mandag den 25. februar 2008
En indviklet udvikling
Det er lidt underligt. Jeg kan have lyst til at brække mig midt over af alle de følelser! Jeg kan blive utålmodig efter "almindeligt liv" og træt af at være sårbar. Men der er ingen vej udenom; det duer ikke med smutveje i sorg - tror jeg. Det betyder ikke, at der ikke skal være plads til andet nu efter snart to år, men det synes jeg dog også at der er. Faktisk synes jeg hele tiden, at vi har haft plads til alt muligt andet. Desværre optager vores problemer med at gøre Laurits til storebror en meget stor del af den tankevirksomhed, som egentlig skulle bruges mere konstruktivt. Jeg prøver at tænke på noget andet end at lave børn, men det er eddermaneme svært!!! Det, som virkelig interesserer mig er børn, babyer, graviditet - og død. Jeg er ikke færdig med de emner.
Jeg vil så gerne være afklaret, men måske er jeg det slet ikke? Gad vide, om det er godt nok at være afklaret med at være uafklaret?? Det med at jeg har det anderledes med Laurits, sorgen og glæden kan jeg f.eks. mærke ved, at jeg nu er begyndt at beskytte mit Laurits-minde på præcis den måde, som jeg i starten troede, at jeg aldrig ville gøre. Jeg vil som udgangspunkt altid svare et stort JA til, om jeg har børn, for jeg er jo mor til Laurits! Men nu begynder det bare at lyde lidt mere fjollet med det ja, synes jeg... for han er her jo ikke. Desuden ville vi vel ikke være så forbandet tomhændede og så ømme på småbørnspunktet, hvis det ja gav al den mening, jeg så gerne vil lægge i det. Det er i virkeligheden meget få gange jeg har fået spørgsmålet om vi har børn. For ca. et år siden, da vi var i Beijing, skete det af og til, og der oplevede jeg for første gang at sige "nej". Det føltes meget grimt, syntes jeg, men det var altså fordi det var en tilfældig sælger på et marked, der med legetøj i baghånden stillede spørgsmålet. Hæhæ... Tænk, at sådan en skør, tilfældig og egentlig totalt ligegyldig situation skulle stille mig i så stort et dilemma. Men den ene gang sagde jeg altså nej. Alle de andre gange sagde jeg faktisk ja! Det var f.eks. til en ung pige, som skulle sælge mig et bælte, en anden, som skulle hjælpe mig med at vælge stof til en jakke og til en hushjælp/barnepige hos en dansk pige jeg besøgte. Barnepigen kunne jeg ikke engang rigtig tale med, for jeg kunne ikke kinesisk og hun ikke engelsk. Så det blev et sært mimespil med at pege op mod himlen og tage sig til hjertet, men hun forstod - vist nok.
Hvor jeg i starten af mit genoptagede studieliv (altså forrige efterår) var ved at gå til over det faktum, at ingen af de totalt fremmede på læsesalen vidste noget om Laurits og min rolle som mor, så kan jeg mærke, at jeg begynder at have det bedre med at holde ham udenfor. Eller rettere indenfor. Det er jo ikke fordi jeg ikke tænker på ham, men... Hm... Det hænger sikkert også sammen med, at der hvor jeg tog tråden op efter den alternative barsel, det var med en praktikrapport, som helt konkret handlede om noget, som jeg havde beskæftiget mig med, lige inden jeg skulle føde. Nu skal jeg til at skrive mit speciale, og til et "motivationsmøde", hvor vi skulle lave små øvelser to-og-to, oplevede jeg, at det lige pludselig var utrolig vigtigt for mig at holde Laurits helt uden for; han skulle bare slet ikke nævnes! Dvs. havde min fremmede makker spurgt mig direkte om noget i retning af børn, så ville jeg selvfølelig have nævnt ham, men i forhold til det faglige, så var jeg meget bange for at komme til at fremstå som svag, at blive stemplet som en skør navlepiller. Det er nok værd at nævne, at jeg netop gerne vil skrive om "noget om død" i mit speciale. Jeg vælger dette med en klar, personlig motivation i at være mor til døde Laurits, MEN det er ikke en opgave om hverken mig eller min dreng. Det kunne såmænd bare være meget tilfredsstillende at beskæftige mig også fagligt med døden, da den alligevel er så stor del af mine tanker. Jeg indrømmer gerne, at det er svært at finde den helt faglige vinkel, men jeg ved den er der.
