søndag den 8. juni 2008

Dejlige minder









Vi har egentlig så mange ting til at minde os om Laurits. Det er både små og store ting, ting vi selv har købt eller lavet og ting vi har fået. Det er ikke fordi vi glemmer Laurits nogensinde, men alligevel... intet er skønnere end at have ham med sådan helt jordnært, 3D og selvfølgeligt i hverdagen. Som nu, hvor vi f.eks. har en skammel med den sejeste trane malet på fra hans "storebror" eller en gummistøvle med helt unikke jordbærplanter, der skal have en daglig tår vand. Hvis vi vil fordybe os, er der nu flere børnebøger vi kan læse højt inde i os selv for ham (jeps, sådan er det nemlig med døde unger, de kan godt høre hvad man tænker, nogen gange;-) foruden hans fotoalbum. Han har også en fuglebog, så vi kan lære lidt om alle de fugle, som måske flyver mellem vores verdener... Billeder med tegninger og søde ord har vi også fra hans "storesøskende" - de skønne tre!

Lys tænder vi ikke ret ofte for ham herhjemme mere, men det er bare fordi det er så længe lyst og så varmt lige nu. Der kommer helt sikkert gang i stearinen igen til efteråret. Nu hvor vi er begyndt at fiske, har Laurits fået den sødeste, sejeste drengegave fra Kirsten Maries og Anders' forældre, nemlig hans egen lille fiskegrej-boks. Jeg kunne derfor låne blink af min dreng i går på fisketuren... er det ikke skønt? Laurits er så meget andet og mere end død, og det er jeg så glad for at andre også kan se. Minderne og Laurits' minde-dimse-ting, handler ikke kun det som var, men også om aaaaalt det, som skulle have været.

6 kommentarer:

Britte sagde ...

Og Laurits´ storsøskende nyder ligeså meget at lave ting til og om ham...
Jeg tror, at han er fuldstændig 'i-live' for dem. På den der helt selvfølgelige måde, som kun børn kan opfatte.

Jeg er på en eller anden måde glad for, at de har fået denne oplevelse af døden med sig. Ikke forstået som at det er bedre.. men bare at Laurits er en del af deres liv og det synes jeg, på en mærkelig måde, er godt. Især fordi de - igennem jer - har oplevet døden som noget, der OGSÅ er en del af deres liv. På godt og ondt...

Aiii, altså det kommer sgu lidt til at lyde somom, det var godt at Laurits døde, så mine fuldfede kunne få den oplevelse med sig!!! DET ER IKKE DET JEG MENER!!!

Bare, at når det nu er sådan, det er - så er jeg glad og stolt over, at de sammen med jer formår at bære Laurits med sig - på alle måder!!!

Håber det var til at forstå???

Heidi sagde ...

Det er fuldstændig forståeligt! Jeg er også rigtig, rigtig glad for, at de tre unger, som jeg passede fra de var nyfødte har taget min unge til sig. En del af mig har nok sat den der oplevelse af "når jeg engang får børn, så bliver det spændende at se, hvad William, Anna og Johanne siger til det" på hold... Men det ER jo sket. Jeg HAR fået et barn og det er derfor perfekt og dejligt, at vores store unger sådan har taget imod ham - ham den døde, lettere umulige Laurits.

Aj, hvor er livet mærkeligt...

Line sagde ...

Kære Heidi
Du lærte mig en gang noget vigtigt. Du sagde at det ikke er slut med minder, selvom India er død... Det er så rigtigt... Du har så ret!
Kys og kram fra miiiiig

Anonym sagde ...

Fysiske minder tror jeg, at vi er mange, der har brug for. Sådan har jeg det helt sikkert også.

Susanne sagde ...

Der er minder i rigtig mange ting. Både i det, der fysisk var tiltænkt barnet, men også i alt muligt andet. Det er da skønt.

På den måde bliver det også naturligt, at vores små er med os. Altid.

Anonym sagde ...

Det er dejligt at andre mennesker, familie og venner tager ens børn, til sig. Og viser det med små og store hilsner. Og sikken mange fine ting Laurtis og hans forældre har fået med sig.
Minderne lever videre
Knus
Dorthe