mandag den 21. februar 2011

Om Violas fødsel

I fredags fik jeg en rigtig god og rigtig tiltrængt snak med den jordemoder, der var til stede ved Violas fødsel. Hun er en jordemoder efter mit hoved; varme øjne, mild, venlig, imødekommende, klog og erfaren. Jeg gad godt at have født rigtigt med hende... Alle fødsler er selvfølgelig rigtige, men jeg har alligevel en stærk følelse af at være snydt for en god oplevelse og af at noget var helt forkert og gik ret så galt. Nu kom Viola jo heldigvis både levende og særdeles levedygtig ud og jeg overlevede da også, men det blev både et akut og kompliceret kejsersnit, hvilket var præcis en del af hvad jeg havde frygtet. Viola blev opereret ud af maven på mig, hvorefter hun blev fjernet, og jeg blev opereret videre, kom i fuld narkose og der gik mange timer, før jeg kunne få min lille baby i armene. Og så var det en skrøbelig baby afhængig af pleje på neonatal for at komme ordentlig i gang med livet. Nu forsøger jeg mig med en fødselsberetning her. Ud med ordene og sådan. Det bliver en lang fortælling, vil jeg bare lige sige.

Frygt prægede i det hele taget fødslen. Allerede tidligt i graviditeten havde vi fået at vide, at fødselslægen klart anbefalede et kejsersnit igen, da jeg sidste gang havde fået et ar på tværs af muskelfibrene i livmoderen, hvilket gjorde det risikabelt med veer. Livmoderen kunne briste, simpelthen, og den slags kan give moderkageløsning og akut iltmangel hos barnet. Jeg var meget ked af, at det skulle være et kejsersnit igen, men selvfølgelig var der ikke nogen anden mulighed. Det var netop for at feje den værste frygt - Snillens død - væk, at jeg måtte sige ja til det kejsersnit.

Undervejs i graviditeten var der jo "lige lidt frygt" i forhold til at abortere eller føde for tidligt. Med hjælp fra 'Abortus Habitualis' klinikken på Riget styrede min krop denne gang udenom en tidlig abort, men netop som vi var begyndt at slippe frygten på det område, og jeg var kommet næsten halvejs i graviditeten, fik jeg en pludselig, uforklarlig blødning. Jeg glemmer aldrig den frygt vi havde for endnu et dødt barn. Fra da af så jeg virkelig frem til, at jeg skulle komme så langt hen, at Snillen i det mindste havde en mulighed for overlevelse. Så langt var jeg heldigvis nået, den aften jeg fik de første kraftige plukkeveer, men det var stadig for tidligt. Faktisk var det cirka én uge tidligere end da Laurits' fødsel gik i gang, og jeg gik og glædede mig rigtig meget til at komme forbi den lidt følsomme milepæl. For selvom jeg husker med en vis glæde på Laurits' fødsel, fordi det var dér vi fik ham, så skulle det helst ligne så lidt som muligt denne gang! Desværre kom det til at ligne rigtig meget på nogle punkter.

Et af punkterne var, at vi også denne gang måtte køre den lange tur fra sydsjælland til København med veer. Det var midt om natten, for vi havde været til fødselsdag hos Bos far og vi skulle sove der. Jeg havde kun lige lagt mig i sengen, da det startede med kraftige plukkeveer. Efter halvanden time måtte jeg vække Bo, for plukkeveerne blev både kraftigere og regelmæssige og jeg var på ingen måde tryg ved at være over 100 km. væk fra Riget. I bilen sad jeg og skrev ned hver gang en ve startede, så jeg havde noget konkret at fortælle fødegangen. Bo var nødt til at forsøge at være rolig for at køre bilen, men det var han jo ikke, han var skræmt.