Jeg føler mig egentlig ret sikker i mit forhold til Laurits og synes, at jeg er god til at mærke efter, hvad jeg virkelig har lyst til. F.eks. var det i efteråret meget, meget vigtigt for mig at føre hans grønne fotoalbum videre med tanker og hverdagsbilleder fra det liv jeg lever med ham nu. Men så snart et nyt - rødt - album var indkøbt, gik det hele ligesom i stå. Nu er det bare noget jeg glæder mig til at lave, men det ligger på linie med så mange andre tegne, male osv. projekter. Og så er det nemlig jeg tænker, at Laurits er sgu også totalt ligeglad med, om albummet bliver lavet i dag eller om fem år, for han er død. Hvis han var levende, så ville der helt sikkert også være et album, som stod og ventede på billeder og tekst, fordi vi ville have travlt med at hygge os sammen i stedet.
Hvor er Laurits? Jeg aner det virkelig ikke! Han er død, død, død. Askehamrende død, endda. Men... han er også noget mere, det kan jeg bare mærke som noget af det, der ikke altid kan forklares med ord, men som bare er en sikker følelse. Han er mindet og savnet over en person, som skulle have været min 50-årige søn en dag i fjern fremtid. Han har længe været en fantasi af en to-årig knægt med vinger (den fantasi finder jeg bare så meget trøst og lindring ved) og han vil for altid være det konkrete minde om en lille skæv basse, der vågnede lidt op på sin dødsdag. Men han er også begyndt at være forestillingen om en voksen mand. Gad vide, hvad han ville have været for en? Ville jeg have kunnet... øh, det er svært rent sprogligt, det her... hjælp mig lige, dansklærere, der læser med?! Ville jeg have været i stand til at give Laurits det modspil han skulle have? Ville han have fundet sig en god og sød kæreste? Ville han selv have fået børn? Ville jeg have haft et sundt men tæt forhold til min voksne søn? Ville han være den, der skulle vælge mit gravsted?
Og ville katte stadig vælge whiskas??? (høhøhø...)
onsdag den 20. februar 2008
Den skide opgave
Denne blog handler om Laurits. Hvad har opgaven med Laurits at gøre? Ikke noget... andet end at jeg gerne vil være en god mor for ham og det hænger også sammen med at være en studerende, sådan som mit liv ser ud lige nu.
lørdag den 16. februar 2008
Forår
Jeg vågnede her til morgen og tænkte på det babytøj, der ligger ovre i skufferne og venter. Det var næsten som om, at de sidste to år var ligemeget, eller væk... støvet af, måske? Jeg tænkte også på Bos vugge og på barnevognen, som "næsten lige" har stået samlet og parat her i soveværelset. Jeg kunne mærke den utroligt store glæde og forventning jeg var fyldt med for to år siden. Den følelse er meget, meget dyrebar og jeg er så taknemmelig, når den kan findes frem. Jeg vil så gerne glæde mig på den måde igen, vil så gerne vente på vores barn igen og være et væksthus.
For to år siden besøgte vi Rikke, Rasmus og Ivalu på Bornholm og jeg struttede. Det var også der, jeg fik hældt kogende vand på min ene ankel, så jeg nu har et lille minde (ar). Selvfølgelig var det da ikke godt med det vand, men på en måde er det meget sjovt at tænke tilbage på, hvordan jeg hentede sne ude fra gårdspladsen og sad med det på anklen, mens vi talte om børn, babyer, graviditet, fødsel og ALT det der. Det var for resten der Bo fik idéen til den vugge han syede, for Ivalu havde sådan en flot, hjemmelavet vugge. Der ligger så mange gode minder, eller så stor en lykkefølelse og vild forventning fra graviditeten med Laurits. Den følelse ønsker jeg at få igen. Det er mit største ønske. Jeg vil ikke kræve den eller jagte den, når jeg nu forhåbentlig snart bliver gravid igen, men jeg vil ønske den og prøve at være helt åben overfor den. Lige nu er jeg smadder glad! Foråret og følelsen af Laurits gør mig helt vildt glad.
