lørdag den 26. januar 2008

Drømme

Jeg forstår det simpelthen ikke! Nu har jeg drømt om skiferie de sidste fire nætter, men Laurits har jeg kun drømt om ca. fire gange i alt på de 1½ år han har været i mit liv. Åbentbart kan min hjerne finde problemer og spænding nok ved en skiferie til at vende og dreje bagage-, solskoldning-, ikke-sne-nok problematikker i syrede drømme. Men min lille døde dreng... næ nej, ham er der åbentbart ikke nogen problemer ved!!


Måske er det netop det? - at der ikke er nogen problemer ved Laurits, ikke noget som skal løses. Mit sind har pakket Laurits ind i de fredeligste følelser. Men alligevel... jeg ville så gerne drømme om ham, for de gange jeg har oplevet det har været rigtig dejligt. Det bedste jeg nogensinde har drømt var, at jeg lagde hovedet ned til Laurits, og så slog han armene rundt om halsen på mig. Det kommer jeg aldrig til at opleve i virkeligheden.

Jeg tror ikke på, at jeg kan møde Laurits i drømme, men jeg tror på, at jeg kan få fornemmelsen af at møde ham. Af alle historier, fiktioner og drømme er det min hjerne skaber omkring min lille dreng blandt det bedste jeg ved. Men... han var her altså også i virkeligheden!

Da jeg var barn døde en af mine kusiner. Jeg kan huske, at jeg hørte en anden af mine tanter sige, at mor'en var så ked af, at hun ikke i det mindste kunne drømme om sin datter, så hun på den måde kunne være sammen med hende. Nu forstår jeg præcis, hvad hun mente...

4 kommentarer:

Maomis sagde ...

Wau! Tænk at en af dine tanter kunne tænke sådan – det er da smukt!

Det er heller ikke meget jeg har drømt om Elisabeth og de gange jeg har, har ikke altid været gode drømme. Husker en gang hvor jeg drømte at jeg havde efterladt hende ude på en varm eng og hun lå og gispede efter vejret og forsøgte at mave sig frem ved egen kraft. Det var forfærdeligt og jeg havde det så skidt bagefter – men det havde givetvis noget at gøre med forfærdelig oplevelse vi havde været igennem.

Jeg tror drømme hjælper os til at få styr på noget af alt det ubearbejdede vi ofte går og roder med, noget som kræver lidt mere end bare nydning. Det er sjældent den boblende glæde der kommer til udtryk i drømme.

Rigtig god skitur! Måske drømmer du om Laurits når du er væk hjemmefra, for så er han på en måde lidt længere væk rent fysisk – hvis man kan sige det om en død dreng?

Anonym sagde ...

Jeg har drømt om Cirkeline én gang efter hendes død. Det var inden for den første måned.

Jeg tror, at hvis vi et og andet sted har accepteret og forholdt os til vores tab, så er vi afklaret i sådan en forstand, at vi ikke behøver at gennemgå tabet i vores drømme.

Drømme er helt sikkert som Sofie siger, måden hvorpå vi bearbejder dagens mange indtryk.

Line sagde ...

Kom nu hjjeeeeeeeem:)

Line sagde ...

AJ! Come on, nu må¨i da snart komme hjem! Jeg savner jer!