) mave er jeg virkelig ufattelig glad og taknemmelig. Så er jeg lige der, hvor jeg har ønsket at være i fire år og fatter det næsten ikke. Så venter vi bare på, at krydse over de usynlige milepæle på vej til reel overlevelse for det lille pjevs.

lørdag den 17. juli 2010

En stor forskrækkelse

For en uge siden var vi bare så lettede og lykkelige efter den gode scanning, der viste sund og rask Snille. Det handler forgående indlæg om. Fem dage havde vi med den fjollede, glade ubekymrethed, men så blev vi mindet kraftigt om, at det hele er så skrøbeligt og at vi på ingen måde er i mål endnu. Fysisk har Snille det godt, jeg har det godt og det har Bo også! Men vi blev så bange som vi ikke kan huske vi har været det før. Det har vi jo nok været dengang Laurits blev født og døde, men tiden visker alligevel den slags rå skræk ud. Desuden er det ved at gå op for mig, at den form for accept eller afklarethed jeg kan føle omkring Laurits' død netop er knyttet til hans død. Skulle det komme til Snillens ville jeg være fuldstændig ligeså meget på bar bund igen. Og da Snillen netop er levende, betyder det også hun kan dø. Øv, overhovedet ikke til at holde ud at tænke på.

Tirsdag aften efter vi havde besøgt gode venner begyndte jeg at bløde, så snart vi kom ind ad døren hjemme. Jeg havde overhovedet ikke lavet noget unormalt eller anstrengende. Det var et shok. Jeg har aldrig set Bo så ude af sig selv. Jeg måtte bide panikken i mig og ringede med det samme til fødegangen. Vidste ikke hvad ellers. Heldigvis sagde de, at vi bare skulle komme ind til dem, så det gjorde vi. Så var det Bos tur til at bide panikken i sig og køre bilen ind til Riget. For helvede også, det hele mindede om dengang for fire år siden, hvor vi næsten på samme klokkeslet kørte ind til Riget og pludselig skulle have et barn for tidligt. Og vores lille pige var/er jo slet, slet ikke gammel nok til at fødsel kunne være en håbefuld udvej...

Jeg frygtede det værste, da jeg lå og ventede på en scanning. Der gik alt, alt for lang tid, før jeg endelig mærkede et par spark. Pyyyyh, så var Snillen da i hvert fald i live. En læge kom og scannede, og igen; Snillen var i live og så ud til at have det fint. Så langt så godt - virkelig godt! Verden var ikke gået i stykker. Men lægen var i tvivl, om blødningen kunne stamme fra moderkagen, som måske havde løsnet sig ganske lidt et sted. Fy for satan! En ny læge scannede, men mente tværtimod at blødningen måske kunne stamme fra en lettere forkortet livmoderhals. Nejnejnej! Begge dele var da vildt skræmmende. Heldigvis var blødningen mere eller mindre stoppet, og nu skulle jeg bare ind og ligge i en seng og sove for natten. Så måtte vi tage en dag ad gangen og næste morgen skulle det afgøres, om der skulle lægges en cerclage, altså om livmoderhalsen skulle snøres sammen. Det var den bekymring vi hver især kunne lægge os for natten med. Bo kørte hjem og jeg blev på Riget. Det var selvfølgelig ingen god nat for nogen af os, og jeg synes hele tiden der var plukkeveer. Dog havde jeg Snille-pigens mange bevægelser og spark til at berolige mig i forhold til det allervigtigste, nemlig at hun levede. Helt ærligt; Bo havde ikke en skid andet end angst og bekymring og jeg tror faktisk det er mange gange sværere at være far'en i den situation.

Næste morgen var der tidlig stuegang, og jeg blev scannet for at se, hvordan det hele nu så ud. Til stor, stor lettelse så livmoderhalsen nu fin lang ud, og der var ikke rigtig tegn på noget sted det kunne bløde fra i livmoderen. Moderkagen var også fin og sad helt fast. Bo havde sagt om aftenen: "kan det her ikke bare være et mareridt vi kan vågne fra??" Sådan føltes det nærmest efter undersøgelsen onsdag morgen. Vi blev selvfølgelig vildt glade. Men øh... hvor sidder den knap lige hvor man afblæser sin indre angst for at miste endnu et barn...?

Den korte version af de næste par dage er, at jeg blev til observation til i går (fredag), og at alt nu ser fint ud. Så måske var det en såkaldt ubetydelig blødning midt i graviditeten. Eller måske var det tegn på, at jeg simpelthen skal passe ekstra meget på i resten af graviditeten. Indtil videre må vi se tiden ganske stille og roligt an og så få noget ekstra kontrol. For pokker, hvor er vi glade for at bo så tæt på Rigshospitalet og at lægerne, jordmødrene, sygeplejerskerne og hvem ellers vi møder er så gode, for det er de. Vi møder dygtighed, forståelse, grundighed og forklaringer så langt de nu kan forklare. Sådan en graviditet er bare så mystisk og utilregnelig.