fredag den 15. februar 2008
Efterlysning
Idéer modtages med glæde!
torsdag den 14. februar 2008
Da Laurits døde
“Trouble is part of your life -- if you don't share it, you don't give the person who loves you a chance to love you enough” Jeg ved egentlig ikke, hvor min kloge mand havde ovenstående fra. Men han havde det og han gav mig det og jeg blev noget så varm indeni. Det er længe siden og det fik mig til at skrive nedenstående engang i november, men det er først nu det bliver udgivet.
Først var det mit liv, der blev ramt, for det ramte så dybt, helt derinde, hvor man er alene, har sin kerne. Jeg har hørt om, at alting kan sortne, når man går i shok. Det gjorde det ikke fysisk for mig, da lægen lagde ansigtet i oprigtig bedrøvelighed og sagde, at vores søn ikke kunne leve. Men det sortnede mentalt. Noget smeltede sammen, ramlede, faldt, imploderede - lydløst og sort. Det var hele vores liv med Laurits, der blev frataget fremtid, mulighed og mening. Og når jeg tænker tilbage på den oplevelse det var at få beskeden, så har min hukommelse netop skabt et mørke omkring det hele. Billedligt husker jeg det som om, at luften i stuen omkring os blev sort. Jeg kan kun se lægen og sygeplejerskens ansigter og jeg kan kun se dem, fordi de var i samme virkelighed som os. De forstod alvoren og de blev hos os i mørket med meningsløsheden, så os i øjnene. De flygtede ikke og de forsøgte ikke det latterligt umulige; at rive os ud af den barske virkelighed. Bos ansigt kan jeg ikke rigtig se for mig, for det var begravet med mit i én krop af afmagt. Vi imploderede sammen.
Ikke længe efter beskeden var det også vores kæres liv, som blev ramt. Og vi var budbringerne. Lort! Ikke fordi andre skulle have givet vores forældre og brødre beskeden, men fordi det var en lortebesked. Længere end kernefamilien, som man kalder det, rakte vores syn ud i mørket ikke og vi fik dem til at sprede ringene af shok og afmagt for os. Men vi tog også internettet/mailen til brug, som en slags handikaphjælp i en amputeret situation. Om natten efter Laurits' død, sad vi på stuen i den store fællesopredte far-mor-barn-dødsseng og forfattede den mail, som Bo kørte hjem og sendte ud til alle dem vi kendte eller i hvert fald lige havde i mail-adressebogen.
I starten slog det meget hårdt tilbage, nærmest som et ekko, når jeg så, hvor kede af det vores omgivelser, vores kære blev. Det havde jeg også brug for, jeg lærte meget af det, selvom det var en hård ting at lære. Jeg havde brug for, at de viste mig, hvordan virkeligheden pludselig var blevet, for mit imploderede indre rakte ikke hele tiden så langt. Jeg har måtte lære at passe på mig selv, til trods for, at det nogen gange betyder, at jeg dynger mine omgivelser til med smerte og afmagt. For jeg ved godt, at det er svært at stå på sidelinien. Nogle gange bliver det klart for mig, når jeg er sammen med de af mine venner, som også har døde børn, for så ved jeg heller ikke altid, hvilket ben jeg skal stå på. Så må jeg også bare sluge afmagtskamelen og lytte... Andre gange er det andre hårde livsituationer hos mine omgivelser, der gør mig afmægtig. Alle har deres at slås med, som man siger. Åh, hvor siger man dog meget ;-) og hvor glemmer man dog nogle gange at tænke over det sagte, tage det helt ind og bruge det til noget. Det gør jeg i hvert fald.