I Kbh. skyndte vi os op i lejligheden og ringede til fødegangen (havde ikke nummeret på os, for vi var jo slet, slet ikke klar til fødsel endnu), mens jeg lynhurtigt smed et par ting i en taske; kamera, en tandbørste, en Laurits-hue, vandrejournal og så ud af døren igen. På fødegangen blev jeg lagt med ve- og hjertemåler på maven. Ingen tvivl om, at der var veer. Jordemoderen var rimelig rolig, men vi var næsten paniske. Det her var for tidligt! Det her mindede i uhyggelig grad om sidste gang. Alle rare tanker om 'dengang med Laurits' kunne vi ikke bruge til noget som helst, for dette var NU med Snillen og vi følte, at hendes død var alt for mulig og tæt på. Helt paniske blev vi, da Snillens hjerterytme begyndte at blive påvirket af veerne, så den gik ned under halvt tempo. Vi vidste ikke, at det var normalt, så vi troede faktisk, at nu døde hun. Vi var alene på stuen i det øjeblik, så Bo fik fat i en jordemoder, der kom og beroligede os. Hun guidede os igennem et par veer og hjertedyk, så vi kunne forstå, at det er ok og normalt at rytmen dykker, når bare den kommer godt op igen. Det gjorde den. Snille kompenserede rigtig fint for det pres hun var under. Men hvordan skulle vi kunne tro rigtig på, at hun havde det godt derinde?

Spørgsmålet var, om jeg virkelig var ved at gå i fødsel, eller om det 'bare' var småveer, der ville gå i sig selv. Der var noget med en prøve, der blev lavet ud fra en indvendig undersøgelse, men jeg husker ikke helt detaljerne i denne nat. Det blev dog besluttet at jeg skulle have en indsprøjtning med lungemodnende stof til Snillen med det samme, og at der også skulle køres en gang vehæmmende drop over det næste døgn, så det lungemodnende kunne nå at virke, hvis fødslen ikke var til at standse helt. Ud på de tidlige morgentimer lå vi så der i hver sin seng (Bo fik faktisk redt op på fødebriksen – så har han sgu prøvet det med), og jeg kunne mærke, at veerne tog af... aaaahhhh.... Det blev til nogle timers formiddagssøvn inden jeg blev installeret på en stue på svangregangen. Her skulle jeg ligge i min seng, undtagen hvis jeg skulle på toilettet. Veerne var nu blevet stoppet, men aftalen var, at hvis fødslen gik i gang igen, skulle den ikke stoppes, for så var der nok en grund til, at barnet ville ud.

Søndag aften kom de kraftige plukkeveer igen, men blev ikke regelmæssige. Jeg var desuden begyndt at bløde lidt. Mandag var rimelig rolig trods fortsat blødning. Nu nåede det ikke at blive til mange dage på svangregangen, men tiden kan føles ulidelig lang, når man 'bare' ligger og holder på sit barn. Tirsdag aften begyndte veerne at komme igen... Jeg var ikke glad for det, men prøvede at ligge heeeelt stille og trække vejret dybt igennem veerne, så jeg måske selv kunne få min krop til at stoppe det show. Det kunne jeg dog ikke, og omkring klokken halv to om natten kaldte jeg på jordemoderen og forklarede, at jeg nu ikke var helt tryg ved smerterne. Hun var rigtig god og forstående. Jeg var nemlig bange for, at en undersøgelse af livmoderhalsen (som jo er første meget naturlige undersøgelse hos en måske fødende) ville sætte yderligere skub i veerne. Det samme var hun, så vi aftalte at give det en halv times chance mere for at falde til ro. Nogle gange er det jo bare en forstående person ved sin side, der kan gøre den rolige forskel. Det var det dog ikke her, og jeg måtte over til undersøgelsesrummet. Her blev veerne kraftigere og jeg var mere og mere bange. Vidste godt, at nu kørte kejsersnitsbussen snart af sted med mig! Da en læge sagde; ”nu gør vi klar til at køre dig ned på fødegangen og du kan ringe til din mand” var jeg allerede angst, angst, angst! Jordemoderen havde mærket, hvordan babyens hoved stod langt nede og jeg var begyndt at åbne mig. Vandet kunne gå hvad øjeblik det skulle være, for der stod en spændt fosterhinde helt fremme. En ting var, at jeg især på egne vegne var bange for kejsersnittet, men nu var jeg også bange for, at vi ikke nåede det, så jeg pludselig skulle føde naturligt. Det regnede jeg bare ikke med, at Snillen kunne holde til. Jeg var i uge 33+2 og selvom det er en ok alder for en for tidlig født, så er det selvsagt ikke optimalt. Og hvad mon min krop egentlig havde gang i? Hvorfor var den fødsel gået i gang?? Havde vores lille pige det rigtig dårligt inde i min mave??? Med Laurits' tidlige fødsel + tre aborter + blødning midt i denne graviditet og al den behandling jeg havde gennemgået for at holde på graviditeten, var jeg bare usikker på alt. Jeg rystede og kunne overhovedet ikke slappe af i kroppen. Havde sådan en instinktiv følelse af, at det var mit ansvar at holde det barn inde, indtil nogen andre var klar til at tage hende ud af min mave. Det kunne kun gå for langsomt, samtidig med, at jeg helst ville flygte fra det hele. Jeg følte, at jeg var ved at tabe hende: ”hun falder død ud af mig om lidt, hvis ikke nogen andre tager over”.

