fredag den 29. august 2008

Fjer, fjer, fjer...

Jeg løb i går og det var ellers lidt tid siden sidst. Denne gang ledte jeg ikke efter Laurits i mit hoved, for jeg havde travlt med at holde styr på musikken, selve min walkman og ledninger, der piskede mig ind i ansigtet. Troede lige, at jeg med musikken skulle glemme alt om, hvor hårdt det er at løbe, men i stedet blev det faktisk lidt mere besværligt ;-) Jeg skal vist øve mig lidt i at løbe med musik.

Det eneste jeg vil sige med dette indlæg er, at da det var allerhårdest hvirvlede en lillebitte fjer ind foran mig og videre væk, da jeg greb ud efter den. Det føltes så meget som en hilsen fra Laurits... Jeg har det egentlig rigtig godt med at være en tossemor!

torsdag den 28. august 2008

Rimelig ro

Der er rimelig ro på Laurits for tiden. Det er som om, at han pusler for sig selv helt stille. Selvom det på den ene side er rart nok at få frigivet noget hjernekapacitet til andre ting, så er det også lidt mærkeligt. Kommer der mon en dag, hvor jeg ikke har lyst til at beskæftige mig med alle tankerne og følelserne omkring Laurits mere? Det håber jeg ikke! Men samtidig ved jeg, at hvis der gør, så er det bare sådan det er. Jeg tror nu ikke den dag kommer... tror bare, at han glider mere i baggrunden i perioder. Måske kommer der endda en periode på flere år, når vi forhåbentlig får travlt med levende børn?

Det er alligevel lidt svært at lade Laurits og mine følelser til ham sejle deres egen rolige sø, for når man én gang har oplevet, at ens barn kan forsvinde fuldstændig som i at dø, så er det ikke så fedt at mærke, at han glider lidt væk. Levende børn kan jo vende tilbage til en af sig selv, men døde børn skal man alene grave frem igen og igen (sådan oplever jeg det). Måske er det også en beskyttelse at holde døren til sorgen lidt åben hele tiden, for så kan den ikke pludselig vende tilbage med chokket?

tirsdag den 26. august 2008

Lampen


Nogen ville jo gerne se lampen jeg har omtalt for nylig, såeh...
Det er den underste :-D
Der går noget tid før vi får fingrene i den, for den turnerer på udstillinger.
http://www.goingplaces.dk/sdm/

fredag den 22. august 2008

Gudmor

Jeg er åbentbart ikke Laurits’ gudmor, selvom det var mig, der sad med ham og svarede for ham til dåben. Det kan man nemlig ikke være for sit eget barn. Så blev jeg det klogere, og måtte et øjeblik lige minde mig selv om, at det altså er helt ok. Jeg kan jo ikke blive mere mor end MOR for Laurits. Det der gud foran mor er sekundært og det har jeg det godt med.

Jeg er Laurits’ mor… suk. Hvor er det fantastisk. Jeg har et barn. Han er bare død. Jeg har haft en mormor, en morfar, en farfar, en kusine, en fætter, farbrødre, tante, en morbror, en ven. Jeg har også mistet mennesker, der stadig lever. Men Laurits er så tæt på mig som ingen anden, at jeg aldrig tror jeg mister ham helt. Han er bare tilfældigvis lige lidt død i sværen… stadigvæk.

Sådan er det altså inde i mig lige nu.

torsdag den 21. august 2008

Behandling

Så kører behandlingsmøllen igen. Ind til scanninger, hormoner i næsen, hormoner i maveskindet, æg der vokser, æg der suges ud med kanyler, befrugtning under mikroskop bag en dør uden adgang, sortering af æg og vupti; forhåbentlig æg tilbage i min krop og et rask barn otte-ni måneder senere.

En stor del af det her er blablabla... teori, har prøvet det før, kender rutinen osv. Det er dejligt at have fået plads igen på klinikken, altså at være i gang. Helt sikkert. Og hvis det lykkes at få et raskt og levende barn inden for det næste år, så er det det hele værd. Men... jeg gad virkelig godt spring al den her behandling over! Lige nu fungerer næsesprayen som min lille hjælper, der skal forberede kroppen til den egentlige hormonbehandling/-stimulering. Den spray er IKKE min ven. Jeg hader den. Den smager bittert og den fjerner farverne fra mit liv. Måske ikke alle farver, men det bliver sådan lidt "sepia"-nostalgisk. Lad mig bare sige, at det ikke ligefrem er overskud på spray, det her. Men jeg er forberedt... tror jeg. Den skal ikke vælte mig, den skal ikke ødelægge mit specialeskriveri.

