En stor forskrækkelse

For en uge siden var vi bare så lettede og lykkelige efter den gode scanning, der viste sund og rask Snille. Det handler forgående indlæg om. Fem dage havde vi med den fjollede, glade ubekymrethed, men så blev vi mindet kraftigt om, at det hele er så skrøbeligt og at vi på ingen måde er i mål endnu. Fysisk har Snille det godt, jeg har det godt og det har Bo også! Men vi blev så bange som vi ikke kan huske vi har været det før. Det har vi jo nok været dengang Laurits blev født og døde, men tiden visker alligevel den slags rå skræk ud. Desuden er det ved at gå op for mig, at den form for accept eller afklarethed jeg kan føle omkring Laurits' død netop er knyttet til hans død. Skulle det komme til Snillens ville jeg være fuldstændig ligeså meget på bar bund igen. Og da Snillen netop er levende, betyder det også hun kan dø. Øv, overhovedet ikke til at holde ud at tænke på.

Tirsdag aften efter vi havde besøgt gode venner begyndte jeg at bløde, så snart vi kom ind ad døren hjemme. Jeg havde overhovedet ikke lavet noget unormalt eller anstrengende. Det var et shok. Jeg har aldrig set Bo så ude af sig selv. Jeg måtte bide panikken i mig og ringede med det samme til fødegangen. Vidste ikke hvad ellers. Heldigvis sagde de, at vi bare skulle komme ind til dem, så det gjorde vi. Så var det Bos tur til at bide panikken i sig og køre bilen ind til Riget. For helvede også, det hele mindede om dengang for fire år siden, hvor vi næsten på samme klokkeslet kørte ind til Riget og pludselig skulle have et barn for tidligt. Og vores lille pige var/er jo slet, slet ikke gammel nok til at fødsel kunne være en håbefuld udvej...

Jeg frygtede det værste, da jeg lå og ventede på en scanning. Der gik alt, alt for lang tid, før jeg endelig mærkede et par spark. Pyyyyh, så var Snillen da i hvert fald i live. En læge kom og scannede, og igen; Snillen var i live og så ud til at have det fint. Så langt så godt - virkelig godt! Verden var ikke gået i stykker. Men lægen var i tvivl, om blødningen kunne stamme fra moderkagen, som måske havde løsnet sig ganske lidt et sted. Fy for satan! En ny læge scannede, men mente tværtimod at blødningen måske kunne stamme fra en lettere forkortet livmoderhals. Nejnejnej! Begge dele var da vildt skræmmende. Heldigvis var blødningen mere eller mindre stoppet, og nu skulle jeg bare ind og ligge i en seng og sove for natten. Så måtte vi tage en dag ad gangen og næste morgen skulle det afgøres, om der skulle lægges en cerclage, altså om livmoderhalsen skulle snøres sammen. Det var den bekymring vi hver især kunne lægge os for natten med. Bo kørte hjem og jeg blev på Riget. Det var selvfølgelig ingen god nat for nogen af os, og jeg synes hele tiden der var plukkeveer. Dog havde jeg Snille-pigens mange bevægelser og spark til at berolige mig i forhold til det allervigtigste, nemlig at hun levede. Helt ærligt; Bo havde ikke en skid andet end angst og bekymring og jeg tror faktisk det er mange gange sværere at være far'en i den situation.

Næste morgen var der tidlig stuegang, og jeg blev scannet for at se, hvordan det hele nu så ud. Til stor, stor lettelse så livmoderhalsen nu fin lang ud, og der var ikke rigtig tegn på noget sted det kunne bløde fra i livmoderen. Moderkagen var også fin og sad helt fast. Bo havde sagt om aftenen: "kan det her ikke bare være et mareridt vi kan vågne fra??" Sådan føltes det nærmest efter undersøgelsen onsdag morgen. Vi blev selvfølgelig vildt glade. Men øh... hvor sidder den knap lige hvor man afblæser sin indre angst for at miste endnu et barn...?

Den korte version af de næste par dage er, at jeg blev til observation til i går (fredag), og at alt nu ser fint ud. Så måske var det en såkaldt ubetydelig blødning midt i graviditeten. Eller måske var det tegn på, at jeg simpelthen skal passe ekstra meget på i resten af graviditeten. Indtil videre må vi se tiden ganske stille og roligt an og så få noget ekstra kontrol. For pokker, hvor er vi glade for at bo så tæt på Rigshospitalet og at lægerne, jordmødrene, sygeplejerskerne og hvem ellers vi møder er så gode, for det er de. Vi møder dygtighed, forståelse, grundighed og forklaringer så langt de nu kan forklare. Sådan en graviditet er bare så mystisk og utilregnelig.

I dag er jeg præcis halvt henne i graviditeten og det er en af de gode milepæle. Nu tæller vi jo ned til fødsel, kan man sige. Men jeg må nok indrømme, at de sidste par dage har gjort, at jeg tænker meget mere konkret på, at der er lang, lang tid til, at Snillen kan overleve. Gid jeg var i uge 30 i stedet for 20! I det hele taget har jeg mange følelser i klemme i forhold til det med fødsel og synes også det er noget værre ambivalent noget. På den ene side fantaserer jeg om det som den bedste dag i nærmeste fremtid, hvor vi endelig får et levende og levedygtigt barn i armene, men lige nu frygter jeg fødsel. Det må bare ikke ske for tidligt.