Bo var kommet ind i undersøgelsesrummet og fik udleveret sit tøj til operationsstuen, og læger, jordemoder, sygeplejersker gjorde det klar de nu skulle på og omkring mig. Jordemoderen havde varme øjne og smil og det betød så meget for mig. Hun skulle jo tage imod vores lille barn og give hende til Bo. Det var ikke til at fatte; nu skulle det virkelig ske, nu blev vi forældre igen. Men jeg var bare bange! Bange for det hele, alting, havde ondt og kunne overhovedet ikke følge med, selvom jeg havde prøvet kejsersnit før. Jeg ville egentlig heller ikke være med, for det var ikke sådan her det skulle være. Bo var min støtte og jeg var død af skræk uden ham. På operationsstuen skulle jeg bedøves i ryggen, hvilket jeg på forhånd havde været bange for (ligesom sidst). Heldigvis var det en virkelig dygtig læge, der havde den tjans og det blev det mindste af det hele... Jeg mærkede det faktisk ikke rigtig. Efter jeg var bedøvet viste han mig heeeelt stille og roligt, hvordan jeg kunne mærke forskel på min vågne overkrop og min bedøvede underkrop. Den kolde klud med sprit var iskold på min arm, men bare klud på min mave. For jeg havde sgu glemt, hvilken virkelig underlig fornemmelse det er, at man faktisk godt kan mærke bevægelserne på det bedøvede, men bare ikke smerten (og dermed heller ikke kulden fra kluden). I det hele taget havde jeg glemt så meget fra Laurits' fødsel, eller rettere; jeg har gjort hans fødsel til et minde, noget som jeg husker med en vis glæde, fordi det er sådan jeg gerne vil huske den korte tid med min lille dreng. Men nu var jeg pludselig i den rå virkelighed, her og nu, hvor krop og instinkter tog over og bare havde en ting at sige; ”NEJ!!!” Et sted bag angsten lå selvfølgelig også forventning og glæde over, at vi skulle have vores datter ud i verden, men der var bare næsten ikke plads til glæden. Til en vis grad lukkede jeg også bare af for det hele og opførte mig 'pænt'. Det er ligesom min måde at takle hospitalsdominansen på. Og for satan man er domineret, når man ligger der som en klump kød, et stykke arbejde, og alt hvad man kan mærke er smerte, ubehag og ingen mulighed for selv at gøre noget.

Det grønne klæde blev sat op og den ene operationslæge sagde (som sidst), at nu gik de altså i gang, for de havde netop nevet mig hårdt i maven uden jeg havde sagt av. Der gik noget længere tid end vi havde forstillet os, før de sagde, at nu kom vores barn ud. Forinden havde de spurgt om, hvad hun skulle hedde, og jeg turde ikke svare... ”hvad skal hun hedde, Bo?”, pippede jeg, og Bo sagde: ”Viola”. Den rooolige, drevne anæstesilæge skulle lige tygge lidt på den: ”Nåårh, jeg troede I sagde Joda, ligesom ham fra stjernekrigen. Det ville måske nok være lidt besværligt i børnehaven”. Ingen tvivl om, at de prøvede at få gang i afledningsmanøvren af smalltalk. Sådan var det også, da Laurits skulle ud. Denne gang virkede det ikke. Vi skulle bare snart høre vores lille pige være levende. Med et var hun ude! Bo tog billeder og gik med over til undersøgelsesbordet. Lille Viola var ok. Hun græd. Jeg husker desværre ikke alting så tydeligt. Mest tydeligt husker jeg, da jordemoderen bar Viola forbi mit leje og sagde; ”kig til venstre, så kan du lige se hende”. Der kom en lillebitte baby 'flyvende' i et fast greb mellem et par plastikhandsker. Hun havde en fin, lige streg af hvidt fosterfedt ned af ryggen. ”nej, hvor fint”, tænkte jeg, ”hvor normalt”. Lidt efter var Bo vist henne og vise mig hende, (og han bar hende hele vejen over til neonatal i sine far-arme) men jeg husker desværre ikke det syn.