Man kan vænne sig til meget. Jeg er ved at have vænnet mig til at øse og pøse ud af smerte og kærlighed, dumhed, tosserier og eftertænksomhed, gennemtæskede og helt nyopståede følelser. Jeg har vænnet mig til at give efter for det behov for at dele, for behovet har jeg altså - mega meget! Somme tider er det sikkert upassende, bøvlet og måske endda på grænsen til urimeligt. Men jeg har altså brug for at øse og pøse og støtte mig op af andre. Det er bla. også derfor det er så fedt med denne blog, for så kan jeg bare give den gas. Igen bruger jeg internettet som en slags handikaphjælp. Jeg ved jo, at nogen læser med og det giver en rar følelse. Det giver en følelse af at dele. Bloggen erstatter ikke samvær, samtaler, fysiske knus, rynkede øjenbryn og modspil, men den giver mig mulighed for at formulere nogle ting, som jeg ellers ikke ville få sagt. Dermed kan jeg dele lidt mere og forhåbentlig give folk omkring mig en bedre chance...
mandag den 11. februar 2008
Et skønt, tilfældigt møde - eller to
Jeg har det rigtig godt med at mindes. Jeg synes selv, at det er nogle gode minder vi har skabt om Laurits, og jeg har også forlængst erfaret, at minder er noget, der bliver ved at opstå, selvom døden har været her. Det er så skønt at blive mindet om... Både om det som var, men faktisk også om det, der skulle have været. For det er jo altid sådan, at der skulle have været noget ufatteligt meget mere i Bos og mit liv.Tænk, jeg har holdt vores barn i armene - Laurits, som kiggede på mig med ét øje! Og Bo var den kæmpeste, største, bløde farmand-han for Laurits. At se dem sammen var det smukkeste i mit liv.
Det med at mindes og huske som to forskellige ting blev tydeligt for mig i går, da vi nærmede os kirkegården på vores gåtur gennem byen. Jeg fik sådan en dejlig mindefuld følelse af første gang vi kom der. Første gang var en af dagene, hvor Laurits lå på køl og ventede på begravelse. Arne og Jan kørte os rundt til et par kirkegårde, og jeg kan tydeligt huske, da vi parkerede foran Holmens og gik derind. De viste os hen til græsplænen, og sagde, at vi ikke skulle sige noget - slet ikke til dem - men bare mærke efter, hvordan vi havde det med stedet. Vi sagde faktisk ikke noget om, hvad vi syntes om stedet til hinanden, Bo og jeg, før vi havde set det andet sted på turen også (Vester kirkegård), men vi fik begge med det samme følelsen af, at Holmens var det helt rigtige sted. Ligesom der ikke er tvivl om, at det ikke kunne være foregået på en bedre måde og at vi valgte helt rigtigt efter vores hjerter, så er jeg heller ikke i tvivl om, at når jeg nu mindes den dag, så er smilet på min mund et bevis for, at min hjerne har retucheret næsten al smerten væk... For det var jo nogle hæslige dage i starten og det var ikke hyggeligt eller rigtigt i hjertet at gå og vælge kirkegård til Laurits! Det kan jeg godt huske... Det var dage, hvor hele verden væltede på ny, hver gang vi slog øjnene op fra søvnen. Det var et mareridt, der blev sandt på ny hver gang, et shok, simpelthen. Den smerte er forlængst væk nu. Jeg vågner ikke med tårer i øjnene mere.