Måske har jeg sagt det før, men så en gentagelse; at lave børn på den her måde er ikke den kamp jeg havde forestillet mig. Slaget skal i hvert fald slås på en helt anden måde end jeg havde forventet. Grundlæggende føler jeg "kampen" som en overgivelse. Jeg giver min krop til lægerne. F.eks. var det første som lægen sagde i går, da hun havde sat skanneren op i mit underliv; "du skal tisse!" Øh.... jaaa? Tror du ikke jeg vidste det?? Selvfølgelig er det ok at hun siger det, fordi det er så ærligt, men det er bare billedet på, hvor grotesk situationen egentlig er. Samme groteskhed synes jeg det er, når lægerne siger; "hvis jeg så lige må have lov at skanne dig?" "Jamen, det må du faktisk ikke!" tænker jeg nogen gange, "men jeg har jo ikke rigtig noget valg, vel?" Jeg føler mig i bund og grund megamonstermeget invaderet i min krop. Det er ikke et overgreb, men det kræver en distancering. Jeg har ok let ved at distancere mig, men er det egentlig så godt at kunne det?

Jeg føler mig i gode hænder på Riget. Jeg ved, at de brænder for at hjælpe folk som os. Alligevel kan det virke lidt samlebåndsagtigt og der er hele tiden nye ansigter. Lægen og sygeplejersken jeg talte med i går var helt nye for mig. Jeg aner ikke hvad de hed, for det kan jeg aldrig huske, det er slet ikke der jeg lægger min koncentration. Selvom jeg føler mig meget sikker på at jeg kan klare det hele nu, og selvom jeg faktisk prøver at være stærk og netop mærke efter, hvordan jeg faktisk har det med at være på Riget (det bliver jo aldrig et neutralt sted, for det er stedet, hvor Laurits levede og døde), så er det alligevel svært at være helt så cool, som jeg gerne vil. Jeg bliver lidt lille og stille og har måske tendens til at være for medgørlig. Måske... Jeg blev da glad, da den nye læge spurgte; "hvordan er det... har I et barn, eller hvad?" Hun blev vist lidt forvirret over det billede af døde Laurits som jeg har sat ind i journalen. "Han er død. Han blev født med polycystisk nyresygdom og det er derfor vi så får pgd" svarede jeg. Helt fint, helt nøgternt. Bare dejligt at han blev nævnt og jeg ved godt, at lægen ikke skal bruge ½ time på at snakke med mig om Laurits. Men... det er da underligt. To minutter efter havde hun mig så liggende der med stængerne i vejret. Det betyder altså, at jeg går hjem med en underlig fornemmelse, endnu en mærkelig erfaring i krop og sjæl. For jeg er jo ikke kun det ene.

onsdag den 20. august 2008

Lidt rod fra hovedet

Er det dødt barn bedre end ingen børn?

I min verden; Ja. Jeg har jo relationen til mit barn trods alt. Jeg mærker hver eneste dag, at jeg har den der ubetingede forældrekærlighed til Laurits, og midt i alt det sørgelige og svære, så tror jeg, at den er lige så stærk, som hvis han var i live. Det er måske også derfor man i det hele taget tør at få børn...? - pga. kærligheden...? Aj, ved det ikke. Ved bare, at det med at være glad for mit døde barn er så grundlæggende i mig, fordi jeg lynhurtigt lærte - dengang i maj for to år siden - at et barn ikke kan laves om, erstattes eller glemmes. Det kan bare elskes, kan det.

mandag den 18. august 2008

Fugl uden vinger

I går fik jeg zappet tv på ægte søndagsmaner. Jeg kom forbi en pige, der havde mistet begge sine forældre. Hun forklarede det ca. sådan her: "Da mine forældre var levende fløj jeg som en fugl. Da de døde mistede jeg mine vinger". Jeg synes hun ramte plet mht. sorg og det at være udenfor som en jordbunden fugl, der bare kan se på de andre, hvordan de flyver så let og så langt. Midt i min tv-underholdnings-hungren ramte hun mig lige i hjertet. Man holder jo ikke op med at være fugl, selvom man skulle miste flyveevnen. Man holder ikke op med at være sine forældres barn fordi de dør eller sit barns forælder, fordi barnet dør.

Derudover har Sofie lige beskrevet så præcist hvor svært og forvirrende det er at føle sig udenfor nogen gange, når man er forælder til en død.

