tirsdag den 24. juni 2008

Savnet

Nogen gange synes jeg det er svært at savne Laurits. Så ved jeg ikke helt, hvor jeg skal diregere savnet hen, men kan simpelthen ikke andet end mærke at det er der. Det suger, knudrer, tynger og får mig vistnok til at se sur ud i øjnene når jeg cykler. Jeg ved med to års sorgerfaring, at savnet, kærligheden og sorgen går meget på alt det, som skulle have været. Det er den daglige dosis barnelatter, snotnæse, madpakker, kys, fangeleg, godnathistorier osv. vi har mistet sammen med vores unge. Det er jo reelt nok. Men det kan godt være svært at savne det-som-skulle-have-været hele tiden... Så kan jeg næsten savne at savne den rigtige Laurits. Gid vi havde fået bare en dag mere med ham. Også selvom han bare lå i en hospitalsseng med plaster i hele fjæset og var sød, blød, helt dejlig og halvt bedøvet. Hvor er han henne?? Hvor blev han dog af? Hvordan kan det lade sig gøre at få taget et barn ud af sin mave og så har man alligevel ikke noget barn? Det er så tomt. Det er ligesom om, at al indmaden blev fjernet. Eller som om at lægerne snørede syningen så hårdt sammen, at jeg fik sur røv over hele kroppen!!


Jeg tror den afstand der er kommet i løbet af to år er naturlig og jeg har det ok... men jeg kan ikke hele tiden finde fred og fordragelighed med, at der er kommet så meget afstand, at jeg nogen dage er nødt til at spørge mig selv "fik vi virkelig et barn for to år siden? Hvad var han egentlig for en? Hvad hulen skete der lige der???"

mandag den 16. juni 2008

"Fordelen ved et dødt barn"

Må man gerne bruge den sætning? Selvfølgelig "må" man alt, men alt har også konsekvenser. Jeg kan grundlæggende slet ikke finde den sande fordel ved at have et dødt barn - selvfølgelig! - men jeg har opdaget, at jeg alligevel bruger den sætning af og til. Den dukker op som sarkastisk kommentar, når fordelen ved Laurits f.eks. er, at han er meget nem at pakke sammen til, når man skal hurtigt ud af døren. Han er heller ikke så svær at finde gaver til; et gravlys med en lille hilsen på er altid et hit. Et stykke krøllet papir (en trane) er også helt fjong. Han har i hvert fald aldrig brokket sig over det. Han sviner ikke ret meget... ja, faktisk overhovedet ikke. Man kan godt feste natten lang, for han vågner ikke af det, og han vækker ikke én tidligt om morgenen. Her vil jeg lige pointere, at dette skrives efter to års tilvænning, for i starten var Laurits ikke specielt nem at pakke sammen til. Jeg gik mange gange rundt om mig selv, før jeg var tilfreds med det udvalg af billeder eller mindedims, der lå i tasken. Og hvis ikke det var blevet udvalgt ordentligt, så var det med stor uro jeg gik ud af døren, for tænk, hvis jeg pludselig blev overmandet af savnet og ikke havde "noget"?! Det var heller ikke specielt nemt at finde ud af det med gaver i starten. Det virkede så meningsløst at tænke i den retning, men det var samtidig en nødvendig erfaring for mig at lære, at jeg godt må give mit døde barn små gaver, skrive ord til ham, henvende mig på et eller andet plan. Mht. til at Laurits ikke sviner, så er det selvfølgelig helt rigtigt, men han roder lidt. Der er masser af Laurits-dims herhjemme og det fylder da op i krogene (skønt!). Og endelig; mht. til at få forstyrret nattesøvnen, så blev den forstyrret i starten af al den sorg. Jeg havde brug for at få styr på nogle meget grundlæggende rammer, ikke at bryde dem med fest og ballade.

