tirsdag den 24. juni 2008

Savnet

Nogen gange synes jeg det er svært at savne Laurits. Så ved jeg ikke helt, hvor jeg skal diregere savnet hen, men kan simpelthen ikke andet end mærke at det er der. Det suger, knudrer, tynger og får mig vistnok til at se sur ud i øjnene når jeg cykler. Jeg ved med to års sorgerfaring, at savnet, kærligheden og sorgen går meget på alt det, som skulle have været. Det er den daglige dosis barnelatter, snotnæse, madpakker, kys, fangeleg, godnathistorier osv. vi har mistet sammen med vores unge. Det er jo reelt nok. Men det kan godt være svært at savne det-som-skulle-have-været hele tiden... Så kan jeg næsten savne at savne den rigtige Laurits. Gid vi havde fået bare en dag mere med ham. Også selvom han bare lå i en hospitalsseng med plaster i hele fjæset og var sød, blød, helt dejlig og halvt bedøvet. Hvor er han henne?? Hvor blev han dog af? Hvordan kan det lade sig gøre at få taget et barn ud af sin mave og så har man alligevel ikke noget barn? Det er så tomt. Det er ligesom om, at al indmaden blev fjernet. Eller som om at lægerne snørede syningen så hårdt sammen, at jeg fik sur røv over hele kroppen!!


Jeg tror den afstand der er kommet i løbet af to år er naturlig og jeg har det ok... men jeg kan ikke hele tiden finde fred og fordragelighed med, at der er kommet så meget afstand, at jeg nogen dage er nødt til at spørge mig selv "fik vi virkelig et barn for to år siden? Hvad var han egentlig for en? Hvad hulen skete der lige der???"

5 kommentarer:

Maomis sagde ...

Det er saftsusemig heller ikke til at fatte!!! Sur røv ... ej, der blev jeg altså nødt til at trække lidt på smilebåndet der. :-) Der er sgu da heller ikke til at holde til alt det savneri hele tiden. Tror du det ville have været nemmere at bære savnet efter Laurits, havde der været en anden til at fylde lidt af tomrummet? Det tænker jeg det ville have været for mig.

Heidi sagde ...

Det er et godt spørgsmål... Ja, på en måde tror jeg det ville have været bedre med et barn hurtigt efter. Det sagde overlevelsesinstinktet jo. Men på den anden side, så har Laurits også fået lov til at fylde alt, hvilket har været givende. Tror jeg...

Heidi sagde ...

Jo, for dælen, Sofie! En til at fylde noget af tomrummet ud, det giver da mening! Krams til dig

mor-Katja sagde ...

Jeg kan sagtens sætte mit ind i den der med at savne at savne, sådan helt rigtigt. Jeg går selv og er frustreret over, at jeg ikke er ked af det mere... hvordan kan jeg ikke været ked af det, når mit barn er dødt...?? Hvordan kan jeg bare lade den ene dag tage den anden og grine og le og tage på ferie, når mit barn er dødt?? Jeg savner at mærke, at Natalina virkeligt var her.. og at mærke at det gør ondt at hun ikke er det... hvis det giver mening..

Ja, den der tanke... var der overhovedet et barn????? Alicia holder mit helt sikkert beskæftiget og jeg elsker hende overalt på jorden.. men hun fjerner også mine tanker omkring Natalina og "stjæler" min opmærksomhed, så jeg ikke mindes og savner så meget som jeg gerne ville...

Sikken en masse sludder... eller rodedet tanker...

Stort kram
Katja

Susanne sagde ...

Hvor du bare skriver fantastisk. tænk at køre rundt på cykel og se sur ud i øjnene...

Du rammer plet i dine skriverier.

Når man mister et lille barn, som er her i rigtig kort tid - måske er dødt ved fødslen - så er en stor del af sorgen koblet på de ting, som man aldrig kommer til at opleve. Man mister jo ikke bare barnet sådan rent fysisk, men også muligheden for at se det vokse op med alt hvad det indebærer.

Alt dette vil en lille ny flytte focus fra. Pludselig er der noget, der tager ens tid og man er tvunget til at være i virkeligheden hele tiden.

De to store børn, vi har, kunne ikke fylde det rum for mig. De havde jo i forvejen helt deres egen plads. Så jeg hungrede efter en baby mere. Jeg kan godt huske, at der ind imellem manglede rum til Mie, da vi efterfølgende fik Jonas.

Ham Laurits var ikke så tosset, da han valgte dig som mor.

Mange hilsner
Susanne