Et valg?

Jeg har fået et liv med smerte, men jeg har på en måde også valgt det. Da Laurits døde var der for mit vedkommende et særligt valg, som hurtigt blev truffet; jeg bliver, jeg tager det. Alternativetet ville jeg ikke. Selvmord... uha, endnu et af livets store tabuer. Men helt ærligt, det var da en oplagt mulighed for flugt. Jeg valgte helt klart og tydeligt inde i mig selv, at jeg ville blive, selvom Laurits skulle herfra. Det var jo netop et liv sammen med Laurits og forhåbentlig andre børn vi havde valgt ved at blive forældre, ikke en død. Vi havde ikke valgt døden, men den valgte altså Laurits. Jeg kan i øvrigt rigtig godt forstå, at man ofte visualiserer døden som en stor, mørk, dum, farlig mand, for han er så dejlig konkret at blive stikhamrende pissesur og gal på. Jeg har lyst til at flå leen ud af hans hænder og sprætte maven op på ham!!!!!!



Præsten var rigtig god til at sætte ord på vores meningsløse situation i starten, hvor vi mødtes på hendes kontor for at snakke om begravelsen. Hun sagde, at der ikke var noget valg i det her, at vi ikke var blevet spurgt, om vi kunne klare at få et dødt barn, det var bare sket. Vi havde fået det tungeste læs at bære uanset hvad og det var vi nødt til at gøre! Det er også sådan jeg ofte føler og tænker; at vi lever på trods. Det handler da helt sikkert en del om kontrol. De fleste lever vel med en følelse af, at man selv kan vælge til og fra her i livet. Men de største ting kan altså ikke vælges, kun ønskes (til eller fra). Eller de vælges på baghånd, så at sige? For jeg føler som sagt, at jeg har sagt en slags ja... Jeg har accepteret, at livet ser ud som det gør. Måden jeg kan acceptere det på er dog at lade en trodsighed, vrede, afmagt og frustration være en del af det hele. For min accept betyder ALDRIG, at det for mig bliver i orden at Laurits døde. Det var kun i orden at han var her, at han levede.



Vi og desværre andre nær os i samme situation kan mærke magtesløsheden i forhold til de store ting i livet på dobbelt måde, for udover at døden ikke kan vælges fra, så kan et nyt liv heller ikke uden videre vælges til. Selvfølgelig er der visse ting man skal gøre for at blive gravid, men den sidste "lille" ting, der skal falde i hak før der kommer to streger på graviditetstesten er altså udenfor menneskehænder og -vilje. Det er virkelig meget frustrerende nogle gange, for på rigtig mange måder virker det som om, at resten af verden kan vælge og vrage som det passer dem.



Lyder jeg bitter? Det håber jeg ikke. Men skulle det ske, så er jeg egentlig også lidt ligeglad. Min frygt for at lyde påtaget glad er større. Jeg er faktisk glad og elsker at være i live, men det er en glæde med et underliggende trods, som ikke kan ignoreres. Hvis jeg prøver føles det så uendeligt falsk.