At tale om fordele ved døde børn generelt er fuldstændig meningsløst. Men måske har jeg bare brug for at være sarkastisk omkring det for at indse, at mit liv faktisk er ok alligevel...? Uh, det handler igen om det med at give slip og det er så forbandet kringlet. Måske mest når jeg prøver at sætte ord på det, for så lyder det så definitivt og ligetil. "Sådan! Nu er jeg så gået ind i en ny sorgperiode efter to års dagen, og så giver jeg mere slip på mit døde barn igen". Hm...

Disse fordele er mellem Bo og mig; altså det er noget vi snakker om, når vi er sammen os to. En anden version af "fordels-snakken" er "sådan-er-det-at-have-et-dødt-barn-snakken". Det er en del af tosserierne. Jeg tror faktisk, at "fordels-snakken" dels er kommet til som et slags forsvar mod den følelse af, at der skulle være andre, som ville begynde på noget omkring fordele ved døden. I starten var jeg i hvert fald totalt i forsvar og på stikkerne overfor den vinkel. Det er jeg vel stadig... men nok på en mere skuldertrækkende facon... Det hænger selvfølgelig sammen med at nu, hvor jeg f.eks. selv kan have lyst til at feste, så kan jeg bedre se bort fra evt. misforståelser omkring min grund til festhumøret. For grunden er selvfølgelig ikke, at Laurits er død eller at han nu er overstået og glemt. Grunden er bare fest, ikke andet. Jo, måske at Laurits har været her, altså hans liv og væsen. For det meste er det bare en følelse af "nu trænger jeg til en fredagsbajer og at slå hjernen fra".

En anden grund til "fordels-snakken" tror jeg er en abstraheren. Vi har øvet os på at kunne alle mulige ting igen, selvom de i starten var meningsløse i forhold til livet med levende Laurits. Vi havde ret hurtigt modet igen, til at prøve forskellige ting. Det er ikke sagt som at vi var enormt gode eller noget... vi havde det altså bare. Fra stort set alle vinkler fik vi at vide, at vi var stærke. Det var vi også, men det var faktisk også svært at håndtere... Måske lyder det her helt forkert, men det var altså svært at forholde sig til sin styrke og livsmod, for hvorfor havde vi livsmod, når vores søn var død fra os??? Hvordan kunne vi sidde der og holde pause fra sorgen? - for det var præcis, hvad vi gjorde; vi holdt pause og hyggede os ind i mellem. Det var selvfølgelig godt at mærke overlevelsestrangen og håbet, men det var alligevel med en indbygget meningsløshed så gigantisk i forhold til den virkelighed, der gang på gang slog luften ud af os; Laurits var død fra os. Ved at hive fat i "fordelene", tror jeg, at vi fik sagt højt for både os selv og hinanden, at det er ok at leve på trods af det hele. Det var nok en måde simpelthen at sige "vi er levende, Laurits er død". Det har taget lang tid at vænne sig til det faktum - sådan ud i alle krogene af vores liv.

Det har været og er fedt for os, når andre kan være med på de sarkastiske bemærkninger, men jeg må også være ærlig og sige, at det ikke altid er så let for mig at lade andre være med. Jeg har hele tiden været rigtig bange for, at folk skal tro, at nu er det hele nok ved at være overstået. Det har at gøre med, at folk skal tage hele pakken, altså netop se smerten bag smilet, for ellers snakker vi ikke samme sprog. Folk omkring mig skal ikke flygte, når jeg selv prøver at være modig. Det er ikke modigt at se bort fra Laurits, men det er modigt at prøve at gribe ud efter ham, nu hvor han er så død. Hm... nu kommer det igen til at lyde som om, at jeg bare er verdensmester i smerte - øv! Det lyder en kende bittert.