Viola skulle altså på neonatal, og Bo gik med hende. Sådan skulle det selvfølgelig være, men samtidig var det lige præcis en af de ting ved for tidlig fødsel jeg havde frygtet. Der var ikke noget, der skulle skille mig fra mit barn denne gang. Men skilt blev vi.... Jeg regnede med, at jeg snart var lappet sammen, så jeg kunne komme på opvågning og ENDELIG få vores barn i armene. Nu måtte det godt begynde at gå fremad mod noget stille og ro. Desværre dukkede lægerne frem fra det grønne klæde og sagde, at de altså havde fået skåret hul på min blære lige i starten af det hele, og at de skulle have fat i en speciallæge til at sy den sammen. ”Nå...?” Fra da af blev min angst ikke mindre og jeg lå bare og ventede på, at de blev færdige og frygtede hvad der ellers kunne komme af dårlige nyheder. Jeg rystede mere og mere, frøs og begyndte også at få det rigtig dårligt. Troede jeg skulle kaste op, syntes ikke jeg kunne trække vejret, fik ekstra ilt på maske og varm luft blæst ind under tæpper. Det med ikke at kunne trække vejret rigtigt var mildt sagt ubehageligt og jeg begyndte at tænke på, hvor uretfærdigt det var, hvis jeg døde nu hvor vi endelig havde fået vores lille pige. Jeg kunne godt fornemme at noget var galt. Hørte snak om en serviet og fik at vide, at der var én, de ikke kunne finde. Et røntgenapparat blev rullet ind over operationen, og omsider fandt de servietten. Den var inde i livmoderen, som allerede var syet sammen. Operationen trak atter ud og jeg var begyndt at kunne mærke bevægelserne inde i min krop ret så tydeligt. Mærkede hvordan insisterende hænder kørte hele vejen rundt under kanten af åbningen af min mave, da de ledte efter den fandens serviet. Da anestesilægen endelig sagde, at nu ville de altså lægge mig i fuld narkose blev jeg lettet, for nu måtte det hele godt stoppe!! Bagefter fik vi at vide, at jeg oveni det hele havde blødt kraftigt blandt andet fra det sted i livmoderen, hvor moderkagen havde siddet fast, så jeg havde mistet 3½ liter blod. Ikke så underligt, at jeg havde haft følelsen af, at det hele var ved at slukke og lukke. Et planlagt kejsersnit tager omkring tre kvarter, men dette kom til at tage godt tre timer.

Et øjeblik efter – sådan føles det jo – lå jeg atter der på stuen og blev vækket. Derefter blev jeg kørt til den intensive opvågning, og der kunne Viola desværre ikke komme hen. Ikke at jeg rigtig tænkte over det. Jeg var fuldstændig bims. Sådan er man vist på det sted, for jeg kunne halvt kigge over på en ældre mand, der havde en fest med at være omgivet af de damer på afdelingen. Han snakkede løs i højt humør. Den søde dame, der passede på mig sad og noterede alt muligt ved mig hele tiden. Hun syntes jeg virkede bekendt, og vi blev enige om, at det måske også var hende, der havde passet på mig efter Laurits' kejsersnit. En gang imellem forvandlede hun sig til et monster, der kom hen og trykkede mig hårdt på maven. Jeg vidste det godt fra sidst; det er ret vigtigt, at den mave bliver trykket på, så eventuelt blod i livmoderen kan komme ud, og jeg blødte stadig lidt rigeligt, men for HELVED, det gør ondt!! Hver gang hun nærmede sig min dyne med de klamme hænder spurgte jeg: ”Skal du trykke på maven nu?? Skal du trykke på maven nu???” og så klamrede jeg mig til sengekanten og bed tænderne sammen. Bo kom ind til mig. Husker mest, at jeg kunne se ham på afstand, da han kom ind i det store rum. Husker også, at han blev irettesat, for han drønede ind uden at ringe på, hvilket man ellers skal dér. Men han var blevet alvorligt nervøs for mig, da han pludselig fik alle de dårlige nyheder serveret, mens han ellers var travlt optaget af at tage imod Viola og se hende blive godt installeret henne på neonatal. Han havde kun gode nyheder om Viola. Hun var så fin, levende og viste sunde, stærke tegn. Nå ja, Viola. Jeg var stadig så fuldstændig opslugt af at prøve at være til stede i egen krop, så Viola var langt væk fra mig på flere måder.

