Laurits far

Hvor er jeg dog lykkelig for at være sammen med Bo! Det er ikke fordi jeg skal til at male et lyserødt billede af det perfekte parforhold, men lidt ligesom at forældre med levende børn godt må være glade og taknemmelige over at de har netop levende børn, så skal jeg også være glad for min gode, stærke, omsorgsfulde og lyttende mand. Der er ting ved ham, som i øjeblikke kan pisse mig af, men det er jo i virkeligheden ikke noget en tudekiks ikke kan klare!!

Jeg er så utrolig taknemmelig over, at vi formår at have Laurits sammen. Vi gør ikke tingene på samme måde, vi er ikke forældre på helt samme måde, men vi har Laurits sammen. Bo behøver ikke så mange fysiske ting og handlinger for at mindes som jeg gør. Han bærer det så levende indeni. Jeg kan spørge ham; hvordan var det nu lige med det og det? Og så svarer Bo helt naturligt og trofast ud fra sin superhukommelse. Jeg måtte med det samme (i juni '06) skrive beretningen om Laurits' korte liv ned, for jeg var meget, meget bange for at glemme. Jeg følte bare, at Laurits gled væk i de første uger. Det var jo så fysisk, og på min krop kunne jeg for hver dag mærke forandringen væk fra det faktum, at vores baby lige havde været her. Men første gang jeg gav udtryk for min dybe frustration over at glemme gjorde Bo noget fantastisk dejligt; han fortalte mig nærmest i søvn med historien om Laurits! Han havde så mange ord at sætte på de 38 timer vi havde med Laurits at det tog flere timer. Så ret hurtigt viste Laurits' far mig, at vi aldrig glemmer vores dreng. Om så de nedskrevne ord forsvinder, så har vi det hele i hukommelsen - i Bos hukommelse især ;-)

Til daglig er Laurits en helt naturlig del af vores liv. Jeg tror han bliver nævnt hver dag. Ikke fordi han absolut skal, imellem os to, men bare fordi... På vores lille ferie til Sverige var han med rigtig meget i tankerne. Det startede da vi pakkede bilen og kiggede på et propfyldt bagsæde: "Nå, for pokker... vi havde sgu alligevel ikke haft plads til Laurits". Da jeg fangede min første fisk var jeg stolt, også overfor min søn: "Se Laurits! Den har mor fanget!" Der følte jeg mig altså bare lidt mere som en rigtig drenge-mor. Første morgen vi slog vinduerne op og blev mødt at fuglesang, var det som om, at det var Laurits' fugle. Da vi gik en lang tur i skoven kom der en strækning, hvor Laurits bare var rigtig meget med. Vi tossede løs om, hvordan han skulle have siddet på skuldrene af Bo og klasket sine klamme barnehænder i fjæset på far, hvinet af glæde og kastet sig bagover. Ja, vi kom faktisk til at være lidt morbide og tossede om, at han ville komme til at slå næsen hårdt ind i nakken på Bo... På grusvejen ville jeg have sagt; "pas nu på, Laurits. Ikke ud i grøften". Men ungen ville ikke have set sig for og 'plof' - pludselig var han forsvundet i krat, mudder og store sten. Vi kørte ud af den morbide tangent og blev enige om, at vi sgu nok ville være kommet til at tage livet af ham på en eller anden måde. Måske er vi sådan nogle forældre, som ikke kan holde liv i vores børn? Hvem ved?? Indtil videre er vores statistik da ikke for god. Men altså; vi tossede glade omkring i det svenske, for Laurits ligger trygt og godt i vores hjerter - han kan ikke dø igen. Og der på grusvejen ville han måske være faldet i grøften, hvis han virkelig havde været der/her, men så havde han bare vrælet lidt, fået kys, pust og knus og så ville han på helt egen hånd og småbitte løbe-ben være tosset videre i sin egen verden og fundet haletudser og frøer i vandhullerne længere henne ad vejen.

Som sagt; jeg er så glad for at kunne dele Laurits med Bo. Jeg er glad for, at vi trods alt har styret udenom de værste forhindringer ved at få et barn, der døde. Det var også bare så ekstremt, så stort, så voldsomt, at der slet ikke var plads eller kræfter til noget så meningsløst som at skændes og bevæge sig væk fra hinanden. Hvis det var sket føler jeg, at jeg virkelig havde tabt alt. Jeg er spændt på, hvordan vi tackler et levende barn en dag. Jeg kan ikke forstille mig, at det bliver mindre udfordrende for os end for alle andre. Det kan godt være, at der så skal være et lille lager af tudekiks i huset...