tirsdag den 29. april 2008

Fantastisk usexet men fantastisk smukt

Den lillebror/-søster vi forsøger at lave til Laurits vil få den mest usexede start på livet i min mave man kan forestille sig. Dem, som kender til fertilitetsbehandling ved hvad jeg mener. Det hele starter med hormoner, næsespray, indsprøjtninger og ægudtagning. Det er et langtstrakt forløb over adskillige uger - hver gang. I vores tilfælde er fertilitetsbehandlingen et middel eller vej til at kunne lave pgd/ægsortering. Problemet hos os er arvelig sygdom og ikke barnløshed. Det er kompliceret... i laboratoriet og i vores hoveder. Der er mange følelser på spil og de kan pege i forskellige retninger. F.eks er det grundlæggende svært at føle sig heldig, når man er bærer af en sygdom, der kan slå ens børn ihjel og har oplevet netop det med Laurits. Samtidig er vi dybt taknemmelige over, at ægsortering er en mulighed for os - at vi lever lige her, at behandlingen er gratis og at vi har lov til så mange forsøg det tager at få det raske barn vi ønsker og håber på.

Det er svært at blive gravid ved ægsorteringsmetoden, for de æg, som klarer sig igennem nåleøjet har været udsat for en hård belastning. Normalt befrugtes kvindens æg af mandens sædceller oppe i kvindens æggeleder, deler sig til der er en hel lille klump af celler, der så efter ca. en uge sætter sig fast i livmoderen. Ved ægsorteringsmetoden bliver ægget befrugtet i et laboratorie ved at en tynd nål (ja, er det ikke fantastisk at man kan lave så bittetyndesmå nåle???) prikker hul og sprøjter en sædcelle ind. Derefter starter celledelingen (forhåbentlig) og når der er ca. 6-8 celler kan man lave et lille hul i æggeskallen og suge en enkelt celle ud. På dette stadie består det befrugtede æg/celleklumpen nemlig af stamceller, som hver især i princippet kan blive til et helt menneske - altså indeholder alle informationer på dna-niveau - og det kan godt tåle at undvære en enkelt af sine celler. Den celle, som man tager ud kan man se om er rask (helt uden anlæg for nyresygdom), rask bærer (som Bo og jeg) eller syg (som Laurits). Hvis cellens dna viser syg som Laurits, ved man, at det æg ikke kan bruges og sorteringen ligger i, at man så ikke lægger dette æg op i livmoderen.

Pu... sikke en smøre! Det bliver langhåret, men jeg forklarer gerne, hvis der er noget, som virker uforståeligt. Jeg er dog ikke så vild med at forklare nøjagtig hvor i processen vi er lige nu. Det kommer til at fylde for meget, hvis alle andre kan følge med i ens liv på celleniveau. Selvfølgelig må man spørge. I min verden må man spørge om alt, så længe man kan tåle at høre svaret ;-) Og måske bliver svaret lidt tøvende, fordi jeg ikke har lyst til at indvie andre i, nøjagtig hvor i min menstruations-cyklus vi befinder os og præcis hvilken dag vi "skal have lavet børn" inde på Riget. Vi har jo stadig en drøm om at kunne komme og fortælle om en graviditet sådan lidt overraskende. Egentlig ville jeg bare dele disse smukke fantastiske billeder af den proces, hvor man suger en enkelt celle ud af et befrugtet æg (det er ikke mine celler). Dette er i mine øjne nærmest utroligt. Tænk at det kan lade sig gøre?! Når nogen prøver at presse "heldig" ned over mit liv, kan jeg godt blive lidt tvær og forkrampet indeni. Men når jeg ser disse billeder, bliver jeg rørt og taknemmelig...

fredag den 25. april 2008

Starten på noget


For lang tid siden begyndte jeg at tegne Laurits som den dreng med vinger på, som jeg også ser ham. Sådan ser skitsen til starten ud. Det skulle gerne blive til en historie en gang. Ja, tænk at jeg også kan gøre Laurits til en tegneserie... men det kan jeg åbentbart. Det føles helt fint at gøre.

onsdag den 23. april 2008

Mavefornemmelser, fødselsdag og død

Det er i dag 23 måneder siden Laurits døde. Dvs. der er nu under en måned til hans fødselsdag, og vi ved endnu ikke rigtig hvad vi skal lave den dag. Det kan godt stresse mig lidt i tankerne, for det skal helst føles helt, helt rigtigt i maven på Laurits-dage. Problemet er bare, at det er møgsvært at vide, hvad mavefornemmelsen siger om næsten en måned. På den ene side har jeg lyst til at involvere alle og hele verden i en fest for det faktum at vi fik verdens skønneste dreng dengang. På den anden side har jeg lyst til bare at være i tresomhed med Bo og Laurits.



