mandag den 22. marts 2010

Hov

Så kom jeg lige forbi en babyside på nettet, hvor jeg siden graviditeten med Laurits har haft en profil. Der stod, at jeg var i uge 22. Nå ja, det skulle jeg jo have været, hvis ikke jeg havde aborteret. Hm. Det gør mig ikke ked af det, slet ikke, men bare fem minutters blog-eftertænksom.

søndag den 7. marts 2010

Blomster fra mor

På mit bord står nogle virkelig flotte dybrøde franske anemoner. Dem har jeg fået af min mor, da hun var på besøg i sidste uge. Først havde hun givet mig tre tulipaner i jord, men det var ikke nok for hende. Jamen, det var det altså bare ikke. Vi skulle finde nogle flere blomster, basta! Den slags er der selvfølgelig ingen grund til at diskutere, så vi fandt anemonerne, og så var der glæde over hele linien. Og... et eller andet sted varmer det min hjerne så meget, at blomster er noget man giver sine børn i min familie - død eller levende. Laurits fik også blomster af mormor, da vi var forbi Kirkegården.

Mine blomster til Laurits er mest papirstraner.

Det her handler overhovedet ikke om, at man skal give blomster til døde eller levende. Pligtblomster er ikke sjove. Det handler bare om, at jeg for det meste har virkelig svært ved at jonglere med en meget 'levende', banal, almindelig rolle som værende datter, samtidig med, at jeg har en meget 'død', ualmindelig og sær måde at være mor på. Derfor kan jeg blive så glad, når jeg opdager de små sammenfaldende ting, som egentlig bare kører af sig selv og uden alle mine tanker, idéer, forbehold, ængstelser, spekulationer... Jeg kunne simpelthen genkende min mors glæde ved give sit barn nogle blomster. Ikke så meget pjat der, lige ud ad landevejen. Det gav mig en eller anden ro at opleve, for det er også bare dét, der ligger i min mor-rolle. Mine blomster eller traner til Laurits handler ikke altid om sorg, gravpynt og mindehalløj. Det handler faktisk meget om, at jeg bare vil give den skide unge noget! Basta! Ikke så meget at diskutere. Glæde over hele linien.

fredag den 5. marts 2010

Total banal

4 drømme:
- Nye, grønne sko, der bare ser så rappe ud, føles godt og var billige. Juhu! Tjek! Den er realiseret. Meget banalt og meget virkningsfuldt.
- Stærke overarme i stedet for vatarme. Har nu en håndvægt, så det er vel bare at gå i gang. Har pumpet lidt i dag - iført de nye grønne sko. Ih, det føltes dejligt feminint...minimt..?? (Hold kæft, jeg kan ikke engang stave til det).
- Dagdrømmerier om Laurits bare fordi han var så dejlig og fordi jeg elsker ham.
- Drømmen om at blive mor igen. Tænk, hvis jeg får lov at holde min egen lille baby i armene. Øjs, det gad jeg godt! Så vil jeg bruge babyen som håndvægt og blive virkelig stærk.

Mon jeg ville have været stærkere, hvis Laurits havde været her? Det ville helt sikkert have været bedre for både arme og sjæl. Men jeg ville nok også have haft meget bløde knæ og andre ømme punkter...

torsdag den 4. marts 2010

Ægset

Så er det den tid, hvor butikkerne har æg alle vegne. Pap-æg, pynte-æg, choko-æg, sukker-æg, likør-æg, lakrids-æg. Jeg kan ikke helt stå for de der choko-marcipan-æg af slagsen, men jeg prøver at holde mig tilbage, for der skal først og fremmest være plads til en masse guldæg i min mave. Lige nu om snart skal jeg nemlig helst producere en masse æg. Det er verdener forbi stadiet af skruk, men det er alligevel i den boldgade. Så det føles skruk, gok og gak i hovedet! Jeg bliver snart en hønemor, ægset, konen med æggene, gra-næsten-vid (Nej, vi har ikke lyst til at sige, nøjagtig hvor i behandlingen vi er, men vi er i gang med endnu et langt, sejt træk, hvilket vil sige, at jeg er fucked up på hormoner). Jeg kan mærke en spirende fornemmelse af håb og det er fandme dejligt ovenpå denne kolde, kolde tid. Det var eddermaneme en skodvinter set med lave-børn-brillerne! En abort fattigere blev det til. Pfft! Spild af liv på flere måder. Med hænderne trodsigt i siden og benene solidt i jorden fnyser jeg foragtende tilbage mod december nul-ni.

Nu er det forår, og jeg glæder mig over, at der er æg alle vegne. Det passer fint med det indre billede. Jeg er simpelthen så glad for, at vi går mod varme og lysere tider, for så er det alt andet lige lettere at gå igennem hormon-humør og ventetid. Det livgivende ved forår har sin virkning og jeg suger det til mig. I disse dage mærker jeg styrke, glæde og delvis ro, og helt ærligt aner jeg ikke hvor det kommer fra. Derfor kan jeg fylde mere godt i godteposen ved at putte noget taknemmelighed derned. De dage, hvor jeg mærker styrke indefra er jeg simpelthen så taknemmelig for! Meget kan man gøre for at støtte op om gode følelser, fokusere på det positive og alt det gejl, men jeg har det for det meste sådan, at jeg bare har det på en bestemt måde. Det kommer sgu helt af sig selv, og så er der altså grænser for, hvor mange knuder jeg orker at gå og slå for at få lavet en pæn og spiselig sløjfe rundt om det hele. Derfor; når jeg pludselig har det fint kan jeg blive helt glad i låget over det.

Egentlig var det slet ikke æg, som indlægget skulle handle om, men derimod derimod noget, som foråret er begyndt at betyde for mig, men det må have sit eget indlæg senere. Det handler blandt andet om æg og harer og det at kende nogen...