søndag den 6. februar 2011

Sikke et rumfang

Som hun dog fylder, den lillesøster... Hendes hoved var i starten knapt 30 cm. i omkreds og nu er det 40. Det er altså en stor forskel i rumfang! Der sker også meget inde i det hoved. Den seneste måned har hun udviklet sig fra det spæde til det mere babyprægede. Hun kan sågar bøfle i retning af at være baby-teenager ind i mellem. Hun kan sparke med benene, piske med armene, hvine og brøle, kaste med hovedet som en stangende hjort og blive SÅ indigneret, når hun slår sig lidt på mit hoved eller kraveben. Hendes første 'ord' er "nnnnnneeeEEEEeiiiijjjjj!!!!".
Når hun er tilfreds mæt og vågen kan hun give de dejligste smil. Hun elsker at snakke med os og kæmper for at få tungen til at lave lyde. Når hun rigtig koncentrerer sig kan der komme helt søde, svage gurglelyde bagerst på tungen og jeg bliver sååååå stolt af hende. Man skal lytte, give plads og tålmodighed for at nå at fange øjeblikket, men så rummer det også eventyrlighed. Hendes fortællinger er essensen af den reneste, barnlige åbenhed overfor verden. For det meste bliver hendes snak til nogle grynt, prust, basken med arme og ben og en masse rækken tunge. Hun virker helt stolt af sin tunge, men den er altså også fin. Hun griner af os, når vi rækker tunge, men det er endnu latter uden lyd. Hendes vingefang er meget stort og hun strækker glad og gerne armene alt hvad hun kan ud til siderne. Hænderne er begyndt at få fat i hvad der nu ligger indenfor rækkevidde - således er hun ved at splitte tranerne ved puslepladsen ad - men endnu er bevægelserne ikke koblet helt til indersiden af hovedet. Hun aner ikke, hvad hun faktisk kan udadtil. I den anden retning, indadtil, når hænderne kører rundt i ansigtet, oppe på toppen af hovedet eller trækker hende i ørerne begynder det at virke bevidst, altså noget af det. For eksempel er hun blevet glad for at slikke og sutte på hænderne. Det sker, at tommelfingeren lander i munden. Og i hvert fald skal armene ikke sove under dynen, men være frie til at vifte, slå og holde træt pige vågen! Eller de skal ligge på hver side af det smukke, sovende hoved og med hænderne i underlige meditations-greb (tommel og pegefinger samlet, resten spredt i vifte). Når hun spiser laver hun pistol med en hånd oppe ved næsen, og gerne med tommelen under næseborene, så der lige er lidt udfordring på vejrtrækningen. Det har hun gjort fra helt lillebitte.

Nå, det blev en længere beskrivelse. Jeg kom fra noget med huer og ville bare vise et par billeder.
Denne lille grønne flagrende Laurits-hue...

... kan nu sidde som en kalot

Og denne 'bornholmer'-hue troede vi næsten ikke på, at hun ville komme til at passe denne vinter. Nu sidder den perfekt hele de 40 cm. rundt.

4 kommentarer:

Susanne sagde ...

Det er skøn læsning. Og dejlige billeder. Hun er en lille godte, hende Viola.

Katja Ripa sagde ...

Det er ikke til at forstå at hun bliver så stor så hurtigt. Jeg glæder mig vildt meget til at se hende.
Kram, Katja

Britte sagde ...

Det er sååå skønt at se hvor hun vokser og smiler og trives og bare LEVER...

Bliver sgu nok snart nødt til at strikke...har sådan lidt bedstemor-strikke-trang...

Knus..nu skal vi snart ses igen!

Maomis sagde ...

Hvis ikke jeg var det i forvejen, ville dine ord gøre mig smaskhamrende forelsket i denne lille fantastiske skabning. Jeg elsker dine beskrivelser! Og så er jeg vild med billederne – især mor/barn billedet.