Det er så befriende, når andre sætter ord på lige det man mærker indefra...

torsdag den 14. august 2008

Et positivt møde og stor kunst

For noget tid siden spurgte en veninde med et glimt i øjet, om ikke vi kunne bede Laurits om lidt hjælp til det med at få en lillebrøster. Umiddelbart tænkte jeg, at det slet ikke ligger på hans skuldre (og at de skuldre alligevel også er brændt væk), men nu er det faktisk blevet til, at vi inddirekte henter lidt hjælp ved Laurtussen. Vi har en lille bunke penge fra alle Laurits' bedsteforældre 'med hans navn på', og dem bruger vi nu på noget alternativ behandling til min krop. I går stiftede jeg derfor bekendtskab med zone-Lone (tak, Sofie), der er en skøn og varm kvinde. Det er vel for tidligt at erklære hende for dygtig, men hun virker rigtig god. Hun var i hvert fald god til at sætte nåle i mig og jeg følte mig i meget trygge, gode hænder. For resten sammenlignede hun det med at sætte nålene korrekt med at fiske! Man skal ligesom have fat, have bid, og det var et sprog jeg kunne forstå. Ud fra den lange indledende snak vi havde fik jeg en særlig opfordring, så jeg skal til at spise mere varm mad ;-) Det lyder da egentlig lækkert... og logisk nok. Der skal fyldes på, stimuleres og styrkes. Jeg er sikker på, at denne lille behandling jeg fik i går satte gang i noget, for jeg havde meget varme kinder bagefter. Uden at det på nogen måde var på samme niveau, så mindede det mig om dengang jeg havde veer (eller dengang jeg aborterede). Jeg synes også, at jeg kunne mærke min livmoder, da jeg lå der med nålene... men det kunne jo også bare være det fokus jeg havde.


Under alle omstændigheder, så var jeg meget glad for at møde zone-Lone med nålene og de varme, bløde hænder. Glæder mig så meget til næste besøg!


Jeg prøvede flere gange at forklare overfor Bo, hvorfor det betød så meget med det møde i går, men det var svært. Det er bare noget med, at det gav mig sådan en dejlig positiv bevidsthed om min krop, tror jeg... Lige siden kejsersnittet for godt to år siden har jeg grundlæggende haft ondt af min krop (ikke ondt i, men ondt af). Det er bare blevet forstærket af fertilitets-/ægsorteringsbehandlingerne. Nu ser jeg det i et lidt andet lys; nu tænker jeg på, at "om lidt" bliver jeg forhåbentlig gravid, og derfor skal jeg have saft og kraft indenbords! Selvfølgelig skal jeg leve sundt og jeg ved hvilke ting, der skal undgås, men jeg vil ikke tænke så meget over alt det jeg ikke må, fremfor simpelthen det med at styrke og fylde på. Sjovt nok var jeg så sulten i går... Det blev godt nok til pizza, men hvad pokker, det er også varm mad og jeg nød den ;-D


Noget helt andet men lige så dejligt skete senere på dagen, hvor vi var til fernisering på Designer Zoo. Her kan man for tiden kan se Glas- og keramiksskolens nyuddannede kunsthåndværkeres værker. Vores gode veninde Stine havde sine lamper udstillet, og vi forelskede os i en af dem... og bestilte den. Det bliver fantastisk at få! Jeg glæder mig så meget. Det føltes ret vildt, for vi har aldrig på den måde købt kunst før. Tænk, nu får vi en designerlampe. Den er helt utrolig smuk og koralrød. Kunsterens tanker bag er simpelthen så stærke og handler om bevægelse og nuet. Derfor falder det ret godt i tråd med det her liv med Laurits, synes jeg - eller måske bare med livet...

onsdag den 13. august 2008

Tanker i løb

Da jeg løb i dag (!) havde jeg en masse kampråb kørende inde i mit hoved. Det er nødvendigt for at gennemføre rent psykisk, for jeg har ingen walkman/mp3-afspiller. Fysisk kan jeg faktisk godt (5 km. på under en halv time). Det er pissehårdt og jeg elsker det ikke! Men jeg har tænkt på, at det med at løbe er jo noget meget konkret, som jeg virkelig kan kæmpe med, og jeg har nok godt af at vise mig selv, at jeg kan kæmpe. Da jeg så løb der og var godt træt af, hvor hårdt det var og havde brug for noget godt at tænke på, så tog jeg fat i Laurits. Det kom der godtnok ikke meget ud af. Åh nej, tænkte jeg først. Shit, han er væk??? Er han ikke mere, mere end det??? INTET kom der til mig... Men så gik det op for mig, at Laurits er altid hele Laurits. Det kan godt være, at han ikke kan tale til mig og aldrig kommer til det, men han er der altid helt. Endnu vigtigere; han behøver ikke gå via mig. Godt nok er jeg hans moar, men Laurits var og er sig selv.