Det er sandelig en bearbejdende ting at skrive blog om sin døde unge, for det her handler som nævnt om at give slip. Jeg tror faktisk, at jeg er parat til at gøre mere af det, som man hele tiden får at vide handler om at give slip. Jeg har bare sådan haaaaaaaadet det udtryk! Det skal komme inde fra 'MAJ-SÆL' af ;-) Jeg var ikke parat til præcis det her for to år siden eller for to måneder siden, så hvad skulle det hjælpe mig at høre om godt liv uden børn? Men det er faktisk der, hvor jeg bevæger mig lidt hen nu. IKKE forstået sådan, at vi nu opgiver at få levende børn eller ikke ønsker os det lige så meget som før, men det er bare ikke hele sandheden. Hvis ordet tilfreds betyder noget i retning af at 'finde fred med', så er det bare lige det jeg mener; jeg finder mere og mere fred med Laurits' død. Laurits LIGger, hvor han (ikke) skal. Det er den der med, at jeg har det godt trods omstændighederne, det er bare nogle lorte-omstændigheder. Man kan også sige, at jeg har det godt med, at Laurits ikke kan dø. Jeg kan dermed give slip på en angst, nu hvor hans død ikke længere er så smertefuld i det daglige. Det er faktisk en fordel ved at have et dødt barn; det værste er overstået. Tror jeg nok... uh, jeg er pissebange for at komme til at skrive ævl og bævl her!!! Byd bare ind, hvis jeg er helt afsporet. Selvom det skrevne ord på PC-skærmen kan komme til at virke så endegyldigt, så er blogs -i hvert fald min blog - også bare et her-og-nu-billede inde fra et hoved.

fredag den 13. juni 2008

Erfaring?

Hvad er Laurits og hvad er erfaring? Kan man skille det ad?

Laurits er jo en masse for mig. Hans væsen, karakter og personlighed voksede støt og roligt frem i mit hoved, da han groede fysisk i min mave. Efter hans korte liv er det forsat med at vokse i mit hoved, så jeg nu føler, at jeg kender ham ganske godt. Men selvfølgelig er det i bund og grund forestillinger og hvis-nu. Jeg ved godt, at jeg nærmest ingenting ved om Laurits, men det føles altså som om, og jeg tror en masse - jeg er jo hans MOAR.

Den måde jeg er mor på er som mor til en død. Det er heldigvis ikke den mest almindelig form. Heri ligger min erfaring. Den, som bl.a. siger mig, at det gælder om at konfrontere smerten og alt det grimme. Det er en levet erfaring i at gennemgå forandring på kort tid og når man mindst har overskud til det. Det er en forbandet og alt for dyrekøbt erfaring på nu snart 2 år. Det kan kan få mig til at føle både nødvendig egoisme og ansvar. Jeg har mærket det så mange gange, at det har hjulpet at fortælle, forklare og skrive om, hvordan jeg har det indeni. Den forståelse der er fulgt med, har nemlig taget meget af den unødvendige flimren og usikkerhed jeg har følt. Jeg har også mærket, at det er godt i det mindste at forsøge at rumme andres frustrationer i deres specifikke liv, fremfor at bortforklare. Jeg har virkelig mærket tydeligheden eller vigtigheden af den tommelfinger-regel der hedder, at man skal redde sig selv, før man kan hjælpe andre. Især som mor til en død, er jeg meget opmærksom på dette, for jeg synes ansvaret er så enormt... både overfor andre og på indirekte måde overfor Laurits. Han skal ikke have været her til ingen nytte! Når nogen har sagt noget i retning af, at de har lært af erfaringen med at kende døde Laurits, så bliver jeg meget glad. Det er stort!

