I små glimt glemmer min hjerne, at Laurits faktisk er rigtig død. F.eks. når vi sidder og lægger dagdrømmerplaner om hus og have. Så kan jeg godt tænke; "ja, og så kan Laurits jo løbe rundt i haven og lege..." eller "der skal være sådan et rigtig drengeværelse til Laurits". Eller nu hvor jeg har købt cykelhjelm; "en dag skal Laurits også have en og den skal nok være grøn". Det er selvfølgelig trist at skulle korrigere tankerne med; "nååå nej. Han kommer jo ikke tilbage... Han venter ikke et sted derude i fremtiden". Men det er også lidt hyggeligt og rart, at Laurtussen er plantet så stærkt hos mig, at disse tanker bare popper op af sig selv. Så tog døden det meste dengang for snart to år siden, men den tog alligevel ikke det hele! Det er som om, at Laurits på den måde lever sit eget liv i mig. Men det vidner nok også om, at der venter rigtig mange afsavn af forskellig art ude i fremtiden. Han kommer virkelig ikke tilbage. Han skal ikke i børnehave en dag, vi skal ikke vælge skole for netop ham, vi kommer ikke til at kalde; "Laaaaauriiiits?" og han kommer aldrig brasende ind ad døren med ivrige, røde, kolde kinder og pinde i hænderne, efter han har været på skovtur med sin far-Bo. Han bliver heller aldrig vores voksne søn, vores efterkommer. Det er os, der er blevet Laurits' efterladte. Det er sgu så forkert. Men sandt er det, og derfor er der trods alt en vis ro i følelsen af, at Laurits ikke "stopper", at alt ikke er forsvundet ned i den lille kiste.
Alt det her har jeg sikkert sagt 1000 gange før, men det er åbentbart stadig vigtigt for mig at slå fast. Det er nok stadig svært for mig at forstå, at Laurits virkelig er død, selvom det er det eneste sikre jeg ved om fremtiden.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
4 kommentarer:
En skrev en gang til mig, at Cirkeline blev det barn, der aldrig flyttede hjemmefra. Jeg kan rigtig godt lide den tanke :)
Hvor er det fint sagt; at Laurtis bliver det barn der aldrign flytter hjemmefra.
Man må til gengæld drømme, ønske og tænke på alt muligt ift. vores englebørn. Der er feks ikke DET, Johannes ikke kan blive, er allerede nu god til at snakke, gå mv. Som voksen bliver/(ville være blevet) en fantastisk person. Og det samme gælder jo for Laurtis og de andre englebørn.
Knus
Dorthe
Aj, hvor er det en skøn tanke! Den tager jeg straks til mig - tak. Og jeg drømmer selvfølgelig videre ;-)
Sådan sagde en veninde også til mig Frederikke... Og det er en fin tanke...
DEt er underligt som det er nødvendigt at få sit døde barns død konkretiseret... Jeg blev super trist da vi flyttede, for som du selv skriver... "nåh nej, her skal India jo ikke have værelse".
Tilgengæld er jeg sikker på at Laurits har alt det hjerterum han har brug for, også i det nye hus!
Kram Line, som VIRKELIG håber at i blir i nogenlunde afstand ik!
Send en kommentar