I morges vågnede jeg fra en drøm, der var fyldt med usynlige alienmonstre, som flænsede alt på deres vej - med mindre man stod helt, HELT stille! Så jeg vågnede HELT stille næsten uden at trække vejret. Faktisk er det ok med sådan et mareridt, for sikke en lettelse, at det bare var virtuelle oplevelser på den indre skærm (eller sådan noget 'smart' noget ;-) og at jeg i virkeligheden kan tillade mig at bevæge mig lige så meget jeg vil uden at blive flænset. Da jeg bevægede mig ud under bruseren havde P3 gang i et fint overfladisk program, hvor man kunne skrive eller ringe ind om et traume, som havde bevirket at man f.eks. ikke kunne spise bestemte ting. "Hm... traume?" tænkte jeg. Nu ved jeg jo, at jeg pr definition har været udsat for et traume, da min lille dreng er død. Hvis der er nogen, som ikke kan spise eller drikke bestemte sager, fordi de én gang har oplevet, at der var klamme ting i, så må mit traume betyde, at jeg ikke kan tåååååååååle at få lagt et barn til at dø på min mave! Men ellers er der sgu ikke så meget jeg ikke kan, sådan traumatisk set. Jeg kan godt dimse rundt med babyer, kan godt klare at se gravide maver, barnevogne osv. Ofte gør det da ondt på en eller anden facon, men jeg kan godt. Især hvis der er plads til Laurits - så kan jeg ligefrem føle mig stærk. Jeg tænker nogen gange på, om jeg egentlig er bedre rustet til at få et dødt barn nu - altså endnu et? Det er min virkelige frygt og JO; det kan ske igen. Lige så godt for Bo og mig, som for alle andre. Jeg har engang talt med et par, som havde mistet to spædbørn på forskellige tidspunkter. Det var chokerende! De gav udtryk for, at på en eller anden vanvittig måde, så kendte de jo "turen", da deres andet barn døde. Jeg tror da også, at jeg ville være i stand til at gøre lidt mere med og omkring det næste døde barn, hvis vi skulle være så uheldige. Men selve smerten, afmagten, det nye traume... det aner jeg lige så lidt om nu, som jeg vidste hvordan det måtte være at få et dødt barn inden Laurits. Det lyder sikkert ikke særlig positivt det her, men det er nok en del af at være på vej til småsøskende til en død dreng. Vi har lidt travlt, hvis det skal blive i år vi får lov til at blive forældre igen (nej desværre, Britte, jeg er ikke gravid endnu :).


Aldrig havde jeg forstillet mig, at vi skulle fejre Laurits' fødselsdag sidste år, uden vi som det mindste havde en baby på vej i min mave. Aldrig havde jeg forestillet mig, at to års dagen skulle rumme samme tomhed. Jeg vil forsøge at fokusere på det positive - altså at Laurits VAR her. Han var dælme en sød knægt. Sådna en lillebitte blid dreng, som godtnok forsøgte at sparke i sin trange hule i min mave, men som for det meste bare møffede... møf, møf, møf.

mandag den 21. april 2008

Laurits far

Hvor er jeg dog lykkelig for at være sammen med Bo! Det er ikke fordi jeg skal til at male et lyserødt billede af det perfekte parforhold, men lidt ligesom at forældre med levende børn godt må være glade og taknemmelige over at de har netop levende børn, så skal jeg også være glad for min gode, stærke, omsorgsfulde og lyttende mand. Der er ting ved ham, som i øjeblikke kan pisse mig af, men det er jo i virkeligheden ikke noget en tudekiks ikke kan klare!!