Klemsemor har vist skrevet noget om, at det med at komme i gang fysisk også kan sætte gang i noget psykisk. Det er vist den opdagelse jeg er ved at gøre.

PS. I vores lille to/tre-personers familie har vi noget der hedder en hellig-frandsen. Det er jeg vist i dag - pudser lige glorien ;-)

søndag den 10. august 2008

Arv og av

Mine forældre skal have lavet nyt køkken. Derfor roder alt derhjemme. Det hele er ved at blive revet ned og der skal sorteres og ryddes op. Det betyder bla. at de har bedt mig om at tage så mange af mine gamle ting og sager med mig som vi har plads til (åh, hvor vil vi snart gerne have noget mere plads = et hus). Jeg fik smidt en masse gammel legetøjsskrammel ud i går, men jeg fik også fingrene i nogle rigtig fine ting, som jeg næsten helt havde glemt. Der var en bunke dukketøj, som min mormor har strikket. Hvor er det bare rigtig fint! Nu er det blevet vasket og jeg skal finde en god kasse det kan ligge og gemme sig i til nogen kan komme og lege videre med det. Min kære mormor... hun (og morfar) fik selv et dødfødt barn og et som ikke levede ret længe. Derudover mistede de en voksen søn. De to små døde børn får mig ofte til at tænke på, at de måske døde af samme sygdom som Laurits. Den er jo arvelig. Uden at gå i detaljer omkring det, så skulle det dog betyde, at min mormor og morfar har været lige så "uheldige" rent genetisk at møde hinanden som Bo og jeg. Eller også betyder det at lægerne har set forkert, så arveligheden kun stammer fra min side af familien... Det spøger i mit hoved nogen gange. Jeg er dog nødt til at stole på den vurdering lægerne har givet os.



Blandt de fine ting var mit brio togsæt - dem jeg som lille havde malet "lidt" grønne på den ene side med en stor, fed sprittusch. Grøn var bare min yndlingsfarve. Hvor ville det bare have været meget federe at finde det togsæt frem, hvis Laurits havde været her!! Men alligevel passer det bare så godt til ham; han ligger jo på plænen sammen med den gamle Hr. Laurits togfører.


Blandt mit dukketøj lå også et par rigtig retrohits:

Jeg ved bare, at Laurits lige ville have kunne passe den orange "spændetrøje" dengang han var levende. Det er lidt hyggligt at tænke på... Hestesætte ved jeg altså ikke om han havde kunne passe. Det er en noget bred og kort undertrøje. Havde babymoden virkelig sådan en dårlig pasform dengang? Jeg vasker og vasker tøj i dag. Tøj jeg selv har brugt, tøj min lillebror har brugt, tøj mine dukker har fået på og af 1000 gange, tøj min kære mormors gigtplagede hænder har strikket - hænder, der skulle have passet to babyer mere end de fik lov til. Og så har jeg altså vasket grønne togskinner. Farven blev der heldigvis...

torsdag den 7. august 2008

Øv og suk

Ind i mellem bliver jeg så træt af at have et dødt barn. Så må det hele gerne stoppe. Lige nu f.eks. gider jeg ikke mere. Det hele kører sammen i mit hoved og det vil være fint at kunne vågne op om lidt. Men jeg er vågen... selvom søvnen sidder hårdt i øjnene i dag. Jeg har haft virkelig gode dage på det seneste, feriedage med total afslapning, nærvær, fiskeri og et godt bryllup hos gode venner. Jeg har oplevet, at det ikke var vigtigt for mig at nævne Laurits. Det var lige meget. Jeg var sikker i min sag, og Laurits behøvede ikke være med til festen. Der var heller ikke andre små børn med. Måske var det som følelsen af en god pasning af ungen, hvor man ikke bekymrer sig det fjerneste. Jeg var ikke den der mor til festen der sad og tjekkede telefon 100 gange. Ikke for at sige, at det er forkert, hvis man har det sådan. Men jeg prøver bare at sige, at det ikke var direkte fra Laurits at min uro kom. Men den kom... I nat var jeg så ked. I dag er jeg så træt af det hele. Nu har jeg snart vendt og drejet min verden så mange gange, har slugt kamelerne, både smilet trods alt og raset fordi... men lige nu virker det hele bare forkert! Det er ikke i orden at Laurits stadig er død. Hvornår kommer portøren og henter mig fra opvågningsstuen, så jeg kan komme hen på neonatal og hente min meget snart raske unge??? Jeg gider ikke affinde mig mere. Jeg er træt af forudsætningen for at have et godt liv på trods. Hvis man nu tager trodset og forudsætningen væk, så passer det hele meget bedre sammen!


