Efter at have været på nedregulerings-hormoner i mange uger, fik vi i sidste uge besked om, at denne omgangs ægsorteringsforsøg er aflyst pga. strejken. Det er bare surt! En mavepuster af den kedelige slags. For der er ingen at blive sur på - rigtigt. Selvfølgelig smiler jeg ikke, når jeg f.eks. ser en sygeplejerske komme cyklende med strejkeslogan på ryggen, men jeg har ikke behov for at placere skylden på sygeplejerskerne. De skal nemlig hjælpe os...
Nu er jeg ikke tilhænger af at slutte af med noget positivt bare for at vende stemningen, eller for med død og pine at presse noget godt ud af en skidt situation. Jeg kan meget bedre håndtere at skille tingene ad, for det lærte jeg med Laurits. Fantastisk at han var her! Forfærdeligt at han døde! Ikke noget med at blande de to modsatrettede ting sammen til en omgang "det var nok også bedre sådan". Hvis jeg blander for meget forsvinder det gode nemlig. Men jeg har alligevel en positiv side af hormonsagen, som ganske enkelt er; nu er jeg ikke længere på hormoner og det kan jeg mærke. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, andet end at det er en anden grundtone, en lysere farve, en dybere ro, en lettere vej til smil, som præger mig nu. Det er en lettelse og det er skræmmende. Skræmmende, fordi jeg ikke ved, hvor mange gange endnu jeg skal igennem en nedregulering med hormoner. Fra starten af, da vi gik i gang med ægsorterings-behandlings-showet havde jeg nok forberedt mig på det værste, men den første gang fandt jeg ud af, at det med hormoner på mange måder er let nok for mig. F.eks. har jeg ingen problemer med at stikke mig selv og den slags. Men at få ødelagt sin grundtone er mere alvorligt end jeg først kunne forestille mig, for det er så snigende... Selvfølgelig snupper jeg mig en tudekiks i forhold til mange andre, der er i hormon- og behandlingshelvede i mange år, i forhold til ikke at have chancen for at få et barn, i forhold til det at have et døde børn. Jeg gør også gerne det her igen og igen, hvis bare der kommer et barn ud af det. Men... kan vi ikke lige springe alle de gange over, som alligevel ikke bliver til noget eller som bliver aflyst pga. strejker?!
Tjaeh... min blog her er jo om Laurits, men jeg kan godt mærke, at det som nu fylder meget i vores familieliv er frustrationerne over, at jeg ikke bliver gravid igen.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
5 kommentarer:
Og jeg kan edergodylmer også godt forstå at det er det der fylder meget. Og du lader bare ordene slyde, vi er her til at læse, også selvom du ikke slutter af med noget der er godt... For det gode i at læse med for mig er at jeg holder af jer...
Kære Heidi, jeg kan huske at du engang for mange måneder sagde at I fandme var klar til børnegråd igen efter Laurits. Og jeg tror faktisk heller ikke jeg kender nogle der er så klar som dig og Bo... På den der fuldstændige afbalancerede, rolige og varme frandsen måde... Og jeg begriber ikke at den lille fisk har fundet vej til mavsen endnu...
Jeg tænker tit at frustrationen for jer må være stor. Først ikke at have Laurits. Da det var faldet til i bevidstheden, så også at blive frustreret af det der ikke kommer.... Aaaarggg kan ikke lige formulere det, men vil bare sige at jeg bare godt kan rumme din frustration - og at jeg måske også selv føler den - altså frustrationen over at I ikke kan blive gravide NU!
Det med den dybe eller mørkere grundtone, kan jeg jo godt huske. Og den er meget svær at have med at gøre - både, som du siger, fordi den kommer snigende - men også fordi, det jo er sådan man HAR det... man kan ikke lægge sig en time og sove det væk, man kan ikke tage en panodil, sætte plaster på, tage en løsere buks på... for det er nemlig tonen der er anderledes.
Og jeg kan næsten ikke bære, at du skal gøre det her igen og igen, Heidi! Ved ikke, hvordan jeg skal være vidne til den her vildt urimelige kamp! Kan ikke forstå, hvordan I orker det - om og om igen!
Men det sev jo alligevel ind, da du sagde, at I jo havde prøvet det værste i verden - så det her var ikke så slemt! Og det er jo rigtigt...
Jeg har en høne at plukke med dem, der fordeler graviditeterne og børnene i denne verden!!! En STOR een!!! På Carl Mar-måden...
Kram
Britte
Lad fylde hvad må fylde lige nu. Laurits er jo med alligevel.
Tro mig Heidi, jeg ved hvor meget sådan en omgang hormoner fylder. Helt vildt! Både hormonerne har en indvirkning på ens krop og sind, men det har hele situationen så sandelig også. Hele ens verden drejer sig til sidst kun om det her barn, man ønsker sig så brændende, men som bare ikke kommer. Helst skal man ikke fokusere for meget på det, ellers kan det nemt tage fuldstændig over og ikke levne plads til meget andet, men det fylder jo hele ens sind, så det er bare svært.
Det der med at få børn skulle desuden gerne være noget smukt og dejligt. Det er det bare ikke i et laboratorium. For os, blev fokus efterhånden flyttet til indsprøjtninger på de rette tidspunkter og at få de mange skanninger passet ind i en ellers presset hverdag. Det ødelagde den smukke ting, som det burde være at lave børn. Heldigvis er det blevet meget bedre igen. Jeg håber virkelig ikke at I når dertil Heidi. Det er så vigtigt at I har hinanden og at I har forståelse for den kæmpe belastning det er at gå igennem denne proces.
Nej, nu blev det lige lidt langt og fyldt med alle mine egne frustrationer omkring dette hormoncirkus. Egentlig vil jeg bare sige at du skal lade det fylde og tale om det lige så meget du har brug for – det er nemlig en stor sorg du bærer rundt på og sorg har bedst af at blive luftet. Mange kram, Sofie
Hvor er jeg glad for at I kan rumme mine lufterier af frustrationerne...
Som du jo sikkert mærker, er Laurits med i dit liv på godt og ondt, så selvfølgelig skal der være plads til det hele her.
Jeg kender ikke behandlingssystemet, men kan godt huske, at det bare skulle være NU, så jeg tror at jeg kan følge dig. Jeg håber, at det snart bliver jeres tur igen.
Send en kommentar