Jeg er så utrolig taknemmelig over, at vi formår at have Laurits sammen. Vi gør ikke tingene på samme måde, vi er ikke forældre på helt samme måde, men vi har Laurits sammen. Bo behøver ikke så mange fysiske ting og handlinger for at mindes som jeg gør. Han bærer det så levende indeni. Jeg kan spørge ham; hvordan var det nu lige med det og det? Og så svarer Bo helt naturligt og trofast ud fra sin superhukommelse. Jeg måtte med det samme (i juni '06) skrive beretningen om Laurits' korte liv ned, for jeg var meget, meget bange for at glemme. Jeg følte bare, at Laurits gled væk i de første uger. Det var jo så fysisk, og på min krop kunne jeg for hver dag mærke forandringen væk fra det faktum, at vores baby lige havde været her. Men første gang jeg gav udtryk for min dybe frustration over at glemme gjorde Bo noget fantastisk dejligt; han fortalte mig nærmest i søvn med historien om Laurits! Han havde så mange ord at sætte på de 38 timer vi havde med Laurits at det tog flere timer. Så ret hurtigt viste Laurits' far mig, at vi aldrig glemmer vores dreng. Om så de nedskrevne ord forsvinder, så har vi det hele i hukommelsen - i Bos hukommelse især ;-)

Til daglig er Laurits en helt naturlig del af vores liv. Jeg tror han bliver nævnt hver dag. Ikke fordi han absolut skal, imellem os to, men bare fordi... På vores lille ferie til Sverige var han med rigtig meget i tankerne. Det startede da vi pakkede bilen og kiggede på et propfyldt bagsæde: "Nå, for pokker... vi havde sgu alligevel ikke haft plads til Laurits". Da jeg fangede min første fisk var jeg stolt, også overfor min søn: "Se Laurits! Den har mor fanget!" Der følte jeg mig altså bare lidt mere som en rigtig drenge-mor. Første morgen vi slog vinduerne op og blev mødt at fuglesang, var det som om, at det var Laurits' fugle. Da vi gik en lang tur i skoven kom der en strækning, hvor Laurits bare var rigtig meget med. Vi tossede løs om, hvordan han skulle have siddet på skuldrene af Bo og klasket sine klamme barnehænder i fjæset på far, hvinet af glæde og kastet sig bagover. Ja, vi kom faktisk til at være lidt morbide og tossede om, at han ville komme til at slå næsen hårdt ind i nakken på Bo... På grusvejen ville jeg have sagt; "pas nu på, Laurits. Ikke ud i grøften". Men ungen ville ikke have set sig for og 'plof' - pludselig var han forsvundet i krat, mudder og store sten. Vi kørte ud af den morbide tangent og blev enige om, at vi sgu nok ville være kommet til at tage livet af ham på en eller anden måde. Måske er vi sådan nogle forældre, som ikke kan holde liv i vores børn? Hvem ved?? Indtil videre er vores statistik da ikke for god. Men altså; vi tossede glade omkring i det svenske, for Laurits ligger trygt og godt i vores hjerter - han kan ikke dø igen. Og der på grusvejen ville han måske være faldet i grøften, hvis han virkelig havde været der/her, men så havde han bare vrælet lidt, fået kys, pust og knus og så ville han på helt egen hånd og småbitte løbe-ben være tosset videre i sin egen verden og fundet haletudser og frøer i vandhullerne længere henne ad vejen.

Som sagt; jeg er så glad for at kunne dele Laurits med Bo. Jeg er glad for, at vi trods alt har styret udenom de værste forhindringer ved at få et barn, der døde. Det var også bare så ekstremt, så stort, så voldsomt, at der slet ikke var plads eller kræfter til noget så meningsløst som at skændes og bevæge sig væk fra hinanden. Hvis det var sket føler jeg, at jeg virkelig havde tabt alt. Jeg er spændt på, hvordan vi tackler et levende barn en dag. Jeg kan ikke forstille mig, at det bliver mindre udfordrende for os end for alle andre. Det kan godt være, at der så skal være et lille lager af tudekiks i huset...

mandag den 7. april 2008

fisketur, drengebørn og stjerner




Heller ikke denne gang var der bid - men det var en skøn fisketur alligevel! Solen skinnede, vandet var blankt og jeg følte næsten, at vi var på sommerferie. Laurits manglede meget... han skulle have leget på den lille strand, samlet både fine og klamme ting, kastet sten i vandet, have prøvet mors fiskestang og desuden sikkert fået en våd sok og et hysterisk anfald over det. Vi skulle have spist madpakker og drukket varm the fra termokande. Nu var det bare ikke sådan i går og vi havde en rigtig dejlig fisketur alligevel, hvor Laurtussen var med i tankerne og som den flotte, hvide fjer, der kom flydende på vandet. De fjer er overalt, synes jeg, og det er så rart!

