lørdag den 26. januar 2008

Drømme

Jeg forstår det simpelthen ikke! Nu har jeg drømt om skiferie de sidste fire nætter, men Laurits har jeg kun drømt om ca. fire gange i alt på de 1½ år han har været i mit liv. Åbentbart kan min hjerne finde problemer og spænding nok ved en skiferie til at vende og dreje bagage-, solskoldning-, ikke-sne-nok problematikker i syrede drømme. Men min lille døde dreng... næ nej, ham er der åbentbart ikke nogen problemer ved!!


Måske er det netop det? - at der ikke er nogen problemer ved Laurits, ikke noget som skal løses. Mit sind har pakket Laurits ind i de fredeligste følelser. Men alligevel... jeg ville så gerne drømme om ham, for de gange jeg har oplevet det har været rigtig dejligt. Det bedste jeg nogensinde har drømt var, at jeg lagde hovedet ned til Laurits, og så slog han armene rundt om halsen på mig. Det kommer jeg aldrig til at opleve i virkeligheden.

Jeg tror ikke på, at jeg kan møde Laurits i drømme, men jeg tror på, at jeg kan få fornemmelsen af at møde ham. Af alle historier, fiktioner og drømme er det min hjerne skaber omkring min lille dreng blandt det bedste jeg ved. Men... han var her altså også i virkeligheden!

Da jeg var barn døde en af mine kusiner. Jeg kan huske, at jeg hørte en anden af mine tanter sige, at mor'en var så ked af, at hun ikke i det mindste kunne drømme om sin datter, så hun på den måde kunne være sammen med hende. Nu forstår jeg præcis, hvad hun mente...

torsdag den 24. januar 2008

Laurits i hverdagen

Som sagt tidligere; det er ikke sjovt at have et dødt barn. Men det kan altså godt være lidt til grin nogen gange.

Mor Heidi: "Jeg var forbi Laurits' græsplæne i dag"
Far Bo: "Nå. Havde han det godt?"
Mor Heidi: "Næ, han var stadig skide død!"
Far Bo: "Nå! Så må vi da håbe det bliver bedre i morgen"
Mor Heidi: "Ja"
Far Bo: "Skal vi have ris til det her....blablablabla"

onsdag den 23. januar 2008

Et valg?

Jeg har fået et liv med smerte, men jeg har på en måde også valgt det. Da Laurits døde var der for mit vedkommende et særligt valg, som hurtigt blev truffet; jeg bliver, jeg tager det. Alternativetet ville jeg ikke. Selvmord... uha, endnu et af livets store tabuer. Men helt ærligt, det var da en oplagt mulighed for flugt. Jeg valgte helt klart og tydeligt inde i mig selv, at jeg ville blive, selvom Laurits skulle herfra. Det var jo netop et liv sammen med Laurits og forhåbentlig andre børn vi havde valgt ved at blive forældre, ikke en død. Vi havde ikke valgt døden, men den valgte altså Laurits. Jeg kan i øvrigt rigtig godt forstå, at man ofte visualiserer døden som en stor, mørk, dum, farlig mand, for han er så dejlig konkret at blive stikhamrende pissesur og gal på. Jeg har lyst til at flå leen ud af hans hænder og sprætte maven op på ham!!!!!!



Præsten var rigtig god til at sætte ord på vores meningsløse situation i starten, hvor vi mødtes på hendes kontor for at snakke om begravelsen. Hun sagde, at der ikke var noget valg i det her, at vi ikke var blevet spurgt, om vi kunne klare at få et dødt barn, det var bare sket. Vi havde fået det tungeste læs at bære uanset hvad og det var vi nødt til at gøre! Det er også sådan jeg ofte føler og tænker; at vi lever på trods. Det handler da helt sikkert en del om kontrol. De fleste lever vel med en følelse af, at man selv kan vælge til og fra her i livet. Men de største ting kan altså ikke vælges, kun ønskes (til eller fra). Eller de vælges på baghånd, så at sige? For jeg føler som sagt, at jeg har sagt en slags ja... Jeg har accepteret, at livet ser ud som det gør. Måden jeg kan acceptere det på er dog at lade en trodsighed, vrede, afmagt og frustration være en del af det hele. For min accept betyder ALDRIG, at det for mig bliver i orden at Laurits døde. Det var kun i orden at han var her, at han levede.



