tirsdag den 10. juni 2008

Et sted i Tokyo

Vi giftede os den 3. april og festede hele dagen. Jeg var bundhamrende lykkelig, da jeg stod nærmest klæbet ind til Bo i et meget varmt og svedigt dansekram kl. sent om natten med masser af andre varme mennesker presset omkring os. Det var fedt! Ringen var helt ny og uvant på min finger og kærligheden var næsten ligeså tyk som luften i rummet, og den var ikke kun noget mellem Bo og mig. Seks uger senere var hele vores lejligheds indhold pakket i flyttekasser og en lille del af dem sendt på sejltur til den anden side af jorden. Selv tog vi flyet dertil – til Japan, til Tokyo. Tokyo!!! Jeg, der altid havde forsvoret at skulle bo i en kæmpe by. Vi havde det bedste år i vores liv i Tokyo. Det var som en lang bryllupsrejse.


Tokyo har alt, derfor også roen og rum til stilhed. Vejen vi boede på var ret stille, selvom den lå i gåafstand fra Roppongi, hvor man kan finde alt det natteliv man ønsker og ikke ønsker. En del af stilheden på vores vej kom fra den lillebitte kirkegård, som vi havde udkig direkte ned i fra vores lille altan. Den var egentlig spændende og rar at kigge ned på, selvom den bestod af sten og træpinde nærmest i bunkevis. Den udsigt blev dog hurtigt en vanesag. De japanske gravstedstræpinde med indskrifter blev ligesom bare en del af billedet i stuen. Ikke noget dominerende overhovedet. Nede fra vejen var det ikke så meget synet som duften fra stedet, der gav indtryk. For Bo var røgelsen fra den ganske lille tilhørende tempelbygning en del af hans gå-til-arbejde-oplevelse. Han har mange gange sagt, at det var en rigtig dejlig start på dagen at få den duft med.

Ikke langt fra vores lille kvarter lå et stort tempel, hvor vi ofte gik tur omkring. Der var også park, grønt og skønt. Ved templet var et område, hvor der var stillet en masse små statuer op. Det var guden Jizo, der bl.a. beskytter børn og rejsende. Paradoksalt nok beskytter Jizo netop døde børn - alle 'slags' døde børn og selvfølgelig også dem, der aldrig når udenfor mors mave i live. Statuerne havde små røde, hæklede huer på, og vi fandt frem til, at det var mødre til små døde børn, som havde hæklet disse huer. Det gjorde stort indtryk på mig. Det var billedet på stor smerte, syntes jeg. Smerte og kærlighed. Når jeg tænker på det nu, føler jeg mig forbundet med det sted…Ikke kun fordi det var en del af vores Tokyo da vi boede der, men selvfølgelig fordi Laurits nu også har et sted i Tokyo. Når jeg kommer til Tokyo igen er det et af de steder jeg absolut skal besøge. Måske med en strikket hue.

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

Its ok if the appearance of your blog is not good. The important thing is the topic or the content of your blog.

Anonym sagde ...

If im in the situation of the owner of this blog. I dont know how to post this kind of topic. he has a nice idea.

Heidi sagde ...

F...!!! så er det vist tid til en form for spamfilter!!

Susanne sagde ...

Billederne er fantastiske. Jeg går ud fra, at I selv gemmer på en masse billeder fra jeres tid langt hjemmefra. Det er fedt med nogle gode minder i livets rygsæk.

Anonym sagde ...

Jeg bliver helt glad i hjertet, tænk at der er sådan en fin plads og gestus til vores små englebørn, og så så langt væk. Det er dejligt at vide.
Sikken en skøn oplevelse og fine billeder i har med jer.
Knus
Dorthe

Maomis sagde ...

Hvor er det smukt at de ære de døde børn på såden en fin måde. Du må have en hue med næste gang.