Jeg har en masse liv, en masse problemer, en masse dejligheder og udfordringer nok lige nu. Men dybt inde er der stadig hul og hult. Det falder aldrig på plads, for det giver aldrig mening. Det er lidt som når man spørger til, hvordan universet er opstået. Så siger dem der ved om det, at de i teorien kan forklare alt, lige indtil brøkdele af sekunder før big bang. Sådan har jeg det med Laurits lige nu. Jeg kan forklare, argumentere, være overbærende, lytte og fortælle. Men når alt kommer til alt, så er jeg bare så ked af, at Laurits er død fremfor levende. Der er hele tiden bare liiiige den der ting med Laurits; at han er død. "Så kom dog ind i kampen, døde knægt! Kan du ikke bare spøge en lille smule, så din mor her kan mærke dig?"... tænker jeg. Og så tænker jeg, at NU bliver jeg snart virkelig tosset.

onsdag den 6. august 2008

Lys

Jeg har spekuleret lidt over det med at tænde lys for Laurits. Jeg kan slet ikke huske første gang vi gjorde det, men det blev ret hurtigt en naturlig ting at gøre, og jeg ved, at det er noget meget almindeligt, når man lever med en død. Vi havde brug for at gøre noget fysisk, konkret og rart midt i det hele. Af en eller anden grund var det småbitte ting vi tog fat i - helt konkret småbitte genstande. Så Laurits' lysestage herhjemme er til juletræslys og de første billeder, der kom op af ham er sat i bittesmå rammer. Måske fordi han trods alt var sådan en lillebitte dreng. Måske fordi vi var en lille smule bange for at gøre et for stort nummer ud af livet med vores døde dreng?

At tænde lys er en dejlig vild og mild ting. Jeg har en fornemmelse af, at Laurits kan se de lys vi tænder for ham, men samtidig synes jeg virkelig det er noget pjat. Efterhånden er jeg dog blevet rimelig god til at balancere med både det rationelle og det følelsesmæssige, som virkelig kan gå sine to modsatrettede veje. Jeg behøver ikke at vide om Laurits kigger ned til os, men jeg må gerne suge følelsen af hans nærvær til mig, når jeg kigger ind i flammen.

Ild er noget underligt flygtigt og evigt. Det er altid det samme og aldrig det samme, for det er en konstant fornyelsesproces. Jeg har nogen gange brug for at være sammen med ild, fordi det symboliserer liv og død på samme tid. Ilden åd Laurits døde krop. Min krop hjalp Laurits med at blive sat sammen og ilden skilte ham ad igen. Jeg føler en eller anden fysisk forbindelse med Laurits via ild og det er sikkert bare fordi jeg har brug for at føle den forbindelse.

I rigtig mange år har jeg sagt, at når jeg døde ville jeg begraves hel. Da Laurits døde, var Bo og jeg enige om, at han selvfølgelig skulle brændes. "Underligt", har jeg efterfølgende tænkt... Men for nylig på bænken på plænen sammen med Stine gik det op for mig, at det handler om to forskellige ting. Min død og Laurits' død er jo ikke det samme. Det var slet ikke så tosset at finde ud af. Måske skal jeg engang hel i jorden? Men ikke hvis jeg dør som ung, for så vil jeg gerne ned i plænen hos Laurits. Men faktisk satser jeg på at blive gammel, få levende børn og hvem ved, måske også børnebørn??? Så når jeg engang stiller træskoene, er der måske en masse gode grunde til at begrave mig hel og på en helt anden kirkegård en Holmens? Meeeeen... hvis mine efterladte skulle blive i tvivl, så vil en tur i ovnen og ned i Laurits' græsplæne da altid være et godt bud.

Det var egentlig ikke meningen, at dette indlæg skulle være en opskrift på "mit sidste ønske", men nu blev det lige der tankerne røg hen. Høhø... røg... så er man en rigtig Frandsen!