Som sagt var der ikke bid i går, men jeg fangede en stjerne! - en søstjerne. Det var da skægt at se den, men jeg var nu lidt ked af, at jeg havde stukket den med min fiskekrog. Den blev selvfølgelig sat ud igen.


At jeg lige netop skulle fange en (sø)stjerne syntes jeg var lidt pudsigt, for efter fisketuren skulle vi hen og møde en lille tre dage gammel dreng, hvis storesøster er samme sted som Laurits - på stjernerne, i himlen, i en urne i jorden, i det uvisse og i hvert fald lige i hjerterne på forældrene. Til drengen havde vi tænkt på det med stjernerne og hans søster... så måske var det en slags hilsen fra hende? Sådan kan jeg ikke lade være at tænke. Jeg kan godt lide, at verden er fyldt med naturlove, koldt vand, dufte, tunge sten og bløde kramme-knus-elskelige mennesker i rigtig 3D!!! Det er så dejlig håndgribeligt og sanseligt. Men jeg kan også godt lide at finde en form for mening eller sammenhæng, der peger på noget mere... Der skal tosses lidt!


Vi så flere små drenge i går, for før fisketuren var vi på besøg hos nogle venner med to tre årige drenge samt en lille gut på tre måneder. Det var sjovt! Sikke en drenge-bande ;-) De gav mig så meget energi, facts og fantasi til, hvordan et fysisk 3D liv med børn er. Er der noget skønnere end at blive mødt med et "Hej. Jeg har fået nye sko!" efter man ikke har set knægten i et halvt år eller mere? Og derefter "Vi har også fået en ny seng!!!" De to store drenge var super stolte over den seng (det var da også en køjeseng, manner) og viste meget ivrigt rundt på deres værelse. At de havde fået en lillebror var ikke lige så interessant for dem, for han var der jo bare, og det er da også lige præcis sådan det skal være ;-)


Bare Laurits får en lillebror en dag. Jeg er selvfølglig totalt ligeglad med om det bliver en pige eller dreng næste gang, men jeg kunne bare virkelig godt tænke mig at være mor'en i et 3D drengeliv engang...

torsdag den 3. april 2008

Laurits' efterladte

I små glimt glemmer min hjerne, at Laurits faktisk er rigtig død. F.eks. når vi sidder og lægger dagdrømmerplaner om hus og have. Så kan jeg godt tænke; "ja, og så kan Laurits jo løbe rundt i haven og lege..." eller "der skal være sådan et rigtig drengeværelse til Laurits". Eller nu hvor jeg har købt cykelhjelm; "en dag skal Laurits også have en og den skal nok være grøn". Det er selvfølgelig trist at skulle korrigere tankerne med; "nååå nej. Han kommer jo ikke tilbage... Han venter ikke et sted derude i fremtiden". Men det er også lidt hyggeligt og rart, at Laurtussen er plantet så stærkt hos mig, at disse tanker bare popper op af sig selv. Så tog døden det meste dengang for snart to år siden, men den tog alligevel ikke det hele! Det er som om, at Laurits på den måde lever sit eget liv i mig. Men det vidner nok også om, at der venter rigtig mange afsavn af forskellig art ude i fremtiden. Han kommer virkelig ikke tilbage. Han skal ikke i børnehave en dag, vi skal ikke vælge skole for netop ham, vi kommer ikke til at kalde; "Laaaaauriiiits?" og han kommer aldrig brasende ind ad døren med ivrige, røde, kolde kinder og pinde i hænderne, efter han har været på skovtur med sin far-Bo. Han bliver heller aldrig vores voksne søn, vores efterkommer. Det er os, der er blevet Laurits' efterladte. Det er sgu så forkert. Men sandt er det, og derfor er der trods alt en vis ro i følelsen af, at Laurits ikke "stopper", at alt ikke er forsvundet ned i den lille kiste.

Alt det her har jeg sikkert sagt 1000 gange før, men det er åbentbart stadig vigtigt for mig at slå fast. Det er nok stadig svært for mig at forstå, at Laurits virkelig er død, selvom det er det eneste sikre jeg ved om fremtiden.