Det går godt. Forskrækkelsen over blødningen har fortaget sig og vi er egentlig ovenpå igen. Snille muler levende rundt i min mave og vokser tilsyneladende. Jeg kan fornemme, at der bliver mere og mere af hende og så vidt vi kan læse os til, nærmer hun sig to pakker smør i vægt. Hun opfører sig som klassisk foster og laver masser af ballade om aftenen ved sengetid. Om dagen kommer der også jævnligt livstegn. Det er så dejligt. Sidder jeg lidt for foroverbøjet kommer der små protestspark. Desværre er det stadig svært at vise hendes bevægelser frem til andre. Jeg skal helst ligge på ryggen og så skal man være ret tålmodig med håndspålæggelsen. Det er igen helt klassisk, at når Bo eller andre vil mærke, så bliver hun ofte lige lidt stille. Men Bo mærker skam masser af bevægelser, og det er sjovt så enige vi kan blive om den lille piges dygtighed og styrke ;-)
Hvis der er noget om, at babyer kan genkende og blive beroliget af, hvad de har hørt jævnligt mens de lå i maven, så kommer vi til at berolige hende med sætningen: "hvad laver du, Snille??", for det er ligesom det eneste vi rigtig har at sige til hende. Vi er rigtig nysgerrige overfor hende. Samtidig er det iblandet følelsen af en vis farlighed, for vi kan sandelig godt vente med at møde hende til hun er bagt færdig. Men hvordan har små børn det, når de ligger derinde i den lune hule og bager? Hvad laver de egentlig? Man antager ligesom at fostertilstanden er fantastisk, men hvem ved? Kan sådan et lille pjevs ikke have ondt, klø eller blive ked af det?? Kan det være et gladt pjevs?
Jeg håber Snillen er så glad som hun kan være. Det er også det vi prøver at være. Det er såmænd ikke svært at finde glæden, men der er bare samtidig en dyb bekymring, som godt kan udfordre glæden ind i mellem. Hver aften jeg lægger hånden på den bumlende (blævrende) mave er jeg virkelig ufattelig glad og taknemmelig. Så er jeg lige der, hvor jeg har ønsket at være i fire år og fatter det næsten ikke. Så venter vi bare på, at krydse over de usynlige milepæle på vej til reel overlevelse for det lille pjevs.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
4 kommentarer:
Det er dejlig læsning.
Det glæder mig rigtig meget, at lille Snille trives og vokser. Jeg bliver sendt tilbage i tiden til den gang jeg selv var gravid. At ligge og mærke det lille liv inden i er en helt fantastisk fornemmelse.
Du fatter næsten ikke, hvor lettet jeg blev over at læse dette skønne skønne indlæg. Arh men altså hvor jeg kan gå og blive bekymret og samtidig komme helt op i det gladeste felt, når jeg læser sådan noget som dette.
Nu kan jeg mærke, at jeg kan bevare roen igen. Og at roen vist kan stadfæste mig i kroppen. For jeg har ønsket mig Snillens ankomst hos jer, ligeså længe som jeg har læst med på din blog. Faktisk lidt skræmmende, så meget man kan komme ind under huden på folk man ikke sådan rigtig kender.
Og i øvrigt, så har jeg haft mange af de samme tanker som dig under graviditeten: hvad gør de nu hvis de får ondt i maven, mon det hjælper hvis jeg sidder og vugger lidt på stolen når de har hikke, gør det træls på dem når neglene til sidst er lange og de kradser sig osv. osv. Den altoverskyggende er dog næsten: man savner dem helt vildt når de ligger derinde. Bare lige 2-3 cm fra en under maveskindet og samtidig så uendelig langt væk. Man er så fyldt op af lænsel efter at se hvem de er. Nu har langtidshævet brød egentlig altid smagt bedst, og sådan er det jo også med de små. Langtidshævningen er helt klart ventetiden værd.
Hvor dejligt at høre lidt igen, jeg bliver jo lidt nervøs når der går for længe imellem.( Selvom jeg godt ved i har ferie, men alligevel)
Kan så godt huske det med at der skal være bevægelse, men de rigtige bevægelser, og helst lige når man har brug for dem. Og det der helt vilde; at der gror et lille menneske barn, lige 2-3 cm væk, og man kan ikke røre, kramme og kysse. Men lige pludselig er snillen her jo, og så skal der krammes og kysses igennem:-).
KH og knus
Dorthe
Jeg bliver så varm og glad over jer og over Snillen og alt den kærlighed der er og hører til lige der i smørklatten.
Send en kommentar