Jeg har heldigvis ikke haft direkte brug for erfaringen, forstået på den måde, at jeg heldigvis ikke har oplevet, at nogen omkring mig har mistet et spædbarn efter os. Uh, det er næsten unævneligt tabuagtigt bare at skrive det...og derfor nødvendigt at skrive det! Jeg har et par gange haft angsten på andres vegne, inden jeg selv blev gravid. Når jeg tænker over det, så har jeg det på en måde sådan, at nu har vi altså taget ulykken her i famlilien og omgangskredsen. Desværre fungerer det ikke sådan, det ved jeg udmærket. Selvom dødsfald kan synes at have samme kraft, ødelæggelse og pludselighed som et lyn, så kan de ikke afledes som sådan - og slet ikke med tilbagevirkende kraft (øv, pis!). Men tænk, hvis det unævnelige skulle ske?? Så ville jeg virkelig føle ansvar for at kunne tilbyde min erfaring. Noget siger mig, at selvfølgelig kan jeg ikke forberede mig på netop den slags forfærdeligheder, og det er heller ikke sådan forberedelses-agtigt jeg mener det. Det er mere noget med, at nu, hvor Bo og jeg kan sidde her to år efter at vores dreng døde og smile over mindet, så bør vi vel også være i stand til at hjælpe andre? Men så er det bare jeg bliver i rigtig meget tvivl, fordi smilet på en måde er betinget af, at jeg har glemt præcis hvor smertefuldt det var i starten... Jeg kan godt huske, hvordan det var i starten at møde andre, som havde mistet for længere tid siden, f.eks. for to år siden. Deres udlægning af sorgen som noget, der blev mindre smertefuldt og lettere at bære med tiden var virkelig oprigtig meget svær at tro på. Det var lidt eventyragtigt, uvirkeligt. Jeg kunne ikke andet end tænke "tja, men sådan bliver det altså nok ikke for mig. Det vil da ALTID gøre så ondt som nu..." Det krævede finfølelse fra deres side ikke at overbelyse "det glade budskab". Ville jeg kunne klare den finfølelse? Ville jeg ikke komme til at fremstå utroligt meget bedrevidende på et alt, alt, alt for individuelt og sårbart område?

Det er det med tiden, som dukker op igen. Jeg har det svært med tid, eller bare ubegribeligt med tid. Tid er ubegribelig. Man taler så meget om at være i nuet, og det har jeg dælme prøvet rigtig meget! Man kan ikke andet, når ens barn dør, for det er så utrolig her-og-nu agtigt. Noget af det jeg har skulle lære, er faktisk at rumme fortid og fremtid igen. Især fremtid, for fortiden var sgu alligevel "bedre", den var der styr på og den indeholdt Laurits.

??? Ja, nu har jeg formået at forvirre mig selv en smule, men jeg udgiver alligevel indlægget, for det kunne være fedt at høre lidt kommentarer, hvis nogen har nogle. Når jeg nu alligevel har brugt tid på at skrive det, er det da for dumt, hvis det bare ligger som en hemmelig kladde ;-p

onsdag den 11. juni 2008

Laurits' to store kusiner

I går var jeg sammen med to af Laurits' kusiner på fem år. Oline var lidt syg i øret, så hun havde været hjemme, og hånd i hånd (og med hætte på Oline) gik vi så over og hentede Amalie i børnehaven. Der er nu noget særligt over at gå hånd i hånd gennem byen med et barn - eller med to børn. Når man har god tid er det et vidunderfuldt perspektiv at se verden fra. "Nu tror dem der ser os nok, at du er min mor, ik' tante Heidi?" "Fniiiis, jo!" Inde i mig selv tænkte jeg lidt videre over, hvor præcist hun ramte hovedet på sømmet. Det har fra starten været så syret, at ingen kunne se på mig, at jeg var blevet mor. Jeg ved godt, at det ikke var det hun tænkte på, men hendes kommentar siger måske noget om, hvor grundlæggende det er i os, det med at blive set...?


Et sted på vejen så vi en lille, hvid fjer og det var helt selvfølgeligt en englefjer fra Laurits. Jeg ville lade den ligge, men Oline tog den op, pillede små bladdimser af den og sagde, at den skulle jeg da gemme. "Ellers kan Laurits jo ikke finde den, og så bliver han ked af det". "Jamen", sagde jeg, "nu er den jo faldet af hans vinger, så han skal nok ikke bruge den mere. Det må være en hilsen til os. Men jeg skal nok gemme den" Og så stoppede Oline den i min lomme. Lidt længere henne lå en stor, flot, grå fjer. "Det er ikke en englefjer, det er kun de små hvide. Den der er nok fra en due", sagde Oline. Ingen sødsuppe der, bare ren oplevelsesglæde og sætte-verden-i-rammer.