Minder er som sagt noget, der bliver ved at komme til omkring Laurits. Desværre har de bare ikke hovedpersonen med som aktiv deltager. Alligevel kan der ske skønne Laurits-ting og det er med til at udligne forskellen mellem det indre og det ydre for mig. I går var det en ældre dame, der hjalp til. Vi var ude på plænen, og Bo havde sat sig i solen på bænken for første gang siden vinter og jeg var ved at tænde nogle lys lidt derfra. Damen slog sig ned ved siden af Bo, og fortalte, at hun havde en ven begravet på fællesgraven. Bo sagde så, at vi havde vores søn der. Jeg kunne heldigvis høre det meste af, hvad de sagde ;-) Da jeg så kom hen på bænken tog damen mig på skulderen og sagde: "nå, er du så mor'en?" Den lille gestus var af allerstørste betydning og gik lige ind i hjertet på mig! Jeg har faktisk længe ønsket at møde nogen ude på Laurits' græsplæne, altså rigtigt møde. For på Laurits' græsplæne er jeg nok mest mor... det er jo der, hans aske og urne er. Så at blive mødt og anerkendt som "mor'en" var simpelthen vidunderligt! Bo og jeg blev siddende lidt på bænken med solskinssmil efter damen var gået videre.
Som en perfekt afslutning på kirkegårdsturen, mødte vi Katja, Kim og Alicia efter vi havde været forbi Natalina. Så blev det til sandwich på Delish i stedet for at gå lige hjem og rydde op på loftet. Hvor kan man være heldig!
fredag den 8. februar 2008
Det andet navn
Det andet navn er bare et navn, og det var bare en mulighed. Jeg ved ikke, om det andet navn er en mulighed til næste gang. Jeg tror barnet skal være her (i det mindste i maven), før vi kan finde ud af det. Nogle gange tænker jeg, at næste gang vi får et barn, så skal det hedde et eller andet totalt uopfindsomt, for så længe det lever, så er det ligemeget med alt andet! Jeg ved dog godt, at det ikke holder. Næste gang bliver præcis lige så vigtig, skrøbelig lykke-agtig, omvæltende og navnkrævende som sidste gang. Men hvad ville det mest uopfindsomme navn egentlig være? - Laurits, igen? Ikke at vi på nogen måde kunne finde på det, men nu leger jeg bare med tanken. - Jens? = det som flest hanner hedder i DK. - Bo? Jeps, den opmærksomme læser har nok allerede lagt mærke til, at jeg holder mig til tanken om en dreng igen, og det er alene fordi det gør det nemmere at tænke på og skrive om. - Kermit? Fordi det ville jeg have min lillebror skulle hedde, dengang han kom til verden og jeg var tre år gammel. Eller det ultimative: Frans? Frans Frandsen, simpelthen!! Laurits hed jo LilleFranz inden han kom til verden. Det var med z, fordi det så sejt ud! Sjovt nok skulle Laurits ikke være med z, selvom man sagtens kan stave det sådan.
Line er en skøn drømmer, så ja; det med Peter var altså en drøm ;-) Men hun har engang sagt til mig, at hun forestillede sig Laurits som meget smuk (som sagt; hun er en skøn drømmer) a la brødrende Løvehjerte og dér er sjovt nok en sammenhæng til det andet navn, for det var Jonatan. Jonatan... det er godt nok underligt at sige det og tænke på Laurits nu. Jeg ved, at hvis vi havde valgt Jonatan, så havde det været det eneste rigtige nu, men vi valgte som bekendt TISSE-LAURTUSS´!!!hæhæhæhæhæ
Aaaah, jeg føler mig dejligt tosset i dag! Og jeg har lige været ude i det virkelige liv på en cykeltur til Nørrebro, så det er ikke (kun?) fordi jeg har siddet her i cyberhyperverdenen.
onsdag den 6. februar 2008
Laurtussen
Det første jeg kom til at kalde vores dreng, da han lå der i sin lille hospitalsseng var basse. Han var simpelthen en lille buttet dreng, trods de seks uger før tid og det var skønt at se. Hans arme kunne ikke strækkes helt ud, men elastikker det havde de! Jeg vidste slet ikke, at jeg kunne lide det kælenavn. Ja, det kunne jeg faktisk ikke, men Laurits var alligevel en bassedreng. "Sjovt nok" kom det til at passe så godt med, at han blev en englebasse... Han var også vores fælles lille nusling og pusling og det var bare lykken at lægge hovedet ned til ham og nappe ham lidt i bakkenbarterne. Ih, jeg får helt kriller i maven ved tanken!