søndag den 10. august 2008

Arv og av

Mine forældre skal have lavet nyt køkken. Derfor roder alt derhjemme. Det hele er ved at blive revet ned og der skal sorteres og ryddes op. Det betyder bla. at de har bedt mig om at tage så mange af mine gamle ting og sager med mig som vi har plads til (åh, hvor vil vi snart gerne have noget mere plads = et hus). Jeg fik smidt en masse gammel legetøjsskrammel ud i går, men jeg fik også fingrene i nogle rigtig fine ting, som jeg næsten helt havde glemt. Der var en bunke dukketøj, som min mormor har strikket. Hvor er det bare rigtig fint! Nu er det blevet vasket og jeg skal finde en god kasse det kan ligge og gemme sig i til nogen kan komme og lege videre med det. Min kære mormor... hun (og morfar) fik selv et dødfødt barn og et som ikke levede ret længe. Derudover mistede de en voksen søn. De to små døde børn får mig ofte til at tænke på, at de måske døde af samme sygdom som Laurits. Den er jo arvelig. Uden at gå i detaljer omkring det, så skulle det dog betyde, at min mormor og morfar har været lige så "uheldige" rent genetisk at møde hinanden som Bo og jeg. Eller også betyder det at lægerne har set forkert, så arveligheden kun stammer fra min side af familien... Det spøger i mit hoved nogen gange. Jeg er dog nødt til at stole på den vurdering lægerne har givet os.



Blandt de fine ting var mit brio togsæt - dem jeg som lille havde malet "lidt" grønne på den ene side med en stor, fed sprittusch. Grøn var bare min yndlingsfarve. Hvor ville det bare have været meget federe at finde det togsæt frem, hvis Laurits havde været her!! Men alligevel passer det bare så godt til ham; han ligger jo på plænen sammen med den gamle Hr. Laurits togfører.


Blandt mit dukketøj lå også et par rigtig retrohits:

Jeg ved bare, at Laurits lige ville have kunne passe den orange "spændetrøje" dengang han var levende. Det er lidt hyggligt at tænke på... Hestesætte ved jeg altså ikke om han havde kunne passe. Det er en noget bred og kort undertrøje. Havde babymoden virkelig sådan en dårlig pasform dengang? Jeg vasker og vasker tøj i dag. Tøj jeg selv har brugt, tøj min lillebror har brugt, tøj mine dukker har fået på og af 1000 gange, tøj min kære mormors gigtplagede hænder har strikket - hænder, der skulle have passet to babyer mere end de fik lov til. Og så har jeg altså vasket grønne togskinner. Farven blev der heldigvis...

8 kommentarer:

Maomis sagde ...

Øj, sikken en retro-eftermiddag du må have haft dig. Det er da helt fantastisk at dine forældre har gemt alle de gamle ting. Det bliver en drøm at få lov at lege med OLDEMORS dukketøj for jeres lille pige en gang. Og Briotog. Det er da næsten Laurits selvom han aldrig kommer til at tegne på dem.

Tænk at din mormor har mistet to små børn. Har du altid vidst det, eller er det først noget du har fået at vide senere? Var det noget man snakkede om den gang?

Line sagde ...

Jeg er GRØN af misundelse over dine fund, og så alligevel ikke, for jeg under jeres næste barn det hele :O)

Skræmmende tanke at din mormor og morfar måske har mistet to babybørn af den samme sygsom som Laurits:o( Aj for helvede man kan da næsten ikke overleve to døde børn hva...

Anonym sagde ...

Sikken en dejlig eftermiddag du har haft med at vaske dukketøj.
Jeg har også meget dukketøj der er hjemmelavet og idag er jeg glad for det. Men da jeg var barn ville jeg gerne have haft noget mere "købe" tøj, som de andre havde. Men kunne nu godt se at mit var ret flot og var glad for det alligevel. Sjovt med dit "lidt" grønne briotog, det er kun børn der kan sige at de har malet noget lidt grøn, og tro på det.
Knus
Dorthe

Heidi sagde ...