På vej hjem fra børnehaven fik pigerne øje på en masse lyserøde blomster, der nærmest lå som et tæppe på fortovet, og som blev hvirvlet rundt af vinden. "Det er nok Laurits, som har drysset alle de her blomster. Han savner nok sin mor og far". "Ja... det gør han nok" (hvad pokker skal man ellers sige?? Selvom en stemme i mit indre faktisk sagde, at han ikke savner os, for han ved hvor vi er). "Vi er ikke kusiner til Laurits, vel?" "Jo, det er I da i hvert fald!" "Nå ok, så savner Laurits nok sin far, mor og sine kusiner. Vi har to fætre, den ene er død og det er Laurits!! Alexander er heldigvis ikke død. Talitha er sprællevende og river mig i håret, hihi..." Så grinede vi lidt af lille kusine Talitha og snakkede om, hvad babyer kan og ikke kan. Åh, jeg elsker den ligefremhed hos børn! I løbet af eftermiddagen nåede pigerne bla. også at spørge mig, om jeg blev ked af det, da Laurits døde. Det er de begyndt at spørge til jævnligt. Jeg tænker, at det er godt for dem at få at vide, at selvfølgelig blev vi meget, meget kede af det. Det gør man jo, når nogen man elsker dør. "Jeg synes det ville være keeeeedeligt, hvis jeg døde!" har en af dem bl.a. sagt. Det er sgu så befriende, for det kræver ikke andet end et "Ja", og så snakker man måske bare videre om noget helt andet. Men de er nu begyndt at bore lidt... Det må være fint, tænker jeg. Det må vel betyde, at de har et behov for at finde ud af, hvad pokker ham Laurits er for en, og hvad død så betyder.


Ved aftensmaden sammen med forældrene, snakkede vi lidt om sygdommen i øret, og Amalie kom ind på, at man godt kan blive så syg at man dør; "...Laurits døde". Hun har jo så ganske ret, men hvor får man dog lyst til at mane det faktum i jorden lige i dén sammenhæng - altså sammenhængen sygdom, børn og død. Men jeg synes da, at vi klarede den meget godt med at sige, at Laurits fejlede noget meget alvorligt, og at have ondt i øret var noget helt andet, som man bestemt ikke dør af. Kan ikke lige gengive ordene, men pigerne lød i hvert fald ikke bange over forklaringerne. De kom også ind på noget om begravelse, og Amalie konstaterede at "vi (hende og Oline) var ikke med til Laurits' begravelse. Vi var for små". Der lå vist ikke så meget mere i det fra hendes side. Jeg har det ganske fint med, at de ikke var med til begravelsen, eller rettere bisættelsen. Det var alt, alt for abstrakt for to tre-årige piger! Vi var også alle sammen alt, alt for kede og chokerede til at tage os ordentligt af dem lige i den situation.


Sådan en dag, hvor Laurits bare dukker op helt naturligt i hovedet på hans to kusiner, gør mig glad og lettet. Det er ikke fordi jeg mener, at børnene skal have ansvaret for noget, men det er netop også så naturligt, at jeg er helt overbevist om, at Laurits trods alt er en god fætter for dem at have. De er i hvert fald også gode kusiner.

tirsdag den 10. juni 2008

Et sted i Tokyo

Vi giftede os den 3. april og festede hele dagen. Jeg var bundhamrende lykkelig, da jeg stod nærmest klæbet ind til Bo i et meget varmt og svedigt dansekram kl. sent om natten med masser af andre varme mennesker presset omkring os. Det var fedt! Ringen var helt ny og uvant på min finger og kærligheden var næsten ligeså tyk som luften i rummet, og den var ikke kun noget mellem Bo og mig. Seks uger senere var hele vores lejligheds indhold pakket i flyttekasser og en lille del af dem sendt på sejltur til den anden side af jorden. Selv tog vi flyet dertil – til Japan, til Tokyo. Tokyo!!! Jeg, der altid havde forsvoret at skulle bo i en kæmpe by. Vi havde det bedste år i vores liv i Tokyo. Det var som en lang bryllupsrejse.