Herfra ved jeg ikke rigtig, hvordan forløbet skal beskrives. Det flyder mildt sagt sammen i et kaos af lykke, smerte, overraskelser, blodmangel, udmalkninger, afbrudt søvn, adskillelser, gensyn, sondemad, voksenmad, kateder/tissepose, piller, lidt besøg, informationer, planlægning...
Efter seks dage havde Bo en lille notesbog med ind på hospitalet, for jeg var efterhånden nået dertil, hvor jeg måtte skrive de næste tre punkter af dagsordenen på min hånd (f.eks. børst tænder, skifte Viola, spørg om flere bleer). Det føltes faktisk som om, at jeg var nødt til at skrive min hjerne ned, for bare at have en smule af den... På grund af den ødelagte blære, havde jeg et kateder siddende i seks dage, og fordelen ved det var, at så kunne jeg da springe en del toiletbesøg over. Til gengæld synes jeg nu bagefter, at det er meget ydmygende at tænke på, hvordan jeg måtte gå fra den ene ende af hospitalet, hvor jeg var indlagt, til den anden, hvor Viola var indlagt, med tissepose hængende i hospitalstrusserne. Jeg kunne ikke engang finde ud af at tage rigtigt tøj på. Jeg magtede ikke at forsøge, troede ikke det kunne lade sige gøre. En uge efter fødslen brød jeg sammen. Jeg knak midt over og var så heldig at blive grebet af en psykolog og to helt fantastiske sygeplejersker. De to dejlige damer dømte nattesøvn til mor, men det var ikke så meget søvnen i sig selv, det var, at nogen SÅ mig, greb mig og sagde ”sikke noget lort!” på vores vegne og gav os ekstra omsorg. Der havde lige været en meget hektisk periode på neonatal, hvor det virkede som om, at de var ved at løbe tør for pladser. Derfor var vi blevet flyttet rundt flere gange og var sat en smule bag i køen. Viola var jo et af de store, sunde og stabile børn. Det var selvfølgelig helt forståeligt, men det gjorde det lige så selvfølgeligt bare ikke lettere for os. Så da nogen fandt tiden til at snakke med os i lang tid og høre vores forhistorie med Laurits og barnløshed, så var det ubeskrivelig rart.

Viola var indlagt 15 dage på neonatal. Jeg var indlagt en uges tid på svangreafdelingen (men var næsten hele tiden nede på neoantal) og Bo pendulerede som en gal mellem Viola, mig og hjemme, hvor han ”lige” skulle nå at gøre alt klar til vi kunne få vores lille, lidt skrøbelige Viola med hjem. Vi kunne godt have brugt, at hjemmet havde været helt klar inden fødslen. Jeg kunne godt have brugt to uger i fuldstændig rekreation af min egen krop. Viola kunne godt have brugt syv uger mere i min mave. I stedet fik vi alle sammen en hård start på det nye familieliv. Det hele gik den rigtige vej, men det kunne vi jo ikke vide, da vi stod midt i det. Vi manglede den gode erfaring at støtte os til, den hvor barnet overlever. Med Laurits var det hele som ét skridt frem og to tilbage. Med Viola var det to skridt frem og et tilbage. Det vil sige, at med Viola gik det jo fremad, men de små tilbageskridt var svære at forholde sig til. Den dag hun var blevet alt for sløv af gulsot, havde tabt sig til 2055 gram og det blev besluttet at behandle hende med lys, var vi så bange for, at det bare var starten på noget rigtig grimt. Hvordan skulle vi kunne tro helt sikkert på, at hun ville klare det? De sidste fire et halvt år havde budt på så mange alvorligt dårlige overraskelser af død, sygdomsgener, abortrisiko, behandlinger, uforklarlig blødning, pludselig fødsel og et mildt sagt dårligt kejsersnit, så hvornår kom den dårlige besked om Viola??

Den dårlige besked kom ikke, Viola var bare så fin og dygtig. Levedygtig. Selvfølgelig fokuserede vi på det gode, men der var bare så meget skidt, der trængte sig på. Hver gang jeg nåede at sove lidt dybt havde jeg mareridt af den værste skuffe. Min hjerne forsøgte vel at rydde lidt op. Den dag jeg knak midt over, havde stemningen af mareridt taget over, så jeg mistede troen på det hele. Jeg kunne ikke se nogen fremtid som Violas mor... mistede troen på det... mistede faktisk lysten til det... Verden var i øvrigt alt for ond og grusom. Hvordan skulle vi nogensinde kunne tage det lille, uskyldige, smukke, skrøbelige liv med ud fra hospitalet? Det gjorde forbandet ondt at opleve al den tvivl og magtesløshed, for nu var vi ellers her, hvor vi havde ønsket at være de sidste mange år. Det skulle bare ikke være på den måde, med så mange udfordringer oveni.

