Da Laurits døde

“Trouble is part of your life -- if you don't share it, you don't give the person who loves you a chance to love you enough” Jeg ved egentlig ikke, hvor min kloge mand havde ovenstående fra. Men han havde det og han gav mig det og jeg blev noget så varm indeni. Det er længe siden og det fik mig til at skrive nedenstående engang i november, men det er først nu det bliver udgivet.

Først var det mit liv, der blev ramt, for det ramte så dybt, helt derinde, hvor man er alene, har sin kerne. Jeg har hørt om, at alting kan sortne, når man går i shok. Det gjorde det ikke fysisk for mig, da lægen lagde ansigtet i oprigtig bedrøvelighed og sagde, at vores søn ikke kunne leve. Men det sortnede mentalt. Noget smeltede sammen, ramlede, faldt, imploderede - lydløst og sort. Det var hele vores liv med Laurits, der blev frataget fremtid, mulighed og mening. Og når jeg tænker tilbage på den oplevelse det var at få beskeden, så har min hukommelse netop skabt et mørke omkring det hele. Billedligt husker jeg det som om, at luften i stuen omkring os blev sort. Jeg kan kun se lægen og sygeplejerskens ansigter og jeg kan kun se dem, fordi de var i samme virkelighed som os. De forstod alvoren og de blev hos os i mørket med meningsløsheden, så os i øjnene. De flygtede ikke og de forsøgte ikke det latterligt umulige; at rive os ud af den barske virkelighed. Bos ansigt kan jeg ikke rigtig se for mig, for det var begravet med mit i én krop af afmagt. Vi imploderede sammen.

Ikke længe efter beskeden var det også vores kæres liv, som blev ramt. Og vi var budbringerne. Lort! Ikke fordi andre skulle have givet vores forældre og brødre beskeden, men fordi det var en lortebesked. Længere end kernefamilien, som man kalder det, rakte vores syn ud i mørket ikke og vi fik dem til at sprede ringene af shok og afmagt for os. Men vi tog også internettet/mailen til brug, som en slags handikaphjælp i en amputeret situation. Om natten efter Laurits' død, sad vi på stuen i den store fællesopredte far-mor-barn-dødsseng og forfattede den mail, som Bo kørte hjem og sendte ud til alle dem vi kendte eller i hvert fald lige havde i mail-adressebogen.




I starten slog det meget hårdt tilbage, nærmest som et ekko, når jeg så, hvor kede af det vores omgivelser, vores kære blev. Det havde jeg også brug for, jeg lærte meget af det, selvom det var en hård ting at lære. Jeg havde brug for, at de viste mig, hvordan virkeligheden pludselig var blevet, for mit imploderede indre rakte ikke hele tiden så langt. Jeg har måtte lære at passe på mig selv, til trods for, at det nogen gange betyder, at jeg dynger mine omgivelser til med smerte og afmagt. For jeg ved godt, at det er svært at stå på sidelinien. Nogle gange bliver det klart for mig, når jeg er sammen med de af mine venner, som også har døde børn, for så ved jeg heller ikke altid, hvilket ben jeg skal stå på. Så må jeg også bare sluge afmagtskamelen og lytte... Andre gange er det andre hårde livsituationer hos mine omgivelser, der gør mig afmægtig. Alle har deres at slås med, som man siger. Åh, hvor siger man dog meget ;-) og hvor glemmer man dog nogle gange at tænke over det sagte, tage det helt ind og bruge det til noget. Det gør jeg i hvert fald.




Man kan vænne sig til meget. Jeg er ved at have vænnet mig til at øse og pøse ud af smerte og kærlighed, dumhed, tosserier og eftertænksomhed, gennemtæskede og helt nyopståede følelser. Jeg har vænnet mig til at give efter for det behov for at dele, for behovet har jeg altså - mega meget! Somme tider er det sikkert upassende, bøvlet og måske endda på grænsen til urimeligt. Men jeg har altså brug for at øse og pøse og støtte mig op af andre. Det er bla. også derfor det er så fedt med denne blog, for så kan jeg bare give den gas. Igen bruger jeg internettet som en slags handikaphjælp. Jeg ved jo, at nogen læser med og det giver en rar følelse. Det giver en følelse af at dele. Bloggen erstatter ikke samvær, samtaler, fysiske knus, rynkede øjenbryn og modspil, men den giver mig mulighed for at formulere nogle ting, som jeg ellers ikke ville få sagt. Dermed kan jeg dele lidt mere og forhåbentlig give folk omkring mig en bedre chance...