Særlige steder

I dag var jeg forbi KUA for at hente en nøgle til den specialeplads jeg var blevet tilbudt. Men, men, men... for at få den udleveret skal man åbentbart have både et emne og en vejleder og det har jeg slet ikke endnu. Jeg starter totalt fra scratch, men havde sådan set frem til at få et slags kontor at starte ud fra. Hrmf! Det fik jeg fornærmende nok ikke. "Er du slet ikke i gang endnu?? Jamen så lader vi en anden, der er i gang, få pladsen". Tak, skal du ha'. Det er et eller andet sted rimeligt nok, men jeg blev lidt ramt over at blive stemplet sådan. Jeg ved sgu da godt, at jeg som sådan ikke er i gang, men det kommer jeg jo lige om lidt. Man må starte et sted, og mit sted er altså fra bunden.


Lidt skumlende cyklede jeg derfra og satte kursen lidt længere ud på Amager - ud til Øresundsvejkvarteret og lige lukt forbi det sted jeg var i praktik. Det sted bliver aldrig bare et sted jeg passerer uden at tænke på Laurits. Han var jo med i maven på alle de cykelture jeg havde hver morgen og eftermiddag i området. Jeg kan huske, hvor suuuuulten jeg ofte var om morgenen, selvom jeg lige havde spist en stor portion müsli, og hvordan jeg kiggede langt efter bagerbutikkerne på vejen derud. På hjemvejen var det først og fremmest børnetøjsbutikken på hjørnet af Øresundsvej og Amagerbrogade, der fangede mit blik. Jeg fik aldrig været derinde. På hjemturen havde jeg i den sidste tid ofte plukveer, når jeg kom til Christianshavn og altid måtte holde for rødt ud for møbelforretningen med samme navn som Laurits' farmors familie - Vestergaard. Af og til cykler jeg hele "praktik-ruten" + lidt til, nemlig når vi skal ud til forældremøde hos Johannes' mor Dorthe. Det er rart, at det hænger sådan sammen, at jeg så kan mindes Laurits på vejen.

Lys og trane til Johannes

I dag ville jeg ud og tænde et lille lys for Johannes efter jeg havde været på KUA. Det var med et sind, der havde ændret sig fra sur til temmelig trist, da jeg nåede kirkegården. Da jeg så stod ved graven satte der sig en lille musvit eller blåmejse (Laurits ville med tiden helt sikkert have vist præcis hvilken slags, den lille fugleflipper!) på træet lige bag træet hos Johannes. Det var altså helt vildt skønt!! Den kiggede på mig og pippede løs. Jeg kunne simpelthen ikke andet end overgive mig til tossetankerne og bare suge til mig af dens fine forårsagtige lyde. At den i virkeligheden nok pippede noget i retning af "skrid, alle fugle, det er mit fu..... hoooood!!" var jeg bedøvende ligeglad med. Sammen med stemningen på Johannes' og hans morbrors fine sted gav det mit humør det tiltrængte skub opad. Da jeg gik derfra var det tilmed som om, at jeg lige havde afleveret Laurits til en gang drengeleg med Johannes. "Hyg jer, unger" tænkte/tossede jeg.


Hvis Laurits var "hjemme at lege hos" Johannes i dag, så var han "hjemme at lege hos" India i går. Det var jo det styggeste slud-vejr i går, men jeg havde planlagt en mor-barn-hygge-kirkegårdstur, og pakkede mig optimistisk ind i min nye skijakke samt regnslag og cyklede ud til Nørrebro. Øjs, hvor skulle jeg bare have taget skibukserne på også. Våde knæ blev til våde og iskolde ben, inden jeg var hjemme igen. Jeg mødte for resten Almas mor Mie med Rajas sweater om hovedet og Raja trygt sovende i barnevognen - hyggeligt! Så var Alma nok også ovre at lege hos India... Hos India duftede der rigtig dejligt af røgelse og det føltes som altid godt at være der. Hvis kærlighed kan bo på et sted, så er det der; under træet ved den røde bænk!

Det var altså ikke let at tage billeder i al den sludsne, så det blev lidt vildt og hurtigt og med hånden holdt beskyttende over mobilen - måske også beskyttende over India...? Sådan ser det i hvert fald ud nu på billedet.

Inden jeg i går skulle hjem og tø lårene op, måtte jeg også en tur forbi Holmens kirkegård. Der blev først tændt lys hos Natalina og selvom hun nok også var ovre at lege hos India, så var hun også der midt i flammens fine lys, der brændte i flere lygter på hendes grav. Sådan er det nemlig med døde børn; de kan godt være flere steder på en gang og altid lige i hjertet! Der var meget, meget stille og sneen dalede helt julestemningsagtigt på Natalinas afdeling af Holmens. Det var næsten sådan lidt mysisk... I hvert fald meget særligt.

Tante H's iskolde krog af en finger åbner lågen med en knirkende lyd...

På Laurits' græsplæne blev det ikke til flere billeder, for da var jeg sgu ved at være nervøs for, om min mobil kunne tåle mere fugt. Og sådan er det nemlig også med døde børn; de bliver ikke sure over, at man ikke lige får taget et billede ;-) Jeg var ved at fryse fingrene af i Bos absolut gennemblødte læderhandsker, men jeg fik tændt et lys for Laurits i den lygte, som han havde fået af Almas forældre. Det var et fint grønt lys, som han havde fået af Elisabeth. Dejligt at tænke på... Og da jeg stod og tænkte der på plænen, var der altså et helt særligt lys. Det var fem minutter i lukketid (dvs. fem i fire), så egentlig burde det have været ret tusmørket, men på Laurits' græsplæne var der virkelig lyst - og det var ikke kun pga. snesjappet på græsset! Inden jeg nåede ud til Sølvtorvet var det faktisk blevet tid til at tænde cykellygten og det var der det slog mig, at lyset havde været særligt på kirkegården. Nå ja... det var sikkert hverken engle eller ufoer, der havde været på spil, men sikkert bare mit humør, og Laurits' græsplæne såvel som hans venners gravsteder, gør helt sikkert noget særligt ved mig indeni. Endnu har jeg til gode at opleve Kirsten Maries sted i Jylland, men jeg ser frem til det.

Og så er det i øvrigt noget underligt dobbelt noget med de gravsteder, for de burde først være blevet til om mange, mange, mange år og jeg skulle aldrig have oplevet dem!!!