Laurits' to store kusiner

I går var jeg sammen med to af Laurits' kusiner på fem år. Oline var lidt syg i øret, så hun havde været hjemme, og hånd i hånd (og med hætte på Oline) gik vi så over og hentede Amalie i børnehaven. Der er nu noget særligt over at gå hånd i hånd gennem byen med et barn - eller med to børn. Når man har god tid er det et vidunderfuldt perspektiv at se verden fra. "Nu tror dem der ser os nok, at du er min mor, ik' tante Heidi?" "Fniiiis, jo!" Inde i mig selv tænkte jeg lidt videre over, hvor præcist hun ramte hovedet på sømmet. Det har fra starten været så syret, at ingen kunne se på mig, at jeg var blevet mor. Jeg ved godt, at det ikke var det hun tænkte på, men hendes kommentar siger måske noget om, hvor grundlæggende det er i os, det med at blive set...?


Et sted på vejen så vi en lille, hvid fjer og det var helt selvfølgeligt en englefjer fra Laurits. Jeg ville lade den ligge, men Oline tog den op, pillede små bladdimser af den og sagde, at den skulle jeg da gemme. "Ellers kan Laurits jo ikke finde den, og så bliver han ked af det". "Jamen", sagde jeg, "nu er den jo faldet af hans vinger, så han skal nok ikke bruge den mere. Det må være en hilsen til os. Men jeg skal nok gemme den" Og så stoppede Oline den i min lomme. Lidt længere henne lå en stor, flot, grå fjer. "Det er ikke en englefjer, det er kun de små hvide. Den der er nok fra en due", sagde Oline. Ingen sødsuppe der, bare ren oplevelsesglæde og sætte-verden-i-rammer.


På vej hjem fra børnehaven fik pigerne øje på en masse lyserøde blomster, der nærmest lå som et tæppe på fortovet, og som blev hvirvlet rundt af vinden. "Det er nok Laurits, som har drysset alle de her blomster. Han savner nok sin mor og far". "Ja... det gør han nok" (hvad pokker skal man ellers sige?? Selvom en stemme i mit indre faktisk sagde, at han ikke savner os, for han ved hvor vi er). "Vi er ikke kusiner til Laurits, vel?" "Jo, det er I da i hvert fald!" "Nå ok, så savner Laurits nok sin far, mor og sine kusiner. Vi har to fætre, den ene er død og det er Laurits!! Alexander er heldigvis ikke død. Talitha er sprællevende og river mig i håret, hihi..." Så grinede vi lidt af lille kusine Talitha og snakkede om, hvad babyer kan og ikke kan. Åh, jeg elsker den ligefremhed hos børn! I løbet af eftermiddagen nåede pigerne bla. også at spørge mig, om jeg blev ked af det, da Laurits døde. Det er de begyndt at spørge til jævnligt. Jeg tænker, at det er godt for dem at få at vide, at selvfølgelig blev vi meget, meget kede af det. Det gør man jo, når nogen man elsker dør. "Jeg synes det ville være keeeeedeligt, hvis jeg døde!" har en af dem bl.a. sagt. Det er sgu så befriende, for det kræver ikke andet end et "Ja", og så snakker man måske bare videre om noget helt andet. Men de er nu begyndt at bore lidt... Det må være fint, tænker jeg. Det må vel betyde, at de har et behov for at finde ud af, hvad pokker ham Laurits er for en, og hvad død så betyder.


Ved aftensmaden sammen med forældrene, snakkede vi lidt om sygdommen i øret, og Amalie kom ind på, at man godt kan blive så syg at man dør; "...Laurits døde". Hun har jo så ganske ret, men hvor får man dog lyst til at mane det faktum i jorden lige i dén sammenhæng - altså sammenhængen sygdom, børn og død. Men jeg synes da, at vi klarede den meget godt med at sige, at Laurits fejlede noget meget alvorligt, og at have ondt i øret var noget helt andet, som man bestemt ikke dør af. Kan ikke lige gengive ordene, men pigerne lød i hvert fald ikke bange over forklaringerne. De kom også ind på noget om begravelse, og Amalie konstaterede at "vi (hende og Oline) var ikke med til Laurits' begravelse. Vi var for små". Der lå vist ikke så meget mere i det fra hendes side. Jeg har det ganske fint med, at de ikke var med til begravelsen, eller rettere bisættelsen. Det var alt, alt for abstrakt for to tre-årige piger! Vi var også alle sammen alt, alt for kede og chokerede til at tage os ordentligt af dem lige i den situation.


Sådan en dag, hvor Laurits bare dukker op helt naturligt i hovedet på hans to kusiner, gør mig glad og lettet. Det er ikke fordi jeg mener, at børnene skal have ansvaret for noget, men det er netop også så naturligt, at jeg er helt overbevist om, at Laurits trods alt er en god fætter for dem at have. De er i hvert fald også gode kusiner.