Gudmor

Jeg er åbentbart ikke Laurits’ gudmor, selvom det var mig, der sad med ham og svarede for ham til dåben. Det kan man nemlig ikke være for sit eget barn. Så blev jeg det klogere, og måtte et øjeblik lige minde mig selv om, at det altså er helt ok. Jeg kan jo ikke blive mere mor end MOR for Laurits. Det der gud foran mor er sekundært og det har jeg det godt med.

Jeg er Laurits’ mor… suk. Hvor er det fantastisk. Jeg har et barn. Han er bare død. Jeg har haft en mormor, en morfar, en farfar, en kusine, en fætter, farbrødre, tante, en morbror, en ven. Jeg har også mistet mennesker, der stadig lever. Men Laurits er så tæt på mig som ingen anden, at jeg aldrig tror jeg mister ham helt. Han er bare tilfældigvis lige lidt død i sværen… stadigvæk.

Sådan er det altså inde i mig lige nu.