Jeg har gået og tænkt over, hvornår jeg egentlig fandt ud af det med min mormor og morfars døde spædbørn. Tror jeg fik det at vide som teenager... Men det var aldrig noget jeg snakkede med dem om. Hvis jeg skal være helt ærlig, så interesserede det mig heller ikke. Det var alt for langt væk og for abstrakt for mig. Jeg har virkelig sendt især min mormor mange tanker i går, for jeg ser pludselig hendes liv i et helt andet lys. Jeg tænker også; hvordan kunne hun klare det??? Men det tror jeg faktisk heller ikke rigtig hun kunne. Eller... hun kunne, men hun havde ikke noget let liv. Jeg husker hende som temmelig forpint, både fysisk og psykisk. Hun var desværre plaget af gigt, ondt i ryggen ("jeg har så ondt i øggen, Heidi, sagde hun tit") og de sidste mange år af kræft. Som barn ønskede jeg virkelig, at jeg kunne give hende nogle af mine kræfter.

Jeg kan ikke lade være at tænke på, at hun kan da ikke have siddet og strikket alt det dukketøj uden at tænke på sine døde børn? Bl.a. derfor er det dukketøj helt specielt for mig nu. Men tænk engang; det er faktisk først nu jeg begynder at forstå en smule af, hvad hun og morfar har været igennem. Indtil nu har det mest været "en genetisk historie", når jeg tænkte på, at de fik to døde spædbørn.

Susanne sagde ...

Er det ikke bare en herlig måde at finde tilbage i barndommen på???

Jeg nyder de små ting, der kan bringe mig tilbage til mine bedsteforældre - bare for et øjeblik.

Sikke en skæbne din mormor har levet med. En gang imellem er der bare ting, man ikke forstår.

farmor sagde ...

Farmor her har engageret fulgt jeres indlæg, men har haft lidt berøringsangst i forbindelse med selv at deltage. Det skrevne ord fanger på en anden måde end det talte! Men nu har jeg samlet mod. Mit første indlæg er "pr. vers".

Arv og av
himmel hav
livets sang
gang på gang
jubelråb
sorg og håb
livets byrde
sjælens hyrde
her og nu
lever du!

Sorg og glæde
vær til stede
husk og glem
lev med dem
fyld dit bæger
saften læger
sår til ar
tidens svar
hjertet banker
skaber tanker.

Glæde sorg
livets borg
varme kulde
under mulde
voksne børn
rose tjørn
frem tilbage
mørke dage
lys i sigte
ikke svigte.

Leve livet
intet givet
ondt og godt
stort og småt
mørkt og lyst
tavst og tyst
larm og bulder
kæmpekuller
tiden falder
livet kalder
sorg og fest
du er gæst!

Stine Willum Adrian sagde ...

Det er rimelig lækre legeting du der har hygget dig med! Lækre Laurits er helt sikkert vild med det grønne briotog - og lille brøster kommer virkelig til, at kunne lege med sejt retro dukkehalløj strikket af oldemor.

Kan godt forstå at vaskning af tøjet fik dig til at reflektere over hvad din mormor mon har funderet på da hun strikkede tøjet til dig. Jeg er sikker på, at hendes afdøde børn var med i tankerne - for de bliver nok ved med at sidde i kroppen, hjertet og strikkefingrene.

Heidi sagde ...

Ja, det var en god dag med tankerne tilbage til noget skønt (også), Susanne.

Nanna, hvor er det dejligt at "se" dig her! Og hvor er det et smukt digt. Man fornemmer din store rummelighed. Hvor kunne Laurits bare ikke have bedre farmor end dig. PS Jeg er stor fan af det skrevne ord, for deri får jeg mod til at sige nogle af de svære ting.

"Sidder i strikkefingrene"... det giver bare rigtig meget mening, Stine.