Vi og desværre andre nær os i samme situation kan mærke magtesløsheden i forhold til de store ting i livet på dobbelt måde, for udover at døden ikke kan vælges fra, så kan et nyt liv heller ikke uden videre vælges til. Selvfølgelig er der visse ting man skal gøre for at blive gravid, men den sidste "lille" ting, der skal falde i hak før der kommer to streger på graviditetstesten er altså udenfor menneskehænder og -vilje. Det er virkelig meget frustrerende nogle gange, for på rigtig mange måder virker det som om, at resten af verden kan vælge og vrage som det passer dem.



Lyder jeg bitter? Det håber jeg ikke. Men skulle det ske, så er jeg egentlig også lidt ligeglad. Min frygt for at lyde påtaget glad er større. Jeg er faktisk glad og elsker at være i live, men det er en glæde med et underliggende trods, som ikke kan ignoreres. Hvis jeg prøver føles det så uendeligt falsk.

fredag den 18. januar 2008

Børn i husstanden?

Det er ikke sjovt at have et dødt barn! Men... det kan alligevel godt kaste nogle lidt sjove eller pudsige situationer af sig. I går ringede jeg til vores forsikringsselskab, for at få styr på rejseforsikringer. Den flinke mand havde et tilbud, der dækkede hele husstanden, og som han sagde: "Det dækker både far, mor og alle børnene! Nu ved jeg jo ikke, om der er børn i husstanden?" "Næ...", sagde jeg, "der er kun far og mor". Det affødte en lille latter hos ham og jeg er helt sikker på, at han syntes jeg lige var lidt smart der. Men det er jo sådan det er. Vi er sgu mor og far - og kun mor og far - i husstanden. Lige i øjeblikket forstod jeg ikke, hvorfor han grinede, men da jeg havde lagt på, kunne jeg godt se, at det faktisk var lidt skørt. Nu har vi så en forsikring, der dækker sygehusophold og hjemtransport for hele vores lille familie, bare ikke Laurits, for han er ikke i husstanden...

Laurits har for resten også et sygesikringsbevis. Det trådte i kraft 27. maj 2006, men da lå han allerede på køl i kisten.

mandag den 14. januar 2008

Held i kærlighed - og fisk!


Når man ikke har held med levende børn, kan man have det med døde fisk ;-> Jeg må jo indrømme, at det er Bo, som har fanget krabaten. Den er fra de københavnske farvande og sikkert ikke lige efter bogen hvad angår fiske-anbefalinger til en forhåbentlig-snarligt-gravid... Men helt ærligt, det er sgu ikke den ene fisk vores kommende børn kan dø af! Jeg føler mig lidt lunefuld morbid i dag, sådan "f... døden!!!" på godt nydansk.

tirsdag den 8. januar 2008

Særlige steder

I dag var jeg forbi KUA for at hente en nøgle til den specialeplads jeg var blevet tilbudt. Men, men, men... for at få den udleveret skal man åbentbart have både et emne og en vejleder og det har jeg slet ikke endnu. Jeg starter totalt fra scratch, men havde sådan set frem til at få et slags kontor at starte ud fra. Hrmf! Det fik jeg fornærmende nok ikke. "Er du slet ikke i gang endnu?? Jamen så lader vi en anden, der er i gang, få pladsen". Tak, skal du ha'. Det er et eller andet sted rimeligt nok, men jeg blev lidt ramt over at blive stemplet sådan. Jeg ved sgu da godt, at jeg som sådan ikke er i gang, men det kommer jeg jo lige om lidt. Man må starte et sted, og mit sted er altså fra bunden.


Lidt skumlende cyklede jeg derfra og satte kursen lidt længere ud på Amager - ud til Øresundsvejkvarteret og lige lukt forbi det sted jeg var i praktik. Det sted bliver aldrig bare et sted jeg passerer uden at tænke på Laurits. Han var jo med i maven på alle de cykelture jeg havde hver morgen og eftermiddag i området. Jeg kan huske, hvor suuuuulten jeg ofte var om morgenen, selvom jeg lige havde spist en stor portion müsli, og hvordan jeg kiggede langt efter bagerbutikkerne på vejen derud. På hjemvejen var det først og fremmest børnetøjsbutikken på hjørnet af Øresundsvej og Amagerbrogade, der fangede mit blik. Jeg fik aldrig været derinde. På hjemturen havde jeg i den sidste tid ofte plukveer, når jeg kom til Christianshavn og altid måtte holde for rødt ud for møbelforretningen med samme navn som Laurits' farmors familie - Vestergaard. Af og til cykler jeg hele "praktik-ruten" + lidt til, nemlig når vi skal ud til forældremøde hos Johannes' mor Dorthe. Det er rart, at det hænger sådan sammen, at jeg så kan mindes Laurits på vejen.