Tokyo har alt, derfor også roen og rum til stilhed. Vejen vi boede på var ret stille, selvom den lå i gåafstand fra Roppongi, hvor man kan finde alt det natteliv man ønsker og ikke ønsker. En del af stilheden på vores vej kom fra den lillebitte kirkegård, som vi havde udkig direkte ned i fra vores lille altan. Den var egentlig spændende og rar at kigge ned på, selvom den bestod af sten og træpinde nærmest i bunkevis. Den udsigt blev dog hurtigt en vanesag. De japanske gravstedstræpinde med indskrifter blev ligesom bare en del af billedet i stuen. Ikke noget dominerende overhovedet. Nede fra vejen var det ikke så meget synet som duften fra stedet, der gav indtryk. For Bo var røgelsen fra den ganske lille tilhørende tempelbygning en del af hans gå-til-arbejde-oplevelse. Han har mange gange sagt, at det var en rigtig dejlig start på dagen at få den duft med.

Ikke langt fra vores lille kvarter lå et stort tempel, hvor vi ofte gik tur omkring. Der var også park, grønt og skønt. Ved templet var et område, hvor der var stillet en masse små statuer op. Det var guden Jizo, der bl.a. beskytter børn og rejsende. Paradoksalt nok beskytter Jizo netop døde børn - alle 'slags' døde børn og selvfølgelig også dem, der aldrig når udenfor mors mave i live. Statuerne havde små røde, hæklede huer på, og vi fandt frem til, at det var mødre til små døde børn, som havde hæklet disse huer. Det gjorde stort indtryk på mig. Det var billedet på stor smerte, syntes jeg. Smerte og kærlighed. Når jeg tænker på det nu, føler jeg mig forbundet med det sted…Ikke kun fordi det var en del af vores Tokyo da vi boede der, men selvfølgelig fordi Laurits nu også har et sted i Tokyo. Når jeg kommer til Tokyo igen er det et af de steder jeg absolut skal besøge. Måske med en strikket hue.

søndag den 8. juni 2008

Dejlige minder









Vi har egentlig så mange ting til at minde os om Laurits. Det er både små og store ting, ting vi selv har købt eller lavet og ting vi har fået. Det er ikke fordi vi glemmer Laurits nogensinde, men alligevel... intet er skønnere end at have ham med sådan helt jordnært, 3D og selvfølgeligt i hverdagen. Som nu, hvor vi f.eks. har en skammel med den sejeste trane malet på fra hans "storebror" eller en gummistøvle med helt unikke jordbærplanter, der skal have en daglig tår vand. Hvis vi vil fordybe os, er der nu flere børnebøger vi kan læse højt inde i os selv for ham (jeps, sådan er det nemlig med døde unger, de kan godt høre hvad man tænker, nogen gange;-) foruden hans fotoalbum. Han har også en fuglebog, så vi kan lære lidt om alle de fugle, som måske flyver mellem vores verdener... Billeder med tegninger og søde ord har vi også fra hans "storesøskende" - de skønne tre!

Lys tænder vi ikke ret ofte for ham herhjemme mere, men det er bare fordi det er så længe lyst og så varmt lige nu. Der kommer helt sikkert gang i stearinen igen til efteråret. Nu hvor vi er begyndt at fiske, har Laurits fået den sødeste, sejeste drengegave fra Kirsten Maries og Anders' forældre, nemlig hans egen lille fiskegrej-boks. Jeg kunne derfor låne blink af min dreng i går på fisketuren... er det ikke skønt? Laurits er så meget andet og mere end død, og det er jeg så glad for at andre også kan se. Minderne og Laurits' minde-dimse-ting, handler ikke kun det som var, men også om aaaaalt det, som skulle have været.

torsdag den 5. juni 2008

Solen

Solen skinner, hvilket ikke har den store nyhedsværdi. Men det er som om, at dens stråler trænger meget længere ind bag øjnene end den har gjort et stykke tid. Lige nu har jeg det godt! Lige nu er der balance.