I dag er jeg præcis halvt henne i graviditeten og det er en af de gode milepæle. Nu tæller vi jo ned til fødsel, kan man sige. Men jeg må nok indrømme, at de sidste par dage har gjort, at jeg tænker meget mere konkret på, at der er lang, lang tid til, at Snillen kan overleve. Gid jeg var i uge 30 i stedet for 20! I det hele taget har jeg mange følelser i klemme i forhold til det med fødsel og synes også det er noget værre ambivalent noget. På den ene side fantaserer jeg om det som den bedste dag i nærmeste fremtid, hvor vi endelig får et levende og levedygtigt barn i armene, men lige nu frygter jeg fødsel. Det må bare ikke ske for tidligt.

mandag den 12. juli 2010

En kæmpe lettelse

Selvom det rent faktisk er gået støt og roligt fremad hele tiden i denne graviditet og alle de utallige scanninger har været gode, så var den i fredags helt særlig. For anden gang blev Snille tjekket på kryds og tværs af måske DK's bedste scanningslæge. Selvom første gennemscanning for godt 14 dage siden også viste alt ok, så var det bare af større betydning i fredags. Jo ældre Snille, jo sikrere resultat. For eksempel kan vi nu regne med, at god mængde fostervand er lig med god nyrefunktion.

Sådan en gennemscanning er ikke en hyggescanning, for der bliver selvfølgelig ledt efter ting, der kan ændre livet på et øjeblik, så vi var ret nervøse. Det var især nyrerne der blev tjekket og selvom vi stoler på, at dna-analysen ved hele ægsorterings-metoden har fungeret, så er der alligevel en usikkerhed/risiko ved metoden, og vi har set frem til at få udpeget nogle sunde, raske nyrer på en scanning, hvilket vi fik i fredags. Foruden nyrerne så alt andet også fint ud. Vi ved godt, at der ikke er garantier for noget, men vi tør tro på, at Snillen er sund og rask. Skøn følelse!! Det betyder alverden at blive taget alvorlig af lægerne og få den hjælp de nu engang kan tilbyde. Vi fik aftale om to nyrerscanninger mere og så må vi se, om vi overhovedet får brug for det/lyst til det.

Flere gange har vi fået at vide, at den lille er ret livlig = ikke så nem at scanne. Det gør mig så glad. Jeg kan ikke lade være at tolke personlighed ind i det, men det betyder også meget for mig, at den lille har plads nok og kræfter nok til at mose rundt, for det havde Laurits ikke grundet for lidt fostervand. Indtil videre har jeg ikke rigtig kunnet sammenligne Snillens bevægelser med Laurits' bevægelser, fordi jeg ganske enkelt ikke kan huske præcis hvordan Laurits' var i de første uger jeg nærkede ham sparke. Jeg husker mest hvordan han sparkede til sidst i graviditeten. Små puslingespark nedad i min mave. Snillen her har jeg mærket med sikkerhed hver dag i fire uger nu, og det er både spark og rumlen rundt. Jeg forstiller mig, at den nogle gange drøner halvhidsigt rundt og leder efter sin tommelfinger (mors lille dumme unge). Den har tilsyneladende også indrettet sig med både overkøje og underkøje. Af og til leger den alien og ligger næsten helt ude under mit maveskind. Andre gange er den næsten forsvundet og gider kun at være i fred. Det er så dybt fascinerende at mærke og se dens bevægelser og jeg fatter næsten ikke, at jeg er så heldig at have en lillebitte baby i maven (det er måske det, den prøver at fortælle sin tumpede moar).

Til nu har vi kaldt den lille for 'den', men scanningen viste os, at vi skal til at vænne os til noget ganske nyt og uprøvet... en datter. Selvom vi er fuldstændig ligeglade med kønnet, så betyder det dog noget at få det at vide. Det kunne vi i hvert fald mærke. Det var næsten ligesom at blive gravid igen og vi var helt fjollede omkring det hele weekenden. Som Snille-mor er jeg fuldstændig ligeglad med, om det er pige eller dreng, men jeg må være ærlig og sige, at som Laurits-mor skal jeg lige vænne mig til tanken om, at jeg nok aldrig bliver mor til en levende dreng. Ved godt, at det her kan være svært at forstå, men sådan føles det altså for mig at være mor til både Laurits og Snille. Mest af alt føles det dog bare godt at være Heidi (herre-heldige-heidi) i denne livgivende, lyse sommer, som jeg har ventet på i 100 år.