Lys og trane til Johannes

I dag ville jeg ud og tænde et lille lys for Johannes efter jeg havde været på KUA. Det var med et sind, der havde ændret sig fra sur til temmelig trist, da jeg nåede kirkegården. Da jeg så stod ved graven satte der sig en lille musvit eller blåmejse (Laurits ville med tiden helt sikkert have vist præcis hvilken slags, den lille fugleflipper!) på træet lige bag træet hos Johannes. Det var altså helt vildt skønt!! Den kiggede på mig og pippede løs. Jeg kunne simpelthen ikke andet end overgive mig til tossetankerne og bare suge til mig af dens fine forårsagtige lyde. At den i virkeligheden nok pippede noget i retning af "skrid, alle fugle, det er mit fu..... hoooood!!" var jeg bedøvende ligeglad med. Sammen med stemningen på Johannes' og hans morbrors fine sted gav det mit humør det tiltrængte skub opad. Da jeg gik derfra var det tilmed som om, at jeg lige havde afleveret Laurits til en gang drengeleg med Johannes. "Hyg jer, unger" tænkte/tossede jeg.


Hvis Laurits var "hjemme at lege hos" Johannes i dag, så var han "hjemme at lege hos" India i går. Det var jo det styggeste slud-vejr i går, men jeg havde planlagt en mor-barn-hygge-kirkegårdstur, og pakkede mig optimistisk ind i min nye skijakke samt regnslag og cyklede ud til Nørrebro. Øjs, hvor skulle jeg bare have taget skibukserne på også. Våde knæ blev til våde og iskolde ben, inden jeg var hjemme igen. Jeg mødte for resten Almas mor Mie med Rajas sweater om hovedet og Raja trygt sovende i barnevognen - hyggeligt! Så var Alma nok også ovre at lege hos India... Hos India duftede der rigtig dejligt af røgelse og det føltes som altid godt at være der. Hvis kærlighed kan bo på et sted, så er det der; under træet ved den røde bænk!

Det var altså ikke let at tage billeder i al den sludsne, så det blev lidt vildt og hurtigt og med hånden holdt beskyttende over mobilen - måske også beskyttende over India...? Sådan ser det i hvert fald ud nu på billedet.

Inden jeg i går skulle hjem og tø lårene op, måtte jeg også en tur forbi Holmens kirkegård. Der blev først tændt lys hos Natalina og selvom hun nok også var ovre at lege hos India, så var hun også der midt i flammens fine lys, der brændte i flere lygter på hendes grav. Sådan er det nemlig med døde børn; de kan godt være flere steder på en gang og altid lige i hjertet! Der var meget, meget stille og sneen dalede helt julestemningsagtigt på Natalinas afdeling af Holmens. Det var næsten sådan lidt mysisk... I hvert fald meget særligt.
Tante H's iskolde krog af en finger åbner lågen med en knirkende lyd...
På Laurits' græsplæne blev det ikke til flere billeder, for da var jeg sgu ved at være nervøs for, om min mobil kunne tåle mere fugt. Og sådan er det nemlig også med døde børn; de bliver ikke sure over, at man ikke lige får taget et billede ;-) Jeg var ved at fryse fingrene af i Bos absolut gennemblødte læderhandsker, men jeg fik tændt et lys for Laurits i den lygte, som han havde fået af Almas forældre. Det var et fint grønt lys, som han havde fået af Elisabeth. Dejligt at tænke på... Og da jeg stod og tænkte der på plænen, var der altså et helt særligt lys. Det var fem minutter i lukketid (dvs. fem i fire), så egentlig burde det have været ret tusmørket, men på Laurits' græsplæne var der virkelig lyst - og det var ikke kun pga. snesjappet på græsset! Inden jeg nåede ud til Sølvtorvet var det faktisk blevet tid til at tænde cykellygten og det var der det slog mig, at lyset havde været særligt på kirkegården. Nå ja... det var sikkert hverken engle eller ufoer, der havde været på spil, men sikkert bare mit humør, og Laurits' græsplæne såvel som hans venners gravsteder, gør helt sikkert noget særligt ved mig indeni. Endnu har jeg til gode at opleve Kirsten Maries sted i Jylland, men jeg ser frem til det.
Og så er det i øvrigt noget underligt dobbelt noget med de gravsteder, for de burde først være blevet til om mange, mange, mange år og jeg skulle aldrig have oplevet dem!!!