Selvom det ville se fint ud at runde denne beretning af med et mere positivt afsnit, så lader jeg være. Nogle gange skal man skille tingene lidt ad. Selvfølgelig nyder jeg livet som mor til Viola, men det er bare en helt anden snak.

onsdag den 9. februar 2011

Sol til viol

Hun hoster, den lille stakkel... Så jeg kaster al den uld jeg kan finde på hende. Selv varmer hun sig ved synet af denne lille sol, som hun har opdaget i dag, og som hun snakker med og kan granske i lang tid ad gangen.






Det knuger mit hjerte på den gode måde, at hun sådan kan noget; at hun kan koncentrere sig, studere en ting, pludre let og sådan. Men det ømmer mit hjerte, at hun er blevet syg. Øvøvøv! Havde sådan håbet, at hun på heldigste vis kunne liste sig gennem sin første vinter uden sygdom. Men hvis bare det ikke bliver værre end det her, så tror jeg ikke det er slemt

søndag den 6. februar 2011

Sikke et rumfang

Som hun dog fylder, den lillesøster... Hendes hoved var i starten knapt 30 cm. i omkreds og nu er det 40. Det er altså en stor forskel i rumfang! Der sker også meget inde i det hoved. Den seneste måned har hun udviklet sig fra det spæde til det mere babyprægede. Hun kan sågar bøfle i retning af at være baby-teenager ind i mellem. Hun kan sparke med benene, piske med armene, hvine og brøle, kaste med hovedet som en stangende hjort og blive SÅ indigneret, når hun slår sig lidt på mit hoved eller kraveben. Hendes første 'ord' er "nnnnnneeeEEEEeiiiijjjjj!!!!".
Når hun er tilfreds mæt og vågen kan hun give de dejligste smil. Hun elsker at snakke med os og kæmper for at få tungen til at lave lyde. Når hun rigtig koncentrerer sig kan der komme helt søde, svage gurglelyde bagerst på tungen og jeg bliver sååååå stolt af hende. Man skal lytte, give plads og tålmodighed for at nå at fange øjeblikket, men så rummer det også eventyrlighed. Hendes fortællinger er essensen af den reneste, barnlige åbenhed overfor verden. For det meste bliver hendes snak til nogle grynt, prust, basken med arme og ben og en masse rækken tunge. Hun virker helt stolt af sin tunge, men den er altså også fin. Hun griner af os, når vi rækker tunge, men det er endnu latter uden lyd. Hendes vingefang er meget stort og hun strækker glad og gerne armene alt hvad hun kan ud til siderne. Hænderne er begyndt at få fat i hvad der nu ligger indenfor rækkevidde - således er hun ved at splitte tranerne ved puslepladsen ad - men endnu er bevægelserne ikke koblet helt til indersiden af hovedet. Hun aner ikke, hvad hun faktisk kan udadtil. I den anden retning, indadtil, når hænderne kører rundt i ansigtet, oppe på toppen af hovedet eller trækker hende i ørerne begynder det at virke bevidst, altså noget af det. For eksempel er hun blevet glad for at slikke og sutte på hænderne. Det sker, at tommelfingeren lander i munden. Og i hvert fald skal armene ikke sove under dynen, men være frie til at vifte, slå og holde træt pige vågen! Eller de skal ligge på hver side af det smukke, sovende hoved og med hænderne i underlige meditations-greb (tommel og pegefinger samlet, resten spredt i vifte). Når hun spiser laver hun pistol med en hånd oppe ved næsen, og gerne med tommelen under næseborene, så der lige er lidt udfordring på vejrtrækningen. Det har hun gjort fra helt lillebitte.

Nå, det blev en længere beskrivelse. Jeg kom fra noget med huer og ville bare vise et par billeder.
Denne lille grønne flagrende Laurits-hue...

... kan nu sidde som en kalot

Og denne 'bornholmer'-hue troede vi næsten ikke på, at hun ville komme til at passe denne vinter. Nu sidder den perfekt hele de 40 cm. rundt.