Moby har en sang, hvor noget af teksten lyder: "Seeing the sun when I can't really see. Hoping the Sun would at least look at me". Det er et af yndlingsnumrene her i hytten, og jeg hører det altid som om han synger: "Seeing my SON when I can't really see. Hoping my SON would at least look at me". Sådan kan man omskrive de små ting her i livet, vælge at høre det man vil høre... Teksten beskriver meget godt, hvordan jeg i bund og grund har det med Laurits. Der er så meget jeg gerne vil gøre for ham, men i bund og grund kan jeg bare håbe, at han kigger ned på os. Jeg kan ikke gøre en pind for ham, og når jeg formår at give lidt slip på frustrationen over det faktum, så bliver der plads til at mærke alt det han virkelig har gjort ved mig. Det giver da egentlig meget god mening at kalde sit døde barn for "skat", for han ligger jo begravet dybt i mit hjerte, ligesom han ligger i jorden. Godtnok er kisten brændt, men alligevel... En skat, det er han!

mandag den 2. juni 2008

Hormonræs II

Efter at have været på nedregulerings-hormoner i mange uger, fik vi i sidste uge besked om, at denne omgangs ægsorteringsforsøg er aflyst pga. strejken. Det er bare surt! En mavepuster af den kedelige slags. For der er ingen at blive sur på - rigtigt. Selvfølgelig smiler jeg ikke, når jeg f.eks. ser en sygeplejerske komme cyklende med strejkeslogan på ryggen, men jeg har ikke behov for at placere skylden på sygeplejerskerne. De skal nemlig hjælpe os...

Nu er jeg ikke tilhænger af at slutte af med noget positivt bare for at vende stemningen, eller for med død og pine at presse noget godt ud af en skidt situation. Jeg kan meget bedre håndtere at skille tingene ad, for det lærte jeg med Laurits. Fantastisk at han var her! Forfærdeligt at han døde! Ikke noget med at blande de to modsatrettede ting sammen til en omgang "det var nok også bedre sådan". Hvis jeg blander for meget forsvinder det gode nemlig. Men jeg har alligevel en positiv side af hormonsagen, som ganske enkelt er; nu er jeg ikke længere på hormoner og det kan jeg mærke. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, andet end at det er en anden grundtone, en lysere farve, en dybere ro, en lettere vej til smil, som præger mig nu. Det er en lettelse og det er skræmmende. Skræmmende, fordi jeg ikke ved, hvor mange gange endnu jeg skal igennem en nedregulering med hormoner. Fra starten af, da vi gik i gang med ægsorterings-behandlings-showet havde jeg nok forberedt mig på det værste, men den første gang fandt jeg ud af, at det med hormoner på mange måder er let nok for mig. F.eks. har jeg ingen problemer med at stikke mig selv og den slags. Men at få ødelagt sin grundtone er mere alvorligt end jeg først kunne forestille mig, for det er så snigende... Selvfølgelig snupper jeg mig en tudekiks i forhold til mange andre, der er i hormon- og behandlingshelvede i mange år, i forhold til ikke at have chancen for at få et barn, i forhold til det at have et døde børn. Jeg gør også gerne det her igen og igen, hvis bare der kommer et barn ud af det. Men... kan vi ikke lige springe alle de gange over, som alligevel ikke bliver til noget eller som bliver aflyst pga. strejker?!

Tjaeh... min blog her er jo om Laurits, men jeg kan godt mærke, at det som nu fylder meget i vores familieliv er frustrationerne over, at jeg ikke bliver gravid igen.